Indhold

Dette afsnit handler om Skatteministeriets organisation.

Skatteministeriets koncern

Skatteministeriet består af et departement og tre styrelser - SKAT, Spillemyndigheden og Skatteankestyrelsen.

Departementet

Departementet er delt i to søjler:

  • Lovgivning og Økonomi
  • Koncernstyring

Uden for de to søjler er der tre kontorer i form af:

  • Presse og Kommunikation
  • Ledelsessekretariat
  • Intern Revision

Lovgivning og økonomi
Består af fagkontorer for lovområderne og et tværgående kontor vedrørende økonomi og politik. Kontorerne beskæftiger sig bl.a. med lovforslag, lovændringer og økonomiske beregninger af de samfundsmæssige konsekvenser ved ændrede skatteregler.

Koncernstyring
Består af kontorer, der har til opgave at udvikle og føre tilsyn med koncernens forretning og økonomi. De primære fokusområder er IT og digitalisering, mål og resultatstyring, budgetopfølgning og finanslov samt forretningsstrategi og IT-strategi.

Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger 
Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE) er en særskilt programorganisation forankret i Skatteministeriets departementet. ICE har til opgave at udarbejde forslag til ny vurderingslov, udvikle vurderingsmodeller for ejerboliger, erhvervsejendomme og skovbrug/landbrug, indsamle data, udvikle et nyt it-system samt designe processer og etablere en ny ejendomsvurderingsorganisation.

Implementeringscenter for Inddrivelse
Implementeringscenter for Inddrivelse blev etableret som en del af regeringens handlingsplan for SKAT, "SKAT ud af krisen", i september 2015. Centret skal koordinere udviklingen af et nyt inddrivelsessystem, herunder udvikling af en it-løsning til understøttelse af inddrivelsesindsatsen og udarbejdelse af lovgivning, der skal forenkle inddrivelseslovgivningen og dermed gøre en mere enkel systemunderstøttelse af inddrivelsesaktiviteterne mulig.

SKAT

 SKAT består af seks forretningsområder:

  • Økonomi
  • HR og Stab
  • Kundeservice
  • Indsats
  • Inddrivelse
  • IT og Data

Hvert forretningsområde omfatter et antal afdelinger.

Endvidere er Borger- og retssikkerhedschefen knyttet til SKAT.

Landsskatteretten

Landsskatteretten er et uafhængigt nævn under Skatteministeriets koncern.

Se afsnit A.A.1.7.

Spillemyndigheden

Spillemyndigheden er en selvstændig styrelse under Skatteministeriets koncern.

Se afsnit A.A.1.5.

Skatteankestyrelsen

Skatteankestyrelsen er en selvstændig styrelse under Skatteministeriets koncern. 

Se afsnit A.A.1.8.