Dato for udgivelse
17 Dec 2007 15:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Nov 2007 14:31
SKM-nummer
SKM2007.899.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1661-0092
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt + Virksomhedsformer. Hæftelse, ansvar og erstatning.
Emneord
Fællesskab, lønsum, økonomisk virksomhed
Resumé

Et administrationsfællesskab vedrørende drift af fælles lokaler og kantine m.v. baseret på en samarbejdsaftale mellem nogle interesseorganisationer ansås for at drive økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Reference(r)

Momsloven §§ 3 og 4

Henvisning
Momsvejledning 2007-4 C.1.2
Henvisning
Lønsumsafgiftsvejledningen 2007-4 B.1.1.1
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 C.1.4.2
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.2
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.2.4
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.11.4
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 D.11.20
Henvisning
Momsvejledning 2007-4 G.1.1
Henvisning
Lønsumsafgiftsvejledningen 2007-4 B.1.2
Redaktionelle noter

Sagen er indbragt for domstolene

Indbringelsen er hævet

Klagen skyldes, at regionen har anset A for at drive økonomisk virksomhed efter momslovens § 3.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

A er et administrationsfællesskab baseret på en samarbejdsaftale imellem B, C, D og E. F og G har tidligere været parter i administrationsfællesskabet.

Administrationsfællesskabet har hidtil været registreret efter lønsumsafgiftsloven, branchekodet som fagforening.

Den gældende samarbejdsaftale er indgået den 6. november 2003. Samarbejdsaftalen er opbygget i henhold til traditionelle foreningsvedtægter.

§ 1 - Formål

Samarbejdets navn er A.

Formålet med samarbejdsaftalen er at fastlægge mål, rammer og retningslinjer for samarbejdet mellem.

Samarbejdsaftalen er indgået mellem og omfatter følgende organisationer:

F, B, C, D, G, D og E.

§ 2 - Mål med samarbejdet

Målet med samarbejdet er at udvikle administrativt og fagpolitisk samarbejde indenfor områder af fælles interesse for organisationerne.

Målet med samarbejdet er at sikre optimal anvendelse af ressourcer og at opnå maksimal indflydelse til gavn for organisationernes medlemmer.

Indenfor rammerne af samarbejdsaftalen varetages de fælles opgaver, som de deltagende organisationer beslutter at henføre til udførelse i samarbejde.

§ 3-Bestyrelsen

Samarbejdets politiske ledelse udgøres af en bestyrelse sammensat af formændene for de organisationer, som er nævnt i § 1.

Ud over bestyrelsesmedlemmet deltager organisationens medlem af forretningsudvalget i bestyrelsens møder.

Bestyrelsen har det overordnede politiske og økonomiske ansvar for mål, opgaver og økonomi indenfor samarbejdsaftalens rammer. Bestyrelsen træffer beslutninger om politiske mål/opgaver og budget/regnskab.

Bestyrelsen drøfter og træffer beslutninger om fagpolitiske emner af fællesinteresse og udpeger repræsentanter til fælles repræsentation.

Bestyrelsen bemyndiger forretningsudvalget (5) til at varetage de ledelsesmæssige opgaver i forhold til administrative, økonomiske og personalemæssige opgaver og emner indenfor rammerne af samarbejdsaftalen, de godkendte budgetter og eventuelle retningslinjer fastlagt af bestyrelsen.

4 § - Bestyrelsens forretningsorden

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og vælger/udpeger af sin midte formand for en periode på 2 år.

Formanden har ansvaret for indkaldelse, gennemførelse og opfølgning på bestyrelsens møder og beslutninger.

De sekretariatsmæssige opgaver i forhold til bestyrelsen varetages af forretningsudvalgets daglige leder (s).

5 § - Forretningsudvalget

Samarbejdets daglige ledelse udgøres af et forretningsudvalg sammensat af en sekretariatschef/ -leder fra hver af de organisationer, som er nævnt i § 1.

§ 6 - Forretningsudvalget

Forretningsudvalget fastlægger selv sin forretningsorden og vælger/udpeger af sin midte en daglig leder for en periode på 2 år med virkning normalt fra årsskifte.

Daglig leder har ansvaret for indkaldelse, gennemførelse og opfølgning på møder og beslutninger, herunder information til bestyrelsen. Vedkommende varetager endvidere de sekretariatsmæssige opgaver i forhold til bestyrelsen.

Forretningsudvalget forestår den daglige ledelse af samarbejdet, og har efter bemyndigelse fra bestyrelsen kompetence til at træffe beslutninger vedrørende administrative, økonomiske og personalemæssige opgaver og emner indenfor rammerne af samarbejdsaftalen og indenfor de godkendte budgetter.

Forretningsudvalget udformer budget og regnskab, som forelægges til godkendelse i bestyrelsen.

Forretningsudvalget refererer til og arbejder under ansvar overfor bestyrelsen.

§ 7 - Beslutninger

Beslutning om, hvilke opgaver, samarbejdet skal løse, og ændringer af allerede trufne beslutninger af denne karakter samt beslutninger om leje, køb, salg og pantsætning af fast ejendom, kan kun træffes enstemmigt af den samlede bestyrelse. Vedtægtsændringer kræver enstemmighed.

Øvrige beslutninger afgøres ved almindeligt flertal.

Hvert enkelt medlem af bestyrelsen kan forlange, at en afgørelse træffes med 2/3 majoritet.

§ 8- Regnskab

Samarbejdets regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af en statsautoriseret revisor og sendes til de samarbejdende organisationer.

§ 9 - Driftskapital

Hver af de i § 1 nævnte organisationer indskyder driftskapital, Som beregnes efter den i § 10 nævnte fordelingsplan.

§ 10 - Omkostninger

De daglige udgifter, der er forbundet med de fælles opgaver, dækkes løbende af den indskudte driftskapital. Hver måned refunderes omkostningerne af organisationerne efter en fordelingsplan, godkendt af samarbejdets bestyrelse. Ændringer i principperne i fordelingsplanen kan foretages af bestyrelsen.

Deltagerne i samarbejdet er forpligtede til at betale de med samarbejdets aktiviteter forbundne omkostninger ved påkrav fra A's bogholder. Misligholdelse af denne bestemmelse medfører i gentagelsestilfælde, at bestyrelsen er berettiget til at opsige samarbejdet med den pågældende organisation til ophør med 3 måneders varsel.

§ 11 - Udtræden

Enhver organisation, der er optaget i samarbejdet jfr. § 1, kan med 1 års varsel til en 1. januar udtræde af fællesskabet. Ved udtræden forfalder eventuelle lån, som af organisationen er ydet samarbejdet, til indfrielse.

Den udtrædende organisation har krav på en forholdsmæssig andel af de formuegoder, som samarbejdet måtte være i besiddelse af på udtrædelsesdatoen. Andelen skal beregnes efter samme fordelingsnøgle, som blev anvendt til fordelingen af udgifterne ved formuegodets anskaffelse. Andelen godtgøres senest 6 mdr. efter udtrædelsen.

Det aftales, at fælles indkøbte formuegoder afskrives værdimæssigt over 5 år. Dette indebærer, at den forholdsmæssige andel af et fælles indkøbt formuegode godtgøres til en udtrædende/indtrædende organisation med en tilsvarende del af den afskrevne værdi.

Ved tilslutning og fratræden, helt eller delvist, til fælles indkøbte formuegoder anvendes samme principielle retningslinier.

§ 12 - Optagelse

Andre organisationer end de i § 1 nævnte kan optages i samarbejdet efter enstemmig vedtagelse i bestyrelsen. Disse organisationer optages i samarbejdsaftalens § 1.

§ 13 - Konkurs m.v.

Kommer en deltagerorganisation under konkurs eller opløses organisationen, forholdes der på tilsvarende måde, som nævnt i § 11, dog således, at ved konkurs, er opsigelsesvarslet kun 3 måneder til den 1. i en måned.

§ 14 - Tvister

I tilfælde af tvist af enhver art i forbindelse med nærværende samarbejdsaftale og dennes rette forståelse eller vedrørende problemer, hvis opståen ikke har været forudset ved nærværende kontrakts oprettelse, kan tvisten afgøres ved voldgift, hvor hver af parterne udpeger 2 voldgiftsmænd, som i fællesskab udpeger en uvildig opmand.

§ 15 - Vedtægtsændringer

Til vedtagelse af forslag om ændringer i denne aftale eller om samarbejdets opløsning kræves enstemmighed i den samlede bestyrelse.

I henhold til § 1 er formålet med aftalen at fastlægge mål, rammer og retningslinier for samarbejdet for ovennævnte sundhedsorganisationer. Af § 2 fremgår, at målet med samarbejdet er at udvikle administrativt og fagpolitisk samarbejde indenfor områder af fælles interesse for organisationerne. Advokaten har oplyst, at der i december 2005 er udarbejdet en revideret samarbejdsaftale.

Ifølge indberettede oplysninger til ToldSkat er personalestabens størrelse omkring 16 til 21 ansatte.

A beskæftiger sig ifølge notat af 13. april 2004 med følgende opgaver/funktioner:

  • Rengøring og vinduespolering
  • Trykkeri, frankering
  • Reception og telefonomstilling
  • Kantinedrift
  • Lejemål (herunder bl.a. husleje, el, varme, forsikringer, vedligeholdelse m.m.)
  • Endvidere personale ansat i ovenstående funktioner, samt ejendomsinspektør og bogholder
  • Repræsentanten har uddybet, at der er fem kantinefolk beskæftiget med at udføre fællesfunktioner i form af madlavning og administration af kantine. Tre personer beskæftiger sig med at udføre trykkeriopgaver. Fem personer er ansat til at gøre rent, hvoraf nogle er på deltid. Tre personer er ansat til at passe receptionen og omstillingen, hvor tillige er en fast tilkaldevikar tilknyttet. Herudover er der en ejendomsinspektør og bogholder, der begge udfører fællesfunktioner.

    De pågældende medarbejdere, der udfører fællesfunktioner, er i et arbejdstagerforhold til hver af organisationerne. Hver enkelt organisation har sædvanlige arbejdsgiverforpligtelser og - rettigheder overfor medarbejderne. De nævnte medarbejdere er ansat via overenskomst eller via individuelle ansættelsesaftaler. Aftalerne er indgået med de områdeansvarlige sekretariatsledere på vegne af administrationsfællesskabet.

    Repræsentanten har oplyst, at lønnen til de nævnte medarbejdere udbetales af bogholderifunktionen og i henhold til de ovennævnte ansættelsesaftaler. Midlerne til lønudbetalingerne kommer via løbende indbetalinger fra hver af organisationerne og foretages i henhold til fordelingstal.

    Udgifterne forbundet med de fælles opgaver dækkes løbende af den indskudte driftskapital. Hver måned refunderes omkostningerne af organisationerne efter en omkostningsplan, godkendt af samarbejdets bestyrelse. Ændringer i principperne i fordelingsplanen kan foretages af bestyrelsen.

    Deltagerne i samarbejdet er forpligtede til at betale de med samarbejdets aktiviteter forbundne omkostninger ved påkrav fra A's bogholder. Misligholdelse af denne bestemmelse medfører i gentagelsestilfælde, at bestyrelsen er berettiget til at opsige samarbejdet med den pågældende organisation til ophør med 3 måneders varsel.

    Repræsentanten har oplyst, at samarbejdsaftalen er udarbejdet uden professionel hjælp og at der ved konstruktionen af aftalen er taget udgangspunkt i generelle foreningsvedtægter. Samarbejdsaftalen indeholder derfor ifølge repræsentanten punkter uden realitet. Der er den 28. december 2005 underskrevet en ny og korrigeret samarbejdsaftale imellem sundhedsorganisationerne.

    Til 2003 aftalens § 2 om formålet har repræsentanten oplyst, at A beskæftiger sig ikke med fagpolitisk arbejde imellem sundhedsorganisationerne. Målet er udelukkende at opnå økonomiske fordele og bedre service ved at indgå et administrativt fællesskab, eksemplificeret i fælles kantine, reception og telefonomstilling.

    Til samarbejdsaftalens § 3 om bestyrelsen har repræsentanten oplyst, at der ikke er nogen bestyrelse for A. Et opstået problem bliver løst ved at lederne for de respektive sundhedsorganisationer taler sammen og løser dette uden formaliteter. Der består ingen bestyrelse i den juridiske form, hvor der indkaldes til bestyrelsesmøde med dagsorden etc.

    Til samarbejdsaftalens § 9 om driftskapital har repræsentanten oplyst, at sundhedsorganisationerne indskyder driftskapital. Der er udelukkende tale om driftskapital i form af at dække de fællesudgifter, der måtte være. Der er ikke tale om en decideret indskudskapital, og A har ikke en egenkapital.

    Regionens afgørelse

    Regionen har anset A for at drive økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3. Med virkning for årsskiftet 2004/2005, har regionen derfor pålagt A at afmelde sig fra lønsumsregistrering og i stedet lade sig registrere efter momsloven.

    Regionen har anset det for modstridigt, at A er lønsumsregistreret og branchekodet som fagforening, samtidigt med at A kalder sig et administrationsselskab. Det er regionens opfattelse, at der er tale om almindelig registreringspligtig virksomhed efter momslovens almindelige regler. A er en momspligtig person efter momslovens § 3, der bl.a. i forbindelse med kantinedriften leverer afgiftspligtige varer og ydelser efter momslovens § 4.

    Regionen har ikke anset A for momsfritaget som fagforeningsvirksomhed efter momslovens § 13 stk. 1, nr. 4.

    Regionen har endvidere ikke anset A for momsfritaget efter momslovens § 13 stk. 1, nr. 20, under henvisning til at:

  • De enkelte organisationer i administrationsfællesskabet med undtagelse af B moms- og lønsumsregistrerede.
  • Den administration A leverer er en integreret del af de enkelte organisationers arbejde.
  • Det er uvist om medlemmernes betaling svarer nøjagtig til deres andel af udgifterne, idet omkostningerne iht. samarbejdsaftalens § 10 fordeles efter en fordelingsplan og ikke efter forbrug.
  • A's administrationsarbejde er af en sådan karakter, at det kunne udføres af mange andre virksomheder, i et omfang der påvirker konkurrencevilkår på markedet til skade for andre virksomheder på markedet.
  • Regionen har yderligere henvist til, at det af momsvejledningen 2004-4, afsnit D.11.20 fremgår, at almindelig administration af edb-behandling ikke vil kunne fritages efter bestemmelsen.

    Regionen har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten afgivet høringsudtalelse. Det er herved anført, at 6. momsdirektivs artikel 6 stk. 1 implementeret ved momslovens § 4 stk. 1, 2 og 3. pkt. vedrører et altomfattende leverancebegreb. Det er regionens opfattelse, at A udøver transaktioner i form af levering af goder og tjenesteydelser der er beskrevet i direktivets artikel 6 stk. 1. Dertil modtager A en modværdi, som beskrevet i direktivets artikel 11 pkt. A, stk. 1, litra a, implementeret ved momslovens § 27 stk. 1, således at der foreligger en direkte sammenhæng mellem de udførte leverancer/tjenesteydelser, og den modtagne modværdi.

    Da sundhedsorganisationerne bl.a. har placeret driften af kantinen i A, er det regionens opfattelse at der er sket en outsourcing af kantinedriften, hvorved risikoen ved driften ikke længere er direkte knyttet til den enkelte organisation. Dette medfører, at der ikke længere er tale om en arbejdsgiverdreven kantine. Dermed skal den betaling, der modtages til dækning af omkostningerne, anses for at være betaling for en momspligtig leverance fra kantinen.

    Klagerens påstand og argumenter

    A's repræsentant har fremsat påstand om at A ikke er en afgiftspligtig person efter momslovens § 3.

    Repræsentanten har yderligere fremsat påstand om at A ikke er lønsumsafgiftspligtig

    Til støtte for påstandene er det anført, at A ikke er en afgiftspligtig person jf. momslovens § 3, stk. 1, idet A ikke driver selvstændig økonomisk virksomhed. A er endvidere ikke lønsumsafgiftspligtig, idet A ikke udøver anden økonomisk virksomhed, jf. lønsumsafgiftsloven § 1 stk. 1, første punktum, som skal forstås på samme måde som begrebet "selvstændig økonomisk virksomhed" i momslovens § 3.

    Repræsentanten har anført, at administrationsfællesskabet ikke opfylder betingelsen i momslovens § 3, stk. 1, hvorefter afgiftspligtige personer er juridiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Aktiviteten i administrationsfællesskabet er ikke en selvstændig virksomhed, blandt andet som følge af, at enhver af organisationerne hæfter for samtlige forpligtelser, der følger af administrationsfællesskabets aktiviteter. At dette er tilfældet fremgår af vedtægternes § 10 hvori er anført "De daglige udgifter, der er forbundet med de fælles opgaver, dækkes løbende af den indskudte driftskapital. Hver måned refunderes omkostningerne af organisationerne efter en fordelingsplan, godkendt af samarbejdets bestyrelse. Ændringer i principperne i fordelingsplanen kan foretages af bestyrelsen. Deltagerne i samarbejdet er forpligtede til at betale de med samarbejdets aktiviteter forbundne omkostninger ved påkrav fra A's bogholder. Misligholdelse af denne bestemmelse medfører i gentagelsestilfælde, at bestyrelsen er berettiget til at opsige samarbejdet med den pågældende organisation til ophør med 3 måneders varsel."

    Da der ikke ligger en selvstændig juridisk enhed, er der ikke nogen afgiftspligtig person, og dermed skal der ikke betales moms af de beløb, som hver enkelt organisation betaler til administrationsfællesskabet som refusion af afholdte udgifter.

    Administrationsfællesskabet er et aftaleforhold, hvorved organisationerne i fællesskab på en praktisk måde tilvejebringer og opretholder servicefunktioner og lokaler, og hvor omkostningerne hertil fordeles forholdsmæssigt mellem organisationerne.

    Repræsentanten har anført, at begrebet "økonomisk virksomhed" i lønsumsafgiftsloven skal forstås på samme måde, som begrebet "selvstændig økonomisk virksomhed" i momslovens § 3 stk. 1. Det er dermed med urette, at A er blevet opkrævet lønsumsafgift.

    Repræsentanten har endvidere bemærket at administrationsfællesskabets karakteristika er, at hver af deltagerne i fællesskabet hæfter for alle de forpligtelser, der udspringer af udførelsen af de opgaver, som deltagerne i administrationsfællesskabet har besluttet at udføre, og at de udgifter, der påføres deltagerne ved udførelsen af de nævnte opgaver, konteres på en intern fælles konto, for at disse udgifter (omkostninger) kan udfindes med henblik på en rigtig fordeling af disse omkostninger på de enkelte deltagere i forhold til deltagernes fordelingsaftale. Følgelig af fordelingsaftalen modtager administrationsfællesskabet ikke omkostningsdækning, det kan fællesskabet ikke, da det ikke er en selvstændig økonomisk virksomhed (juridisk person), som er forskellig fra de enkelte deltagere i administrationsfællesskabet.

    Repræsentanten har bemærket, at det i følge af momsloven og 6. momsdirektiv er en grundlæggende betingelse for momspligt, at en ydelse leveres af en juridisk person, dette kan også udledes af EF-domstolens praksis og dansk momspraksis. På grundlag af praksis fra EF-domstolen og dansk momspraksis, er det utvivlsomt at administrationsfællesskabet ikke er en juridisk person, og dermed ikke driver selvstændig økonomisk virksomhed.

    Ved EF-domstolens dom i sag C-210/04 (FCE Bank), nåede domstolen til den konklusion at den italienske filial FCE IT, hvoraf hovedselskabet FCE Bank havde hjemsted i Storbritannien, ikke var en afgiftspligtig person. Filialen selv bar ikke de økonomiske risici forbundet med udøvelsen af virksomhed som kreditinstitut, som filial rådede de ej heller over en indskudskapital. Risikoen forbundet med den økonomiske aktivitet hvilede i det hele på FCE Bank.

    Repræsentanten har videre bemærket, at i den foreliggende sag bærer administrationsfællesskabet ikke nogen økonomiske risici, idet risikoen forbundet med aktiviteten i administrationsfællesskabet i det hele hviler på de fire deltagere i den samarbejdsaftale, der lægger til grund for administrationsfællesskabets aktiviteter. Endvidere råder administrationsfællesskabet heller ikke over nogen indskudskapital.

    I Vestre Landsretsdom UfR2002.2722.VL, fandtes Hells Angels Randers således ikke at være nogen juridisk person. Dette til trods for, at der forelå et samvirke, der holdt et møde hver uge, og som havde en form for ledelse. Vestre Landsret nåede til den konklusion, at samvirket ikke var en juridisk person med en særskilt formue, der ikke tilhørte de enkelte personer i samvirket.

    Repræsentanten har anført, at det forholder sig på samme måde med administrationsfællesskabet. Dette har ikke nogen særskilt formue, som ikke tilhører de fire organisationer, der har indgået aftalen om det administrative fællesskab.

    I sagen gengivet ved TfS1996.128 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om, at andelsbolig- og ejerlejlighedsforeninger ikke skulle momsregistreres og betale moms af leveringen af antenneydelser i ejerlejlighedsforeninger og andelsboligforeninger, når foreningens funktion i denne forbindelse alene består i at afholde og fordele de faktiske afholdte udgifter.

    Repræsentanten har bemærket, at administrationsfællesskabet fungerer på samme måde som andelsboligforeninger og ejerlejlighedsforeninger, når disse leverer antenneydelser som nævnt. Administrationsfællesskabets funktion i forbindelse med levering af fællesydelser kan på samme måde siges alene at bestå i at afholde udgifterne og i at fordele de faktisk afholdte udgifter.

    I sagen gengivet ved TfS1995.202 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om, at en fond hvis indtægter var baseret på betalinger fra virksomheder, der var leverandører til fondens medlemmer, og som anvendtes som en garantiordning dels til PR-virksomhed, forskning og produktudvikling med mere, til gavn for fondens medlemmer, ikke udøvede selvstændig økonomisk virksomhed med levering af varer og ydelser mod vederlag og følgelig ikke skulle momsregistreres.

    I sagen gengivet i TfS1999.275 traf Told- og Skattestyrelsen afgørelse om, at et sekretariat for to uddannelsesudvalg ikke skulle betale moms af de bidrag, som sekretariatet modtog fra en række uddannelsesfonde som betaling for administration af kurser inden for et bestemt uddannelsesområde, idet styrelsen ikke fandt, at de aktiviteter som uddannelsessekretariatet udøvede, kunne karakteriseres som levering af ydelser mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.

    Repræsentanten har bemærket, at der således ikke er grundlag for og ingen mulighed er for at anse administrationsfællesskabet for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed.

    SKAT Hovedcentrets udtalelse

    Hovedcentret har indstillet, at afgørelsen stadfæstes.

    Den juridiske form som henholdsvis interessentskab, forening eller lignende, er ikke afgørende for, hvorvidt der er tale om en afgiftspligtig person. Det er ligeledes uden betydning for vurderingen efter momslovens § 3, stk. 1, om aktiviteten hviler i sig selv. Det er derimod afgørende, at administrationsfællesskabet har haft en så fast struktur og selvstændighed, at det rent faktisk har leveret ydelser til de deltagende organisationer i form af ejendomsadministration med videre, og har modtaget vederlag herfor.

    Efter det oplyste må det lægges til grund, at administrationsfællesskabet aktivitet består i at udføre en række praktiske og administrative opgaver for de deltagende foreninger, i form af blandt andet bogholderi, ejendomsdrift, rengøring, reception, telefon- og posthåndtering, samt kantinedrift. Administrationsfællesskabet kan således ikke anses for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 20.

    Hovedcentret er kommet med en supplerende udtalelse. Det er heri bemærket, at det danske begreb juridisk person ikke som sådan er entydigt defineret. Der må derfor henholdes til fortolkningen af begrebet "enhver", i momssystemdirektivet.

    Repræsentant har henvist til EF-domstolens dom i sagen C-2 10/04. Sagen omhandler spørgsmålet om en filials selvstændighed i forhold til hovedsædet. Af præmis 51 fremgår, at der ikke er tale om en sådan selvstændighed, og at der ikke foreligger noget retsforhold mellem filialen og hovedsædet, som blev anset for at udgøre én og samme enhed.

    Administrationsfællesskabet i nærværende sag ses ikke at kunne sidestilles med en sådan filial. Der foreligger derimod et retsforhold i form af en samarbejdsaftale om udførelse af fælles opgaver og betaling herfor til administrationsfællesskabet.

    UfR 2002.2722 VL ses ikke at have relevans i denne sag. Sagen omhandlede det spørgsmål, i hvilket omfang et beslaglagt pengebeløb kunne udbetales til en forening som rette ejer, hvilket ikke fandtes at være tilfældet, idet der ikke konkret fandtes at bestå nogen forening.

    Den foreliggende situation kan endvidere ikke sidestilles med forholdene i ejerforeninger og andelsboligforeninger. Det bemærkes dertil, at momsloven udtrykkeligt indeholder momsfritagelse for såvel ejendomsadministration som udlejning af fast ejendom.

    Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

    I henhold til momslovens § 3 er afgiftspligtige personer fysiske eller juridiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

    Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforarbejderne fremgår bl.a. følgende:

    "Økonomisk virksomhed omfatter enhver form for sådan virksomhed uanset formålet med eller resultatet af virksomheden.

    Det bemærkes, at økonomisk virksomhed også omfatter andelsforeningers og andre foreningers virksomhed, selvom foreningen kun afsætter til medlemmer eller kun afsætter medlemmers varer og ydelser."

    En afgiftspligtig person i momslovens § 3 svarer til definitionen af en afgiftspligtig person i 6. momsdirektiv Artikel 4. Ligeledes skal begrebet økonomisk virksomhed forstås i overensstemmelse med 6. momsdirektiv.

    Det følger af 6. momsdirektivs (77/388/EØF) artikel 4, stk. 1 og 2, 1. pkt:

    "Stk.1. Som afgiftspligtig person anses enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver en af de i stk. 2 nævnte former for økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

    Stk. 2. De former for økonomisk virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, er alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Som økonomisk virksomhed anses blandt andet transaktioner, der omfatter udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

    Vurderingen af om en given person er en afgiftspligtig person afgøres udelukkende på baggrund af 6. momsdirektivs artikel 4 jf. præmis 25 i sag nr. C186/89 (W.M van Tiem).

    Med anvendelsen af udtrykket "enhver" i artikel 4, stk. 1, fremgår det, at en persons retlige form er uden selvstændig relevans ved vurderingen af, om en person er en afgiftspligtig person i henhold til 6. momsdirektiv.

    I overensstemmelse hermed udtalte Generaladvokaten i præmis 15 i sag nr. C-23/98 (J. Heerma):

    "...er et civilt selskab som det, der er tale om i hovedsagen, og som ikke er en juridisk person, men et samvirke mellem fysiske personer og derved rent faktisk har samme selvstændighed som et selskab, i stand til at udøve selvstændig økonomisk virksomhed og må derfor anses for en afgiftspligtig person som omhandlet i sjette direktivs artikel 4."

    Efter momslovens § 4 betales der afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

    Landsskatteretten finder i overensstemmelse med det af SKAT, Hovedcentret anførte, at A har haft en så fast struktur af selvstændighed, at det har leveret ydelser til de deltagende organisationer.

    Landsskatteretten finder endvidere henset til at A har modtaget omkostningsdækning for de omhandlede ydelser, at A har foretaget levering af ydelserne mod vederlag, jf. momslovens § 4. Retten finder at A ved modtagelse af vederlag for udførelsen af de omhandlede ydelser har udøvet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3. Retten har herved henset til, at der af forarbejder til bestemmelsen fremgår, at det er uden betydning for afgrænsningen af begrebet afgiftspligtig person, hvilket formål eller resultat virksomheden har. Det er således uden betydning for begrebet, om en virksomhed giver overskud eller underskud.

    Regionens afgørelse stadfæstes derfor.