Indhold
Dette afsnit beskriver de særlige regler om afskrivning på infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Driftsmidler med lang levetid
- Infrastrukturanlæg
- Den vurderingsmæssige behandling
- Overblik over afskrivningssatser
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
AL § 5 C om afskrivning på infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid blev indsat i afskrivningsloven ved lov nr. 540 af 6.juni 2007 (L 213 2006/07).
Reglerne har virkning for indkomståret 2008 og senere indkomstår efter lov nr. 540/2007, § 14, stk. 5.
Efter den almindelige regel om afskrivning på driftsmidler og skibe kan driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, afskrives på en samlet saldo for den enkelte virksomhed med 25 pct. årligt. Det gælder uden hensyn til aktivets forventede, fysiske levetid eller længden af den periode, aktivet forventes at blive brugt i virksomheden. Se AL § 5.
Ved afskrivning på infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid, skal der ske en opdeling af virksomhedens driftsmidler, sådan at der skal føres op til fire særskilte saldi med forskellige afskrivningssatser. På denne måde bliver der en større overensstemmelse imellem de skattemæssige afskrivninger og den faktiske, økonomiske værdiforringelse. Se AL § 5 C.
Eksempelvis anvender virksomheder inden for nogle infrastruktur - og forsyningsområder aktiver, der har en forholdsvis lang levetid og dermed en tilsvarende lang benyttelsesperiode i virksomheden. Sådanne aktiver ville med en afskrivningssats på 25 pct. blive afskrevet væsentligt hurtigere end svarende til den økonomiske værdiforringelse.
Reglerne om afskrivning på infrastrukturanlæg sigter først og fremmest på driftsmidler, der har karakter af faste anlæg og som i kraft af teknisk/økonomisk forældelse og fysisk forankring - eventuelt til en bygning - minder mere om en bygning eller installation end om en maskine.
Der vil typisk være tale om driftsmidler, der har en vis størrelse, og som ikke umiddelbart kan flyttes uden at skulle skilles ad. Sådanne driftsmidler har derfor afgørende lighedspunkter med bygninger eller installationer, bortset fra at de efter vurderingspraksis ikke vurderes som enten bygningsbestanddele eller sædvanligt tilbehør.
Der skal - på samme måde som ved bygningsafskrivninger - ske en opdeling imellem
- anlægsbestanddele og installationer og
- løsøre.
Det kan bero på en konkret vurdering, om der er tale om en installation eller om løsøre. Ved afgrænsningen kan der lægges vægt på formålet med reglerne i AL § 5 C, der er, at aktiver med lang levetid skal afskrives med lavere afskrivningssatser.
Hvis fx en genstand har en fysisk/teknisk normallevetid, der er væsentligt kortere end anlæggets normallevetid, og genstanden ikke er en integreret del af anlægget, taler det for, at der er tale om løsøre.
Aktiv grupper omfattet af AL § 5 C
AL § 5 C indeholder to grupper af aktiver, der afskrives på særskilte saldi, driftsmidler med lang levetid og infrastrukturanlæg.
Driftsmidler med lang levetid
Aktiver der er omfattet
Eksempler på driftsmidler med lang levetid, der er omfattet af AL § 5 C, stk. 1, er:
- Borerigge
- Produktionsplatforme
- Andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding, raffinering og produktion af olie og gas
- Aktiver omfattet af kulbrinteskatteloven afskrives med en lavere sats, jf. henvisningen til afskrivningslovens kapitel 2 i kulbrinteskatteloven § 7, stk. 3 og § 8, stk. 1
- Anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW, fx elværkers turbiner og generatorer og varmeværkers og kraftvarme værkers anlæg
- Anlæg i vandværker til indvinding af vand, dvs. almene vandforsyningsanlæg, der forsyner eller har til formål at forsyne mindst ti ejendomme, jf. lov om vandforsyning. Vandforsyningsanlæg med mindre end ti modtagere anses efter vandforsyningsloven som lokale boringer/brønde. Driftsmidler i sådanne vandforsyningsanlæg er ikke omfattet
- Driftsmidler, der anvendes til rensning af spildevand, herunder spildevandsrenseanlæg, pumper og filteranlæg
- Større, mobile aktiver som skibe med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, der bruges til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af de gældende regler i AL § 5 B om luftfartøjer (fastvingefly, helikoptere og rullende jernbane materiel, det vil sige lokomotiver og togvogne).
Når det i forarbejderne til AL § 5 C nævnes, at bestemmelsen omfatter driftsmidler, der har karakter af faste anlæg, er det meningen, at fx
- it-udstyr
- motorkøretøjer
- inventar
- kontormaskiner
- værktøjsmaskiner og
- andre "flytbare" eller mindre maskiner, eller andre former for driftsmidler, der har en tilsvarende teknisk - økonomisk forældelse
ikke skal være omfattet af reglen.
Afskrivningssats
For driftsmidler, der har en sådan størrelse og karakter, at en afskrivningssats mindre end 25 pct. efter AL § 5 vil svare bedre til den faktiske økonomiske værdiforringelse, er det fastsat i AL § 5 C, stk. 4, 1. og 2.pkt., hvor afskrivningssatsen gradvist nedsættes til og med indkomståret 2015. Fra og med indkomståret 2016 vil den maksimale afskrivningssats udgøre 15 pct.
Se afskrivningssatserne i skemaet nedenfor.
Vindmøller
Ved lov nr. 1394 af 23. december 2012 blev vindmøller med en kapacitet på over 1 MW anskaffet i indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere, omfattet af AL § 5 C, stk. 1, nr. 4.
Vindmøller, der er anskaffet i indkomstår, der udløber før indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere, er ikke omfattet af AL § 5 C, stk. 1, nr. 4, og indgår derfor på den almindelige driftsmiddelsaldo efter AL § 5, hvorpå der kan afskrives med op til 25 pct. årligt.
Vindmøller, der har en kapacitet over 1 MW, og som er anskaffet i indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere, er som udgangspunkt omfattet af den afskrivningssats, der gælder for varme- og el-anlæg med en kapacitet over 1 MW, jf. AL § 5 C, stk. 1, nr. 4. Efter AL § 5 C, stk. 6, gælder der dog en særlig ordning for vindmøller, således at AL § 5 C, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., ikke gælder for vindmøller. Det betyder, at vindmøller med en kapacitet over 1 MW ikke er omfattet af den igangværende overgangsordning med en gradvis nedsættelse af afskrivningssatsen for driftsmidler med lang levetid. Det betyder også, at den maksimale afskrivningssats for vindmøller er 15 pct. årligt. Vindmøllerne afskrives på en særskilt saldo. Ved udgangen af indkomståret 2015 lægges den afskrivningsberettigede saldoværdi sammen med saldoværdien efter AL § 5 C, stk. 1. Den derved fremkomne saldoværdi skal fra og med indkomståret 2016 behandles efter AL § 5 C, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt., se § 10, stk. 2 og 3, i lov nr. 1394 af 23. december 2012.
Bemærk
Reglerne om afskrivning på driftsmidler med lang levetid, jf. AL § 5 C, stk. 1, gælder ikke for den del af anlæggene mv., der udgøres af edb-software og edb-hardware. Se AL § 5 C, stk. 3, 2. pkt.
Infrastrukturanlæg
Infrastrukturanlæg, der afskrives på en særskilt saldo
De aktiver, der er omfattet af denne gruppe, er især driftsmidler, der har karakter af faste anlæg.
Infrastrukturanlæg omfattet af AL § 5 C, stk. 2:
- Aktiver, der anvendes til transport, distribution og lagring mv. af el, vand, varme, olie og gas og spildevand, fx eltransmissionsnet, både jordkabler, luftledninger og elmaster og rørledninger til transport af varmt vand eller damp
- Driftsmidler til transmission af radio- og telekommunikation, herunder transmission af data men ikke driftsmidler, der bruges til produktion af radio- og TV- programmer
- Teleselskabers og andre selskabers kabelnet i jorden, fx lyslederkabler
- Net på jorden
- Satellitter i rummet
- Fast jernbanemateriel, her menes især sten (skærver), sveller, skinner, signalanlæg, fjernstyringsanlæg, master og luftledninger.
Edb-software og edb-hardware
Reglerne om afskrivning på infrastrukturanlæg i AL § 5 C, stk. 2, gælder ikke for den del af anlæggene mv., der udgøres af edb-software og edb-hardware. Se AL § 5 C, stk. 3, 2. pkt.
Edb-software afskrives efter reglerne i AL § 2, stk.2. Hensigten er at undgå, at fx overvågningsudstyr mv., der bruges til at sikre en stabil distribution af el og varme ikke bliver omfattet, fordi de er koblet sammen med de anlæg (eksempelvis kabler eller turbiner), hvis funktion de overvåger, og som afskrives med en lavere sats. Det samme gælder for edb-software og edb-hardware, der bruges til transmission af radio-, tv- og telekommunikation.
Negativ saldo. Udligning
Negativ saldo, der er opstået som følge af, at salgssummer mv. skal fradrages i afskrivningsgrundlaget, og som ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori den er opstået, skal udlignes ved nye anskaffelser eller regnes med ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det følgende indkomstår. Se AL § 8. Dette medfører, at en negativ saldo efter AL § 5, stk. 1 ikke kan modregnes i en positiv saldo efter AL § 5 C, stk. 1 eller 2.
Afskrivningssats
Afskrivningssatsen for infrastrukturanlæg, der er omfattet af AL § 5 C, stk. 2, er højst 7 pct. Se AL § 5 C, stk. 4, 3. pkt.
Den vurderingsmæssige behandling
Den vurderingsmæssige behandling er afgørende for, om et aktiv skal anses for at være en bygningsbestanddel, en installation eller et driftsmiddel.
Efter vurderingsloven udgør ejendomsværdien værdien af en fast ejendom i dens helhed. Ved værdiansættelsen medregnes sædvanligt tilbehør. Begrebet "sædvanligt tilbehør" i vurderingsloven svarer til begrebet "installationer" i afskrivningsloven.
Sædvanligt tilbehør
Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, der er indlagt i ejendommen til brug for ejendommens anvendelse til erhverv i almindelighed. Installationer til brug for en særlig erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, anses ikke som sædvanligt tilbehør efter vurderingsloven. Ved vurderingen regnes kun aktiver, der ejes af bygningens ejer med som sædvanligt tilbehør. Aktiver, som en lejer har indlagt i en bygning, og som ville have været sædvanligt tilbehør, hvis det var indlagt af bygningens ejer, kan lejeren afskrive som driftsmidler.
Vurderingspraksis
Reglerne om afskrivning på infrastrukturanlæg og andre driftsmidler med lang levetid ændrer ikke på vurderingspraksis. Det vil sige, at aktiver, der har karakter af faste anlæg, og som efter vurderingsloven anses for at være en bygning eller installation, fortsat skal afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 3. Se AL § 5 C, stk. 3, 1. pkt.
Hvis en fremtidig vurdering af en type aktiver, der ikke er vurderet i dag, går ud på, at den type aktiver ved vurderingen skal anses for at være en bygning eller sædvanligt tilbehør, skal afskrivning på aktiverne ske i overensstemmelse med dette.
Reglen i AL § 5 C medfører, at opdelingen af virksomhedens driftsmidler og skibe ændres, og at der fremover skal føres op til fire særskilte saldi (AL §§ 5, stk. 1, 5 B, 5 C, stk. 1 og 5 C, stk. 2) med forskellige afskrivningssatser for de forskellige saldi.
AL § 5 C, stk. 1 og 2 gælder ikke
- for aktiver i det omfang de kan afskrives efter kapitel 3 som bygninger og installationer
- den del af anlæggene mv., der udgøres af edb-software og edb-hardware.
Se AL § 5 C, stk. 3.
Overblik over afskrivningssatser
I tabellen er satserne for afskrivning på de aktiver, der er omfattet af AL § 5 C stk. 1, jf. AL § 5 C, stk. 4, 1. og 2. pkt. angivet:
Indkomstår
|
Afskrivningssats (højst) af den afskrivningsberettigede saldoværdi
|
2008
|
23 pct.
|
2009
|
23 pct.
|
2010
|
21 pct.
|
2011
|
21 pct.
|
2012
|
19 pct.
|
2013
|
19 pct.
|
2014
|
17 pct.
|
2015
|
17 pct.
|
2016 og følgende år
|
15 pct.
|
Afskrivning på aktiver, der er omfattet af AL § 5 C, stk. 2, kan højst udgøre 7 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Se AL § 5 C, stk. 4, 3. pkt.
Reglerne om afskrivning på driftsmidler omfattet af AL § 5 gælder tilsvarende. Se AL § 5 C, stk. 4, sidste pkt. Det betyder fx, at hvis den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivning udgør ►13.500 kr.◄(indkomståret 2018) eller mindre, så kan beløbet fuldt ud trækkes fra i den skattepligtige indkomst.
Bemærk
Bemærk undtagelserne i AL § 5 C, stk. 4, sidste pkt., 2. led:
1) udlejningsdriftsmidler, reglerne om udskydelse af førsteårsafskrivning, jf. AL § 5, stk. 4-6.
2) straksafskrivning, jf. AL § 6.
Ad 2) Det vil formentlig kun forekomme sjældent, at aktiver, der er omfattet af AL § 5 C, vil kunne straksafskrives.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2015.335.SR |
Udgifter afholdt til erstatninger til lodsejere i forbindelse med nedlæggelse af usikrede jernbaneoverkørsler kunne ikke afskrives efter AL § 5 C, stk. 2. |
|
SKM2014.250.SR |
Telemaster var omfattet af AL § 5 C, stk. 2, som anlæg til telekommunikation. Skure, der befandt sig ved telemasterne, skulle dog afskrives som bygninger. |
|
SKM2013.919.SR |
Vurderingen af om et solcelleanlægs kapacitet overstiger 1 MW, jf. kapacitetsgrænsen i afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, nr. 4, må ske på grundlag af det samlede anlægs (solcellepaneler og invertervekselretter) ydeevne. Hvis inverteren er begrænset til en maksimal effektgrænse på under 1 MW(p), vil anlægget ikke være omfattet af bestemmelsen. |
|
SKM2013.277.SR |
En køber, der i 2013 eller senere erhverver en "brugt" 10-mands K/S-anpart i et vindmølleselskab med en vindmølle med en kapacitet over 1 MW, der er anskaffet før 1. januar 2013, er omfattet af AL § 5 C. |
|
SKM2011.857.SR
|
Et solcelleanlæg der anskaffes for at blive brugt i en eksisterende erhvervsvirksomhed afskrives efter de almindelige regler i afskrivningsloven og ikke efter særreglen i LL § 8 P. Et solcelleanlæg på under 1 MW, der monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, er et afskrivningsberettiget driftsmiddel. Det gælder, uanset om solcelleanlægget bliver tilsluttet elnettet eller ikke. Det forudsættes, at de almindelige betingelser for at afskrive er opfyldt, kravet om ejerskab og erhvervsmæssig anvendelse. Det samme gælder, hvis solcelleanlægget er monteret på erhvervsejendommen med henblik på strømforsyning til selve produktionsprocessen.
|
|
SKM2011.475.SR
|
En rørledning (forsyningsledning) fra en virksomhed, der lå i nærheden af et varmeværk og som skulle levere en tidsbegrænset, garanteret overskudsvarme til varmeværket, kunne ikke afskrives efter de almindelige regler for afskrivning af driftsmidler (dvs. 25 pct. saldoafskrivning). Afskrivning skulle derimod ske efter AL § 5 C, stk. 2, nr. 1 om anlæg til transport, lagring og distribution af fx varme (dvs.7 pct. saldoafskrivning). Det fremgår af forarbejderne, at denne regel omfatter rørledninger til transport af varmt vand eller damp.
|
|