Indhold
Dette afsnit handler om momsfritagelsen for ydelser med tilknytning til bisættelser og begravelser.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Betingelser for momsfritagelse
- Momsfritagne ydelser
- Varer er ikke omfattet af momsfritagelsen
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Lovgrundlag
Momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 16, har følgende ordlyd:
"Ydelser i direkte tilknytning til bisættelser."
Der er ingen tilsvarende bestemmelse i momssystemdirektivet. Direktivet indeholder imidlertid i artikel 371, en særlig undtagelse for de stater, der var medlem af Fællesskabet pr. 1. januar 1978. Denne undtagelsesbestemmelse har følgende ordlyd:
"De medlemsstater, som pr. 1. januar 1978 fritog de transaktioner, der er anført i bilag X, del B, kan fortsætte med at fritage dem på de betingelser, der var gældende i hver af de berørte medlemsstater på samme dato."
Det er med hjemmel i momssystemdirektivets artikel 371, muligt for Danmark fortsat at momsfritage ydelser i direkte tilknytning til bisættelser og begravelser.
Betingelser for momsfritagelse
Det er en betingelse for momsfritagelse, at ydelsen er leveret direkte i tilknytning til en bisættelse eller en begravelse. Bestemmelsens hovedområde er ydelser leveret af bedemænd m.fl.
Momsfritagne ydelser
SKAT betragter følgende ydelser som leveret i direkte tilknytning til bisættelser eller begravelser:
- Udlejning af gravsted og kapel
- Erhvervelse og fornyelse af retten til et gravsted
- Ligbrænding, herunder opbevaring af kister i kølerum
- Gravning og tilkastning af grav
- Nedsætning af urne
- Flytning af kister og urner
- Flytning af blomster fra kirke til gravsted
- Ligbæring
- Ligvognskørsel
- Klokkeringning
- Orgelspil samt anden musik og sang i kapellet
- Ordning af papirer og assistance i forbindelse med bisættelsen/begravelsen.
Se også
Se afsnit D.A.22.16 om rustvogne.
Varer er ikke omfattet af momsfritagelsen
Bestemmelsen omfatter kun ydelser. Der skal derfor betales moms i forbindelse med levering af varer mv. i tilknytning til bisættelser og begravelser, herunder kister, ligklæder, lys i kirken, blomster til udsmykning, trykte sange og lignende.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TFS1998.694.LSR
|
Ydelser leveret af en begravelsesforretning i forbindelse med bisættelser og begravelser var momsfri, men virksomheden var afgiftspligtig efter lønsumsloven.
|
|
SKAT
|
SKM2016.227.SR
|
Skatterådet bekræfter, at spørger kan anvende en afgiftsfritaget rustvogn til transport af blomster og kranse i forbindelse med bisættelser og begravelser. Bedemanden kan også anvende rustvognen til transport af urner.
Skatterådet kan ligeledes bekræfte, at bedemandens honorar for transporten af blomster og kranse er momsfritaget.
|
|
SKM2009.423.SKAT
|
Præciserer praksis for anvendelsen af momslovens regler i forbindelse med menighedsrådenes kirke- og kirkegårdsdrift. Fastslår, at ydelser i tilknytning til begravelser/bisættelser, som leveres uden modtagelse af vederlag herfor, ikke er omfattet af momslovens anvendelsesområde.
|
Se også SKM2010.152.SR om vederlaget for en frimenighedspræsts assistance i forbindelse med begravelser. Skatterådet fandt, at dette vederlag var momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 21.
|
TFS1986.265.DEP
|
Gravning og tilkastning af grave er momsfri.
|
|
MNA 22/1967
|
Udlejning af kapel, udlejning af gravsted, ligbæring, ligvognskørsel samt orgelspil og anden musik og sang i kapellet er momsfri.
Der skal svares moms af betalingen for kiste, ligklæder, lys i kirken, blomster til udsmykning, trykte sange og lignende samt for anlæg, tilplantning, vedligeholdelse og grandækning af gravsteder.
|
|