åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.8.2.2.2.2.8 Særlige omstændigheder" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om adgangen til genoptagelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, når en ændring af ansættelsen er en følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Reglen i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, kan kun anvendes til at foretage ændringer til gunst for borgeren, og giver ikke SKAT adgang til på grundlag af en anmodning om nedsættelse at gennemføre en nettoforhøjelse, jf. SKM2012.87.BR. Reglen kan kun anvendes efter anmodning om genoptagelse fra en skattepligtig.

Afsnittet indeholder:

  • Reglens anvendelsesområde
  • Krav om indholdsmæssig ændring
  • Bagatelgrænse
  • Oversete eller glemte fradrag
  • Myndighedsfejl
  • Tilbagebetaling af kirkeskat
  • Selvanmeldelser
  • Andre særlige omstændigheder
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Reglens anvendelsesområde

Reglen i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er en opsamlingsregel, der eventuelt kan finde anvendelse, når ingen af de øvrige genoptagelsesgrunde i SFL § 27, stk. 1, kan medføre ekstraordinær genoptagelse.

Indholdet af SFL § 27, stk. 1, nr. 8, svarer til indholdet af den tidligere gældende bestemmelse i SSL § 4, stk. 2, hvorfor afgørelser i henhold til denne bestemmelse har betydning for fastlæggelse af anvendelsesområdet for SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiansættelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er betinget af, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan medføre ændring af en ansættelse. Det kan eksempelvis være myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes borgeren, herunder alvorlig sygdom.

Borgeren skal dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Denne bevisbyrde kan være tungere at løfte, jo ældre år der er tale om. Er der tale om indkomstår langt tilbage i tid, hvor SKAT ikke ligger inde med selvangivelsesmateriale, skal borgeren efter omstændighederne være i stand til selv at fremlægge kopi af det relevante materiale.

På samme måde som vedrørende de øvrige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, er det en betingelse at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, og det afledte krav ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4. Se SKM2016.183.LSR. Vedrørende samtlige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, gælder endvidere, at hvis der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse, kan ansættelsen kun ændres angående det spørgsmål, der har været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbner ikke mulighed for andre ændringer i ansættelsen.

Se den tilsvarende bestemmelse vedrørende moms og afgifter SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se A.A.8.3.2.2.2.4.

Se også

A.A.8.2.2.2.4. om reaktionsfristen.

A.A.8.2.2.2.3 om forældelse.

Krav om indholdsmæssig ændring

Det er en betingelse for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, at borgeren dokumenterer eller sandsynliggør, at ansættelsen materielt er forkert. Se ►SKM2017.658.BR◄,SKM2017.337.BR, SKM2017.336.BR, SKM2017.196.ØLR, SKM2017.177.BR,  SKM2017.144.BR, SKM2016.599.BR (anket), SKM2016.180.BRSKM2015.632.VLR, SKM2015.521.BR, SKM2015.433.BR, SKM2015.384.BR, SKM2014.618.BRSKM2014.610.BR, SKM2012.170.ØLR, SKM2012.80.BR, SKM2011.332.BR, SKM2010.551.HR, SKM2010.108.BR, SKM2007.875.BR, SKM2005.240.ØLR og SKM2002.230.VLR.

Bagatelgrænse

Ved vurderingen af om der kan tillades genoptagelse efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, kan det tillægges betydning, om ændring af ansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige.

Dette væsentlighedskriterium er i hovedsagen af økonomisk art og indebærer, at en indkomstændring for ét eller flere indkomstår på i alt mere end 5.000 kr., normalt bør resultere i genoptagelse, forudsat de øvrige betingelser i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt.

Hvis den samlede indkomstændring for ét eller flere indkomstår i alt er mindre end 5.000 kr., taler det alt andet lige imod at tillade ekstraordinær genoptagelse, men manglende opfyldelse af beløbskravet er ikke i sig selv til hinder for at tillade genoptagelse. Beløbsgrænsen skal ses i sammenhæng med en række andre faktorer, herunder hvor oplagt klar afgørelsen er, om der er tale om gamle indkomstår samt den skattepligtiges individuelle omstændigheder.

Oversete eller glemte fradrag

SFL § 27, stk. 1, nr. 8, kan ikke medføre tilladelse til genoptagelse i tilfælde, hvor baggrunden for anmodningen alene er, at en borger ved en fejl har overset eller glemt et fradrag. Det gælder også glemte fradrag for indbetalinger til pensionsordninger, f.eks. hvis borgeren har indbetalt et beløb større end opfyldningsfradraget og undlader at fordele det overskydende fradrag i de efterfølgende år. Tilsvarende gælder, hvis borgeren ved en fejl har selvangivet for store beløb eller uberettiget er blevet beskattet af et beløb, f.eks. er blevet beskattet af ejendomsværdiskat i en udlejningsejendom.

Eksempler:

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorved borgeren, der ikke havde selvangivet noget beløb vedrørende lagerbeskattede værdipapirer, ikke havde fået tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, jf. § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2017.372.LSR og SKM2017.373.LSR.

En fond var ikke opmærksom på en praksisændring. Ikke særlige omstændigheder. Se SKM2016.632.LSR

Ejendomsværdiskat er et glemt fradrag. Med henvisning til forarbejderne til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, fandt Retten, at selvangivelse af ejendomsværdiskat på en udlejet ejendom måtte sidestilles med et glemt fradrag, der ikke berettiget til genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Selvom oplysningerne have været fortrykt i borgerens selvangivelser, havde borgeren selv pligt til at kontrollere, at selvangivelserne var korrekte. Se SKM2015.509.BR. Se også SKM2017.55.LSR.

Det var ikke en særlig omstændighed, at borgeren som følge af egen tvivl om fradragstidspunkt havde undladt at fratrække renteudgifter i selvangivelsen for 1993. Situationen blev sidestillet med, at der var tale om glemte fradrag. Se SKM2014.400.BR.   

Det var ikke en særlig omstændighed, at borgeren havde undladt fradrag for dobbelt husførelse samt havde undladt at reagere mod beskatning af feriepenge i forkert indkomstår. Se SKM2014.332.VLR.

Borgeren havde ikke selvangivet et fradrag, da han ville afvente Landsskatterettens afgørelse vedrørende samme fradrag for tidligere år. Efter Landsskatteretten havde truffet afgørelse, bad borgeren om genoptagelse. Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelse var opfyldt i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, da fradraget ikke var selvangivet på grund af, at borgeren afventede Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2013.587.LSR.

Borgeren havde i årene 1991-1996 bogført for store indkomster. For at udligne dette foretog borgeren i 1997 et modsvarende fradrag. Der blev nægtet fradrag, fordi Retten sidestillede situationen med en situation med glemte fradrag vedrørende indkomstårene 1991-1996. Se SKM2007.44.VLR.

Revisoren havde bogført en indkomst to gange. Retten fastslog, at da borgeren skulle identificeres med sin revisor, var der tale om en situation, der kunne sidestilles med glemte fradrag, hvorfor genoptagelse blev nægtet. Se SKM2008.902.BR.

Sagen drejede sig om hvorvidt et selskab var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da selskabet havde glemt en række momsfradrag. Retten fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da et glemt fradrag ikke kan betragtes som en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2008.48.BR.

Sagen drejede sig om et selskab, der havde søgt om ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4 vedrørende fejlagtig indbetalt emballageafgift. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Landsskatteretten udtalte: Således som sagen foreligger oplyst for retten, findes selskabet ikke at have forsøgt at sikre sig mod eventuelle fejl, idet selskabet ikke har givet meddelelse til underleverandørerne om, at man er registreret efter emballageafgiftsloven, hvorfor risikoen bør ligge hos selskabet. Selskabet burde herefter have reageret på fakturaerne, som ikke angav, at der var tale om ubeskattede leverancer. Retten fandt dermed ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2008.878.LSR.

En fejlagtig indtægtsførelse af en gældspost skyldtes alene selskabets egne dispositioner, hvorfor tilladelse til ekstraordinær genoptagelse blev nægtet. Se SKM2007.885.LSR.

Afslag på genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8 vedrørende glemt rentefradrag. Se SKM2005.524.LSR.

Borgeren havde i felt nr. 92 og 93 undladt at selvangive aktieudbytter med indeholdelse af udbytteskat, hvorfor udbytteskatten ikke var blevet godskrevet i skatteansættelsen. Der kunne ikke ske ekstraordinær genoptagelse, da ingen af betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 1-8, var opfyldt. Se SKM2010.473.LSR.

Myndighedsfejl

Det centrale anvendelsesområde for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, er, når en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat er forkert som følge af, at SKAT har begået ansvarspådragende fejl, dvs. erstatningslignende situationer. Dette suppleres af, at der også kan være grundlag for genoptagelse, hvis fejlen hos SKAT ikke har en ansvarspådragende karakter, nemlig hvis fejlen har været årsag til en materielt forkert ansættelse, som det efter en konkret vurdering må anses for urimeligt at opretholde.

Det er som udgangspunkt ikke en fejl, hvis SKAT ikke af egen drift har korrigeret fejl i selvangivelsesmateriale. Efter omstændighederne vil passivitet hos SKAT dog efter en konkret vurdering kunne kvalificeres som fejl hos SKAT, fx hvis SKAT ved aktiv behandling af det modtagne materiale overser iøjnefaldende fejl.

Særligt om SKATs forkerte retsanvendelse

Forkert retsanvendelse er ikke ansvarspådragende i det omfang den forkerte retsanvendelse ligger inden for rammerne af sædvanlig retsanvendelse. Rammerne for sædvanlig retsanvendelse er afgrænset således, at en myndighed har et vist fortolkningsspillerum, når der skal træffes afgørelse. F.eks. kan en sag, der afgøres af Højesteret, være faldet temmelig forskelligt ud ved de forudgående instanser.

I de sager, hvor der er nedlagt påstand om, at der skal tillades ekstraordinær genoptagelse som følge af SKATs forkerte retsanvendelse, har SKAT typisk fået medhold i, at retsanvendelsen lå inden for den sædvanlige fortolkningsramme.

Eksempler:

SKAT havde lagt til grund, at hun var fuldt skattepligtig til Danmark, mens hendes amerikanske skatteforhold ikke indgik i afgørelsen. Med henvisning til, at borgeren var fuldt skattepligtig til USA, fandt Landsretten allerede af denne grund, at SKAT med dette faktum skulle genoptage hendes skatteansættelser. Se SKM2017.196.ØLR.

Landsskatteretten fandt, at det forhold, at SKAT havde fortolket lovgivningen forkert i forhold til den efterfølgende Højesteretsdom, der ændrede praksis, ikke var en særlig omstændighed i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Fonden havde ikke i forbindelse med anmodningen fremlagt oplysninger, som dokumenterede eller sandsynliggjorde, at der var begået fejl fra SKATs side eller fejl i øvrigt, som havde medført en materiel forkert afgørelse, som det måtte anses for åbenbart urimeligt at opretholde. Videre bemærkedes det, at Højesterets dom af 8. juni 2004 var offentliggjort som SKM2004.276.HR den 9. juli 2004, ligesom den var indskrevet i Momsvejledningen 2004-4 af 20. oktober 2004 og anført under juridiske nyheder hos SKAT. Det forhold, at SKAT ikke udstedte et TSS-cirkulære som følge af Højesterets dom, medførte ikke, at der var særlige omstændigheder, som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Endvidere bemærkedes det, at det forhold, at fonden ikke har haft kendskab til Højesterets dom af 8. juni 2004 ikke medførte, at der var særlige omstændigheder, som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2016.632.LSR.

Skatteankenævnet havde i februar 2012 truffet afgørelse om, at borgeren som kommanditist havde erhvervet ret til en vindmølle i 1999 og ikke først i 2000 som tidligere lagt til grund ved sagsøgerens skatteansættelser. Herefter traf SKAT i september 2012 afgørelse om at foretage ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1999 til 2010, således at der i relation til afskrivninger på vindmøllen i disse år blev taget højde for det korrekte erhvervelsestidspunkt. Ved afgørelsen fandt SKAT endvidere, at borgeren kunne fratrække et underskud vedrørende kommanditselskabet på kr. 11.740,-, hvoraf en mindre del udgjordes af renteudgifter vedrørende et lån i udenlandsk valuta. Borgeren anmodede i forbindelse med SKATs afgørelse i september 2012 om tilladelse til at anvende realisationsprincippet ved opgørelsen af kursgevinster i indkomstårene 1999 og fremefter. Borgeren havde fra og med indkomståret 2000 valgt at anvende lagerprincippet. SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten afviste anmodningen om principskifte med henvisning til, at der ikke var grundlag for at genoptage de pågældende indkomstår ekstraordinært. Byretten udtalte, at Skatteankenævnets afgørelse fra september 2012 ikke i sig selv medførte, at borgeren var berettiget til at ændre princip. Byretten udtalte endvidere, at der hverken forelå en direkte følge eller særlige omstændigheder efter SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og 8, som kunne medføre ekstraordinær genoptagelse. Byretten lagde herved bl.a. vægt på, at borgeren selv havde valgt at anvende lagerprincippet, at han ikke alene ved sin egen forklaring havde ført bevis for, at der var sket fejl eller forsømmelser fra SKATs side, og at SKAT i 2005 havde truffet afgørelse om ikke at imødekomme en anmodning om at anvende realisationsprincippet, hvilket borgeren ikke dengang påklagede. Se SKM2016.395.BR (anket).

SKAT offentliggjorde den 23. december 2013 et styresignal (SKM2013.920.SKAT) om ændring af beregningspraksis vedrørende personfradrag. Borgeren anmodede i brev, dateret den 10. februar 2014, SKAT om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene fra og med 1999. Landsskatteretten bemærkede, at styresignalet i SKM2013.920.SKAT omfatter skatteansættelser fra og med indkomståret 2010 og efterfølgende indkomstår. Der er herefter ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 7, idet nærværende sag vedrører indkomstårene fra og med 1999 til og med 2009. Det var Landsskatterettens vurdering, at selv hvis det måtte vurderes, at SFL § 27, stk. 1, nr. 8, ville kunne anvendes sideløbende i nærværende tilfælde for de indkomstår, der ikke allerede er blevet genoptaget i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 7, foreligger der ikke sådanne særlige omstændigheder, der ville kunne føre til genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Der blev henset til, at borgeren skatteansættelser for indkomstårene 1999 - 2009 var udarbejdet i overensstemmelse med den på ansættelsestidspunktet gældende praksis, hvorfor SKAT, uanset at denne praksis senere er ændret ved SKATs styresignal i SKM2013.920.SKAT, ikke vurderedes at have handlet ansvarspådragende. Herudover fandt Landsskatteretten desuden ikke, at der var sådanne særlige omstændigheder, der kunne føre til genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2016.452.LSR Anket.

Se SKM2001.183.HR - som drejede sig om skattefri rejsegodtgørelse for ansatte ved Storebæltsprojektet. SKAT fik efter at have tabt sagen i Vestre Landsret medhold i Højesteret. I den efterfølgende sag om ekstraordinær genoptagelse for øvrige ansatte, jf. SKM2001.183.HR, fik SKAT medhold i, at der ikke var særlige grunde til at tillade genoptagelse længere tilbage end sædvanligt i underkendelsessituationer.

Tilsvarende var der ikke tale om ansvarspådragende forkert retsanvendelse i følgende afgørelser: SKM2015.142.LSR, SKM2014.62.LSRSKM2008.990.ØLR, SKM2001.181.VLR, SKM2001.56.VLR og SKM2006.101.LSR.

Vestre Landsret gav borgeren medhold i, at skattemyndigheden havde begået ansvarspådragende fejl. Der var dog snarere tale om en bevisførelsesfejl end om forkert retsanvendelse, idet den ansvarspådragende fejl bestod i, at skattemyndigheden i forbindelse med fastlæggelse af ejerskab til en bil alene havde lagt vægt på navnet på registreringsattesten. Se TfS1999.557.VLD.

Særligt om myndighedsfejl af formel art

Hvis en formel mangel, begået af SKAT, i en afgørelse medfører ugyldighed, er der grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, uafhængigt af en vurdering af, hvorvidt en fornyet prøvelse af ansættelsen vil resultere i et ændret indholdsmæssigt resultat.

Hvis en formel mangel derimod ikke medfører ugyldighed, er der ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Se også

A.A.7.5.

Eksempler:

Borgeren havde tilbagebetalt kontanthjælp, men kommunen havde ikke indberettet dette til SKAT. Borgeren havde derfor ikke fået fradrag for det tilbagebetalte beløb. Højesteret udtalte bl.a.: Den manglende indberetning skyldes ikke fejl begået af SKAT, og borgeren, der i henhold til SKL § 1 og SKL § 16 havde pligt til at kontrollere sin årsopgørelse, reagerede ikke på at fradraget var indberettet med et åbenlyst forkert beløb, selvom han på tidspunktet for årsopgørelsen havde de faktiske oplysninger. Borgeren opdagede først fejlen i 2012, men Højesteret fandt ikke, at borgerens personlige forhold med bl.a. uddannelse og fængselsophold, kunne begrunde at han fra 2004 til udløb af ordinær frist 1. maj 2008 havde været forhindret i at søge om genoptagelse. Herefter fandt Højesteret, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2017.224.HR.

Se også SKM2017.55.LSR vedrørende kommunes manglende indberetning af salg af ejendom.

Retten fandt, at der var sådanne særlige omstændigheder, at der skulle gives tilladelse til genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at borgeren ikke var bekendt med gælden før han modtog tilsigelse til udlægsforretning. Se SKM2016.178.LSR.

Da grundlaget for skatteansættelsen måtte anses for at have været kendt for borgeren allerede efter modtagelsen af indkaldelsesskrivelsen, fandt Landsretten, at det ikke kunne antages at have haft betydning for sagens udfald, at borgeren ikke modtog forslaget, og at SKAT har anset borgeren for indkomstskattepligtig som anført i afgørelsen. Borgeren havde således ikke godtgjort, at der var særlige omstændigheder, som kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2016.76.ØLR.

SKAT havde ikke henvist til betingelserne for at kunne suspendere den ordinære ansættelsesfrist. Da denne proceduremangel blev anset for at have ugyldighedsvirkning, fik borgeren medhold i, at der kunne tillades ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2003.248.ØLR.

Der var ikke sket partshøring. SKAT tog bekræftende til genmæle over for påstanden om tilladelse til ekstraordinær genoptagelse på grundlag af en vurdering af, at den manglende høring medførte ugyldighed. Se SKM2006.488.ØLR.

Borgeren havde ikke oprindelig anfægtet de formelle fejl, der herefter ikke var egnede til at medføre ugyldighed og da der ikke i øvrigt var tale om særlige omstændigheder, blev genoptagelse nægtet. Se SKM2003.288.HR.

Borgeren havde gjort gældende, at afgørelsen var truffet efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, at høring var undladt, og at SKAT ikke havde indkaldt til et møde. Retten fandt ikke, at der var begået fejl, der kunne medføre tilladelse til ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2007.875.BR.

Borgeren gjorde gældende, at forslaget og afgørelsen ikke var modtaget på den tvangstilmeldte folkeregisteradresse. Retten fandt ikke, at disse formelle indsigelser kunne medføre ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2010.363.ØLR.

Særligt om myndighedsfejl i relation til skønsmæssige ansættelser

Spørgsmålet er i hvilket omfang det kan anses for en myndighedsfejl efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, hvis SKAT som følge af manglende oplysninger og dokumentation har foretaget en skønsmæssig ansættelse, der efterfølgende dokumenteres som for højt ansat. Udgangspunktet er, at et sådant forløb ikke i sig selv bevirker, at den skønsmæssige ansættelse kan kvalificeres som en myndighedsfejl.

Hvis det derimod viser sig, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart for højt ansat i forhold til de tilgængelige oplysninger på det tidspunkt, hvor den skønsmæssige afgørelse er truffet, kan det være en ansvarspådragende myndighedsfejl, der kan medføre ekstraordinær genoptagelse. Jo større forskellen er mellem den skønsmæssige ansættelse og den efterfølgende dokumenterede ansættelse, jo mindre krav kan der stilles for at kvalificere den skønsmæssige afgørelse som en myndighedsfejl.

Eksempler:

Borgerens indkomst var skønsmæssigt ansat på grund af manglende selvangivelse. Borgeren bad om genoptagelse med henvisning til psykisk sygdom, og en råbalance udarbejdet i forbindelse med sagen hos Landsskatteretten. Retten udtalte, at det forhold, at råbalancen viste, at indkomsten var ca. 100.000 kr. lavere end den ansatte indkomst, ikke var en særlig omstændighed. Derudover havde borgeren ikke godtgjort, at han i hele den relevante periode på grund af den psykiske sygdom havde været forhindret i at anmode om genoptagelse. Der var derfor ikke særlige omstændigheder. Se SKM2016.600.BR (anket). 

Tilladelse til genoptagelse blev nægtet, bl.a. fordi de skønsmæssige forhøjelser ikke kunne betegnes som åbenbart urimelige eller fastsat på et klart urigtigt grundlag. Se SKM2003.288.HR.

Det forhold, at SKAT ikke havde foretaget en beregning af borgerens privatforbrug, fandtes ikke at være et forhold, som kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse af de skønsmæssige ansættelser. Borgeren begrundede genoptagelsesanmodningen i efterfølgende udarbejdede regnskaber og selvangivelser. Landsretten fandt, at anmodningen om genoptagelse var begrundet i forhold, som borgeren hele tiden havde været bekendt med. Derudover havde borgeren ikke påvist, at de skønsmæssige ansættelser var forkerte eller åbenbart urimelige. SKM2015.632.VLR.

Retten fandt, at SKATs skøn over momstilsvaret måtte anses for udøvet på et forkert grundlag. Retten fandt det sandsynliggjort, at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat, og fandt efter en samlet vurdering, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det var urimeligt at fastholde det skønnede tilsvar, og SKAT burde derfor have givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Se SKM2013.846.BR.

Regnskab var ufyldestgørende og de skønsmæssige ansættelser for 2003 og 2004 blev ikke anset for materielt forkerte og derfor ikke myndighedsfejl. Dog blev den skønnet forhøjelse for 2002 tilsidesat som følge af, at en anmodning om genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, ikke gav SKAT ret til at foretage en nettoforhøjelse. Se SKM2012.87.BR

Da den skønsmæssige ansættelse ikke var udtryk for en ansvarspådragende fejl, blev tilladelse til ekstraordinær genoptagelse nægtet. Se TfS 2000.902.ØLD.

Der blev ikke tilladt ekstraordinær genoptagelse, da den skønsmæssige ansættelse ikke var åbenbart urimelig eller fastsat på et klart forkert grundlag. Det blev endvidere tillagt betydning, at det senere udarbejdede regnskab ikke var forsynet med revisorpåtegning. Endelig havde det ikke i sig selv betydning, at borgerens oprindelige revisor havde tilbageholdt hans regnskabsmateriale. Se TfS 2000.388.ØLD.

Der blev tilladt ekstraordinær genoptagelse af en skønsmæssig forhøjelse. Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde taget hensyn til, at et beløb på borgerens konto var en arv, som var skattefri indkomst for borgeren. Skønnet blev derfor anset for at være åbenbart urimeligt og det ville medføre en væsentlig uretmæssig beskatning af klager, hvis ansættelsen blev opretholdt. Se SKM2014.637.LSR.

Der blev tilladt ekstraordinær genoptagelse af en skønsmæssig forhøjelse på 50.000 kr. Skønnet blev anset for urimeligt, fordi det beløbsmæssigt end ikke kunne indeholdes i den indberettede kursændring på borgerens aktiebeholdning i det pågældende indkomstår. Se SKM2006.467.LSR.

Der blev tilladt ekstraordinær genoptagelse, fordi en skønsmæssig forhøjelse blev anset for åbenbart urimelig under hensyn til de foregående og det efterfølgende års selvangivne overskud af virksomhed, og alvorlig sygdom hos borgerens barn. Se SKM2006.412.LSR.

Dagbøder

Uanset om den skønsmæssige ansættelse viser sig at være for højt ansat, er der grundlag for ekstraordinær genoptagelse, hvis SKAT hen mod slutningen af den ordinære ansættelsesfrist har fastsat dagbøder for at fremtvinge oplysninger fra borgeren uden at gøre opmærksom på, at modtagelse af eventuelle oplysninger efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist ikke nødvendigvis kan resultere i genoptagelse.

Tilbagebetaling af kirkeskat ved manglende medlemskab af folkekirken

Ved SKM2005.453.DEP blev det meddelt, at en afgørelse om tilbagebetaling af kirkeskat er en afgørelse om skatteberegning og dermed omfattet af begrebet skatteansættelse, jf. punkt 4.17 i de almindelige bemærkninger til SFL. Dette indebærer, at SFL fristregler finder anvendelse, når der anmodes om tilbagebetaling af kirkeskat for perioder, hvor der ikke har været tale om medlemskab af folkekirken.

Hvis borgeren har betalt kirkeskat uden at have været medlem af folkekirken, kan der under alle omstændigheder ske genoptagelse og tilbagebetaling af kirkeskat inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i SFL § 26, stk. 2. Hvis denne frist er overskredet, er genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, betinget af, at den forkerte betaling af kirkeskat skyldes en ansvarspådragende fejl begået af SKAT. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, vil således normalt ikke finde anvendelse, hvis fejlen er sket hos de kirkelige myndigheder. Som følge heraf bør en borger opfordres til at forsøge at skaffe en redegørelse om medlemskab fra folkekirken. Hvis en sådan redegørelse ikke kan dokumentere årsagen til den forkerte kirkeskattebetaling, skal der ske en konkret vurdering og ved denne vurdering kan indgå en formodning om, at fejlen er sket hos SKAT, hvis relevante oplysninger ikke i øvrigt kan fremskaffes. I sagen SKM2011.448.LSR blev det konkret vurderet, at den forkerte betaling af kirkeskat skyldtes en myndighedsfejl.

Borgeren havde fremlagt dokumentation fra kordegnen om, at der aldrig havde været tale om medlemskab af Folkekirken. Efter en konkret vurdering blev det anset for særlige omstændigheder, at der fejlagtigt var betalt kirkeskat og reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2 blev anset for at løbe fra det tidspunkt, hvor borgeren tilfældigt af sin bror var blevet gjort opmærksom på konsekvenserne af det manglende medlemskab af Folkekirken. Se SKM2011.448.LSR.

Det er en yderligere betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at borgeren har overholdt reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2. I tilfælde af manglende medlemskab af folkekirken vil fristen løbe fra det tidspunkt, hvor borgeren har fået positivt kendskab til grundlaget for ekstraordinær genoptagelse, dvs. har haft tilstrækkeligt kendskab til, at den forkerte kirkeskattebetaling skyldes en myndighedsfejl. Et sådant kendskab er fx til stede, hvis opkrævning af kirkeskat fortsætter efter, at borgeren selv har udmeldt sig af folkekirken. Det er en særdeles konkret vurdering.

I modsætning til genoptagelse som følge af manglende medlemskab af folkekirken står genoptagelse i tilfælde, hvor borgeren faktisk har været medlem, men gør gældende, at medlemskabet er etableret ved en fejl og som følge heraf skal ophæves med tilbagevirkende kraft. Hvis medlemskabet ophæves med tilbagevirkende kraft, kan der ske ekstraordinær genoptagelse på grundlag af SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Se A.A.8.2.2.2.1.

Se også

A.A.8.2.2.2.4. om reaktionsfristen.

A.A.8.2.2.2.3. om forældelse.

Selvanmeldelse

Efter SKATs opfattelse er det en særlig omstændighed, hvis borgeren selv beder om en skærpende ændring af et forhold i ansættelsen, bortset fra tilfælde, hvor det ikke kan udelukkes, at følgevirkningerne af ændringen i relation til skatte- og afgiftslovgivningen kan bevirke en samlet nettobegunstigelse for borgeren. En sådan følgevirkning har kun betydning, hvis der i fristreglerne er særskilt hjemmel til at gennemføre følgevirkningen. Hvis borgeren beder om en sådan skærpende ændring, skal der vejledes om, at ændringen ikke kan foretages på SKATs initiativ, medmindre en af betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 1-7 er opfyldt.

Andre særlige omstændigheder

SFL § 27, stk. 1, nr. 8, kan medføre genoptagelse i andre situationer, der kan kvalificeres som "særlige omstændigheder." Fx vil alvorlig sygdom, der har været årsag til mangelfulde eller forkerte skatteansættelser, kunne medføre tilladelse til ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2006.467.LSR og SKM2006.412.LSR hvor genoptagelse blev tilladt. Derimod vil borgerens sociale, personlige eller økonomiske forhold normalt ikke i sig selv kunne bevirke, at der tillades genoptagelse, jf. f.eks. SKM2013.487.BR, hvor der ikke blev tilladt genoptagelse trods skilsmisse, søsters sygdom og faders dødsfald. I øvrigt vil helt uforudsigelige omstændigheder, der ikke skyldes borgeren selv, kunne medføre ekstraordinær genoptagelse.

Eksempler:

Sygdom, personlige problemer mv:

Borgeren fraflyttede den 1. marts 2010 en ejendom, hvor hendes samlever blev boende. Retten udtalte, at selvom det tages i betragtning, at borgeren havde været under et psykisk og økonomisk pres i forbindelse med samlivsophævelsen, udgjorde disse forhold ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2017.253.BR.

Borgeren har ikke godtgjort, at han i den relevante periode på grund af sine hjerteproblemer eller sin sygdom, der blev diagnosticeret i november 2015, har været forhindret i at bede om genoptagelse af skatteansættelsen for 2006. Retten har her­ ved navnlig lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen og på de forklaringer, der er afgivet af borgeren og hans søn. Se SKM2017.22.BR. ►Se også SKM2017.658.BR

Borgerens indkomst var skønsmæssigt ansat på grund af manglende selvangivelse. Borgeren bad om genoptagelse med henvisning til psykisk sygdom, og en råbalance udarbejdet i forbindelse med sagen hos Landsskatteretten. Retten udtalte, at det forhold, at råbalancen viste, at indkomsten var ca. 100.000 kr. lavere end den ansatte indkomst, ikke var en særlig omstændighed. Derudover havde borgeren ikke godtgjort, at han i hele den relevante periode på grund af den psykiske sygdom havde været forhindret i at anmode om genoptagelse. Der var derfor ikke særlige omstændigheder. Se SKM2017.242.VLR. Se også SKM2017.265.BR.

Borgeren havde på grund af sygdom ikke aflagt regnskab og der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse. Et efterfølgende regnskab viste, at ansættelsen var alt for høj og Landsskatteretten fandt det urimeligt at opretholde ansættelsen. Se SKM2015.723.LSR.

Landskatteretten fandt. at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8 var tilstede. Landsskatteretten lagde til grund, at borgeren havde henvendt sig til SKAT med en indsigelse, men at indsigelsen ikke var tilstrækkelig konkret. Dette var begrundet i borgerens sygdom, der også gjorde ham ude af stand til at indgive en korrekt selvangivelse. Henset til at borgeren, da han henvendte sig til SKAT kunne have bedt og genoptagelse, at SKAT kunne have vejledt om herom og at fejlen nemt kunne være konstateret, fandt Landsskatteretten ud fra en konkret vurdering, at der var grundlag for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var talt om betydelige beløb af væsentlig betydning for borgeren og det som følge af borgerens sygdom og kontakt med SKAT må anses for urimeligt at fastholde ansættelserne. Af samme årsag ses bort fra reaktionsfristen. Se SKM2015.647.LSR.

Det var ikke særlige omstændigheder, at borgeren havde været under psykiske pres pga. dødsfald, psykisk sygdom og selvmordsforsøg i familien. Borgerens oplysninger var ikke understøttet af bilag eller lægelige oplysninger. Se SKM2015.716.BR.

En skønsmæssig ansættelse kunne ikke genoptages selvom selvangivelsen var forsinket som følge af borgerens skilsmisse, sygdom hos søsteren og faderens dødsfald, idet sindstilstanden ikke var dokumenteret ved en lægeerklæring. Se SKM2013.739.ØLR.

Retten fandt ikke, at borgerens personlige forhold kunne begrunde, at han ikke havde søgt om genoptagelse inden for fristen i SFL § 26, stk. 2. Se SKM2013.487.BR.

En borger var blevet skønsmæssigt ansat på grund af utilstrækkelige oplysninger, bl.a. som følge af psykiske problemer. Da der fortsat ikke var fremkommet oplysninger, der kunne give anledning til at ændre den skønnede ansættelse, var der ikke tale om sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Se SKM2012.561.BR

Myndighedsfejl:

Borgeren havde i en straffesag vedrørende rufferi fået konfiskeret 1 mio. kr., der tidligere var selvangivet og beskattet. Borgeren bad om ekstraordinær genoptagelse. Retten fandt, at der ikke var begået fejl ved borgerens ansættelser, der på tidspunktet for ansættelserne var materielt korrekte. Det forhold, at borgeren har fået konfiskeret et beløb svarende til det selvangivne overskud kunne ikke føre til ekstraordinær genoptagelse af ansættelserne. Se SKM2017.363.ØLR.

Der var i relation til SKM2011.810.SKAT om genoptagelse som følge af fejl i VSL kapitalafkastsats tale om særlige omstændigheder efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, således at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse med henblik på nedsættelse af tvangshævninger. Se SKM2013.767.LSR, SKM2014.730.LSR og SKM2015.64.LSR.

Konkurs:

Den omstændighed, at borgerens virksomhed blev taget under konkursbehandling, kunne ikke i sig selv begrunde genoptagelse. Heller ikke det forhold, at boets kurator i forbindelse med boets afslutning havde anført, at der ikke var aktivitet i borgerens virksomhed i 2003 - 2005, var en sådan særlig omstændighed, der kunne begrunde en tilladelse til genoptagelse. Se SKM2015.692.BR.

Svig:

Retten fandt det ikke godtgjort, at administratoren af borgerens ejendomme havde udøvet svig overfor borger. Forholdet var ikke politianmeldt. Retten fandt, at der ikke var særlige omstændigheder. Se SKM2016.585.VLR.

Borgeren mente sig berettiget til fradrag for et underskud på landbrugsdrift, der var selvangivet af den nu fraskilte ægtefælle. Der var ikke grundlag for at anse den fraskilte ægtefælle for at have handlet svigagtigt, ligesom SKAT ikke havde begået ansvarspådragende fejl ved at acceptere den fraskilte ægtefælles selvangivelse af underskuddet. Se SKM2012.99.BR.

Andet:

Da ansættelsen var baseret på et klart forkert grundlag og det ville være åbenbart urimeligt at opretholde ansættelsen var der sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde genoptagelse. Se SKM2014.637.LSR.

SKAT havde truffet afgørelse om fuld skattepligt. Borgeren påstod ikke at have modtaget breve, men det blev efter omstændighederne lagt til grund, at SKATs breve var kommet frem til modtageren. Der var ikke særlige omstændigheder. Se SKM2016.574.ØLR.

En medarbejder er blevet beskattet af en lønudbetaling, hvor SKAT efterfølgende nægter arbejdsgiveren fradrag for lønudgiften med henvisning til, at udbetalingen er afdrag på et lån. Det vil efter omstændighederne kunne tillades, at beskatningen af medarbejderen genoptages og ophæves.

En kommanditist havde undladt at klage over en afgørelse om beregning af gældspost, hvorimod de øvrige kommanditister havde klaget og fået medhold i nedsættelse. Der var ikke tale om sådanne særlige omstændigheder, at førstnævnte kommanditist var berettiget til ekstraordinær genoptagelse. Se SKM2013.804.BR.

SKAT havde vedrørende 1996-1998 omkvalificeret en leasingaftale til en kreditkøbsaftale. Borgeren anmodede om en tilsvarende omkvalificering for de indkomstår, der lå uden for den ordinære ansættelsesfrist, hvilket blev nægtet, da lovforarbejderne ikke rummede noget om sådanne situationer. Se SKM2003.368.VLR.

To ægtefæller havde vedrørende et fælles lån fratrukket mere end 100 pct. af renteudgifterne, hvorfor SKAT nedsatte mandens fradrag fra 66 pct. til 50 pct. Det viste sig imidlertid, at det var hustruens fradrag, der skulle have været reduceret til 33 pct. Manden fik ikke tilladelse til tilbageregulering af fradraget, da reguleringen var sket i god tid inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Se SKM2002.569.ØLR.

Et selskab havde aktiveret et valutakurstab på afskrivningssaldoen, hvilket SKAT ændrede til løbende fradrag for driftsomkostninger. Selskabet fik vedrørende mere end tre år gamle år tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, fordi den forkerte skattemæssige kvalifikation ikke var tilsigtet og i øvrigt var sket på et tidspunkt, hvor den ordinære frist ikke var udløbet. Se SKM2002.79.LR.

Borgeren var blevet dobbeltbeskattet af lønindkomst. Det blev anset for en særlig omstændighed, at en gensidig forhandling om de to landes beskatningsret (MAP) ville medføre, at udlandet fik beskatningsretten. Derfor blev skatteansættelsen ekstraordinært genoptaget med henblik på dobbeltbeskatningslempelse. Se SKM2002.307.TSS.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2017.224.HR

Borgeren havde tilbagebetalt kontanthjælp, men kommunen havde ikke indberettet dette til SKAT. Borgeren havde derfor ikke fået fradrag for det tilbagebetalte beløb.

Højesteret udtalte bl.a.: Den manglende indberetning skyldes ikke fejl begået af SKAT, og borgeren, der i henhold til SKL § 1 og SKL § 16 havde pligt til at kontrollere sin årsopgørelse, reagerede ikke på at fradraget var indberettet med et åbenlyst forkert beløb, selvom han på tidspunktet for årsopgørelsen havde de faktiske oplysninger.

Borgeren opdagede først fejlen i 2012, men Højesteret fandt ikke, at borgerens personlige forhold med bl.a. uddannelse og fængselsophold, kunne begrunde at han fra 2004 til udløb af ordinær frist 1. maj 2008 havde været forhindret i at søge om genoptagelse.

Herefter fandt Højesteret, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Før SKM2016.544.ØLR

SKM2010.551.HR

Flytning uden ny adresseoplysning - ikke dokumenteret at afgørelsen var materielt forkert- genoptagelse nægtet.

SKM2003.288.HR

Skønsmæssig forhøjelse ej myndighedsfejl - ej procedurefejl.

Begrundelsen for dommen findes i TfS2000.873.ØLD

SKM2001.183.HR

Ikke forkert retsanvendelse hos skattemyndigheden.

Landsretsdomme

SKM2017.363.ØLR

Borgeren havde i en straffesag vedrørende rufferi fået konfiskeret 1 mio. kr., der tidligere var selvangivet og beskattet.

Borgeren bad om ekstraordinær genoptagelse.

Retten fandt, at der ikke var begået fejl ved borgerens ansættelser, der på tidspunktet for ansættelserne var materielt korrekte. Det forhold, at borgeren har fået konfiskeret et beløb svarende til det selvangivne overskud kunne ikke føre til ekstraordinær genoptagelse af ansættelserne.

Før SKM2016.599.BR

SKM2017.242.VLR

Borgeren indleverede ikke selvangivelse rettidigt, hvorfor SKAT skønsmæssigt fastsatte indkomsten. Borgeren bad om ekstraordinær genoptagelse i september 2013, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Borgeren gjorde gældende, at han ikke kunne varetage sine interesser som følge af psykisk sygdom. Borgeren havde fremlagt sygejournaler for dele af perioden, og borgerens revisor havde udarbejdet en råbalance som viste, at skatteansættelsen skulle have været lavere.

Retten udtalte, at det forhold, at råbalancen viste, at indkomsten skulle være 100.729 kr. lavere end som fastsat af SKAT, ikke udgjorde særlige omstændigheder. Derudover udtalte retten, at borgeren ikke havde godtgjort, at han i hele den relevante periode på grund af psykisk sygdom har været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen, hvorfor retten ikke fandt, at der var sådanne "særlige omstændigheder" i SFL § 27, stk. 1 nr. 8's forstand.

Før SKM2016.600.BR

SKM2017.196.ØLR

På baggrund af erklæringer fra de amerikanske skattemyndigheder og borgerens besiddelse af et "Green card" sammenholdt med oplysninger på de amerikanske skattemyndigheders hjemmeside og borgerens amerikanske revisors vidneforklaring, fandt Landsretten det bevist, at borgeren i de pågældende indkomstår var fuldt skattepligtig til USA.

Endelig anførte landsretten, at SKAT i sin afgørelse om ekstraordinær ansættelse af borgerens indkomst havde lagt til grund, at hun var fuldt skattepligtig til Danmark, mens hendes amerikanske skatteforhold ikke indgik i afgørelsen. Med henvisning til, at borgeren var fuldt skattepligtig til USA, fandt landsretten allerede af denne grund, at SKAT med dette faktum skulle genoptage hendes skatteansættelser.

Før SKM2015.802.BR

SKM2016.585.VLR

Ikke særlige omstændigheder.

I SKM2015.427.BR, udtalte Byretten, at SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL § 32, stk. 1, nr. 3 i henhold til forarbejderne kun kan anvendes på SKATs initiativ.

Påstanden om anvendelse af SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL § 32, stk. 1, nr. 3 på borgers initiativ blev ikke gentaget i Landsretten.

Landsretten udtalte:

A undlod at klage over Skats afgørelse af 17. januar 2008, uanset at ansættelsen af hans indkomst for 2005 herved blev markant forhøjet. As anmodning om ekstraordinær genoptagelse blev udelukkende støttet på forhold, som han hele tiden havde mulighed for at gøre sig bekendt med, og anmodningen blev ikke indgivet inden 6 måneder, jfr. SFL § 27, stk. 2, men først mere end 2 år efter, at Skat havde truffet afgørelse. Det bemærkes herved, at A blandt andet var bekendt med de nærmere omstændigheder ved salget af ejendommene og at manglende udlevering af bilag fra en ejendomsadministrator er borgerens risiko.

Landsretten finder heller ikke, at der i øvrigt er påvist særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes A, og som kan begrunde genoptagelse, herunder forhold, der kan ligestilles med svig fra tredjemand overfor ham eller lignende. Det tiltrædes herefter, at der ikke grundlag for at tilsidesætte Skats vurdering, hvorefter der ikke skal ske genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

A har heller ikke for Landsretten godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde genoptagelse af afgiftsansættelserne for perioden 1. januar 2004-31. december 2006, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2016.574.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om en borger havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2005, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Borgeren anmodede om ekstraordinær genoptagelse med henvisning til, at hans skattepligt til Danmark var ophørt, og at han ikke havde modtaget SKATs breve (herunder forslag og afgørelse), hvorfor han ikke vidste, at SKAT anså ham for fuldt skattepligtig

Landsretten udtalte bl.a.: A har først ved revisors brev af 30. april 2010 kontaktet SKAT om ændring af grundlaget for skatteansættelsen for 2005, hvilket er efter udløbet af den ordinære genoptagelsesfrist i SFL § 26, stk. 2.

A, som SKAT tidligere havde tilsendt en "fraflytterpakke" af 11. oktober 2005 stilet til hans adresse i udlandet, har ubestridt modtaget SKATs brev af 13. maj 2008 sendt til samme adresse. I sidstnævnte brev erindres A om SKATs anmodning om fremsendelse af dokumentation for fuld skattepligt til udlandet og for udlejning af Y3-adresse, jf. e-mail af 18. januar 2008. I brevet anføres afslutningsvis: "Hvis du ikke sender materialet, vil vi antage dig for fuldt skattepligtig i Danmark og hjemmehørende til Danmark". Efter indholdet af brevet måtte det stå A klart, at manglende fremsendelse af den ønskede dokumentation ville føre til, at SKAT ville anse ham for fortsat skattepligtig i Danmark. Det er ubestridt, at A ikke herefter har sendt den efterspurgte dokumentation eller i øvrigt henvendt sig til SKAT i anledning af brevet. A har heller ikke godtgjort, at han tidligere har sendt det efterspurgte materiale til SKAT.

Brevet af 13. maj 2008 er sendt til samme adresse i udlandet som SKATs efterfølgende breve af 29. april, 8. juli og 22. september 2009 om skattepligt i Danmark. SKAT har ikke modtaget disse breve retur. Efter As forklaring har han ikke været opmærksom på, hvad der blev modtaget i postkassen i udlandet, da han kun forventede at modtage reklamer. Han har endvidere efter sin egen forklaring været bortrejst fra adressen i udlandet i seks måneder fra april til september 2009 uden at sikre sig, at postkassen blev tømt og post eftersendt til ham eller gemt. Under disse omstændigheder og henset til oplysningerne om postgangen i SKAT og til, at der ikke er oplysninger om uregelmæssigheder i postleverancerne til As udenlandske adresse, finder landsretten, at der er formodning for, at brevene af 29. april, 8. juli og 22. september 2009 er sendt til og også modtaget i As postkasse i udlandet. Denne formodning er ikke afkræftet. Risikoen for den manglende kontrol med, hvad der blev modtaget i og fjernet fra postkassen under de seks måneders fravær fra adressen i udlandet, må påhvile A.

Ved Skatteankenævnets afgørelse af 25. oktober 2011 blev der givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, af den del af skatteansættelsen for 2005, som vedrørte ejendomsværdibeskatningen af ejendommen på Y2-adresse, idet A først var blevet ejer af ejendommen i 2006. SKAT genoptog endvidere den 20. december 2011 ekstraordinært skatteansættelsen for indkomstårene 2007-2009, således at der ikke skulle betales ejendomsværdibeskatning af ejendommen på Y2-adresse, idet ejendommen var købt pr. 15. januar 2006, havde været udlejet i 2006 og fra 1. januar 2007 til 31. december 2009 havde været sat til salg, hvilket var bekræftet af ejendomsmægler WM.

Det forhold, som begrundede tilladelsen til genoptagelse af den del af skatteansættelsen for 2005, der vedrører ejendomsværdibeskatningen af ejendommen på Y2-adresse, adskiller sig væsentligt fra de faktiske omstændigheder, som A har påberåbt i denne sag. Oplysningerne om As faktiske råden over ejendommen på Y2-adresse og ejendommen på Y3-adresse er heller ikke af samme karakter. Den bevisførelse i form af lejekontrakt og forklaringer fra A og IC, der har været om As angivelige manglende adgang til at anvende familiens hidtidige bopæl på Y3-adresse fra lejemålets opstart den 1. juni 2005 og frem til salget af ejendommen i oktober 2006, indebærer herved ikke, at der er ført et sikkert bevis for, at A ikke fortsat havde bopæl i Danmark i 2005 i skattemæssig forstand, og at der dermed ikke var grundlag for skatteansættelsen for 2005 for så vidt angår aktieavancebeskatningen. Hertil kommer, at A ville have kunnet fremkomme med de pågældende oplysninger efter modtagelsen af SKAT's brev af 13. maj 2008. Der foreligger dermed ikke sådanne særlige omstændigheder, som gør det urimeligt at opretholde ansættelsen, jf. herved forarbejderne til SSL § 35, stk. 1, nr. 8.

Den omstændighed, at SKAT har givet tilladelse til delvis ekstraordinær genoptagelse vedrørende indkomståret 2005 og vedrørende indkomstårene 2007-2009, kan heller ikke føre til, at SKAT er forpligtet til at genoptage den del af skatteansættelsen for indkomståret 2005, som denne sag vedrører.

Begrundelsen i SKAT's breve af 29. april og 8. juli 2009 for skattepligten i Danmark var, at A "stadig er fuld skattepligtig til DK, jf. da du fortsat har bolig til rådighed her i landet". Det må efter det anførte sammenholdt med den forudgående korrespondance, herunder SKATs brev af 13. maj 2008, have stået A klart, at begrundelsen for SKATs afgørelse var, at SKAT fandt, at han fortsat havde haft rådighed over ejendommen på Y3-adresse efter det tidspunkt den 24. april 2005, hvor han havde meddelt, at han flyttede til udlandet, jf. herved også revisors bemærkninger i brevet af 30. april 2010 til støtte for anmodningen om ekstraordinær genoptagelse. Der foreligger dermed ikke sagsbehandlingsfejl, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Heller ikke tidsforløbet eller SKAT's fremsendelse af det yderligere forslag af 22. september 2009, der ville føre til samme resultat af årsopgørelsen som den allerede trufne afgørelse af 8. juli 2009, udgør "særlige omstændigheder", som kan føre til ekstraordinær genoptagelse.

SKM2016.76.ØLR

Da grundlaget for skatteansættelsen må anses for at have været kendt for A allerede efter modtagelsen af indkaldelsesskrivelsen af 6. marts 2008, finder Landsretten, at det ikke kan antages at have haft betydning for sagens udfald, at A ikke modtog forslaget, og at SKAT har anset A for indkomstskattepligtig som anført i afgørelsen. A har således ikke godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

SKM2015.632.VLR

Borgeren begrundede genoptagelsesanmodningen i efterfølgende udarbejdede regnskaber og selvangivelser. Landsretten fandt, at anmodningen om genoptagelse var begrundet i forhold, som borgeren hele tiden havde været bekendt med. Derudover havde borgeren ikke påvist, at de skønsmæssige ansættelser var forkerte eller åbenbart urimelige.

SKM2015.512.ØLR

Ikke særlig omstændighed, at den indeholdelsespligtige havde undladt at klage over ansættelse af kulbrinteskat.

SKM2014.332.VLR

Glemt fradrag for dobbelt husførelse - ikke særlige omstændigheder.

SKM2013.739.ØLR

Skilsmisse, søsters sygdom og faders død var ikke særlige omstændigheder, da sindstilstanden ikke var dokumenteret ved lægeerklæring.

SKM2013.119.ØLR

Ikke godtgjort at beløb var medregnet 2 gange.

SKM2012.170.ØLR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens afgiftstilsvar for 2001 iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at der ikke var begået ansvarspådragende fejl af SKAT eller fejl i øvrigt, som havde medført en materielt forkert afgørelse, som det måtte anses for åbenbart urimelig at opretholde. Virksomheden havde ikke i forbindelse med anmodningen fremlagt oplysninger som dokumenterede eller sandsynliggjorde, at SKATs antagelser skyldtes svig fra X´s side, således at X´s forklaringer for Retten, samt de interne bilag fundet hos X ikke kunne lægges til grund for ansættelsen. Der var ikke forhold vedrørende virksomheden eller sagens karakter i øvrigt, som kunne begrunde en fravigelse af den ordinære genoptagelsesfrist. Der fandtes derfor ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.  Det bemærkedes, at der ikke var fremlagt nye oplysninger der kunne sandsynliggøre at en genoptagelse ville føre til et andet resultat. Endvidere var virksomhedens forklaring i modstrid med den afgivne vidneforklaring. Allerede derfor fandt Retten ikke, at der var særlige omstændigheder der kunne danne grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Tilsidesættelse af regnskab som følge af omfakturering mv. var ikke særlige omstændigheder, der kunne medføre ekstraordinær genoptagelse. 

SKM2010.363.ØLR

Indsigelser vedrørende varsling til korrekt adresse havde ikke ugyldighedsvirkning - ej genoptagelse. 

SKM2007.44.VLR

Glemte fradrag - ej genoptagelse.

SKM2006.488.ØLR 

Manglende høring anset for at have ugyldighedsvirkning - genoptagelse tilladt.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle

SKM2005.240.ØLR

Materiel begrundelse for afslag.

SKM2003.368.VLR

Omkvalificering - ej genoptagelse.

SKM2003.248.ØLR

Proceduremangel - genoptagelse tilladt.

SKM2002.569.ØLR

Fordeling af fradrag -ægtefæller - ej genoptagelse.

SKM2002.230.VLR

Materiel begrundelse for afslag.

TfS 2000.902.ØLD

Skønsmæssig ansættelse - ej myndighedsfejl.

TfS 2000.388.ØLD

Skønsmæssig ansættelse - ej myndighedsfejl.

TfS 1999.557.VLD

Myndighedsfejl - genoptagelse tilladt.

Byretsdomme

SKM2017.658.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt borgeren opfyldte betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2004-2006 og 2008. Borgeren havde ikke indleveret selvangivelser, idet borgeren havde lidt af alkoholafhængighed. Spørgsmålet i sagen var nærmere, om der forelå særlige omstændigheder i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og om reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, var overholdt.

Retten fandt det ikke godtgjort, at borgeren i hele den omhandlede periode havde været forhindret i at ansøge om genoptagelse inden for de ordinære frister. Retten henviste herved til, at borgeren i de omhandlede år havde arbejdet som bestyrelsesformand i sit selskab, og at han havde modtaget betaling for dette arbejde, samt at borgeren tidligere havde bedt om genoptagelse af 2005 og 2006.

Retten fandt endvidere, at det ikke med fornøden vægt var godtgjort, at SKATs skønsmæssige skatteansættelser, som ønskedes genoptaget, var åbenbart forkerte.◄

SKM2017.337.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt borgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Borgeren gjorde under sagen gældende, at den løn, som borgeren modtog alene udgjorde nettolønnen, og at SKATs ansættelse af indkomsten derfor var for høj. Borgeren var ansat i et selskab, som borgeren selv ejede halvdelen af, og det blev under sagen lagt til grund, at borgeren havde en særlig indsigt i selskabets økonomi.

Retten bemærkede, at det eneste, borgeren havde fremlagt til støtte for sin påstand, var lønsedler for første halvdel af året, hvoraf det fremgik, at der angiveligt var indeholdt A-skat m.v. i lønnen. Det fremgik dog af borgerens årsopgørelse, at der ikke var blevet indberettet A-skat m.v. til SKAT, uden at borgeren reagerede herpå. Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ikke havde dokumenteret, at SKATs skatteansættelse var materielt forkert. Retten bemærkede herefter, at borgeren derudover ikke havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder og bemærkede i den forbindelse, at anmodningen om genoptagelse alene var støttet på forhold, som borgeren hele tiden havde været bekendt med.

Se SKM2017.336.BR

SKM2017.336.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt borgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Borgeren gjorde under sagen gældende, at den løn, som borgeren modtog alene udgjorde nettolønnen, og at SKATs ansættelse af indkomsten derfor var for høj. Borgeren var ansat i et selskab, som borgeren selv ejede halvdelen af, og det blev under sagen lagt til grund, at borgeren havde en særlig indsigt i selskabets økonomi.

Retten bemærkede, at det eneste, borgeren havde fremlagt til støtte for sin påstand, var lønsedler for første halvdel af året, hvoraf det fremgik, at der angiveligt var indeholdt A-skat m.v. i lønnen. Det fremgik dog af borgerens årsopgørelse, at der ikke var blevet indberettet A-skat m.v. til SKAT, uden at borgeren reagerede herpå. Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ikke havde dokumenteret, at SKATs skatteansættelse var materielt forkert. Retten bemærkede herefter, at borgeren derudover ikke havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder og bemærkede i den forbindelse, at anmodningen om genoptagelse alene var støttet på forhold, som borgeren hele tiden havde været bekendt med.

Se SKM2017.337.BR

SKM2017.265.BR

Retten fandt, at borgeren ikke var berettiget til ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2002-2004, idet retten ikke fandt det godtgjort, at borgerens psykiske forhold havde bevirket, at borgeren havde været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelserne for 2002-2004. Der forelå dermed ikke sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

SKM2017.253.BR

Borgeren fraflyttede den 1. marts 2010 en ejendom, hvor hendes samlever blev boende.

Retten udtalte, at selvom det tages i betragtning, at borgeren havde været under et psykisk og økonomisk pres i forbindelse med samlivsophævelsen, udgjorde disse forhold ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Retten udtalte endvidere, at borgeren havde modtaget sin årsopgørelse for 2010 i første halvdel af marts 2011, og at det ikke var godtgjort, at borgeren var kommet til kundskab om indholdet af årsopgørelsen mindre end 6 måneder før fremsættelse af anmodningen om genoptagelse den 12. maj 2014. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2, var som følge heraf ikke opfyldt. 

SKM2017.177.BR

Borgeren bad om genoptagelse.

Byretten udtalte:

Retten finder, at borgeren for indkomstårene 2003 og 2006-08 ikke har fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den skønsmæssige fastsættelse, som SKAT har foretaget.

Retten har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at borgeren ikke har fremlagt noget regnskab eller noget bogføringsmateriale eller andet materiale til dokumentation for, at en genoptagelse ville føre til et andet resultat.

Retten bemærker navnlig, at den beregning, som borgeren har foretaget med udgangspunkt i sin virksomheds angivne købsmoms, ikke i sig selv ville kunne begrunde en ændring, idet disse beregninger ikke er understøttet af nogen dokumentation.

Yderligere bemærker retten, at SKAT har taget hensyn til de oplysninger, der har foreligget på ansættelsestidspunkterne, og retten bemærker særskilt, at SKAT ikke har været forpligtet til at kontakte borgerens pengeinstitut.

Endelig bemærker retten, at borgeren er blevet opfordret til at fremlægge oplysninger, der kunne begrunde en anden ansættelse.

A har derfor ikke godtgjort, at skatteansættelserne for indkomstårene 2003 og 2006-08 er forkerte.

Borgeren har således ikke godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2003 og 2006-2008 er opfyldt.

SKM2017.144.BR

Byretten udtalte: Spørgsmålet om genoptagelse af borgerens skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 skal afgøres efter reglerne om ordinær genoptagelse, jf. SFL § 26, stk. 2, og spørgsmålet om genoptagelse af hans skatteansættelse for indkomstårene 2005 og 2006 skal afgøres efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Det er en betingelse både for ordinær genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2, og ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, at den skattepligtige dokumenterer, at skatteansættelsen er materiel forkert.

Borgeren har vedrørende alle fire indkomstår anført, at han har modtaget privat lån i henhold til "Loan Agreement" af 14. januar 2005 mellem G5 Limited, G3 ApS og A samt tillægget hertil af 1. august 2006, og at dette har indvirkning på hans samlede forbrugsopgørelse i de pågældende år.

Efter bevisførelsen har borgeren ikke dokumenteret, at han har modtaget private lån fra G5 Limited i henhold til "Loan Agreement" og tillægget hertil.

Borgeren har ikke dokumenteret, at der foreligger oplysninger, der kan begrunde en ændring af hans skatteansættelse for indkomstårene 2005-2008. Vedrørende indkomstårene 2005 og 2006 har retten som følge heraf ikke anledning til at tage stilling til, om der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af fristerne i SFL § 26, eller om anmodningen om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2006 er foretaget inden udløbet af fristen i SFL § 27, stk. 2.

SKM2017.22.BR

Retten udtalte:

Det er omtvistet, at borgeren først den 31. oktober 2011 anmodede om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2006, og at fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2006 udløb den 1. maj 2010.

Den omstændighed, at der er tale om et "glemt" fradrag, er ikke i sig selv en sær­lig omstændighed, som kan begrunde ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Borgeren har ikke godtgjort, at han i den relevante periode på grund af sine hjerteproblemer eller sin sygdom, der blev diagnosticeret i november 2015, har været forhindret i at bede om genoptagelse af skatteansættelsen for 2006. Retten har her­ ved navnlig lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen og på de forklaringer, der er afgivet af borgeren og hans søn.

Efter SFL § 27, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse fremsættes inden 6 måneder efter, at man er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i SFL § 26. Efter sagens oplysninger, navnlig borgerens forklaring under hovedforhandlingen, må ret­ten lægge til grund, at borgeren allerede i forbindelse med selskabets konkurs i 2006 var klar over, at hans anpartskapital var tabt. Fristen for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 2, er således ikke overholdt.

SKM2016.395.BR

Skatteankenævnet havde i februar 2012 truffet afgørelse om, at borgeren som kommanditist havde erhvervet ret til en vindmølle i 1999 og ikke først i 2000 som tidligere lagt til grund ved borgerens skatteansættelser.

Herefter traf SKAT i september 2012 afgørelse om at foretage ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1999 til 2010, således at der i relation til afskrivninger på vindmøllen i disse år blev taget højde for det korrekte erhvervelsestidspunkt. Ved afgørelsen fandt SKAT endvidere, at borgeren kunne fratrække et underskud vedrørende kommanditselskabet på kr. 11.740,-, hvoraf en mindre del udgjordes af renteudgifter vedrørende et lån i udenlandsk valuta.

Borgeren anmodede i forbindelse med SKATs afgørelse i september 2012 om tilladelse til at anvende realisationsprincippet ved opgørelsen af kursgevinster i indkomstårene 1999 og fremefter. Borgeren havde fra og med indkomståret 2000 valgt at anvende lagerprincippet. SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten afviste anmodningen om principskifte med henvisning til, at der ikke var grundlag for at genoptage de pågældende indkomstår ekstraordinært.

Byretten udtalte, at Skatteankenævnets afgørelse fra september 2012 ikke i sig selv medførte, at borgeren var berettiget til at ændre princip. Byretten udtalte endvidere, at der hverken forelå en direkte følge eller særlige omstændigheder efter SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og 8, som kunne medføre ekstraordinær genoptagelse. Byretten lagde herved bl.a. vægt på, at borgeren selv havde valgt at anvende lagerprincippet, at han ikke alene ved sin egen forklaring havde ført bevis for, at der er sket fejl eller forsømmelser fra SKATs side, og at SKAT i 2005 havde truffet afgørelse om ikke at imødekomme en anmodning om at anvende realisationsprincippet, hvilket borgeren ikke dengang påklagede.

Anket

SKM2016.180.BR

Retten fandt, at selskabet ikke var berettiget til genoptagelse, da selskabet ikke havde fremført nogen anbringender til støtte for påstanden om genoptagelse og en opgørelser fra selskabets nye revisor dokumenterede ikke i sig selv, at der var fejl i den oprindelige selvangivelse.

SKM2015.716.BR

Det var ikke særlige omstændigheder, at borgeren havde været under psykiske pres pga. dødsfald, psykisk sygdom og selvmordsforsøg i familien. Borgerens oplysninger var ikke understøttet af bilag eller lægelige oplysninger.

SKM2015.692.BR

Retten udtalte, at efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, kan skatteansættelsen efter anmodning fra en borger genoptages, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Den omstændighed, at borgerens virksomhed den 21. november 2005 blev taget under konkursbehandling, kan ikke i sig selv begrunde genoptagelse. Heller ikke det forhold, at boet kurator i forbindelse med boets afslutning har anført, at der ikke var aktivitet i borgerens virksomhed i 2003 - 2005, er en sådan særlig omstændighed, der kan begrunde en tilladelse til genoptagelse.

Anke afvist - se SKM2016.372.ØLR og SKM2016.442.ØLR.

SKM2015.521.BR Ikke genoptagelse, da borgeren ikke havde sandsynliggjort, at ansættelsen var materielt forkert.

SKM2015.509.BR

Ejendomsværdiskat er et glemt fradrag. Med henvisning til forarbejderne til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, fandt Retten, at selvangivelse af ejendomsværdiskat på en udlejet ejendom måtte sidestilles med et glemt fradrag, der ikke berettiget til genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Selvom oplysningerne have været fortrykt i borgerens selvangivelser, havde borgeren selv pligt til at kontrollere, at selvangivelserne var korrekte.

SKM2015.433.BR

Afslag på genoptagelse, da borgeren ikke havde sandsynliggjort, at en genoptagelse ville medføre en ændret ansættelse.

SKM2014.618.BR

Genoptagelse nægtet. Der var ikke sket noget nyt siden den oprindelige ansættelse og det var ikke godtgjort, at ansættelsen var forkert.

SKM2014.400.BR

Ikke særlig omstændighed, at renteudgifter ikke var fratrukket.

SKM2013.846.BR

Vedrørende genoptagelse efter SFL § 32, stk. 1, nr. 4, fandt retten, at SKATs skøn over momstilsvaret måtte anses for udøvet på et forkert grundlag. Retten fandt det sandsynliggjort, at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat, og fandt efter en samlet vurdering, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det var urimeligt at fastholde det skønnede tilsvar, og SKAT burde derfor have givet tilladelse til ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4

SKM2013.804.BR

Ikke særlige omstændigheder for kommanditist, der ikke havde klaget, at øvrige kommanditister havde fået medhold i klagesag.

SKM2012.561.BR

Ingen nye oplysninger fremkommet om skønsmæssig ansættelse. Ikke særlige omstændigheder, selv om personen havde haft psykisk lidelse.

SKM2012.99.BR

Ikke svig eller myndighedsfejl i forbindelse med fraskilt ægtefælles selvangivelse af underskud ved landbrugsdrift.

SKM2012.87.BR

SKAT kunne ikke på grundlag af anmodning om ekstraordinær genoptagelse gennemføre en nettoforhøjelse.

SKM2012.80.BR

Afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da Byretten ikke fandt, at der forelå særlige omstændigheder. Byretten lagde vægt på, at borgeren ikke havde sandsynliggjort, at afgørelsen var materielt forkert, eller påvist at SKAT havde begået fejl, eller oplyst undskyldende omstændigheder, der kunne begrunde, hvorfor sagen ikke var påklaget.

SKM2011.332.BR

Retten finder det ikke godtgjort af borger, at der på tidspunktet for genoptagelsesbegæringen var fremkommet nye faktiske eller retlige oplysninger, der kunne begrunde genoptagelse. Retten finder endvidere efter en samlet vurdering af sagen, at det ikke af sagsøger er sandsynliggjort, at den materielle skatteansættelse er forkert.

SKM2010.108.BR

Sagen drejede sig om virksomheden var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sit afgiftstilsvar iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten fandt, at virksomheden har bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. SFL § 32, og herunder må ændringerne fuldt og helt dokumenteres, således at virksomheden kan godtgøre, at betingelserne for at opnå et momsfradrag er opfyldt. Virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse blev udelukkende støttet på forhold, som han hele tiden har været bekendt med. Herefter og idet heller ikke det af virksomheden i øvrigt anførte i særlig grad taler for en genoptagelse, idet virksomheden heller ikke har dokumenteret, at der er tale om en materielt helt utilfredsstillende ansættelse, finder Retten ikke, at der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2008.902.BR

Glemte fradrag - ej genoptagelse.

SKM2008.48.BR

Sagen drejede sig om hvorvidt et selskab var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da selskabet havde glemt en række momsfradrag. Retten fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da et glemt fradrag ikke kan betragtes som en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2007.875.BR

Materiel begrundelse for afslag - ej procedurefejl.

Landsskatteretskendelser

SKM2017.373.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorved borgeren, der havde selvangivet et forkert opgjort tab vedrørende lagerbeskattede værdipapirer, ikke havde fået tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, jf. SFL § 26, stk. 7, § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 4, og/eller § 27, stk. 1, nr. 8.

Værdipapirsystemet gjaldt ikke for indkomståret 2009. Allerede derfor er det ikke en fejl, at genoptagelsescirkulæret ikke gjaldt for indkomståret 2010. SKATs styresignaler, som er offentliggjort som SKM2014.302.SKAT og SKM2014.647.SKAT, giver kun adgang til ekstraordinær genoptagelse fra og med indkomståret 2010. SKAT har ikke efter styresignalet haft pligt til af egen drift at genoptage borgerens skatteansættelse for 2010 ekstraordinært, idet en genoptagelse af indkomståret 2010 uden samtidig genoptagelse af indkomståret 2009, som ikke er omfattet af styresignalet, samlet set vil være til ugunst for klageren. Ved en genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 skal indgangsværdien i 2010 ifølge repræsentantens opgørelse ansættes til 197.160 kr. Det vil medføre en forhøjelse af kapitalindkomsten i 2010 på 93.050 kr. SFL § 27, stk. 1. nr. 8, har ikke til formål at sikre en materiel rigtig afgørelse og tillade ret til genoptagelse, hvis der ikke kan ske genoptagelse efter de objektive regler i SFL § 27, stk. 1, nr. 1 - 7.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 og 2010.

Se også SKM2017.372.LSR og A.A.8.2.1.7.

SKM2017.372.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorved borgeren, der ikke havde selvangivet noget beløb vedrørende lagerbeskattede værdipapirer, ikke havde fået tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, jf. SFL § 26, stk. 7, § 27, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 4, og/eller § 27, stk. 1, nr. 8.

Værdipapirsystemet gjaldt ikke for indkomståret 2009. Allerede derfor er det ikke en fejl, at genoptagelsescirkulæret ikke gjaldt for indkomståret 2010. SKATs styresignaler, som er offentliggjort som SKM2014.302.SKAT og SKM2014.647.SKAT, giver kun adgang til ekstraordinær genoptagelse fra og med indkomståret 2010. SKAT har ikke efter styresignalet haft pligt til af egen drift at genoptage borgerens skatteansættelse for 2010 ekstraordinært, idet en genoptagelse af indkomståret 2010 uden samtidig genoptagelse af indkomståret 2009, som ikke er omfattet af styresignalet, samlet set vil være til ugunst for klageren. Ved en genoptagelse af skatteansættelsen for 2010 skal indgangsværdien i 2010 ifølge repræsentantens opgørelse ansættes til 197.160 kr. Det vil medføre en forhøjelse af kapitalindkomsten i 2010 på 93.050 kr. SFL § 27, stk. 1. nr. 8, har ikke til formål at sikre en materiel rigtig afgørelse og tillade ret til genoptagelse, hvis der ikke kan ske genoptagelse efter de objektive regler i SFL § 27, stk. 1, nr. 1 - 7.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 og 2010.

Se også SKM2017.373.LSR og A.A.8.2.1.7.

SKM2017.55.LSR

Sagen drejede sig om ejendomsværdiskat på en solgt bolig.

Landsskatteretten udtalte:

Landsskatteretten lægger til grund, at der er enighed om, at borgeren har krav på at få genoptaget ansættelsen af ejendomsværdiskatten for 2008 - 2011, hvis betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 8, jf. SFL § 27, stk. 2, er opfyldt.

Det er borgeren, der skal godtgøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt.

Det er ikke godtgjort, at det skyldes en fejl begået af SKAT, at SKAT ikke fik kundskab om, at borgeren i 2008 havde solgt ejendommen i Y1. Det kan således ikke bebrejdes SKAT, at Y1 Kommune ikke videresendte borgerens oplysning om ejerskiftet til SKAT. Årsopgørelserne er dannet på grundlag af de indberettede oplysninger. Borgeren er den nærmeste til at sikre sig, at de indberettede oplysninger er korrekte.

Borgeren var allerede fra modtagelsen af de fortrykte tal om ejendomsværdiskat på årsopgørelserne for 2008 - 2011 i 2010 - 2012 i besiddelse af oplysninger, som gjorde hende i stand til at opdage, at hun svarede ejendomsværdiskat af en ejendom, som hun havde solgt. Borgerens private forhold begrunder ikke, at hun har været forhindret i at søge om ordinær genoptagelse.

Det er i øvrigt ikke godtgjort, at der foreligger andre særlige omstændigheder, der begrunder, at borgeren har krav på, at SKAT genoptager skatteansættelsen ekstraordinært.

SKM2016.632.LSR

Fondens repræsentant havde ikke været opmærksom på en praksisændring.

Landsskatteretten bemærker, at det forhold, at myndighederne har fortolket lovgivningen forkert i forhold til den efterfølgende Højesteretsdom, der ændrede praksis, ikke udgør en særlig omstændighed i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Fonden har ikke i forbindelse med anmodningen fremlagt oplysninger, som dokumenterer eller sandsynliggør, at der har været begået fejl fra SKATs side eller fejl i øvrigt, som har medført en materiel urigtig afgørelse, som det må anses for åbenbart urimeligt at opretholde.

Videre bemærkes det, at Højesterets dom af 8. juni 2004 er offentliggjort som SKM2004.276.HR den 9. juli 2004, ligesom den var indskrevet i Momsvejledningen 2004-4 af 20. oktober 2004 og anført under juridiske nyheder hos SKAT. Det forhold, at SKAT ikke udstedte et TSS-cirkulære som følge af Højesterets dom, medfører ikke, at der foreligger særlige omstændigheder, som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Endvidere bemærkes det, at det forhold, at fonden ikke har haft kendskab til Højesterets dom af 8. juni 2004 ikke medfører, at der foreligger særlige omstændigheder, som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Fonden findes ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2016.452.LSR

SKAT offentliggjorde den 23. december 2013 et styresignal (SKM2013.920.SKAT) om ændring af beregningspraksis vedrørende personfradrag.

Borgeren anmodede i brev, dateret den 10. februar 2014, SKAT om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene fra og med 1999.

Landsskatteretten bemærkede, at styresignalet i SKM2013.920.SKAT omfatter skatteansættelser fra og med indkomståret 2010 og efterfølgende indkomstår. Der er herefter ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 7, idet denne sag vedrører indkomstårene fra og med 1999 til og med 2009.

Det er Landsskatterettens vurdering, at selv hvis det måtte vurderes, at SFL § 27, stk. 1, nr. 8, ville kunne anvendes sideløbende i nærværende tilfælde for de indkomstår, der ikke allerede er blevet genoptaget i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 7, foreligger der ikke sådanne særlige omstændigheder, der ville kunne føre til genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Der er herved henset til, at borgerens skatteansættelser for indkomstårene 1999 - 2009 er udarbejdet i overensstemmelse med den på ansættelsestidspunktet gældende praksis, jf. i den forbindelse Østre Landsrets dom afsagt den 13. juni 2005, hvorfor SKAT, uanset at denne praksis senere er ændret ved SKATs styresignal i SKM2013.920.SKAT, ikke vurderes at have handlet ansvarspådragende.

Herudover finder Landsskatteretten desuden ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der ville kunne føre til genoptagelse i medfør af SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Anket

SKM2016.183.LSR

Afslag på genoptagelse, da det afledte krav var forældet, jf. SFL § 34 a, stk. 4.

SKM2016.178.LSR

Retten fandt, at der var sådanne særlige omstændigheder, at der skulle gives tilladelse til genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at borgeren ikke var bekendt med gælden før han modtog tilsigelse til udlægsforretning.

SKM2015.723.LSR

Tilladelse til genoptagelse. Borgeren havde på grund af sygdom ikke aflagt regnskab og der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse. Et efterfølgende regnskab viste, at ansættelsen var alt for høj og Landsskatteretten fandt det urimeligt at opretholde ansættelsen.

SKM2015.647.LSR

Landskatteretten fandt. at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8 var tilstede. Landsskatteretten lagde til grund, at borgeren havde henvendt sig til SKAT med en indsigelse, men at indsigelsen ikke var tilstrækkelig konkret. Dette var begrundet i borgerens sygdom, der også gjorde ham ude af stand til at indgive en korrekt selvangivelse. Henset til at borgeren, da han henvendte sig til SKAT kunne have bedt om genoptagelse, at SKAT kunne have vejledt og at fejlen nemt kunne være konstateret, fandt Landsskatteretten ud fra en konkret vurdering, at der var grundlag for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var talt om betydelige beløb af væsentlig betydning for borgeren og det  som følge af borgerens sygdom og kontakt med SKAT må anses for urimeligt at fastholde ansættelserne. Af samme årsag ses bort fra reaktionsfristen

SKM2015.142.LSR

Genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 1 på grund af en dom, der underkendte SKATs praksis.  Ikke genoptagelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 4 for øvrige år.

Landsskatteretten fandt, at det forhold, at SKATs praksis vedrørende fortolkningen af SPILDAL, blev underkendt ved Vestre Landsrets dom ikke i sig selv kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Der måtte anses at være tale om en situation omfattet af SFL § 32, stk. 1, nr. 1, hvor en hidtidig praksis er blevet underkendt. Selskabet havde fået ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 1, jf. herved SKM2011.404.SKAT. Underkendelsen af praksis er sket som følge af, at myndighederne har fortolket lovgivningen forkert. At der er udstedt en bekendtgørelse, ændrer ikke ved at der er tale om en forkert lovfortolkning fra myndighedernes side, og myndighederne ses ikke herved at have handlet ansvarspådragende.

Det måtte endvidere efter det oplyste lægges til grund, at der ikke har foreligget en praksis, hvorefter SKAT har tilladt genoptagelse ud over de angivne frister i SKM2011.404.SKAT. Det forhold, at SKAT i konkrete andre tilfælde har tilladt ekstraordinær genoptagelse ud over de frister, der er angivet i SKM2011.404.SKAT, betyder ikke, at selskabet kan støtte ret på lighedsgrundsætningen. Det bemærkes hertil, at der eventuelt kan foreligge særlige omstændigheder i de konkrete sager eller der kan være tale om ekstraordinær genoptagelse på et uberettiget grundlag.

Som følge heraf findes det at være med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2015.64.LSR

Tilladelse til genoptagelse. Forkert kapitalafkastsats. Forøgelse af hævninger.

Se SKM2011.810.SKAT

SKM2014.730.LSR

Tilladelse til genoptagelse. Forkert beregning af kapitalafkastsats.

Se SKM2011.810.SKAT

SKM2014.637.LSR

Tilladelse til genoptagelse. Da ansættelsen var baseret på et klart forkert grundlag og det ville være åbenbart urimeligt at opretholde ansættelsen var der sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde genoptagelse.

SKM2014.62.LSR

Ikke myndighedsfejl, men inden for rammerne af sædvanlig retsanvendelse, at SKATs fortolkning om anskaffelsestidspunkt for aktieoptioner efterfølgende blev underkendt.

SKM2013.767.LSR

Ekstraordinær genoptagelse med henblik på nedsættelse af tvangshævninger i virksomhedsskatteordningen.

Se SKM2011.810.SKAT

SKM2013.587.LSR

Borgeren havde ikke selvangivet et fradrag, da han ville afvente Landsskatterettens afgørelse vedrørende samme fradrag for tidligere år. Efter Landsskatteretten havde truffet afgørelse, bad borgeren om genoptagelses. SKAT afslog genoptagelse med henvisning til, at der var tale om et glemt fradrag. Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage sagen, da betingelserne for genoptagelse var opfyldt i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8, da fradraget ikke var selvangivet på grund af, at borgeren afventede Landsskatterettens afgørelse.

 

SKM2011.448.LSR

Ekstraordinær genoptagelse og tilbagebetaling af kirkeskat som følge af manglende medlemskab af Folkekirken.

SKM2010.473.LSR

Glemt selvangivelse af aktieudbytte og indeholdt udbytteskat, som ikke var godskrevet - ej genoptagelse.

SKM2008.878.LSR

Sagen drejede sig om et selskab, der havde søgt om ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4 vedrørende forkert indbetalt emballageafgift. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Landsskatteretten udtalte: Således som sagen foreligger oplyst for retten, findes selskabet ikke at have forsøgt at sikre sig mod eventuelle fejl, idet selskabet ikke har givet meddelelse til underleverandørerne om, at man er registreret efter EMBAL, hvorfor risikoen bør ligge hos selskabet. Selskabet burde herefter have reageret på fakturaerne, som ikke angav, at der var tale om ubeskattede leverancer. Retten finder dermed ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2007.885.LSR

Glemte fradrag - ej genoptagelse.

SKM2006.467.LSR

Alvorlig sygdom - genoptagelse tilladt.

SKM2006.412.LSR

Alvorlig sygdom - genoptagelse tilladt.

SKM2005.524.LSR

Afslag på genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8 vedrørende glemt rentefradrag.

SKAT

SKM2002.307.TSS

Dobbeltbeskatning - lempelse - genoptagelse tilladt.

SKM2002.79.LR

Valutakurstab - omkvalificering - genoptagelse tilladt.