Dato for udgivelse
12 jan 2015 09:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 dec 2014 12:35
SKM-nummer
SKM2015.32.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-1772-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder + Selskabsbeskatning
Emneord
Udlejning, håndværkere, falske, fiktive, maskeret, udbytte, identitet
Resumé

Appellanten, A, ejede et selskab, der drev virksomhed med udlejning af håndværkere.

Nogle af håndværkerne havde hans selskab indlejet fra tredjemand. Selskabet betalte tredjemanden sort, ligesom selskabets håndværkere delvist blev aflønnet sort.

De sorte betalinger blev gennemført på den måde, at A udstedte falske fakturaer til selskabet, og betalingerne ifølge disse fakturaer videregav han til tredjemanden og de håndværkere, der var ansat i hans selskab.

SKAT havde udbyttebeskattet A af samtlige de betalinger, han havde fået via de falske fakturaer. Han gjorde gældende, at han ikke skulle udbyttebeskattes af de fulde beløb med henvisning til, at de sorte betalinger skulle fragå.

Bl.a. fordi der ikke forelå oplysninger om identiteten af dem, der havde modtaget de sorte betalinger, fandt byretten, at A ikke havde godtgjort, at der havde været afholdt fradragsberettigede udgifter. Den omstændighed, at det under en straffesag mod A om samme forhold var blevet lagt til grund, at der havde været afholdt sorte lønninger, kunne ikke føre til et andet resultat.

Byretten gav derfor Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten tilføjede, at den omstændighed, at anklagemyndigheden anerkendte, at der ved opgørelsen af det beløb, som A under straffesagen ansås for at have unddraget for beskatning, kunne ske skønsmæssigt fradrag for udgifter til sort underleverandør og til sort løn, ikke var afgørende for, i hvilket omfang, der under denne civile sag om hans skattemæssige forhold kunne anerkendes fradrag for udgifter til en sort underleverandør og til sort løn. I den civile sag påhvilede det A under iagttagelse af sædvanlige skattemæssige dokumentationskrav for en udgift at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kunne ske fradrag for de påståede udgifter.

Videre anførte landsretten, at det i præmisserne til Højesterets dom i SKM2011.209.HR, er angivet, at det i sagen var berettiget, at skattemyndighederne alene havde anerkendt fradrag for udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres.

Herefter i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2013.652.BR).

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.C.2.2.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 A.B.5.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.B.3.5.2.1

Appelliste
11-03862

Parter

A
(advokat Tobias Stenkær Albrechtsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af landsdommerne

Kristian Petersen, Bjerg Hansen og Annette Dellgren) i ankesag

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 28. juni 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 2-1423/2012).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

A har for landsretten fremlagt en lang række nye bilag, herunder et større antal lejeaftaler mellem H1.1 ApS (binavn H1.1.1 ApS) og forskellige selskaber, som selskabet har udlejet arbejdskraft til. Der er endvidere fremlagt en række fakturaer vedrørende denne udlejning af arbejdskraft. Han har endelig fremlagt en række købsbilag, hvorved H1.1 ApS er blevet faktureret for leje af arbejdskraft.

Parternes anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

As påstand bygger på, at Skatteministeriet skal anerkende, at der i selskabet H1.1 ApS' indtægter kan ske fradrag for udgifter til en sort underleverandør og til sort løn. A har i byretten forklaret, at han ikke ønsker at udtale sig om underleverandørens identitet. Han har heller ikke oplyst identiteten på de af selskabets egne medarbejdere, som efter hans forklaring i et vist omfang er blevet aflønnet sort. Det må efter det oplyste lægges til grund, at der ikke er sket indtægtsbeskatning af en til de påståede udgifter svarende sort indtægt.

Den omstændighed, at anklagemyndigheden anerkendte, at der ved opgørelsen af det beløb, som tiltalte under straffesagen ansås for at have unddraget fra beskatning, kunne ske skønsmæssigt fradrag for udgifter til en sort underleverandør og til sort løn, er ikke afgørende for, i hvilket omfang der under denne civile sag om As skattemæssige forhold kan godkendes fradrag for udgifter til en sort underleverandør og til sort løn. I den civile sag påhviler det A under iagttagelse af sædvanlige skattemæssige dokumentationskrav for en udgift at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ske fradrag for de påståede udgifter.

I præmisserne til Højesterets dom af 23. februar 2011 i sagen 51/2009 (SKM2011.209.HR ) er det angivet, at det i sagen var berettiget, at skattemyndighederne alene havde anerkendt udgifter til sort løn, i det omfang den pågældende medarbejder havde kunnet identificeres.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at Skatteministeriet er frifundet. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 125.000 kr. til dækning af ministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af omkostningsbeløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi, omfang og forløb.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 125.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.