Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsfritagelse
- Afgiftsgodtgørelse
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Bemærk
De specifikke regler vil fremgå under beskrivelsen af den enkelte punktafgift i denne vejledning. Bestemmelser om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse inden for det afgiftspligtige vareområde varierer meget fra afgiftslov til afgiftslov.
I størstedelen af punktafgiftslovene findes der desuden en række fælles bestemmelser for situationer, hvor afgiftspligtige varer leveres uden afgift, fritages eller hvor afgiften kan godtgøres. Bestemmelserne er ikke altid ensartede, og kriterierne for opfyldelse kan også være forskellig fra afgiftslov til afgiftslov.
Afgiftsfritagelse
Det vil fremgå af den enkelte punktafgiftslov, hvis loven indeholder fritagelser. Her nævnes kun enkelte gennemgående regler om fritagelse.
Afgiftsfritagelse under samme betingelser som ML § 36, stk. 1, nr. 1-3
Afgiftsfritagelse for varer, der indføres eller modtages fra udlandet vil som hovedregel kunne gives i samme omfang og under samme betingelser som fastsat efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Momslovens fritagelsesbestemmelser gælder punktafgiftsmæssigt både for varer fra EU-lande og fra lande udenfor EU.
Se også
Se også D.A.10.3.2 og D.A.10.3.3 om indførsel af varer.
Særlige fritagelsesregler for oplagshavere
I følgende situationer kan oplagshavere som hovedregel levere afgiftspligtige varer uden afgift eller blive fritaget for at betale afgift.
Leverance til anden registreret virksomhed i Danmark
Afgiftspligtige varer kan som hovedregel leveres uden afgift til andre oplagshavere.
Inden varerne sendes skal virksomheden sikre sig, at modtageren er registreret eller autoriseret for afgiften af den pågældende vare og dermed er berettiget til at modtage afgiftspligtige varer uden afgift. SKAT kan efter behov bekræfte oplysning om dette.
Som dokumentation for leverancen skal virksomheden kunne fremlægge kopi af faktura, der tydeligt oplyser om, at der er tale om en ubeskattet leverance. Se A.B.3.5.1 om regnskabsbestemmelser.
Til virksomheder i andre EU-lande
Afgiftspligtige varer kan leveres uden afgift til virksomheder i andre EU-lande. Som dokumentation for leverancen skal virksomheden kunne fremlægge
- fakturakopi med oplysning om aftagerens momsregistreringsnummer
- skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning eller lignende samt
- for EU-punktafgifter - nummeret på det elektroniske ledsagedokument (ARC-nummeret).
Til virksomheder i lande udenfor EU
Afgiftspligtige varer kan leveres uden afgift til lande uden for EU, til Færøerne og Grønland og til oplag (men ikke forbrug) i Københavns Frihavn.
Som dokumentation for leverancen skal virksomheden kunne fremlægge
- fakturakopi
- skriftlig ordre, korrespondance med køberen, bankafregning eller lignende samt
- referencenummert fra E-eksport eller MR-nummeret (MRN) fra ekportledsagedokumentet (EAD).
Til bevillingsvirksomheder
For visse afgifters vedkommende kan SKAT give en bevilling til afgiftsfritagelse for varer til industrielt eller teknisk brug eller til fremstilling af varer, som ikke er afgiftspligtige efter den pågældende lov, når de afgiftspligtige varer, leveres til virksomheden fra en registreret oplagshaver. Det gælder fx kvælstofholdige varer til industrielt brug.
Afgiftsfritagelsen kan være betinget af, at virksomhedens årlige forbrug af afgiftspligtige varer er af en vis mængde eller værdi.
Reglerne for bevillig til fritagelse fremgår af afsnittene om de enkelte afgifter.
Registrerede oplagshavere kan levere afgiftspligtige varer uden afgift til disse bevillingsvirksomheder.
Leverandøren må inden leveringen sikre sig, at modtageren har den nævnte bevilling. Hvis leverandøren ikke kan få dokumenteret bevillingsforholdet ved, at bevillingen fremlægges, kan leverandøren få oplysning om dette hos SKAT.
Til diplomater
Afgiftspligtige varer kan i mange tilfælde leveres afgiftsfrit til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. og til de personer, der er knyttet til dem.
Virksomheden skal sikre sig, at de pågældende er berettiget til at opnå told- og afgiftsfrihed. Virksomheden kan få oplysninger om dette efter behov hos SKAT.
Se afsnit E.A.1.8.1.6 om virksomheder, der leverer EU-punktafgiftspligtige varer uden afgift til diplomater, internationale organisationer og lignende i andre EU-lande, ligesom diplomater og lignende.
Diplomater mfl. afleverer tolddeklaration blanket nr. 13.004 (diplomater) eller blanket nr. 13.005 (internationale organisationer) til virksomheden, der herefter kan levere afgiftspligtige varer afgiftsfrit. For hvert kvartal og senest den 15. i måneden efter skal virksomheden sende kontroldelen til SKAT. Ekspeditørdelen, som skal være forsynet med kundens kvittering, skal opbevares i virksomheden.
I visse tilfælde sker leveringen af energiprodukter og vand til diplomater mv. inklusive afgift, hvorefter diplomaten mv. kan søge om at få godtgjort den betalte afgift. Dette vil fremgå af kapitlet om den enkelte afgift.
Brand, indbrud eller lignende
Oplagshavere kan søge om afgiftsfritagelse hos SKAT, hvis
- afgiftspligtige varer er gået tabt ved brand eller lignende hos oplagshaveren eller
- under transport til og fra virksomheden.
Det er en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, at varerne er gået tabt eller er ødelagt ved brand, fx ved at fremlægge politirapport. Virksomheden skal også kunne dokumentere størrelsen af den ødelagte mængde, fx i form af lageroptællinger.
Ansøgningen om afgiftsfritagelse skal oplyse om og specificere varens art og mængde/værdi. Virksomheden skal desuden oplyse, om tabet er eller vil blive meldt til politiet.
Der kan normalt ikke gives afgiftsfritagelse for varer, der er gået tabt ved tyveri eller indbrud hos oplagshaveren. Den registrerede oplagshaver kan dog søge om afgiftsfritagelse for visse varer hos SKAT fx chokolade, hvis de er gået tabt ved indbrud. Dette vil fremgå af kapitlet om den enkelte afgift.
Det er en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, at varerne er blevet stjålet, fx ved at fremlægge politirapport. Virksomheden skal også kunne dokumentere størrelsen af den stjålne mængde, fx i form af lageroptællinger.
SKAT giver kun afgiftsfritagelse for stjålne varer, hvis det drejer sig om
- indbrud i lokaler, der er forsvarligt aflåste eller
- tyveri under transport til eller fra virksomheden.
Som tyveri under transport regnes i den forbindelse indbrud i forsvarligt aflåste lokaler, køretøjer, containere og lignende hos fx fragtmænd, hvor varerne i kortere tid opbevares som led i transporten. Køretøjer m.m., der kun er forsynet med plombe eller lignende forsegling, regnes i denne forbindelse ikke for at være forsvarligt aflåste.
Der kan derfor ikke gives afgiftsfritagelse for varer, som er bortkommet ved hustyveri eller fjernet fra uaflåste lokaler, køretøjer, containere og lignende.
Der kan heller ikke gives afgiftsfritagelse for varer, der går tabt i en registreret virksomheds detailforretning.
Ansøgningen om afgiftsfritagelse skal oplyse om og specificere varens art og mængde/værdi. Virksomheden skal desuden oplyse, om indbrudet er eller vil blive meldt til politiet.
Returvarer
Registrerede oplagshavere kan generelt få afgiftsfritagelse for afgiften af varer, der tages retur. Det er en betingelse, at virksomheden godtgør kunden varens fulde pris, inklusive afgift.
Virksomheden skal kunne fremlægge kreditnotaer eller lignende, der indeholder de samme oplysninger, som foreskrevet for fakturaer.
Fritagelsen sker ved modpostering i virksomhedens regnskab.
Der gives ikke afgiftsfritagelse for varer, som returneres fra virksomhedens egen detailforretning.
Beskadigede varer mv.
Registrerede oplagshavere kan søge om afgiftsfritagelse hos SKAT for varer, der efter deres art kan beskadiges eller fordærves, fx chokolade og konsum-is, og herunder også varer, der mod godtgørelse er returneret til virksomheden. Det er en betingelse, at varerne tilintetgøres eller ved denaturering gøres uanvendelige til menneskeføde.
Virksomheden skal specificere varerne i ansøgningen med oplysning om årsag til og om tidspunkt for destruktion/denaturering af varerne.
Virksomheden skal afgive erklæring om, at varerne ikke har været udleveret fra virksomheden, eller hvis varerne har været udleveret fra virksomheden, at der ved returneringen er ydet køberen fuld godtgørelse for varens pris inkl. afgiften.
Hvis varerne denatureres, er fritagelsen også betinget af, at der fremlægges en erklæring fra køberen om varernes brug, fx til foderbrug.
Bemærk
Henvendelser vedrørende destruktion eller borthældning kan sendes til SKAT via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked til SKAT > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.
Afgiftsgodtgørelse
De generelle regler for godtgørelse af en betalt afgift svarer i nogen grad til reglerne om afgiftsfritagelse.
Godtgørelse ved videresalg af varer
For visse afgifters vedkommende kan SKAT meddele virksomheder godtgørelse af afgiften for varer, der er betalt afgift af, og som leveres til:
- Udlandet
- Virksomheder, der er registreret som oplagshavere for den pågældende afgift
- Bevillingsvirksomheder
- Eventuelle andre virksomheder, der er fritaget for at betale afgift
- Diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv. samt de hertil knyttede personer.
Blanket 29.002 anvendes ved ansøgning. For visse afgifter kan ansøgning om godtgørelse kun fremsættes en gang årligt.
Registrerede varemodtagere kan fra 1. juli 2015 i forbindelse med eksport angive det godtgørelsesberettigede beløb på afgiftsangivelsen frem for at søge SKAT om godtgørelse via ovenstående blanket. Det godtgørelsesberettigede afgiftsbeløb angives separat på den ordinære punktafgiftsangivelse i et særligt felt. I de afgiftslove, hvor der er et mindstekrav til den samlede årlige godtgørelse, vil dette ikke være gældende ved direkte angivelse.
Muligheden for afgiftsgodtgørelse vil fremgå af kapitlet om den enkelte afgift. Det kan bl.a. være en betingelse for godtgørelse, at den årlige godtgørelse udgør et minimumsbeløb.
Ikke-bestillingssvarende varer eller lignende
Varemodtagere kan få godtgjort afgiften af varer
- der genudføres
- eventuelt tilintetgøres på grund af fejl eller af andre grunde ikke svarer til bestillingen eller
- fordi de er leveret ved en åbenbar fejltagelse, og retuneres.
Virksomheden skal kunne fremlægge dokumentation for, at der er betalt afgift af varerne, og at den udenlandske leverandør har erkendt den forkerte leverance eller lignende i form af kreditnota eller faktura om erstatningsleverance eller lignende.
Hvis varerne genudføres, skal virksomheden kunne fremlægge samme dokumentation som kræves for tilbagebetaling af moms. Se D.A.10.1.2.2.
Hvis varerne i stedet ønskes tilintetgjort, fx på grund af transportomkostningerne ved returnering, skal virksomheden først ansøge SKAT om afgiftsgodtgørelse, og i ansøgningen skal varerne specificeres med oplysning om årsag til og om tidspunkt for destruktion/denaturering af varerne. Det sidstnævnte er af hensyn til SKATs mulighed for at kontrollere destruktionen/denatureringen af varerne.
Bemærk
Henvendelser vedrørende destruktion eller borthældning kan sendes til SKAT via TastSelv Erhverv. Klik i TastSelv Erhverv på Kontakt > Send besked til SKAT > Moms, lønsum, told og punktafgifter > Punktafgifter > Destruktioner og bevillinger.
Varer til industrielt eller teknisk brug
Virksomheder, der ikke er registreret som oplagshavere, og som bruger afgiftspligtige varer til industrielt eller teknisk brug eller fremstilling af varer, som ikke er afgiftspligtige efter loven, kan i visse tilfælde få afgiftsfritagelse eller afgiftsgodtgørelse for de brugte varer. Reglerne om dette fremgår af kapitlerne om de enkelte afgifter.
Det kan være en betingelse, at den årlige godtgørelse udgør et minimumsbeløb.
Godtgørelse kan normalt opnås efter ansøgning til SKAT.
Der gælder særlige regler for godtgørelse (tilbagebetaling) af energiafgifter, CO2-afgift og vandafgift. Se E.A.4.6 og E.A.7.5 om godtgørelse af energiafgifter, CO2-afgift og vandafgift.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Domme fra Landsretten
|
xSKM2017.155.ØLR
|
Landsretten tiltrådte, at der ikke var adgang til afgifts- og momsrefusion for appellanten efter henholdsvis godtgørelsesreglerne i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, samt momslovens § 37, stk. 1, eftersom afgiftsbeløbene ikke var betalt og appellanten heller ikke var forpligtet til at betale disse. Appellanten havde således ikke båret nogen afgiftsbyrde, som der kunne ske afgiftsgodtgørelse henholdsvis fradrag for.
|
Stadfæstelse af SKM2015.257.BR. |