Efter dansk ret er udgangspunktet, at tilbagebetaling - hvis betingelserne er opfyldt, se afsnit D.A.11.1.4.3.1 - sker til indbetaleren. Det vil i forbindelse med indbetaling af moms til SKAT som udgangspunkt sige leverandøren af varen eller ydelsen.

Af hensyn til Danmarks EU-retlige forpligtelser kan tilbagebetaling dog i stedet ske til aftageren af den leverede vare eller ydelse i de tilfælde, hvor det ellers vil være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for aftageren at få momsen tilbagebetalt via et civilretligt krav om tilbagesøgning af fejlagtigt betalte beløb over for leverandøren. Se EF-domstolen dom i sag C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken GmbH, og C-94/10, Danfoss og Sauer-Danfoss.

Ved Vestre Landsrets efterfølgende dom i Danfoss og Sauer-Danfoss-sagen (SKM2014.44.VLR) fastslog landsretten, at også senere omsætningsled under visse betingelser kan rette krav direkte mod Skatteministeriet. På baggrund af dommen i SKM2014.44.VLR har SKAT udsendt styresignal SKM2015.733.SKAT. I styresignalet, der også er i indarbejdet i afsnit A.A.8.3.2.2.2.1.1, er de regler, der finder anvendelse for så vidt angår SKATs behandling af krav på beløb opkrævet i strid med EU-retten, præciseret. Styresignalet fastlægger retningslinjerne for, hvornår afgiftspligtige og efterfølgende omsætningsled har mulighed for at rejse krav direkte mod SKAT og i afsnit 3.1.1.1.-3.1.1.3 beskrives reglerne for genoptagelse som følge af dommen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-564/15, Farkas

Momssystemdirektivet og principperne om afgiftsneutralitet, effektivitet og proportionalitet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at køberen af en vare fratages retten til at fradrage den moms, som han uberettiget har betalt til sælgeren på grundlag af en faktura, som er udfærdiget i henhold til bestemmelserne i den almindelige momsordning, selv om den relevante transaktion henhører under ordningen for omvendt betalingspligt, når sælgeren har betalt den nævnte afgift til statskassen. Disse principper kræver imidlertid, at køberen, for så vidt som sælgerens tilbagebetaling til køberen af den urigtigt fakturerede moms bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, navnlig i tilfælde af sælgerens insolvens, kan rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod skattemyndigheden.

C-94/10, Danfoss og Sauer-Danfoss

I sagen havde to selskaber rejst krav om tilbagebetaling af mineralolieafgift, der var opkrævet i strid med EU-retten. Domstolen tog bl.a. stilling til, om selskaberne kunne gennemføre kravet direkte over for Skatteministeriet, uanset at det ikke var selskaberne, men derimod selskabernes leverandører, der havde indbetalt den pågældende afgift til myndighederne.

Ved Vestre Landsrets efterfølgende dom i SKM2014.44.VLR fastslog landsretten, at også senere omsætningsled under visse betingelser kan rette krav direkte mod Skatteministeriet.

På baggrund af SKM2014.44.VLR har SKAT udsendt SKM2015.733.SKAT.

C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken Gmbh

EF-domstolen har i sagen udtalt, at principperne for fradragsretten som fastslået i sagen Genius Holding også gælder i tilfælde af tilbagebetaling af moms til momspligtige personer, som ikke er etableret i indlandet efter reglerne i 8. momsdirektiv. Se afsnit D.A.12.1.

Domstolen fastslog desuden, at principperne om neutralitet, effektivitet og ligebehandling ikke er til hinder for en national lovning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter kun leverandøren kan anmode om tilbagebetaling af beløb, som er betalt med urette i form af merværdiafgift til skattemyndighederne, og hvorefter aftageren af tjenesteydelserne kan fremsætte et civilretligt krav om tilbagesøgning af fejlagtigt betalte beløb over for leverandøren. Medlemsstaterne skal dog i de tilfælde, hvor tilbagebetaling af moms bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, indføre de instrumenter, som er nødvendige for, at nævnte aftager kan få tilbagebetalt den fejlagtigt fakturerede afgift, for således at overholde effektivitetsprincippet.

Landsretsdomme

SKM2008.649.ØLR

Skatteministeriet fik medhold i, at et realkreditinstitut ikke kunne rette et tilbagebetalingskrav direkte mod ministeriet i anledning af, at der med urette var opkrævet moms af vurderingsydelser i forbindelse med lånesagsbehandling, som ejendomsmæglere i en kæde leverede til i perioden 1. juli 1994 - 12. november 2003.

Landsretten henviste til, at det følger af EF-Domstolens dom af 15. marts 2007 i sag C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken Gmbh, at det er foreneligt med principperne om EU-rettens effektivitet og ligebehandling samt om momsens neutralitet, at alene leverandøren, der er afgiftspligtig efter loven, kan rette et tilbagebetalingskrav mod skattemyndighederne, mens aftageren af den - med urette - momsbelagte ydelse er henvist til at rette et civilretligt krav mod leverandøren, forudsat at tilbagebetaling i det enkelte tilfælde ikke bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig. Landsretten fandt ikke, at realkreditinstituttet havde godtgjort, at tilbagebetaling fra ejendomsmæglerne ville være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

Landsretten fandt imidlertid Skatteministeriet erstatningsansvarlig for det forhold, at ministeriet i forarbejderne til 1994-momsloven - der trådte i kraft den 1. juli 1994 og som foranledigede realkreditinstituttet til at anmode ejendomsmæglerne om at begynde at lægge moms på deres vurderingsydelser - havde tilkendegivet, at sådanne ydelser fremover var momspligtige, hvilken opfattelse ministeriet havde gentaget i en korrespondance med Dansk Ejendomsmæglerforening og Finansrådet. Tilkendegivelsen fra ministeriet blev afgivet, selv om vedtagelsen af momsloven fra 1994 ikke havde ført til nogen ændring af Momsnævnets praksis, hvorefter vurderingsydelser som de i sagen omhandlede ikke ansås for momspligtige. Realkreditinstituttet blev således i kraft af Skatteministeriets tilkendegivelser fejlagtigt bibragt den opfattelse, at ydelserne fremover var momspligtige, hvilket de objektivt ikke var efter Momsnævnets - fortsat gældende - praksis.

Realkreditinstituttets erstatningskrav var delvist forældet efter 1908-loven og kunne først kræves forrentet fra sagens anlæg.