Dato for udgivelse
04 jun 2008 09:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 mar 2008 10:07
SKM-nummer
SKM2008.507.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
8. afdeling, S-0770-07
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momssvig, dokumentfalsk, falske, fakturaer, tilståelsessag, ubetinget, fængsel
Resumé

Tiltalte var i byretten tiltalt for momssvig og dokumentfalsk. T havde som indehaver af et speditionsfirma afgivet urigtige angivelser af købs- og salgsmoms. T havde ved en e-mail indsendt en elektronisk fil med falske købsfakturaer til SKAT som dokumentation for en del af købsmomsen. T erkendte sig skyldig. Som formildende grunde nævnte T at han aldrig havde fået udbetalt penge på baggrund af de falske fakturaer og at han erkendte forholdene straks ved politiets ransagning. Byretten fandt, at T var skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen blev fastsat til 40 dages ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 350.000 kr med forvandlingsstraf på 60 dage. Byretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Til Landsretten påstod T formildelse af straffen, navnlig at den skulle gøres betinget.

Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom.

Reference(r)

Straffeloven § 171, jf. § 172, stk. 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Bjarne Frøberg).

Afsagt af landsdommerne

Henrik Twilhøj, Lis Frost og Jørgen Lykkegård (kst.) med domsmænd

-----------

Byrettens dom af 23. marts 2007, SS 10.4045/2006

Tiltalen og parternes påstande

T er tiltalt for overtrædelse af

1

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved som indehaver af H1 Shipping med forsæt til afgiftsunddragelse urigtigt for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004 at have angivet salgsmomsen for højt med 26.761 kr., og købsmomsen for højt med 399.843 kr., hvorved statskassen blev søgt unddraget 373.082 kr.- i moms,

2

straffelovens § 171, dokumentfalsk,

ved den 2. november 2004 for at skuffe i retsforhold via e-mail at have indsendt en elektronisk fil med falske købsfakturaer med et samlet momstilsvar på 192.422,13 kr. til ToldSkat.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte idømmes ubetinget fængselsstraf i 40 dage og en tillægsbøde på 350.000 kr.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forsvareren har påstået rettens mildeste dom, herunder navnlig således at straffen gøres betinget.

Oplysningerne i sagen

Sagen er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 15. september 2006.

Tiltalte har forklaret i overensstemmelse med tiltalen.

Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808. Af erklæring af 19. december 2006 fremgår, at tiltalte findes egnet til en betinget dom, herunder dom med vilkår om samfundstjeneste.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltaltes forklaring og de oplysninger, der i øvrigt foreligger, har bestyrket den tilståelse, som tiltalte har afgivet. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 171, jf. § 172, stk. 1, og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.

Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, herunder ikke i oplysningerne om sagens tidsmæssige forløb eller tiltaltes personlige forhold, at der er grundlag for at gøres straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 350.000 kr. med forvandlingsstraf som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 350.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 3. marts 2008, 8. afdeling, S-0770-07

Byretten har den 23. marts 2007 afsagt dom i 1. instans (SS 10.4045/2006).

Tiltalte, T, har påstået formildelse af frihedsstraffen, navnlig således at den gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen.

Forklaringer

Tiltalte har supplerende forklaret, at han aldrig nåede at få udbetalt penge på baggrund af de falske fakturaer. Han erkendte forholdene straks ved ransagning.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat har eget firma og arbejder på G1 som fast tilkaldevagt. Han vil gerne have denne sag overstået, før han søger fast ansættelse. Han følger afdragsordningen med skattemyndighederne og er næsten færdig med at betale. Betaling af tillægsbøden afventer denne sag.

Landsrettens begrundelse og resultat

Frihedsstraffen er passende udmålt til fængsel i 40 dage.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget - heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.