1. Sammenfatning
Der udsendes et præciserende styresignal om, at SKAT frem til 31. december 2017 kan attestere erstatningscertifikater for varer, der under proceduren for aktiv forædling er blevet ompakket eller ommærket og derefter skal videre til Norge eller Schweiz, hvis ompakningen eller ommærkningen ikke har ændret varernes karakter eller egenskaber. Virksomheder med bevilling som Registreret Eksportør kan fra 1. januar 2017 under de samme betingelser udstede erstatningsudtalelser.
2. Baggrund og problemstilling
Der er modtaget et antal forespørgsler om, hvorvidt virksomhed med bevilling til proceduren for aktiv forædling kan få attesteret erstatningscertifikater for varer, der har oprindelse under GSP-arrangementet og som skal videre fra Danmark til Norge eller Schweiz. Det er oplyst, at de pågældende varer alene bliver ompakket eller ommærket.
3. Regelgrundlag
Det fremgår af artikel 95 i Kommissionens gennemførelsesforordning 2015/2447 af 24. november 2015 (herefter benævnt GF), at:
"I de tilfælde, hvor produkter med oprindelsesstatus, som endnu ikke er overgået til fri omsætning, er under et toldsteds kontrol i en medlemsstat, skal dette toldsted på skriftlig anmodning fra videreforsenderen erstatte det oprindelige oprindelsescertifikat formular A eller fakturaerklæringen med et eller flere oprindelsescertifikater formular A (erstatningscertifikat), hvis alle eller nogle af disse produkter skal sendes til et andet sted i Unionen eller til Norge eller Schweiz."
Derudover fremgår det af GF artikel 101, stk. 1 og 3 - med virkning 1. januar 2017 - at:
"1. Når produkter med oprindelsesstatus, som endnu ikke er overgået til fri omsætning, er under et toldsteds kontrol i en medlemsstat, kan videreforsenderen erstatte den originale udtalelse om oprindelse med en eller flere erstatningsudtalelser om oprindelse (erstatningsudtalelse), hvis alle eller nogle af produkterne skal sendes til et andet sted i Unionens toldområde eller til Norge eller Schweiz.
Erstatningsudtalelsen udfærdiges i overensstemmelse med bilag 22-20.DA L 343/608 Den Europæiske Unions Tidende 29.12.2015.
Der må kun udfærdiges erstatningsudtalelser om oprindelse, hvis den originale udtalelse om oprindelse blev udfærdiget i overensstemmelse med denne forordnings artikel 92, 93, 99 og 100 og bilag 22-07.
(...)
3. Det er udelukkende de videreforsendere, som er registreret i REX-systemet, der må udfærdige erstatningsudtalelser om oprindelse, som skal sendes til Norge eller Schweiz."
Det fremgår af artikel 256, stk. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, at proceduren aktiv forædling kan anvendes på varer, som skal underkastes sædvanlige former for behandling i henhold til artikel 220.
Hertil fremgår det af bilag 71-03, nr. 18) i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015, at sædvanlige behandlinger efter artikel 220 bl.a. omfatter ompakning og ommærkning.
Endelig fremgår det af afsnit F.A.19.7 i Den juridiske vejledning, at hvis en eller flere sædvanlige behandlinger skal gennemføres under en forædlingsprocedure, skal disse behandlinger angives som de ønskede forædlingsprocesser i bevillingsansøgningen.
4. SKATs opfattelse
Der kan ske attestering af erstatningscertifikater efter GF artikel 95, stk. 1, hvis virksomhedens bevilling til aktiv forædling omfatter forædlingsprocessen "Sædvanlige behandlinger", og varerne forud for den videre transport til et andet sted i EU, Norge eller Schweiz er blevet undergivet ompakning eller ommærkning under denne procedure. Det er dog en betingelse, at varerne som følge af ompakningen eller ommærkningen ikke har ændret karakter eller egenskaber, herunder at der ikke er sket en ændring af den ottecifrede KN-kode.
Det skal bemærkes, at SKATs mulighed for at attestere erstatningscertifikater ophører pr. 31. december 2017, jf. GF artikel 85, stk. 3.
Fra 1. januar 2017 kan virksomheder med bevilling som Registreret Eksportør - med de samme betingelser- selv udstede erstatningsudtalelser for varer, der skal videre til Norge eller Schweiz, jf. GF artikel 101, stk. 1 og 3.
5. Gyldighed
Styresignalet vil blive indarbejdet i afsnit F.A.9.6.4 i Den juridiske vejledning 2017-2.