Indhold

Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 31 og den tilhørende protokol, punkt a - i.

Bemærk

►Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.◄

►Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.◄

Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer

►Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.◄ 

►Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.◄

Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.

Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter

Artiklen er ændret ved protokol af 2. maj 2002, artikel 1.

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.

Artikel 3: Almindelige definitioner

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og dækker også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter dansk lovgivning og international ret er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til

  • efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og
  • andre aktiviteter med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området.

DBO'en omfatter ikke Færøerne og Grønland.

►Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten.◄

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

For at være hjemmehørende efter DBO'en stilles der ikke krav om, at personen bliver beskattet af sin globalindkomst. Se artikel 4, stk. 1.

►Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.◄

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.

Artikel 5: Fast driftssted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Et bygnings-, anlægs-, samle- eller monteringsarbejde anses for et fast driftssted, når det varer mere end 6 måneder. Dette gælder også for tilsynsførende virksomhed i forbindelse med ovennævnte arbejder. Se artikel 5, stk. 3.

Der foreligger fast driftssted for en afhængig repræsentant

  • hvis den afhængige repræsentant opretholder et varelager, hvorfra han regelmæssigt leverer varer på foretagendets vegne eller
  • hvis den afhængige repræsentant sædvanligvis sikrer ordrer i kildestaten udelukkende eller næsten udelukkende til foretagendet selv eller til sådanne andre foretagender, som beherskes af det, eller som har en bestemmende indflydelse i det.

Se artikel 5, stk. 5.

Forsikringsforetagende anses for at have fast driftssted der hvor de opkræver præmier. Se artikel 5, stk. 6.

Virksomhed på land med borerigge udgør et fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en periode på 6 måneder indenfor en 12-måneders periode. Se protokollen, punkt a.

Et fast forretningssted, der udfører tjenester, der er så fjerne fra den faktiske overskudsfrembringelse, at det er vanskeligt at henføre nogen fortjeneste til det omhandlede faste forretningssted, udgør ikke et fast driftssted. Se protokollen, punkt b.

Bemærk

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, litra f om opretholdelsen af et fast driftssted, udelukkende ved at kombinere de omstændigheder der i øvrigt er nævnt i bestemmelsen.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.

Artikel 6: Indkomst af fast ejendom

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.

Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.

Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.

Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5.

Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6.

Bemærk

Artiklen indeholder modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.

Artikel 8: Skibs- og luftfart

Der er indsat ny artikel ved protokol af 2. maj 2002, artikel 2.

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 2.

Fortjeneste ved skibsfartsvirksomhed kan beskattes i kildelandet. Fragtskatter opkrævet af rederier hjemmehørende i det andet land nedsættes til halvdelen. Se artikel 8, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.

Artikel 9: Indbyrdes forbundne foretagender

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.

Artikel 10: Udbytte

Artiklen afviger fra OECD’s modeloverenskomst, se nærmere om OECD’s modeloverenskomst artikel 10, C.F.8.2.2.10.

Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).

Se også

Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.

Artikel 11: Renter

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte renter med højst 15 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.

Kildelandet kan ikke beskatte renter som betales til regeringen eller nationalbanken, ligesom renter fra Pakistan vedrørende et lån fra Danmark, der er godkendt af Pakistans regering, er fritaget for beskatning i Pakistan. Se artikel 11, stk. 3.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.

Artikel 12: Royalties

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst, artikel 12, i afsnit C.F.8.2.2.12.

Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 12 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.

"Royalties" omfatter også betalinger for anvendelsen af eller retten til at anvende industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Se artikel 12, stk. 3.

Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende eller fra det land, hvor en politisk underafdeling eller lokal myndighed, som betaler royalties, er hjemmehørende.

Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra.  

Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.

Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.

Artikel 13: Honorarer for teknisk bistand

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Honorarer for teknisk bistand kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte honorarer for teknisk bistand med højst 12 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 13, stk. 1 og 2.

Artiklen indeholder en definition af begrebet honorar for teknisk bistand. Se artikel 13, stk. 3.

Se også

Se også DBO'en artikel 13 for det nærmere indhold af bestemmelsen.

Artikel 14: Kapitalgevinster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Fortjeneste ved salg af aktier i et selskab, hvor aktiverne hovedsageligt består af fast ejendom, kan beskattes i det land, hvor selskabet er hjemmehørende. Se artikel 14, stk. 4. Ordet "hovedsageligt" betyder at mindst 50 pct. af selskabets formue skal bestå af fast ejendom. Se protokollen, punkt e.

Fortjeneste ved salg af aktier, som udgør mindst 30 pct. af aktiekapitalen i et selskab, kan beskattes i det land, hvor selskabet er hjemmehørende. Se artikel 14, stk. 5.

Artiklen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 14, stk. 6 (opsamlingsbestemmelse).

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.

Artikel 15: Frit erhverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.

Kildelandet kan beskatte indkomst ved frit erhverv hvis

  • opholdet i en eller flere perioder tilsammen udgør eller overstiger 183 dage i det pågældende skatteår, eller
  • arbejdet udføres for en person, som er hjemmehørende i kildelandet eller
  • arbejdet betales af et fast driftssted eller et fast sted i kildelandet og indkomsten overstiger 75.000 rs. (PKR) i et skatteår eller modværdien heraf i danske kroner.

Skatteåret i Pakistan løber fra 1. juli - 30. juni.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.

Artikel 16: Personligt arbejde i tjenesteforhold

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

183-dages-reglen anvendes i forhold til skatteåret. Skatteåret i Pakistan løber fra 1. juli - 30. juni.

►Vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 16, stk. 3.◄

Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 16, stk. 4.

Se også

Se også

  • Artikel 17 om bestyrelseshonorarer og løn til visse ledende funktionærer
  • Artikel 18 om løn til kunstnere og sportsfolk
  • Artikel 20 om løn for offentligt hverv
  • Artikel 22, stk. 5 om løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed
  • Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.

Artikel 17: Bestyrelseshonorarer

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Kildelandet kan beskatte gage, løn og lignende vederlag til en funktionær i en ledende direktørstilling. Se artikel 17, stk. 2.

"Ledende direktørstilling" omfatter en begrænset gruppe stillinger, som indebærer hovedansvaret for den almindelige ledelse af selskabets forretninger, bortset fra bestyrelsesmedlemmernes arbejde. Udtrykket omfatter en person, som handler både som medlem af bestyrelsen og som direktør i ledende direktørstilling. Se protokollen, punkt f.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16 om bestyrelseshonorarer.

Artikel 18: Kunstnere og sportsfolk

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.

Bemærk

Artikel 18 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 20, stk. 1, om vederlag for offentligt hverv eller artikel 16 eller 17, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 20, stk. 2.

Artikel 19: Pensioner, sociale sikringsydelser, livrenter og underholdsbidrag

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Pensioner, livrenter og sociale sikringsydelser kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 19, stk. 1.

Bestemmelsen omfatter alle pensioner, både offentlige og private, og uanset om de har forbindelse med et tidligere tjenesteforhold.

Underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser kan kun beskattes i bopælslandet, forudsat at modtageren er skattepligtig af beløbet i bopælslandet. Se artikel 19, stk. 2.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.

Artikel 20: Offentlige hverv

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Bestemmelsen omfatter kun løn for varetagelse af offentlige hverv. Pension for varetagelse af offentlige hverv er omfattet af artikel 19.

Bemærk

Vederlag til offentligt ansatte kunstnere og sportsfolk er omfattet af bestemmelserne i denne artikel og ikke af artikel 18.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.

Artikel 21: Studerende

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Studerende ved et universitet, et college eller en skole og erhvervspraktikanter beskattes ikke i opholdslandet af

  • beløb, som han modtager fra udlandet til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse
  • legater, ydelser, tilskud eller stipendier, uanset om de udbetales fra udlandet eller opholdslandet
  • vederlag for arbejde i tjenesteforhold i opholdslandet,
    • som står i forbindelse med studierne eller uddannelsen eller
    • er nødvendige for hans underhold (gæstestuderendefradrag).

Gæstestuderendefradrag

I Danmark er det beløb, der er nødvendigt for en studerendes underhold, fastsat til ►46.000 kr. i 2018◄ (45.000 kr. i 2017). Studerende, der har påbegyndt studieophold i Danmark før 1. januar 2011, er berettiget til fortsat at anvende fradraget for 2010, 71.000 kr., så længe betingelserne herfor er opfyldt.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.20.2 om betingelserne for at få fradrag som gæstestuderende.

Artiklen omfatter også personer, der modtager ydelser, tilskud eller stipendier fra en religiøs, velgørende, videnskabelig eller uddannende organisation, som hovedsageligt er tildelt som hjælp til studier eller forskning.

Bemærk

Modeloverenskomstens krav om, at den studerende skal være hjemmehørende i det andet land umiddelbart før besøget i opholdslandet, er ikke medtaget i bestemmelsen.

Se også

Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.

Artikel 22: Virksomhed uden for kysten

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.

Artiklen omfatter virksomhed uden for kysten i forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af havbunden og dens undergrund og deres naturforekomster (kulbrintevirksomhed). Se artikel 22, stk. 2.

For kulbrintevirksomhed er der fast driftssted/fast sted, hvis virksomheden sammenlagt overstiger 30 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 22, stk. 3.

Aktiviteter udøvet af indbyrdes afhængige foretagender, hvor det ene anses for at have fast driftssted, skal i visse tilfælde anses for udøvet af dette foretagende. Se artikel 22, stk. 3, litra a.

Forsyningsvirksomhed (transport af forsyninger eller personel) i forbindelse med kulbrintevirksomhed ud for kysten kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Tilsvarende gælder for drift af bugserbåde og?andre hjælpefartøjer. Se artikel 22, stk. 4.

Løn i forbindelse med kulbrintevirksomhed kan beskattes i det land, hvor virksomheden udføres, hvis arbejdet i dette land udføres i en periode der sammenlagt overstiger 30 dage inden for en 12-måneders-periode. Se artikel 22, stk. 5, litra a.

Løn i forbindelse med forsyningsvirksomhed kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 22, stk. 5, litra b.

Se også

Se også

  • Lov nr. 412 af 3.5.2006 om kulbrinteskatteloven
  • Vejledning nr. 94 af 8. juli 2011 om kulbrintebeskatning
  • DBO'en artikel 22 om indholdet af bestemmelsen.

Artikel 23: Andre indkomster

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

xAndre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Se artikel 23, stk. 3. Det gælder dog ikke tredjelandsindkomst.x

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.

Artikel 24: Ophævelse af dobbeltbeskatning

Artiklen er ændret ved protokol af 2. maj 2002, artikel 3.

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Pakistan kan beskatte efter overenskomsten. Se artikel 24, stk. 2, litra a og b.

Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Pakistan, nedsættes den danske skat efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Pakistan. Se artikel 24, stk. 2, litra c.

Matching credit

Danmark giver matching credit på skat af erhvervsvirksomhed uden for den finansielle sektor, industrielle royalties og honorarer for teknisk bistand. Se protokollen, artikel 3, litra a, c og d.

Udbytter udloddet fra pakistanske datterselskaber til danske moderselskaber er fritaget for beskatning i Danmark, når datterselskabet driver virksomhed i Pakistan uden for den finansielle sektor. Se protokollen, artikel 3, litra b.

Pakistan giver creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 24, stk. 1.

Se også

Se også afsnit C.F. 8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.

Artikel 25: Ikke-diskriminering

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.

Artikel 26: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.

Artikel 27: Udveksling af oplysninger

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.27 om OECD's modeloverenskomst artikel 27.

Artikel 28: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.

Artikel 29: Territorial udvidelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.

Artikel 30: Ikrafttræden

DBO'en trådte i kraft den 22. oktober 1987 og har virkning fra 1. januar 1988.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.

Artikel 31: Opsigelse

Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.