Indhold

Dette afsnit beskriver hovedreglen for beskatning af selskabers gevinst og tab på fordringer.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelser fra hovedreglen
  • Ikrafttrædelse og overgangsregler
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Se også afsnit

  • C.B.1.1 Fordringer, gæld og finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstloven
  • C.B.1.7 Opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld.

Hovedregel

Selskaber skal medregne gevinst og tab på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se KGL § 3.

Undtagelser fra hovedreglen

Der er undtagelser fra hovedreglen om selskabers beskatning af gevinst og tab på fordringer. Der er ikke fradrag for tab på fordringer

  • mellem koncernforbundne selskaber. Se KGL § 4 og afsnit C.B.1.3.3.3.1. Der er undtagelser fra denne regel, se afsnit C.B.1.3.3.3.2.
  • hvis den modsvarende renteindtægt eller kursgevinst på fordringerne ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter en DBO. Se KGL § 5 og afsnit C.B.1.3.3.4.
  • når fordringen vedrører ikke indbetalt selskabskapital. Se KGL § 24 A og afsnit C.B.1.6.

Bemærk

Hvis et selskab afstår eller modtager afdrag på en fordring på et selskab som det er koncernforbundet med efter LL § 2, er afståelsessummen eller afdraget omfattet af KGL § 3, jf. KGL § 1, stk. 2. Afståelsessummen eller afdraget skal ikke anses for udbytte.  Se afsnit C.B.1.2.2 Afdrag og afståelsessummer vedrørende fordringer mellem koncernforbundne selskaber.'

En betalt erstatning som følge af rådgivning i en selskabstømningssag, med karakter af et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er fradragsberettiget. Se SKM. 2012.353.HR. Højesteret finder, at fradragsret for tab på regresfordringer beror på hvordan det tab, som fordringer udspringer af skal bedømmes.Se også styresignal, som gennemgår retningslinjer for genoptagelser af skatteansættelser som følge af Højesterets dom om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømmersager i SKM2012.733.SKAT.

Ikrafttrædelse og overgangsregler

KGL § 3 er indsat ved lov nr. 439 af 10. juni 1997. Se nærmere om kursgevinstlovens historik i afsnit C.B.1.1.

Der blev indført skattepligt for selskaber på fordringer i danske kroner med virkning fra den 27. december 1990.

For selskaber, der ikke var skattepligtige af gevinster og tab på fordringer i danske kroner før den 27. december 1990 er der overgangsregler, se KGL § 41, stk. 1 og 15.

Overgangsreglerne handler om, at disse selskaber kan anvende værdien af en fordring i danske kroner pr. 31. december 1990 i stedet for anskaffelsessummen. Valget skal træffes for alle fordringer i danske kroner under ét. Se KGL § 41, stk. 15, som blev ændret med virkning fra indkomståret 2002, idet der i 1. pkt. indføjedes "i danske kr.". 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme 

SKM2012.353.HR

Der var fradragsret for tab på regreskrav. Fradragsret for tab på regresfordringer beror på hvordan det tab, som fordringer udspringer af skal bedømmes. I den konkrete sag var en betingelse for revisionsselskabets fradragsret for tabet på regresfordringen, at erstatninger betalt af revisionsselskabet har karakter af et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 

Se styresignal om retningslinjerne for genoptagelser af skatteansættelser som følge af Højesterets dom om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømmersager, SKM2012.733.SKAT. 

Landsretsdomme

SKM2010.194.ØLR

Tab på et regreskrav kunne ikke fratrækkes efter KGL § 3.

Regreskravet var afledt af et erstatningskrav mod revisorer vedrørende medvirken til selskabstømning.

Østre Landsret fandt, at den bistand, som revisorerne havde ydet i forbindelse med denne type sager, lå uden for rammerne af en normal og sædvanlig drift ved udøvelsen af revisionsmæssig virksomhed.

Fradragsretten forudsætter, at fordringen har tilknytning til normal og sædvanlig erhvervsmæssig drift.

 

Landsskatteretskendelser

SKM2006.226.LSR

Et selskab (A A/S) forpligtede sig til at dække et andet selskabs (B A/S) driftsunderskud. Tabsinddækningen på 18,6 mio. kr. for indkomstår 1999, hvor selskaberne ikke var koncernforbundne, var sket ved nedskrivning af A A/S' udlån til B A/S. A A/S fik ikke godkendt fradrag for beløbet på 18,6 mio. kr. Nedskrivningen kunne ikke anses som en gældseftergivelse omfattet af kursgevinstloven, men måtte anses som et driftstilskud omfattet af reglerne i statsskatteloven.

 

SKAT

SKM2017.410.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at selskabet kunne foretage fradrag efter kursgevinstlovens § 3 for et tab på ca. 13 mio. kr. som følge af såkaldt CEO Fraud.

SKM2009.540.SR

Et moderselskab påtænkte at eftergive en fordring på sit datterselskab. Fordringen var ansvarlig lånekapital og udgjorde nominelt 3.000.000 kr. Moderselskabet havde erhvervet fordringen for 1.000.000 kr. af en bank. Datterselskabet havde positiv egenkapital, og der var fuld dækning til alle kreditorer. Skatterådet fandt, at eftergivelsen var omfattet af SEL § 31 D, og datterselskabet kunne modtage tilskuddet (eftergivelsen) skattefrit. Videre fandt Skatterådet, at moderselskabet ved den påtænkte eftergivelse realiserede en skattepligtig kursgevinst som forskellen fordringens værdi ved eftergivelsen og anskaffelsessummen.

 

SKM2009.370.SKAT

Styresignal om skattemæssig behandling af tab på garantbeviser og indskud på garantkonti i sparekasser.

 

SKM2009.288.SR

Skatterådet bekræfter, at tab på garantkonti i en sparekasse sidestilles med tab på fordringer. Der er fradragsret for det konstaterede tab efter KGL § 3.

Se også SKM2009.370.SKAT.