Indhold

Der findes en række krav til adgang til kasinoet, åbningstider og indretning af lokaler.

Adgang til kasinoet

Landbaserede kasinoer skal være offentligt tilgængelige. Dog må kun personer over 18 år få adgang til kasinoerne. Se SPILL § 15.

Det må ikke stilles som betingelse, at man skal være medlem af et bestemt selskab, en forening eller lignende for at få adgang til et kasino eller spillene.

En gæst kan dog afvises efter en konkret vurdering, eksempelvis fordi gæsten tidligere har udvist en adfærd, hvorefter det må antages at vedkommende vil forstyrre den almindelige ro og orden i kasinoet. Det kan i denne forbindelse fremhæves, at registrering af falskspil eller andre strafbare handlinger ved spillenes afvikling kan medføre afvisning af den eller de pågældende personer som gæst i kasinoet i registreringsperioden. Se BEK nr. 772/2017 § 8.

Åbningstider

Kasinoer kan som hovedregel holde åbent dagligt mellem kl. 10.00 og 05.00.

Der kan dog i den enkelte tilladelse til kasinodrift fastsættes særlige regler om kortere eller længere åbningstid end ovenfor nævnt, hvis det ikke strider mod ordensmæssige hensyn.

Se BEK nr. 772/2017 § 1.

Indretning af lokaler

Lokaler med gevinstgivende spilleautomater skal sammen med det øvrige kasino udgøre et sammenhængende entréområde. Spillemyndigheden kan dog konkret tillade, at der i særlige, enkeltstående tilfælde afholdes turneringer i et nærtstående lokale. Se BEK nr. 772/2017 § 2 og § 39.