Klagen vedrører den skattemæssige behandling af erstatning til B Forsikring A/S i forbindelse med et biluheld, sags- og advokatudgifter til en retssag.
Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for erstatning og sagsomkostninger, selvangivet med 122.180 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for advokatudgifter, selvangivet med 34.520 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Vedrørende erstatning samt sags- og advokatudgifter
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagen, at klageren i 1998 drev en kro. Klageren havde endvidere to plejebørn boende på sin ejendom, beliggende i X, hvilken ejendom han beboede fra 1. februar 2001 til marts 2002. Klageren havde i indkomståret 2001 indtægter ved plejevederlag på 578.828 kr. og forpagtningsindtægt på 5.333 kr.
Klagerens datter, C, var den 20. maj 1998 involveret i et færdselsuheld, hvorved skete skade på en bil tilhørende hendes moder, D, og en forankørende bil, hvilket afstedkom reparationsudgifter på 10.059,20 kr. på moderens bil samt 105.888,79 kr. på den anden bil.
B Forsikring A/S, hvori bilen tidligere havde været forsikret, betalte i første omgang reparationsudgifterne på i alt 115.948,08 kr., men opkrævede beløbet hos D, idet der hverken var betalt kaskoforsikring eller lovpligtig forsikring på bilen.
Den 3. august 2000 anlagde B Forsikring A/S sag mod D med primær påstand om betaling af 115.948,08 kr. med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.
Ved dom afsagt af Retten i Y den 3. august 2001 fremgår bl.a.:
"Rettens bemærkninger:
Det lægges til grund, at der den 20. maj 1998 på Motorvej Z, har været særdeles tæt trafik med den følge, at trafikken af og til standsede. Sagsøgtes bil, en Volvo, der blev ført af sagsøgtes datter C, var involveret i et "harmonikasammenstød" som den 5. bil i en række.
...
Uanset om C alene som følge af påkørsel har ramt den forankørende finder retten, at sagsøgte som indehaver af bilen er erstatningsansvarlig for skaden på den forankørende bil, og at der ikke er anledning til at foretage skyldfordeling jf. færdselslovens § 103, stk. 2.
Sagsøger har efter forhandling med den forankørendes forsikringsselskab betalt 105.888,79 kr. Retten finder efter den foreliggende taksatorrapport at kunne lægge til grund, at skaden på den forankørende bil har været af den anførte størrelse.
...
Det lægges til grund, at sagsøgte betalte forsikringspræmie helårligt pr. 1/4 og at der i april 97 var betalt præmie frem til 1/4-1998. Det findes efter bevisførelsen, herunder navnlig den af E afgivne vidneforklaring bevist, at sagsøger den 12/3 - 1998 har sendt opkrævning på ansvars- og kaskoforsikringen på sagsøgtes Volvo for perioden fra 1/4-1998 til 1/4-1999. Videre anses det for bevist, at sagsøger den 22/4-1998 har sendt første rykkerskrivelse til sagsøgte. I denne skrivelse hedder det: "Betales præmie ikke inden 14 dage, bortfalder B's erstatningspligt for de forsikringer, der er løbende og indtræder først, når beløbet er betalt."
Videre lægges det til grund, at sagsøger den 14/5-1998 har sendt 2. rykkerskrivelse til sagsøgte. I skrivelsen hedder det blandt andet:
"Vi har tidligere bedt Dem betale Deres forsikringer. Desværre kan vi stadig ikke se at have fået beløbet, og som tidligere meddelt, er vor erstatningspligt i forhold til Dem derfor bortfaldet. Det betyder, at de ikke vil kunne få skader erstattet, men selv må bære tabet."
Det fremgår, at skrivelserne er stilet til sagsøgtes korrekte adresse, og det må lægges til grund, at brevene ikke er returneret til sagsøger. Sagsøgte har gjort gældende, at brevene kan være gået tabt, idet dette ofte er sket hos sagsøgte. Sagsøgte drev på det pågældende tidspunkt kro og tilhørende campingplads. Der var ophængt 3 postkasser - 1 til sagsøgte privat, 1 med post til campingpladsen og en tredje til udgående post. Sagsøgtes private postkasse og campingpladsens postkasse havde angiveligt isat nøgle og kunne åbnes af enhver. Da det som anført lægges til grund, at opkrævning og 2 rykkerskrivelser er afsendt fra sagsøger til sagsøgte til den korrekte adresse og ikke er returneret til sagsøger, finder retten, at risikoen for, at skrivelserne ikke er modtaget hos sagsøgte, må bæres af denne henset til de forhold, hvorunder hun har indrettet sin postmodtagelse jf. forsikringsaftalelovens § 33 stk. 1. Som følge heraf er sagsøgers ansvar ophørt på skadesdatoen den 20/5-1998 jf. forsikringsaftalelovens § 14, stk. 1. Derfor ifalder sagsøgte et personligt erstatningsansvar for de skader på den forankørende bil, som er påført af sagsøgtes bil.
...
THI KENDES FOR RET:
Inden 14 dage fra dato betaler sagsøgte D 115.948,08 kr. med procesrente af 10.059,20 kr. fra sagens anlæg den 3/8-2000 og af 115.948,08 kr. fra rettens modtagelse af processkrift 1 den 22/1-2001. Inden samme frist betaler sagsøgte 16.230,00 kr. i sagsomkostninger til sagsøger."
Skatteankenævnets afgørelse
I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.
Dette kræver dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privat udgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Det er skatteankenævnets opfattelse, at udgift til erstatning som følge af, at der ikke er tegnet lovpligtig ansvarsforsikring ikke kan omfattes af sædvanlig driftsrisiko for en erhvervsmæssig virksomhed, uanset at bilen måtte være anvendt erhvervsmæssigt i ulykkessituationen. Nævnet er derfor enig med den kommunale skattemyndighed i, at der ikke er fradrag for udgiften, jf. statsskatteloven § 6 a samt praksis som gengivet i TfS 1993.449 LSR.
Nævnet finder, at udgift til erstatning som følge af, at der ikke er tegnet en lovpligtig an- svarsforsikring, ligger uden for rammerne af den risiko, som er forbundet med at drive en erhvervsvirksomhed som klagerens. Dette gælder, uanset om den manglende forsikring kan tilregnes klageren eller hans forsikringsselskab.
Nævnet finder derimod, at udgiften ved reparation af klagerens bil (10.059 kr.) er en fradragsberettiget driftsomkostning.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har anført, at Retten i Y har bestemt, at klageren selv hæfter for den omhandlede erstatning, idet der ikke var nogen gyldig ansvars-/kaskoforsikring.
Klageren er i den forbindelse blevet pålagt at betale 132.239 kr. til B Forsikring A/S, dels for udbetaling af erstatning, dels for tilkendte sagsomkostninger i ovennævnte retssag. Klageren har endvidere afholdt udgifter til egen advokat på 34.520 kr. vedrørende sagen mod B Forsikring A/S.
Repræsentanten har oplyst, at bilen, som på ulykkestidspunktet blev benyttet erhvervsmæssigt af klagerens datter, som alt overvejende hovedregel bliver benyttet erhvervsmæssigt og alene i begrænset omfang til klagerens private formål. Det er et faktum, at klageren ikke var omfattet af hverken kasko- eller ansvarsforsikring den 20. maj 1998, hvor bilen var involveret i et harmonikasammenstød på Motorvej Z. Årsagen til, at klageren ikke var omfattet af en kasko- og ansvarsforsikring er dog ikke den, at klageren ud fra en bevidst handling har valgt at spare udgiften til lovpligtig forsikring m.v. på sin bil til ca. 500.000 kr. Situationen er en ganske anden. Klageren har ikke modtaget opkrævninger fra sit forsikringsselskab og har derfor ikke været bekendt med, at hans forsikring ikke dækkede. Civilretligt har B Forsikring A/S fået medhold i, at klageren selv skal afholde udgiften til erstatning, advokat m.v., idet klageren ikke har kunnet dokumentere, at han ikke har modtaget den pågældende opkrævning.
Repræsentanten har gjort gældende, at det er usandsynligt, at klageren ikke har villet tegne de pågældende forsikringer, idet bilen dels ikke ville kunne anvendes lovligt, dels i tilfælde af skade ikke ville blive forsikringsdækket. Det forhold, at skatteankenævnet har nægtet klageren fradrag på baggrund af den civilretlige afgørelse af sagen medfører, at klageren stilles urimeligt ringe i forhold til, at der er tale om en sædvanlig erhvervsmæssig risiko forbundet med klagerens virksomhed. Klageren har dels haft vilje og dels haft evne til at betale policen, men har blot ikke modtaget denne opkrævning. Klageren svævede på ulykkestidspunktet i en faktisk vildfarelse om, at bilen selvfølgelig var forsikret, ligesom den havde været siden 1997, hvor bilen blev erhvervet. Hverken banken, hvor bilen blev belånt, eller politiet havde i øvrigt reageret overfor klageren vedrørende den manglende betaling af lovpligtig forsikring, og klageren har således ikke haft mistanke om, at bilen ikke var forsikret.
Udgifter til erstatning kan fradrages i det omfang, de kan betegnes som driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, dvs. anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.
Der findes to relevante afgørelser. Den ene afgørelse er gengivet i TfS 1988, 676, den anden er en kendelse, som skatteankenævnet støtter sin afgørelse på, offentliggjort i TfS 1993, 449 LSR.
Repræsentanten har tillige henvist til UfR 1966.362 ØLD.
Repræsentanten har anført, at det som udgangspunkt står den enkelte skatteyder frit for selv at vælge, om han vil drive sin virksomhed dyrt eller billigt, og det forhold, at forsikring ikke er tegnet, og klageren selv kommer til at betale erstatningen, har ikke betydning for fradragsretten, jf. i den forbindelse afgørelsen fra 1988.
Såfremt denne ekspeditionsfejl bliver tillagt den af de stedlige skattemyndigheder fastsatte virkning, vil dette have en uforholdsmæssig betydning for ekspeditionsfejl i fremtiden, hvilket på ingen måde bør anerkendes.
Om udgifter til advokat har repræsentanten anført, at de afholdte udgifter til sagkyndig bistand i sagen anlagt af B Forsikring A/S mod klageren er en sædvanlig driftsudgift i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skaden er endvidere sket i forbindelse med klagerens udøvelse af sit erhverv og er en sædvanlig driftsrisiko. Der er herved henvist til en landsskatteretskendelse gengivet i SKM2003.502.LSR.
SKATs udtalelse
SKAT har indstillet afgørelsen stadfæstet for så vidt angår erstatning og advokatudgifter.
SKAT har udtalt, at erstatning i forbindelse med den manglende lovpligtige forsikring ikke kan føre til fradrag, da der ikke er tale om udslag af en normal driftsrisiko.
SKAT har henvist til TfS 1993, 449 og LSRM 76.138.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter til erstatninger fradrages i det omfang, de er pådraget i forbindelse med drift af erhvervsvirksomhed og er et udslag af normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.
Retten skal bemærke, at en bil skal være lovpligtig ansvarsforsikret ved kørsel på offentlig vej. Den omstændighed, at bilen, der var impliceret i uheldet, var uden lovpligtig forsikring, kan efter rettens opfattelse ikke anses at være udslag af en normal driftsrisiko, og der er derfor ikke fradrag for erstatningen i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Retten finder endvidere, at udgiften til advokat i forbindelse med erstatningssagen må afgøres i overensstemmelse med erstatningsspørgsmålet, hvorfor der heller ikke er fradragsret for advokatudgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.