Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

►Boehringer Ingelheim Pharma fremstiller farmaceutiske produkter og leverer dem som afgiftspligtige leveringer til tyske apoteker gennem grossister. Hvad angår den (offentlige) tyske lovpligtige sygeforsikringsordning udleverer apotekerne farmaceutiske produkter til personer, som er dækket på grundlag af en rammeaftale med forbundet for sygekasser. Leveringen af de farmaceutiske produkter foretages til sygekasserne, som stiller dem til rådighed for deres forsikrede. Apotekerne yder sygekasserne en rabat på prisen for de farmaceutiske produkter. Boehringer Ingelheim Pharma skal som medicinalvirksomhed godtgøre apotekerne eller, såfremt der benyttes grossister, de sidstnævnte denne rabat. I momsmæssig henseende betragtede den tyske skatteforvaltning rabatten som en nedsættelse af vederlaget.◄

►Hvad derimod angår de farmaceutiske produkter til personer, som er dækket af en privat sygeforsikring, udleverer apotekerne de farmaceutiske produkter til disse personer på grundlag af individuelt indgåede aftaler. Det private sygeforsikringsselskab køber ikke de farmaceutiske produkter, men godtgør blot deres forsikrede de af dem afholdte udgifter, når de søger herom. I dette tilfælde skal Boehringer Ingelheim Pharma yde det private sygeforsikringsselskab en rabat på prisen på det farmaceutiske produkt. Den tyske skatteforvaltning anerkendte i momsmæssig henseende ikke denne rabat som en nedsættelse af vederlaget.◄

 ►EU-domstolen fandt, at set i lyset af de principper, som Domstolen har fastlagt i dommen i sag C-317/94, Elida Gibbs om fastsættelse af afgiftsgrundlaget for moms, og henset til EU-rettens ligebehandlingsprincip, skal momsdirektivets artikel 90, stk. 1, fortolkes således, at den rabat, som en medicinalvirksomhed i medfør af en national lov yder et privat sygeforsikringsselskab, i henhold til artikel 90, stk. 1, medfører en nedsættelse af afgiftsgrundlaget til fordel for medicinalvirksomheden, når leveringen af farmaceutiske produkter finder sted gennem grossister til apoteker, som foretager udleveringer til personer dækket af en privat sygeforsikring, der godtgør sine forsikrede udgiften til køb af farmaceutiske produkter. At det var de forsikrede selv, og ikke forsikringsselskaberne, der var de direkte modtager af leveringerne af de omhandlede lægemidler, medførte derfor ikke et andet resultat.◄

C-461/12, Granton Advertising BV

Rabatkort. Indehaveren af et Grantoncard kan opnå varer eller ydelser som tilbydes af de tilknyttede virksomheder på fordelagtige vilkår, som er aftalt mellem disse virksomheder og Granton Advertising. F.eks. prisnedslag.

Når indehaveren af kortet fremviser dette, afslår den tilknyttede virksomhed fra at opkræve en del af den normale pris, hvorfor den pågældende indehaver ikke foretager nogen betaling svarende til størrelsen af dette nedslag. Den omstændighed, at den tilknyttede virksomhed accepterer at undlade at opkræve det pågældende beløb, udgør en rabat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b) (Momssystemdirektivets artikel 79, litra b).

C-398/99, Yorkshire Co-operatives Ltd.

Når en producent organiserer en salgsfremmende ordning ved hjælp af rabatkuponer - for hvilke den godtgør de detailhandlere, der har accepteret kuponerne, det nominelle beløb - består den subjektive modværdi, som detailhandleren modtager, jf. sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) nu momssystemdirektivet artikel 73, af varens fulde pris, der delvis betales af den endelige forbruger og delvis af producenten. For detailhandleren indebærer kuponen en ret til betaling fra producenten svarende til den rabat, der bliver ydet denne forbruger. Det følger heraf, at det beløb, der svarer til kuponernes pålydende værdi, for detailhandleren udgør et aktiv, der realiseres ved indløsning af kuponerne, og at kuponerne skal anses for et betalingsmiddel til denne værdi. Heraf følger, at sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a) nu momssystemdirektivet artikel 73, og artikel 11, punkt C, stk. 1 (nu momssystemdirektivet artikel 90, stk. 1 og 2) skal fortolkes sådan, at når en detailhandler ved salg af en vare accepterer, at den endelige forbruger betaler en del af salgsprisen kontant og resten med en rabatkupon, der er udstedt af producenten af varen, og at producenten godtgør detailhandleren det beløb, der er anført på kuponen, skal den nominelle værdi, der er anført på kuponen, medregnes i detailhandlerens momsgrundlag.

C-427/98, Kommissionen mod Tyskland

Den modværdi, som detailhandleren modtager, er varens fulde pris, der delvis betales af den endelige forbruger og delvis af producenten. For detailhandleren indebærer kuponen en ret til betaling fra producenten svarende til den rabat, der bliver ydet den endelige forbruger. Det følger heraf, at det beløb, der svarer til kuponernes pålydende værdi, for detailhandleren udgør et aktiv, der realiseres ved indløsning af kuponerne, og at kuponerne skal anses for et betalingsmiddel til denne værdi. Detailhandlerens momsgrundlag ved salget til den endelige forbruger svarer altså til den fulde detailpris, nemlig til den pris, der betales af den endelige forbruger, hvortil kommer det beløb, som detailhandleren får godtgjort af producenten.

C-48/97, Kuwait Petroleum

Ydelsen af en rabat eller en bonus forudsætter, at der leveres et gode mod vederlag. Udtrykkene "bonus" og "rabat" angiver i sig selv, at der er tale om blot en delvis nedsættelse af den samlede aftalte pris. Hvis nedsættelsen udgør 100% af prisen, som det er tilfældet i hovedsagen, er der derimod i realiteten tale om vederlagsfri levering.   

C-317/94, Elida Gibbs Ltd

Når en kupon, kan accepteres af detailhandleren og detailhandleren fremsender den til producenten og får udbetalt det angivne beløb, er producentens momsgrundlag lig med den salgspris, som producenten anvender, med fradrag af det på kuponen angivne og indløste beløb. Når en producent som led i en salgsfremmende ordning sælger produkter med en kupon på produkternes emballage, er producentens momsgrundlag også lig med den salgspris, som producenten anvender, med fradrag af det på kuponen angivne og indløste beløb. 

C-288/94, Argos Distributors Ltd

Sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a (nu momssystemdirektivet artikel 73) skal fortolkes sådan, at når en detailhandler har solgt en voucher med rabat til en køber med løfte om senere at acceptere denne voucher til pålydende værdi, er den modværdi, som voucheren repræsenterer, det beløb, som detailhandleren faktisk modtog, da han solgte voucheren, dvs. den pålydende værdi eller det mindre beløb når han sælger med rabat på den pålydende værdi. Det gælder også, når varen købes af en kunde, som ikke er den, der har købt voucheren.

Argos var en detailvirksomhed, som opførte sine varer i et katalog og solgte dem fra sine udstillingslokaler. Argos havde over 300 forretninger af denne type i hele Det Forenede Kongerige. Varerne kunne betales med vouchere, som blev udstedt af Argos som led i selskabets salgsfremmende ordninger. En voucher havde form af en trykt seddel med en pålydende værdi på 1, 5, 10, 20 eller 25 UKL.

Argos solgte voucherne, dels for et beløb svarende til den pålydende værdi, dels med rabat på den pålydende værdi. Rabattens størrelse afhang af, hvor stor ordren var. Den normale rabat var 5 % af vouchernes pålydende værdi ved ordrer på 500 UKL eller derover.

Hovedaftagerne af voucherne var dels selskaber, som fordelte dem til ansatte eller agenter som et incitament, dels selskaber, der udførte finansielle tjenesteydelser, og som videresolgte dem til kunderne med eller uden nedsættelse af den pålydende værdi.

For at finde frem til den faktiske modværdi i penge, som indløsningen af voucheren repræsenterede for Argos, måtte man se på den eneste transaktion, som var relevant i denne forbindelse, nemlig den oprindelige transaktion, som bestod i salget af voucheren, med eller uden rabat. Voucheren repræsenterede for Argos ved indløsningen altså en faktisk modværdi i penge, der var lig med den sum penge, som selskabet modtog, da det solgte voucheren, nemlig dennes pålydende værdi med fradrag af den rabat, der eventuelt blev givet.

C-126/88, Boots Company Plc

I de tilfælde, hvor Boots helt eller delvis afholdt omkostningerne ved de salgsfremmende ordninger, var det kun, når den kupon - som blev afleveret til Boots -, efterfølgende blev overdraget til leverandøren, at kuponen havde en monetær værdi for Boots. Værdien svarede til det beløb, som leverandøren faktisk havde betalt til Boots i henhold til parternes kontrakt. I den situation, som var omtvistet her i sagen, repræsenterede kuponen for Boots kun en forpligtelse til at yde et prisnedslag, hvis eneste formål var at tiltrække kunder.

Udtrykket "rabat og bonus, der ydes køberen eller aftageren, og som opnås på det tidspunkt, hvor transaktionen finder sted", omfatter forskellen mellem de leverede varers normale detailsalgspris og det beløb, som detailhandleren faktisk modtager for varerne, når denne fra kunden accepterer en kupon, som han har udleveret til kunden ved et tidligere salg foretaget til den normale detailsalgspris.

C-126/88, Boots Company Plc ændrer praksis ifølge MNA1968, 162. Se TfS1994, 472SKM.

Landsskatteretskendelser

TfS1999, 33LSR

En forening var leverandør af tilskudsberettiget skolemælk til elever. Afsætningen skete under iagttagelse af de fikserede maksimumspriser.

Landsskatteretten fandt, at der forelå en fornøden og direkte forbindelse mellem den modtagne fællesskabsstøtte og den som følge deraf reducerede salgspris ved levering af skolemælk. Landsskatteretten kunne herefter tiltræde, at tilskuddet skulle indgå i momsgrundlaget efter ML § 27, stk. 1, og den påklagede afgørelse blev stadfæstet på dette punkt. Vedrørende den bonus, som blev udbetalt af foreningen, lagde Landsskatteretten til grund, at der til skolerne udbetaltes 10 kr. pr. rettidig tilmeldt elev pr. halvår, og at ydelsen af skolerne kunne anvendes til brug for skolemælksordningen på en eller anden måde. Da beløbet tilfaldt skolen og ikke den egentlige køber af skolemælken, kunne foreningens udgifter hertil ikke anses for en rabat.

SKAT

SKM2011.354.SR

En værdikupon-virksomhed indgik aftaler med interesserede detailhandlere kaldet partnere, om salg af værdikuponer, som gav forbrugere mulighed for at købe varer og ydelser hos partnerne med rabat. Hvis kunden indløste værdikuponen hos partneren, var virksomheden forpligtet til at betale 70 % af den modtagne købesum til partneren.

Partneren skulle betale moms af det vederlag, som varen var udbudt til, som kunden betalte for varen eller ydelsen til virksomheden, og som blev videreafregnet fra virksomheden til partneren. Det forhold, at partneren havde forpligtet sig til at betale et vederlag til virksomheden på 30 % af varen eller ydelsens pris, og at virksomheden og partneren af praktiske årsager havde valgt at gennemføre afregningen på en sådan måde, at vederlaget til virksomheden blev modregnet inden videreafregningen til partneren blev foretaget, kunne ikke ændre herpå, jf. EF-domstolens afgørelse i sag C-18/92.