Indhold

Dette afsnit indeholder:

  • Generelt
  • Eksempler
  • Krav i forbindelse med tilstødende lokale

Generelt

En spillehal skal være indrettet i et tydeligt afgrænset selvstændigt lokale. Hvis spillehallen er etableret i forbindelse med en restauration eller lignende, hvor der er pålagt krav om kundetoiletter, skal det være muligt at anvende disse, uden at skulle igennem spillehallen.

Inden der gives tilladelse til etablering af en spillehal, skal Spillemyndigheden dermed godkende, at spilstedet kan etableres i det ønskede lokale, og at bemandingen af spilstedet kan udføres efter lovens bestemmelser.

Når Spillemyndigheden giver tilladelse til at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater, vil det fremgå som et vilkår til tilladelsen, at lokalet skal være indrettet som aftalt ved lokalebesigtigelsen.

Tilladelsesindehaveren skal "gøre alle relevante oplysninger om spillet, herunder spilleregler, lettilgængelige for spilleren og myndighederne". Se SPILL § 33.

Spillemyndigheden tager ikke stilling til, om andre regelsæt er opfyldt. Det gælder eksempelvis bestemmelser om branddøre, nødudgange mv.

Eksempel

Som eksempler på "relevante informationer for udbud af spil" på gevinstgivende spilleautomater kan nævnes:

  • Spillereglerne.
  • Den anvendte udbetalingsprocent.

Krav i forbindelse med tilstødende lokale

Der gælder særlige krav til indretningen, hvis spillehallen ligger i et lokale, der grænser op til anden erhvervsmæssig virksomhed. Disse krav vil blive beskrevet i det følgende.

Der skal være tale om et "tilstødende lokale". Se SPILL § 23, stk. 3.

Dette betyder, at der skal være en væg mellem spillehallen og det tilstødende lokale. Ved en "væg" forstås en fast etableret adskillelse mellem to lokaler. Spillemyndigheden stiller krav om, at væggen skal være fra gulv til loft.

Spillehallen skal være tydeligt afgrænset. Indgangen/døråbningen ind til spillehallen må desuden højst være 120 cm bred, medmindre Spillemyndigheden dispenserer herfra, fordi lokalet med spilleautomater tydeligt fremstår som et selvstændigt lokale. Der kan eksempelvis gives dispensation, når der er tale om store lokaler med mange spilleautomater.

Det er ikke tilladt at have andre indgange til spillehallen end den indgang, som forbinder de to lokaler. Indgangen til spillehallen må ikke samtidig være indgang til andre aktivitetsområder.

Individuelle vilkår for tilladelsen

Spillemyndigheden kan stille specifikke eller individuelle vilkår til en tilladelse. Sådanne vilkår knytter sig specifikt til den enkelte tilladelse, og sikrer, at udbuddet af spil sker efter spillelovens bestemmelser.

Se SPILL § 32.

Eksempler

 Specifikke vilkår til en tilladelse kan fx være:

  • Vilkår om indretning af en spillehal. Dette vilkår stilles for, at Spillemyndigheden kan sikre sig, at personalet på stedet har tilstrækkelig opsyn med hele området.
  • Vilkår om åbningstiderne på et spilsted.