Indhold

Dette afsnit handler om de skattemæssige regler i forbindelse med stiftelse af en fond, der er omfattet af fondsloven eller erhvervsfondsloven, eller en forening. Afsnittet handler også om reglerne ved forøgelse af aktivmassen, så der indtræder skattepligt efter fondsbeskatningsloven.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Forøgelse af aktivmasse
  • Selvangivelse
  • Ledelsens sæde i Danmark
  • Opgørelse af indgangsværdier.

Regel

Skattepligt efter fondsbeskatningsloven indtræder på tidspunktet, hvor fonden eller foreningen bliver stiftet. Se FBL § 2, stk. 1, der henviser til SEL § 4.

Erhvervsdrivende fonde skal være registreret i Erhvervsstyrelsen for gyldigt at kunne være et retssubjekt. Skattepligten indtræder på tidspunktet for registreringen og omfatter indtægter mv., der er erhvervet fra stiftelsen.

Den første skatteansættelse for nystiftede fonde og foreninger sker for det indkomstår, som den første indkomstperiode udgør eller træder i stedet for, uden hensyn til periodens længde. Den første indkomstperiode kan højst udgøre 18 måneder. Overgang fra skattefri virksomhed til fondsbeskatning sidestilles i denne henseende med nystiftelse.

Se også

Se også afsnit C.D.1.4 om skattepligtens indtræden for enheder omfattet af selskabsskatteloven, idet reglerne for skattepligtens indtræden for selskaber mv. også gælder for fonde mv.

Forøgelse af aktivmasse

xEr aktivmassen i en fond ikke 1 mio. kr. eller derover, er fonden som udgangspunkt ikke skattepligtig efter fondsbeskatningslovens bestemmelser, men efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6 i stedet.x

xSkattepligten efter fondsbeskatningsloven indtræder på det tidspunkt, hvor aktivmassen er 1 mio. kr. eller derover i handelsværdi. Det kan dog ofte være vanskeligt at kontrollere i regnskabsperioden, om der er sket en sådan forøgelse. På denne baggrund accepterer SKAT normalt, at forøgelsen først konstateres ved aflæggelse af årsregnskabet. Dette gælder dog ikke, hvis det i regnskabsperioden klart kan konstateres, at aktivmassen er 1 mio. kr. eller derover, fx hvis fonden modtager en arv eller gave.x

Se også

Se også afsnit C.D.9.2.3 om overgang fra én beskatningsform til en anden.

Selvangivelse

Reglerne for at indsende selvangivelse mv. er de samme, som gælder for selskaber mv. Se afsnit C.D.1.4.3 om selvangivelse og skattebetaling for selskaber mv.

Ledelsens sæde i Danmark

En udenlandsk fond, trust mv., hvor ledelsens sæde flytter her til landet, er omfattet af skattepligten til Danmark. Se FBL § 1, stk. 1, nr. 4. Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor ledelsen får sit sæde her i landet.

I FBL § 1, stk. 1, nr. 4, er der ikke en bestemmelse som i SEL § 1, stk. 6, 3. pkt. Den bestemmelse går ud på, at udenlandske selskaber mv., hvis ledelse har sit sæde her i landet, alligevel ikke bliver omfattet af skattepligten her til landet, hvis der indrømmes lempelse efter exemptionsprincippet eller matching credit. Derfor er fonde med hjemsted i udlandet, hvor ledelsens sæde er her i landet, i alle tilfælde skattepligtige til Danmark efter bestemmelsen i FBL § 1, stk. 1, nr. 4.

Se også

Se også afsnit C.D.1.1.1.5 om retsvirkninger af, at fonden anses for hjemmehørende her i landet, fordi ledelsen har sit sæde her i landet.

Opgørelse af indgangsværdier

Når skattepligten indtræder, fordi aktivmassen er 1 mio. kr. eller derover, eller ledelsens sæde anses at være her i landet, skal der fastsættes indgangsværdier på fondens aktiver. Se afsnit C.D.1.4.2 om anskaffelsessum og -tidspunkt for aktiver og passiver, som bliver omfattet af skattepligt til Danmark, idet de regler, der gælder for selskaber mv., også gælder for fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven.