Indhold
Dette afsnit angiver afgiftssatsen på visse klorerede opløsningsmidler og beskriver samtidig, hvordan afgiften skal beregnes.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftssats
- Beregning
- Dokumentationskrav
- Emballageafgift
- Tidligere afgiftssats.
Afgiftssats
Afgiften udgør 2 kr. pr. kg opløsningsmiddel. Se KLORAL § 1, stk. 2.
Beregning
Afgiften beregnes af nettovægten af de afgiftspligtige opløsningsmidler.
For dækningsafgiftspligtige varer betales afgiften efter den normale afgiftssats på grundlag af vægten af de afgiftspligtige bestanddele. Se KLORAL § 18, stk. 4.
Dokumentationskrav
Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af dækningsafgiftspligtige varer, skal vægten af de afgiftspligtige bestanddele angives, og der skal fremlægges en erklæring herom fra fabrikanten. Fremlægges fabrikanterklæringen ikke, beregnes afgiften på grundlag af den fulde vægt af varen.
Oplysningerne i brugsanvisninger og sikkerhedsdatablade kan lægges til grund for fabrikanterklæringen. Ifølge arbejdsmiljølovgivningen om flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler, skal leverandøren angive de flygtige stoffer med navn på brugsanvisningen for produkter, der indeholder mere end 1 pct. af flygtige stoffer.
Se også
Bekendtgørelse nr. 525 af 21. maj 2017 om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø om brugsanvisninger m.m.
Tidligere afgiftssats
Afgiftssatsen er uændret siden lovens ikrafttræden 1. januar 1996.