For at kunne fastlægge indkomsten i et fast driftssted i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, jf. SEL § 2, stk. 2, og modeloverenskomstens artikel 7, er det nødvendigt hypotetisk, at anse det faste driftssted for et særskilt og separat foretagende udøvende samme eller lignende virksomhed under samme eller lignende betingelser. Som følge heraf er det nødvendigt ikke alene at analysere funktionerne i det hypotetisk adskilte og separate foretagende, men også de "betingelser" under hvilke disse funktioner udøves.
Det er derfor nødvendigt at sammenligne egenskaber ved transaktionerne eller virksomhederne, som vil påvirke betingelserne for handler på armslængde. I fast driftssted kontekst vil nogle af "betingelserne" for det faste driftssted, som et hypotetisk og adskilt foretagende, blive udledt af en analyse af de interne egenskaber af virksomheden selv, mens andre "betingelser" vil udledes af en analyse af de ydre omgivelser, under hvilke det faste driftssteds funktioner udøves.
OECD's Report on the Attribution of Profits to Permanent Establishments (PE-rapporten) indeholder vejledning om, hvordan TPG's begreber skal anvendes i en fast driftssted kontekst:
- Metoden i TPG, der knytter fortjeneste til udøvelse af funktioner, anvendes i filial-kontekst ved at ligestille "funktioner" med "virksomhed".
- Vejledningen i TPG om sammenlignelighed anvendes ved at ligestille "betingelser" med "økonomisk relevante karakteristika".
- Endvidere anvendes vejledningen i TPG om begrebet "sammenlignelighed", idet der er lighed mellem "samme og lignende" og "sammenlignelighed".