Dato for udgivelse
27 mar 2006 11:39
SKM-nummer
SKM2006.170.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
06-005324
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Moms, motorkøretøjer, erhverver
Resumé
SKAT har konstateret, at der er tvivl om hvordan der skal forholdes ved salg af en ny campingbus på grænsenummerplader til en person, der i en længere periode vil opholde sig i udlandet, men indenfor EU uden at erhverve en bopæl i udlandet.
Reference(r)
Momsloven § 14, stk. 1, nr. 1 og 2
Momsloven § 34, stk. 1, nr. 2
Henvisning
Momsvejledningen 2006-2 I.1.1.2
Henvisning
Momsvejledningen 2006-2 Q.2.13
Redaktionelle noter
Om god tro, se SKM2006.269.VLR af 27. april 2006.

SKAT har konstateret, at der er tvivl om hvordan der skal forholdes ved salg af en ny campingbus på grænsenummerplader til en person, der i en længere periode vil opholde sig i udlandet men indenfor EU uden at erhverve en bopæl i udlandet.

Hovedregel

Når motorkøretøjet befinder sig i Danmark på leveringstidspunktet eller på tidspunktet hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes, er leveringsstedet som udgangspunkt i Danmark, jf. momslovens § 14, og der skal derfor svares dansk moms af salget, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Selvom leveringsstedet er i Danmark, er der dog i visse tilfælde mulighed for, at salget kan ske momsfrit, jf. nedenfor.

Momsfrit salg indenfor EU

Af momslovens § 34, stk. 1, nr. 2 fremgår, at følgende leverancer er fritaget for afgift:

"Levering af nye transportmidler, der af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til erhververen i et andet EU-land."

Nye landtransportmidler er i momslovens § 11, stk. 4, nr. 1 defineret således:

"Motordrevne landkøretøjer (motorkøretøjer, traktorer, motorredskaber og knallerter) med et slagvolumen på over 48 ccm eller en effekt på over 7,2 kW, når leveringen finder sted senest 6 måneder efter første ibrugtagning, eller når køretøjet har kørt højst 6.000 km."

Ifølge bekendtgørelse nr. 1152 af 12. december 2003 (momsbekendtgørelsen) § 44 gælder følgende ved levering af nye transportmidler til andre EU-lande:

"Registrerede virksomheder, der leverer nye transportmidler til ikke registrerede virksomheder og private forbrugere i et andet EU-land, og ikke registrerede virksomheder og private forbrugere, der leverer nye transportmidler til et andet EU-land, skal udstede en faktura, der udover de i § 40, stk. 1 nævnte oplysninger, indeholder:

1) Købers eventuelle registreringsnummer.

2) Værdi af transportmidlet.

3) Længde for både, vægt for fly samt slagvolumen eller effekt for motordrevne landkøretøjer.

4) Oplysning om tidspunktet for eventuel ibrugtagning af transportmidlet.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal ved salg af nye transportmidler til private forbrugere i et andet EU-land sikre sig oplysninger om køberens identitet ved forevisning af pas eller tilsvarende legitimation. Den registrerede virksomhed skal opbevare kopi af den foreviste dokumentation.

Stk. 3. Registrerede virksomheder skal indsende kopi af den i stk. 1 nævnte faktura til de statslige told- og skattemyndigheder senest 1 måned og 10 dage efter det kvartal, hvori leverancen har fundet sted."

Ved en erhverver i et andet EU-land forstås en person, der har sin bopæl i et andet EU-land. Dvs. at køberen på leveringstidspunktet skal have sin bopæl i et andet EU-land. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at køberen på et senere tidspunkt får sin bopæl i et andet EU-land.

Hvis sælgeren i forbindelse med salget får forevist et dansk pas eller tilsvarende dansk legitimation, må sælgeren på anden vis sikre sig, at køberen på leveringstidspunktet har sin bopæl i et andet EU-land.

Hvis ikke sælgeren kan fremlægge dokumentation for, at betingelserne er opfyldt, skal der afregnes dansk moms af salget. Det er i den forbindelse uden betydning, om en manglende overholdelse af betingelserne for afgiftsfritagelse skyldes, at der er begået svig over for sælgeren, f.eks. ved at denne har fået forkerte oplysninger om købers bopæl.