Indhold

Dette afsnit handler om prisfastsættelse ved brug af Cost plus-metoden.

Afsnittet indeholder:

• Beskrivelse af Cost plus-metoden
• Anvendelse af Cost plus-metoden
• Fordele og ulemper ved Cost plus-metoden.

Beskrivelse af Cost plus-metoden

Cost plus-metoden og eksempler på anvendelse af metoden er beskrevet TPG 2.39 til 2.55.

Cost plus-metoden tager udgangspunkt i de omkostninger en afhængig part har afholdt i relation til de kontrollerede transaktioner.  Ved Cost plus-metoden tillægges både de direkte og de indirekte produktionsomkostninger en avance. Avancetillægget (mark-up procenten) fastsættes med udgangspunkt i den avance og de omkostninger, som uafhængige parter har ved sammenlignelige transaktioner.

Cost plus-metoden fastsætter de interne afregningspriser mellem forbundne parter ved at tage udgangspunkt i de omkostninger, der medgår i produktionen af et produkt eller en tjenesteydelse, og hertil lægge den avance, som en uafhængig part ville opnå på de direkte og indirekte omkostninger ved en sammenlignelig transaktion.

Avancetillægget (mark-up procenten) findes ved at sætte avancen for en sammenlignelig, uafhængig transaktion i forhold til de direkte og indirekte produktionsomkostninger ved den uafhængige transaktion. De direkte og indirekte omkostninger ved den kontrollerede transaktion, tillagt det således fundne markedsmæssige avancetillæg, udgør armslængdeprisen for den kontrollerede transaktion.

Den kontrollerede transaktion er sammenlignelig med den ikke kontrollerede transaktion, når en af to betingelser er opfyldt:

• Når forskelle mellem transaktionerne ikke har væsentlig indflydelse på avancen, eller

• Når det er muligt at justere for forskelle og derved gøre transaktionerne sammenlignelige.

Se TPG 2.41.

Har de kontrollerede parter sammenlignelige transaktioner med uafhængige parter, kan det markedsmæssige avancetillæg for de kontrollerede transaktioner opgøres med udgangspunkt i disse, da transaktionerne og avancen herved ofte vil være umiddelbart sammenlignelige. Findes der ikke interne sammenlignelige transaktioner, kan det markedsmæssige avancetillæg på omkostningerne i stedet findes ved at beregne det avancetillæg, der opnås ved sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter med tilsvarende funktioner, aktiver og risici mv.

Metoden er umiddelbart mest anvendelig for produktionsvirksomheder og ved værdiansættelse af simple ydelser.

Ved Cost plus-metoden er det ikke nødvendigvis de produkter, som indgår i transaktionen, der skal være sammenlignelige. De primære sammenlignelighedsfaktorer er derimod de funktioner, aktiver og risici, som henholdsvis den testede og den uafhængige part har. Størrelsen af den avance, som tillægges omkostningerne for at finde armslængdeprisen på en kontrolleret transaktion, afhænger i høj grad af de funktioner, aktiver og risici, der er ved transaktionen. Men andre omstændigheder har naturligvis også betydning for tillæggets størrelse.

Det vil i nogle situationer være muligt at justere for forskelle.

Se også

Se også afsnit C.D.11.5.8 om brug af justeringer og intervaller.

Eksempel - Cost plus-metoden

Dette eksempel viser prisfastsættelsen ved brug af Cost plus-metoden for produktionsmoderselskabet M og distributionsdatterselskabet D. Den interne afregningspris findes ved at tillægge produktionsomkostningerne i M en mark-up. Mark-up'en findes ved at se, hvad uafhængige virksomheder tjener på omkostningerne ved sammenlignelige transaktioner.

Hvis M har direkte og indirekte produktionsomkostninger på henholdsvis 200 og 100 kr., og det markedsmæssige avancetillæg for tilsvarende funktioner, aktiver of risici udgør 30 pct., kan armslængdeprisen for transaktionen mellem M og D beregnes som: 

Opgørelse af kostbasen

Når det markedsmæssige avancetillæg er lagt fast, medfører Cost plus-metoden, at indtjeningen hos D afhænger af, hvor mange omkostninger der henregnes til den kontrollerede transaktion; er kostbasen er høj bliver indtjeningen høj(ere), og er kostbasen er lav bliver indtjeningen lav(ere). Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at kostbasen for den kontrollerede transaktion er markedsmæssig og sammenlignelig med kostbasen for den ikke kontrollerede transaktion.  

Indgår der væsentlige kontrollerede transaktioner i kostbasen for den kontrollerede transaktion, så skal det dokumenteres, at disse er foretaget i overensstemmelse med armslængdeprincippet. 

En virksomheds omkostninger kan normalt inddeles i tre kategorier:

• De direkte omkostninger ved at fremstille varer eller ydelser som fx råvarer.

• De indirekte omkostninger ved fremstillingen som fx omkostninger til reparationsafdelingen angående vedligeholdelse af det udstyr, der anvendes til at fremstille forskellige produkter. Selv om disse omkostninger er nært forbundet med fremstillingsprocessen, kan de være fælles for mange varer eller ydelser, og de vil derfor ofte være fordelt efter en bestemt fordelingsnøgle.

• Virksomhedens øvrige driftsudgifter, fx udgifter til tilsyn, generalomkostninger og administrative omkostninger.

Ved Cost plus-metoden er det normalt de direkte og de indirekte omkostninger, som indgår i kostbasen. 

De indirekte produktionsomkostninger skal fordeles efter de mest hensigtsmæssige og relevante kriterier.

Det er ved brugen af Cost plus-metoden vigtigt, at der er overensstemmelse i måden hvorpå de forskellige omkostningskategorier opgøres og indregnes for henholdsvis den kontrollerede transaktion og den uafhængige transaktion, hvormed der sammenlignes. Der kan fx opstå et problem, hvis den kontrollerede transaktion ikke inkluderer eller ekskluderer de samme typer af omkostninger som den uafhængige transaktion. Det er af samme grund også vigtigt, at regnskabsprincipperne, der er anvendt ved opgørelsen af omkostningerne for henholdsvis den kontrollerede og uafhængige transaktion, er sammenlignelige.

Selvom det ved Cost plus-metoden er normalt at indregne direkte og indirekte produktionsomkostninger i kostbasen, så kan det i konkrete situationer være nødvendigt at tilpasse omkostningsbasen ud fra de sammenlignelige data, der er til rådighed for sammenlignelighedsanalysen.

Ved anvendelse af Cost plus-metoden (samt ved TNMM, hvor omkostningerne anvendes som Profit Level Indicator (PLI)), skal der videre tages stilling til, om der skal beregnes mark-up på alle omkostninger. Denne problemstilling er især relevant i forhold til afholdte tredjemandsomkostninger i forbindelse med transaktionen, da der på disse omkostninger allerede én gang er indregnet en markedsmæssig mark-up.  Som udgangspunkt skal der indregnes en mark-up på de omkostninger, som en uafhængig ville indregne mark-up på under tilsvarende omstændigheder. Det er i alle tilfælde vigtigt, at der sammenlignes på samme omkostningsniveau/grundlag. Se TPG 2.44, 2.93, 2.94 og 7.36.

Anvendelse af Cost plus-metoden

Cost plus-metoden kan både anvendes til at prisfastsætte produkter og tjenesteydelser. Metoden er mest anvendelig, hvis den testede part ikke bidrager med væsentlige immaterielle aktiver eller anden særlig unik og værdiskabende aktivitet. Det skyldes, at det er svært at finde sammenlignelige uafhængige transaktioner, hvor der bidrages med tilsvarende unikke og værdifulde immaterielle aktiver mv.

Metoden anvendes fx, når det ikke er muligt at anvende CUP-metoden, og når der er tale om relativt simple produktions- eller servicetransaktioner. Metoden er velegnet i følgende situationer:

• De interne transaktioner vedrører halvfabrikata.

• De forbundne parter har indgået integrerede produktionsaftaler eller langfristede købs- og salgsaftaler.

• Et koncernselskab producerer efter specialordre fra andre koncernselskaber.

• Ved levering af simple tjenesteydelser.

I disse situationer er Cost plus-metoden særlig velegnet, hvis transaktionerne sker under stabile afsætningsforhold, og derfor er udsat for en begrænset markedsrisiko.

Tilstedeværelsen af immaterielle aktiver som eksempelvis patenter og varemærker vil i betydelig grad vanskeliggøre (eller umuliggøre) processen med at finde sammenlignelige transaktioner. Det vil også ofte være særdeles vanskeligt at korrigere for disse forhold. Det er derfor meget vigtigt at identificere eventuelle immaterielle aktiver, da de kan have betydning for, om metoden er anvendelig eller ej. Faktorer som virksomhedens omkostningsstruktur, antal år i branchen samt andre forhold kan have indflydelse på sammenligneligheden og er dermed vigtige at få identificeret ved anvendelse af metoden.

Fordele og ulemper ved Cost plus-metoden

Fordele er:

• Det er ikke nødvendigt med så stor produktlighed som ved CUP-metoden.

• Cost plus-metoden anvendes i praksis også af uafhængige parter til prisfastsættelse.

Ulemper er:

• Det kan være vanskeligt at finde sammenlignelige data på bruttoavanceniveau.

• Det kan være vanskeligt at fordele de indirekte produktionsomkostninger.

• Der kan være problemer med fordelingen af omkostningerne mellem de forbundne parter, da der ikke findes anerkendte standarder for fordeling af omkostninger.

• Cost plus-metoden er ikke velegnet til transaktioner, hvori der indgår værdifulde immaterielle aktiver.

• Cost plus-metoden kan indebære et manglende incitament til at begrænse de omkostninger, der danner grundlag for tillægget af mark-up'en.

• Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem omkostninger og markedspris.

• Der kan være forskel i regnskabspraksis i forhold til sammenligningsgrundlaget.

• Cost plus-metoden er ensidig og ser dermed kun på den ene part i transaktionen.