Indhold

I dette afsnit beskrives, hvornår en person skal fraflytterbeskattes af aktier.

Afsnittet indeholder:

  • Hvornår skal der ske beskatning?
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. 

Hvornår skal der ske beskatning?

Personer som hidtil har været omfattet af dansk skattepligt, skal fraflytterbeskattes, hvis den danske skattepligt ophører. Hvis skattepligten ophører fordi personen dør, er det reglerne for dødsbobeskatning, der skal anvendes. Se ABL § 38, stk. 1.

En persons skattepligt anses for at ophøre i følgende tilfælde:

  1. Når en persons fulde skattepligt efter KSL § 1 ophører, fordi personen fraflytter Danmark, medmindre personen i stedet bliver begrænset skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, og aktierne indgår som en del af denne erhvervsvirksomhed. 
  2. Når en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst overgår til at blive hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland. Dette gælder ikke, hvis personen efter flytningen af sit skattemæssige hjemsted fortsat ejer aktierne som en del af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet.
  3. Når aktier - som ejes af en person som en del af en erhvervsmæssig virksomhed med fast driftssted her i landet efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4 - enten udgår af det faste driftssteds skattepligtige virksomhed eller aktionæren ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed her i landet gennem et fast driftssted. Dette gælder dog ikke, hvis personen bliver fuldt skattepligtig til Danmark.

Bemærk

Skattepligten efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, omfatter altid næringsaktier.

Skattepligten efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4 (og SEL § 2, stk. 1 litra a,) omfatter dog også ikke-næringsaktier med den fornødne tilknytning til erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, med den virkning, at aktierne omfattes af ABL. Se SKM2002.20.TSS.

Ad a.
I denne situation indtræder skattepligten på aktier på det tidspunkt, hvor skattepligten til Danmark ophører.

Ad b.
Det er en betingelse for at der skal ske fraflytningsbeskatning, at aktierne efter ændringen af skattemæssigt hjemsted ikke mere kan beskattes i Danmark. Efter dobbeltbeskatningsaftalen med Grønland og Kina har Danmark fortsat beskatningsretten til danske aktier, hvis personen har dobbeltdomicil, og derfor skal der ikke ske fraflytterbeskatning af danske aktier, hvis en person bliver hjemmehørende i Grønland eller Kina og har dobbeltdomicil.

I den under pkt. b nævnte situation indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor det skattemæssige hjemsted flyttes.

Med virkning fra og med 1. januar 2013 er der indgået en ny dobbeltbeskatningsaftale med Kina. Er en person tidligere flyttet til Kina, og er der ikke opgjort fraflytterskat på danske aktier, skal det pr. 1. januar 2013 vurderes, om personen skal beskattes af de pågældemde aktier. Ved vurderingen er det afgørende om aktierne efter 1. januar 2013 udgår af dansk beskatning og om den samlede beholdning pr. 1. januar 2013 er mindst 100.000 kr.

Ad c.
I den under pkt. c nævnte situation indtræder skattepligten på det tidspunkt, hvor aktierne udgår af virksomheden eller hvor virksomheden ophører.

Se også

  • afsnit C.F.1.2.3 "Hvornår ophører skattepligten ved fraflytning?", hvor det beskrives, hvornår den fulde skattepligt kan anses for ophørt.
  • afnit C.F.3.1.5 "Erhvervsvirksomhed", hvor det beskrives, hvornår en person er omfattet af skattepligten i KSL § 2, stk. 1, nr. 4.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Byretsdomme
SKM2016.53.BR

Sagsøgeren flyttede den 3. januar 2008 fra Danmark til Schweiz. På dette tidspunkt ejede han anparter i to danske anpartsselskaber. Han kunne have opnået henstand med betaling af fraflytterskatten, men indgav ikke selvangivelse rettidigt og opfyldte derfor ikke betingelserne for at få henstand.

Den 11. marts 2011 foreslog SKAT at forhøje hans indkomst for 2008 med kr. 4.223.857,- svarende til den urealiserede avance vedrørende anparterne i de to selskaber pr. den 3. januar 2008.

Det var ubestridt, at værdien af anparterne i de to selskaber var faldet væsentligt efter fraflytningen.

Spørgsmålet var, om sagsøgeren opfyldte betingelserne for eftergivelse af fraflytterskatten i medfør af gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, således, at den endelige skat blev beregnet under hensyntagen til dette værdifald, ligesom det ville være sket, hvis sagsøgeren havde opnået henstand ved fraflytningen. Efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, kan eftergivelse ske, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor.

Fraflytterskatten blev ikke eftergivet.