Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke spørgsmål skattemyndighederne har pligt til at besvare efter reglerne om bindende svar.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelser
  • Særligt om bevillinger, ansøgninger og dispensationer
  • Særligt om udvalgte afgifts spørgsmål
  • Skema over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser, med videre.

Hovedregel

Afgrænsningen af arten af mulige spørgsmål findes i SFL § 21, stk. 1, og går ud på, at "enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet." I SKM2010.103.LSR skete afvisning, fordi spørgsmålet hverken vedrørte en konkret skatteyder, som spørgeren repræsenterede eller spørgeren selv.

Det fremgår endvidere, at der både kan spørges om såvel påtænkte som allerede foretagne dispositioner. Af SFL § 21, stk. 4, følger, at visse spørgsmål skal besvares af Skatterådet.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at på afgiftsområdet forstås ved en disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

I forbindelse med høringen ved L167 som vedtaget ved lov nr. 540 af 29. april 2015 om den internationale omgåelsesklausul oplyste ministeren til skatteudvalget, at der som udgangspunkt vil være adgang til at anmode om bindende svar vedrørende omgåelsesklausulerne. En stillingtagen hertil må forudsætte en tilstrækkelig mængde oplysninger om alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, for at Skatterådet vil være i stand til at give et brugbart svar. Skatterådet kan afvise at behandle en anmodning om bindende svar, hvis det viser sig, at der alene er tale om at teste reglerne, og at der således ikke er tale om en reel påtænkt disposition. Se nærmere her.

Den internationale omgåelsesklausul er nærmere beskrevet i afsnit C.I 

Se også

Se også afsnit A.A.3.3 om kompetencefordelingen mellem SKAT og Skatterådet.

Begrænsningen til spørgsmål, der drejer sig om den skattemæssige virkning af en disposition, betyder, at svaret skal have karakter af en forvaltningsafgørelse om en skatteretlig virkning. Som følge heraf kan der ikke gives bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed, gebyrer og forrentning, inddrivelse, straf eller om udøvelse af kontrol. Der kan heller ikke gives bindende svar om indberetningspligt i og med, at der ikke er tale om en skattemæssig virkning af en disposition. Se SKM2012.259.SR og SKM2013.474.SR. Der kan heller ikke gives bindende svar om indeholdelsespligt, se SKM2013.783.SR, der drejede sig om indeholdelsespligt ved arbejdsudleje.

Selv om et svar har karakter af en forvaltningsafgørelse om en skatteretlig virkning, er en række tilfælde undtaget fra bindende svar. Se nedenfor.

Undtagelser

Følgende arter af spørgsmål er undtaget fra muligheden for at få bindende svar:

  • Alle spørgsmål vedrørende toldlovgivningen, se SFL § 21, stk. 3.
  • Alle spørgsmål omfattet af ejendomsvurderingsloven, se punkt 4.7.3 i almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven.
  • Alle spørgsmål om bevillinger og dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, se SFL § 21, stk. 3, se SKM2010.719.SR, SKM2010.750.SR og SKM2013.244.SR. Praksis er nærmere gennemgået i afsnit A.A.3.9 om muligheden for afvisning af anmodning om bindende svar.
  • Alle spørgsmål om beregning og opkrævning af boafgift, hvor skifteretten har kompetence, se BAL § 12, se SKM2009.534.LSR omtalt nedenfor.
  • Alle spørgsmål hvor Spillemyndigheden har kompetencen, idet Spillemyndigheden ikke er en del af told- og skatteforvaltningen, se bekendtgørelse nr. 935 af 6. oktober 2005.

Eksempel

Skatterådet fandt, at LL § 8X vedrørende udbetaling af skattekredit ikke er en bevillingsbestemmelse. Se SKM2015.316.SR.

Eksempel

En fond ønskede ved bindende svar bekræftet, at den kunne godkendes som almennyttig efter LL § 8 A. Anmodningen afvist, da tilladelser efter SFL § 21, stk. 3, er undtaget fra bindende svar. Se SKM2013.244.SR

Eksempel

En anmodning om bindende svar drejede sig om værdien af en udlodning af anparter fra et dødsbo. Landsskatteretten afviste anmodningen med den begrundelse, at det er skifteretten, der har kompetencen til at afgøre spørgsmål om værdiansættelse af et dødsbos aktiver i henhold til boafgiftslovens § 12. Se SKM2009.534.LSR.

SKAT kan svare på værdiansættelsesspørgsmål i forbindelse med overdragelser fra boet, når der er tale om salg til 3. mand (personer såvel som selskaber).

Der kan ikke gives bindende svar på boets salg eller anden udlodning af aktiver til arvinger eller legatarer, se DBSL § 96, da et sådant salg vil være omfattet af BAL § 12, og den endelige værdiansættelse henhører under skifterettens kompetence.

Salg fra boet til et selskab, som ejes af arvingerne eller en af arvingerne, er også salg til 3. mand. SKAT kan ud fra almindelige grundsætninger om indkomstforvridning og armslængde-princippet korrigere den aftalte overdragelsessum mellem selskabet og boet.

Korrektioner af værdien i forbindelse med sådanne handler, er ikke omfattet af boafgiftslovens § 12 og der kan derfor anmodes om et bindende svar, før der handles. Tilsvarende gælder ved boets salg af aktiver til en arvings ægtefælle/samlever.

Eksempel

Efter SFL § 21, stk. 3, kunne der ikke gives bindende svar på et spørgsmål om fastlæggelse af den afgiftsmæssige behandling af registreringspligtige leasingkøretøjer - herunder spørgsmål om registreringskrav til den leasinggivende virksomhed - da spørgsmålene drejede sig om bevillingsmæssige forhold. Der var tale om køretøjer, der registreredes med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, herunder spørgsmål om godkendelse af leasingkoncept, jf. registreringsafgiftslovens § 3 B. Se SKM2010.719.SR. Samme udfald i SKM2010.750.SR.

Særligt om bevillinger, ansøgninger og dispensationer

Der gives ikke bindende svar om bevillinger, ansøgninger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 3.

Ansøgninger om dispensationer eller bevillinger, som fx momsfritagelse for et velgørende arrangement efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 17, skal som hovedregel indleveres til SKAT, før aktiviteten eller dispositionerne foretages. På denne måde har selve ansøgningsproceduren den samme virkning som en anmodning om bindende svar. Spørgsmål, der forudsætter en ansøgning fra virksomheden til SKAT, falder således af sig selv uden for området for bindende svar.

Som eksempel på andre bestemmelser vedrørende bevillinger eller dispensationer i afgiftslove kan nævnes:

Momsloven

  • § 34, stk. 3 - tilladelse til afgiftsoplag for råvarer nævnt i bilaget til denne lov.
  • § 38, stk. 3 - tilladelse til eller påbud om, at fradragsretten i virksomheder med flere sektorer opgøres særskilt for hver sektor inden for virksomheden.
  • § 51 - tilladelse til frivillig registrering for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom.

Registreringsafgiftsloven

  • § 2 og § 3, stk. 1-3 - afgiftsfritagelse efter disse bestemmelser meddeles efter ansøgning.

Elafgiftsloven

  • § 2, stk. 2 - tilladelse til registrering efter elafgiftsloven for registrering af elproducenter med en elproduktionskapacitet på mellem 50 kW og  150 kW.

Emballageafgiftsloven

  • § 6. stk. 1-5 - afgiftsfri indkøb af eksportemballage omfattet af § 1, nr. 1 og 2, der ikke er genstand for omsætning her i landet.
    • godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige emballager, som ubrugte eller med påfyldt indhold leveres til udlandet.
    • godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige poser, engangsservice og pvc-folier til levnedsmidler, der leveres til udlandet.
    • godtgørelse af den erlagte afgift af beholdere omfattet af § 1, nr. 1 eller 2, der brugte leveres tilbage og sælges til fornyet anvendelse i udlandet.
    • godtgørelse af den erlagte afgift af glasbeholdere, der oprindelig har indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand, uden tilsat kulsyre, med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent. Det er en betingelse for godtgørelsen, at de nævnte flasker genvindes til glasfabrikation.

Spildevandsafgiftsloven

  • § 10, stk. 1 - godtgørelse for den mængde afgiftspligtige stoffer, som tilføres spildevandsudlederen fra vandforsyningskilden, i det omfang, der er sammenfald mellem vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet.

Svovlafgiftsloven

  • § 9, stk. 7 - bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af varer med et afgiftspligtigt svovl indhold i samme omfang som nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1-4.

Beskrivelsen af bestemmelser om ansøgninger mv. i afgiftslovgivningen ovenfor er ikke udtømmende.

Særligt om udvalgte afgiftsspørgsmål

Der skal særligt gøres opmærksom på, at der ikke kan gives bindende svar om tilskud til elproduktion, som er en ordning under Energistyrelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003 om tilskud til elproduktion. Endvidere kan nævnes tilskud til CO2-afgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997 om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. I henhold til denne lov træffer SKAT afgørelser i spørgsmål om opgørelse af afgiftsgrundlaget for beregning af tilskud til CO2-afgift. SKAT kan derfor også give bindende svar om afgiftsgrundlaget, hvis SKAT har det fornødne grundlag, herunder oplysninger om de forudsætninger, der ligger til grund for Energistyrelsens tilsagn.

Se også afsnit:

  • A.A.3.3 om Kompetencefordelingen mellem SKAT og Skatterådet.
  • A.A.3.4 om Muligheden for at spørge om virkningerne for andre af spørgerens disposition.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området

Afgørelse samt
evt. tilhørende
SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2010.103.LSR Spørgsmålet vedrørte ikke en konkret skatteyder  

SKM2009.534.LSR

Ikke bindende svar om værdiansættelse af dødsbos aktiver

 

SKAT

SKM2015.316.SR Skatterådet fandt, at LL § 8X vedrørende udbetaling af skattekredit ikke er en bevillingsbestemmelse
SKM2013.783.SR Ikke bindende svar om indeholdelsespligt ved arbejdsudleje, uanset at der blev givet svar på selve spørgsmålet om arbejdsudleje.
SKM2013.474.SR Ikke bindende svar om indberetningspligt vedrørende uddeling fra fond
 SKM2013.244.SR Ikke bindende svar om godkendelse efter LL § 8 A
SKM2012.259.SR Ikke bindende svar om indberetningspligt vedrørende godtgørelse af lønmodtagers tøjudgifter 
SKM2010.750.SR     Ikke bindende svar om bevillingsmæssig situation  
SKM2010.719.SR Ikke bindende svar om bevillingsmæssig situation