Indhold

Dette afsnit beskriver de forskellige arter, som et aktiv kan indtage med forskellige skatteretlige regler til følge.

Afsnittet indeholder:

• Omsætningsaktiv
• Omsætningsaktiv kontra anlægsaktiv
• Omsætningsaktiv kontra privat genstand
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Omsætningsaktiv

Det er kun omsætningsaktiver, dvs. løsøreaktiver, der er bestemt til videresalg i forbindelse med drift af erhvervsvirksomhed, der er omfattet af varelagerloven. Derimod falder anlægsaktiver, nemlig driftsmidler og aktiver, der bruges privat, uden for varelagerbegrebet.

Det er derfor nødvendigt at vurdere, om genstanden

• er bestemt til at skulle sælges videre efter varelagerloven
• indgår som et driftsmiddel efter afskrivningsloven, eller
• er privat og derfor ikke vedrører virksomheden.

I samme forbindelse er det vigtigt at undersøge, hvilken hensigt der ligger bag anskaffelsen af aktivet, og hvordan det faktisk bruges.

Eksempel

Personbiler er et godt eksempel på problemstillingen, fordi en bilforhandlers biler er købt til at sælges og dermed er virksomhedens varelager. Derimod er bilerne i en virksomhed, der lejer biler ud, virksomhedens afskrivningsberettigede driftsmateriel efter afskrivningsloven, fordi de udgør grundlaget for at kunne drive virksomheden. Endelig kan ejeren ved siden af have sin egen private bil, der hverken er omsætningsaktiv eller driftsmateriel, men hører til privatsfæren uden skatteretlige konsekvenser.

Omsætningsaktiv kontra anlægsaktiv

Anlægsaktiver skal ikke regnes med til virksomhedens varelager.

En biludlejers biler blev ikke anset for omsætningsaktiver efter varelagerloven, selv om de blev udskiftet ofte, men for driftsmidler efter afskrivningsloven. Se LSRM 1958, 110 LSR. Det var oplyst, at

• bilerne blev udskiftet, når de havde kørt i 9-18 måneder
• biludlejer aldrig havde drevet egentlig handel med automobiler
• bilerne altid blev solgt tilbage til forhandleren, som de var købt af
• tilbagesalget ofte skete i forbindelse med køb af udlejningsvogne af nyeste model
• den hyppige udskiftning skyldtes konkurrencemæssige årsager og strenge politimæssige krav til udlejningsbiler.

I en anden konkret sag blev en bilforhandlers demonstrationsvogne anset for omsætningsaktiver og hørte derfor til hans varelager. Se TfS 1999, 390 LSR. Afgørelsen blev bl.a. begrundet med

• at bilerne hos en bilsælger formodedes at indgå i omsætningen
• at de ofte var af nyeste model
• at de kun fungerede som demonstrationsvogne i få måneder, inden de blev solgt.

I endnu en konkret sag var spørgsmålet bl.a., om en bilforhandlers seks biler kunne anses for omsætningsaktiver, der i så fald ville være omfattet af hans varelager, eller om bilerne var anlægsaktiver, som forhandleren i stedet kunne afskrive skattemæssigt på.

De to af bilerne havde været brugt af de ansatte i virksomheden, men også i begrænset omfang til demonstration, hvorfor disse blev anset for driftsmidler og derfor ikke indgik i varelageret.

De næste to biler havde været brugt til at leje ud til kunder, som havde deres bil på værksted, men også til demonstration og transport i forbindelse med drift af virksomheden. Derfor blev også disse anset som driftsmidler og ikke som bilhandlerens varelager.

De sidste to biler havde været brugt til demonstration, men havde kun kørt henholdsvis 2.000 km og 2.500 km, før de blev solgt, og Højesteret anså derfor disse for købt primært med henblik på videresalg. Dermed var de omsætningsaktiver, som indgik i bilforhandlerens varelager. Se SKM2005.147.HR (SKM2003.365.VLR).

Tv-forhandleres beholdninger af fjernsynsapparater, der bruges til enten at leje ud eller låne ud til kunder, mens de får repareret deres fjernsyn, anses for at være afskrivningsberettigede driftsmidler.

I en konkret sag blev udstillingskøkkener, der ikke var bestemt til at skulle sælges videre, anset for at være afskrivningsberettiget inventar efter afskrivningsloven. Det var derfor ikke omsætningsaktiver, der indgik i virksomhedens varelager. Se LSRM 1982, 8 LSR.

Maskinsats, matricer, forme og lignende er ikke omfattet af varelagerloven, men er afskrivningsberettiget driftsmateriel, medmindre virksomheden producerer disse varer for at sælge dem videre.

Returemballage, fx et bryggeris kasser og flasker, som ikke bliver solgt sammen med indholdet, men bliver ved med at være leverandørens ejendom, hører ikke til købers varelager, men til sælgers driftsmateriel. Se LSRM 1952, 27 LSR.

Egentlige reservedele, fx stempler, motor- og lugepakninger, skibsskruer, kran-, tand- og rullehjul, brændstofpumper eller dyser, som bliver leveret samtidig med et nybygget skib for at muliggøre en hurtig reparation på skibet, skal tillægges skibets anskaffelsessum og afskrives sammen skibet, når dette bliver afleveret. Disse egentlige reservedele skal behandles på samme måde som skibe og driftsmidler efter afskrivningsloven, og de er derfor ikke en del af skibsværftets varelager. Se SKM2002.140.LR.

Omsætningsaktiv kontra privat aktiv

Et privat aktiv skal ikke regnes med til virksomhedens varelager. Se fx LSRM 1983, 80 LSR, hvor to biler, som en bierhvervsdrivende bilhandler i eget navn havde fået indregistreret, og som han og ægtefællen anvendte delvist privat, ikke blev anset for at tilhøre virksomhedens varelager på grund af deres private benyttelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området: