Indhold

Dette afsnit handler om lovgrundlaget for omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningsloven (SFL).

Regel

Fysiske og juridiske personer, herunder dødsboer kan få godtgjort omkostninger til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med klagesager over skatter, told og afgifter. Reglerne findes i skatteforvaltningslovens (SFL) kapitel 19. Se  ►lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018. ◄

Retten til omkostningsgodtgørelse er ikke betinget af, at man er skattepligtig her til landet.

 

Skatteforvaltningslovens kapitel 19 er senest ændret ved  lov nr. 688 af 8. juni 2017. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2018.

Lovændringen ændrer § 55 således, at der indsættes et nyt stk. 3, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse til behandling af anmodninger om genoptagelse af vurderingssager, der er afgjort af skatteankeforvaltningen efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens §§ 6 og 6 b, eller efter § 4 a, stk. 2.

Ændringen betyder også, at der ydes godtgørelse til domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er afgjort af skatteankeforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2.

Lovændringen finder ikke anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar 2019. For sådanne klager og anmodninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendelse. Landsskatteretten færdigbehandler klager over afgørelser, der den 1. januar 2019 er visiteret til Landsskatteretten.