Indhold

Dette afsnit beskriver beskatningen af gevinst og tab på gæld i fremmed valuta for personer og dødsboer, der ikke er pengenæringsdrivende.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår er der tale om gæld i fremmed valuta?
  • Alle kursændringer er skattepligtige
  • Oversigt over lovændringer
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • C.B.1.7 om opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld 
  • C.B.1.2 om hvilke fordringer/gæld der er omfattet af KGL mv.

Regel

Personer og dødsboer, der ikke er pengenæringsdrivende, skal medregne gevinst og tab på gæld i fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se KGL § 23.

Skattepligten henholdsvis fradragsretten gælder kun, hvis årets nettogevinst eller -tab sammenlagt med gevinst og tab på

  • fordringer omfattet af KGL § 14 og
  • beviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der efter ABL § 22 er obligationsbaserede

overstiger 2.000 kr.

Hvis bagatelgrænsen på 2.000 kr. overskrides, er hele gevinsten skattepligtig eller hele tabet fradragsberettiget.

Gevinst og tab skal medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 2.

Hvornår er der tale om gæld i fremmed valuta?

Gæld i danske kroner anses for gæld i fremmed valuta, hvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Gæld i fremmed valuta anses for gæld i danske kroner, hvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner. Se KGL § 23, 3. og 4. pkt.

Gæld i EUR anses også for gæld i fremmed valuta.

Der er ikke tale om gæld i fremmed valuta, selvom gælden indfries i en anden valuta, hvis udsving i den anden valuta er uden betydning for gældens størrelse. Se TfS 1998, 612 VLD.

Skatterådet fandt, at en uforrentet gæld i EURO, der skulle indfries til en overkurs, var omfattet af KGL § 23. Se SKM2008.192.SR.

Alle kursændringer er skattepligtige

Alle kursændringer indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Kursgevinst og -tab omfatter såvel ændringer af kursen på grund af valutakursændringer som ændringer i kursen på grund af andre forhold, fx ændringer i renteniveauet.

Bemærk

Hvis gevinst på gælden også er omfattet af KGL § 22, beskattes gevinsten efter denne bestemmelse. Se afsnit C.B.1.4.3.4 - C.B.1.4.3.6 om KGL § 22.

Gevinst på gæld opnået som følge af en tvangsakkord, frivillig akkord mv. omfattet af KGL § 24 er ikke skattepligtig. Se afsnit C.B.1.5. Derimod er gevinst på gæld i fremmed valuta, der er opnået ved en singulær gældseftergivelse omfattet af skattepligten efter KGL § 23. Se SKM2008.586.LSR.

Oversigt over lovændringer

KGL § 19 er indsat ved lov nr. 439 af 10. juni 1997, som har virkning fra indkomståret 1998. Se nærmere om kursgevinstlovens historik i afsnit C.B.1.1.

Efterfølgende er der sket følgende lovændringer:

Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

724 af 25. juni 2010

Ændring af bagatelgrænsen, herunder forhøjelse til 2.000 kr. med virkning fra indkomståret 2010. Afgrænsning af gæld i fremmed valuta flyttet fra § 1, stk. 2, til § 23.

§ 1, nr. 12

433 af 16. maj 2012

Investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger ændres til: "investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning".

 § 7, nr. 1

 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.562.HR

Udgifter til honorar til udbyderen af et ejendomsinvesteringsprojekt kunne ikke fradrages efter KGL § 23 allerede fordi, der ikke i indkomståret var afviklet på den del af lånet, der var optaget i fremmed valuta. Se præmisserne til landsrettens dom.

 

Landsretsdomme

SKM2016.325.VLR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (non recourse-vilkår).

Vestre Landsret fastslog, at en hæftelsesbegrænsning som et non recourse-vilkår ikke i sig selv udelukker, at der kan realiseres en skattepligtig kursgevinst. Der må derimod foretages en konkret vurdering af, om der består en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at kommanditisten havde påtaget sig en reel forpligtelse til at tilbagebetale lånet til långiver.

Da kommanditistens andel af kommanditselskabets gæld ubestridt var ca. kr. 1,25 mio. mindre på tidspunktet for frigørelsen end på tidspunktet for påtagelsen, forelå der en kursgevinst, som var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, 1. pkt., og § 26, stk. 2 (nu stk. 3).

Vestre Landsret gav derfor Skatteministeriet medhold i, at kommanditistens indkomst skulle forhøjes som påstået og ændrede dermed Landsskatterettens forudgående kendelse af 5. februar 2015 (j.nr. 14-3189162).

Anket

TfS 1998, 612 VLD

En kautionsforpligtelse på maksimalt 2 mio. kr., der blev indfriet ved betaling i DEM, var ikke en fordring i fremmed valuta eller en fordring, der reguleres i forhold til en fremmed valuta, da kursudsving mellem DEM og DKK var uden betydning for størrelsen af kautionsforpligtelsen.

 

Byretsdomme

SKM2016.419.BR

En skatteyder havde i 2004 købt en række anparter i et kommanditselskab. Selskabet optog senere samme år et lån i britiske pund. I 2009 blev skatteyderen som følge af manglende betalinger til kommanditselskabet tvangsindløst af selskabet.

Da skatteyderen i 2009 blev tvangsindløst, var kursen på britiske pund faldet. Kommanditselskabet havde derfor opnået en kursgevinst. Skatteyderen blev anset for i skatteretlig henseende at have været debitor på lånet i perioden fra lånets optagelse, og inden hun blev tvangsindløst. Skatteyderen blev som følge heraf beskattet af kommanditselskabets kursgevinst.

Landsskatteretskendelser

SKM2016.148.LSR

Valutakursgevinst ved klagerens afståelse af kommanditanparter i et kommanditselskab blev anset for skattepligtig.

Er indbragt for domstolene

SKM2008.586.LSR

Kommanditist var skattepligtig af en (singulær) eftergivelse af gæld i fremmed valuta, som den långivende tyske bank havde meddelt over for kommanditselskabet.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren kun undergives beskatning i det omfang, han ikke har indbetalt resthæftelsen på sine anparter.

Gevinst som følge af singulær eftergivelse af gæld er skattepligtig efter KGL § 23. Er der derimod tale om eftergivelse som led i en samlet ordning, er gevinsten skattefri efter KGL § 24.

Skatterådet

SKM2008.573.SR

Et kommanditselskab havde udstedt obligationer, hvor indfrielseskursen blev reguleret af forholdet mellem den akkumulerede budgetterede leje og den akkumulerede realiserede leje af et hotel under opførelse af kommanditselskabet. Kommanditister, der var ikke-pengenæringsdrivende personer, skulle medregne gevinst og tab efter KGL § 23.

 

SKM2008.192.SR

En aftalt betaling der medførte, at en uforrentet gæld i EURO skulle indfries til en højere kurs end stiftelseskursen, var et kurstab, der var fradragsberettiget efter KGL § 23.