Syn og skøn er ikke et retligt skridt, der afbryder forældelse. Se forældelseslovens § 16.

Syn og skøn kan dog, når det vedrører forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, medføre en foreløbig afbrydelse af forældelse. Se forældelseslovens § 21 stk. 4.

Se også Højesterets dom i H2015.177-2013 hvor sagen angik, om forældelsesfristen for et erstatningskrav (produktansvar) rejst af D (A) over for N A/S og L.Ltd (B) var afbrudt foreløbigt efter § 21, stk. 4, i forældelsesloven ved en syns- og skønssag, der blev gennemført med A's forsikringsselskaber som skønsrekvirenter og med B som skønsindstævnte. Højesteret fastslog, at en begæring om syn og skøn ikke afbryder forældelsen af en fordring, som tilhører en fordringshaver, der ikke er part i syns- og skønssagen. Højesteret fastslog endvidere, at A ikke havde været part i sagen uanset As aktive deltagelse i syns- og skønsforretningen. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at B måtte antages at have været vidende om, at A var interesseret i resultatet, fordi A selv mente at have et erstatningskrav mod dem. Forældelsesfristen var derfor ikke afbrudt. Landsretten var nået til samme resultat.

Fristen i SFL § 48, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis den endelige administrative instans ikke har truffet afgørelse inden seks måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt klageinstansen, om klagen vil blive opretholdt. Se SFL § 47, stk. 3.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Se også

Se også afsnit A.A.9 om formueretlig forældelse.