Indhold
Dette afsnit indeholder reglerne om fradrag for driftsudgifter på fredede bygninger.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Undtagelse fra reglen
- Hvad omfatter begrebet bygninger?
- Hvad omfatter faktiske driftsudgifter?
- Overgangsreglen ved ophævelse af fredning
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Regel
Ejere af bygninger, der er fredet efter lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer (bygningsfredningsloven), kan fratrække de faktisk afholdte driftsudgifter vedrørende disse bygninger. Se LL § 15 K, stk. 1, 1. pkt.
Reglen gælder som udgangspunkt, uanset om den fredede bygning anvendes erhvervsmæssigt eller ej.
På erhvervsmæssigt anvendte bygninger kan der alternativt fratrækkes driftsudgifter på ejendommen efter statsskattelovens regler. Se SL § 6, litra a, om fradrag for driftsomkostninger og SL § 6, litra e, om fradrag for vedligeholdelsesudgifter.
Fredede bygninger
Efter bygningsfredningsloven kan kulturministeren frede bygninger og selvstændige landskabsarkitektoniske værker af væsentlig arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, som er over 50 år gamle. Fredningen kan også omfatte bygningens eller værkets umiddelbare omgivelser i form af gårdrum, pladser, fortove, haver, parkanlæg og lignende, som er en del af den samlede beskyttelsesværdige helhed. Se bygningsfredningsloven.
Fredningen betyder, at der ikke uden tilladelse fra kulturministeren kan foretages ombygninger og lignende, som går ud over almindelig vedligeholdelse af ejendommen.
Bemærk
Reglerne om fradrag for driftsudgifter på fredede bygninger gælder ikke for driftsudgifter på bevaringsværdige bygninger. For udgifter på disse bygninger gælder de samme regler for fradrag som på almindelige bygninger.
Hvis en fredning ophæves på en bygning, der udpeges som bevaringsværdig, gælder en overgangsregel for fradrag.
Se nedenfor i dette afsnit.
Undtagelse fra reglen
Fredede ejerlejligheder
Reglen om fradrag for afholdte driftsudgifter gælder ikke for udgifter på fredede ejerlejligheder. Se LL § 15 K, stk. 1, 2. pkt.
Bemærk
For fredede ejerlejligheder, der anvendes udelukkende erhvervsmæssigt, gælder de almindelige fradragsregler i statsskatteloven.
Der kan derfor ved indkomstopgørelsen fratrækkes driftsudgifter, der kan anses for driftsomkostninger efter statsskattelovens regler. Se SL § 6, litra a.
Endvidere er der fradrag for vedligeholdelsesudgifter på en erhvervsmæssigt anvendt lejlighed. Se SL § 6, litra e.
Mindre udlejningsejendomme og bofællesskaber
For ejere af en udlejningsejendom med tre til seks lejligheder til beboelse, der er omfattet af EVSL § 4, nr. 6-7, er fradragsretten for driftsudgifter begrænset. Se LL § 15 K, stk. 1, og LL § 15 J, stk. 3 og 4.
Det betyder, at ejere af sådanne udlejningsejendomme ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke kan fratrække driftsudgifter, der er knyttet til den del af ejendommen, der anvendes til beboelse for ejerne. Se LL § 15 J, stk. 3.
Deltagere i et boliginteressentskab mv. med flere end to lejligheder til beboelse, der er omfattet af EVSL § 4, nr. 6-7, er fradragsretten for driftsudgifter begrænset. Se LL § 15 K, stk. 1, og LL § 15 J, stk. 3 og 4.
Er en del af ejendommen udlejet, kan deltagerne kun fratrække den beregnede del af ejendommens udgifter, som vedrører de lejligheder, som udlejes. Se LL § 15 J, stk. 4.
Se afsnit
- (C.H.3.3.3) om mindre udlejningsejendomme, der bebos af ejere
- (C.H.3.3.4) om boligfællesskaber, der bebos af deltagere.
Hvad omfatter begrebet bygninger?
Begrebet "bygninger" skal skatteretligt i denne sammenhæng fortolkes på samme måde, som begrebet fortolkes i § 2 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Dette fremgår af § 2 i lov nr. 474 af 7. maj 2010, hvorved LL § 15 K, stk. 1, om fredede bygninger blev ændret, så bestemmelsen blev bragt i overensstemmelse med § 2 lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Når en fredning efter bygningsfredningsloven også omfatter en bygnings umiddelbare omgivelser som gårdrum, pladser, fortove, haver, parkanlæg og lignende, fordi de er en del af den samlede beskyttelsesværdige helhed, der ønskes fredet, er de faktiske driftsudgifter på disse umiddelbare bygningsomgivelser derfor også omfattet af reglen om fradrag for driftsudgifter i LL § 15 K.
Ved umiddelbare bygningsomgivelser forstås:
- Gårdrum
- Pladser
- Fortove
- Haver
- Parkanlæg
- Lignende anlæg.
Hvad omfatter faktiske driftsudgifter?
Faktiske driftsudgifter omfatter ved anvendelsen af fradragsreglen såvel udgifter til den løbende drift af bygningen som egentlige vedligeholdelsesudgifter på bygningen.
Ved løbende driftsudgifter forstås eksempelvis:
- Udgifter til forsikring
- Vejafgift
- Kloakafgift
- Vandafgift
- Udgifter til renovation og skorstensfejning
- Udgifter til affugtning/opvarmning til en grundtemperatur af ubeboede, fredede bygninger.
Se TfS 1989, 229 SKD.
Udgifter til opvarmning af og lønudgifter til tilsyn af fredede bygninger kunne ikke anses for fradragsberettigede driftsudgifter vedrørende ejendommen. Se TfS 1984, 38 T&S.
Overgangsregel ved ophævelse af fredning
Hvis fredningen af en bygning ophæves, og bygningen samtidig udpeges som bevaringsværdig efter kapitel 5 i bygningsfredningsloven, bliver ejeren omfattet af en overgangsordning. Se LL § 15 K, stk. 5.
Overgangsordningen giver ret til følgende:
- At ejeren af den hidtil fredede bygning fortsat kan fratrække faktiske driftsudgifter vedrørende bygningen i resten af det indkomstår, hvor fredningen er ophævet, og i de fem efterfølgende indkomstår.
Bemærk
Hvis udgifterne til vedligeholdelse afholdes efter ophævelsen af fredningen, er det kun udgifter vedrørende bygningens ydre, den såkaldte klimaskærm, der kan fratrækkes.
Det drejer sig om udgifter til vedligeholdelse af:
- Tag
- Skorsten
- kviste
- Døre
- Vinduer
- Facade
- Tagrender og nedløbsrør mv.
Se også
Se afsnit (C.H.3.3.1.2.2).om muligheden for fradrag for udgifter til istandsættelse af fredede bygninger.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1993, 276 LSR
|
Skatteyderen og familien boede i en bygning, der var fundet bevaringsværdig. Da der ikke var tale om en egentlig fredning, var der ikke hjemmel i LL § 15 K til at fratrække vedligeholdelsesudgifter. Udgifterne var heller ikke erhvervsmæssige, da ejendommen ikke fungerede som et landbrug i drift, men som ejerbolig for skatteyderen. Ikke fradrag.
|
|
TfS 1985, 656 LSR
|
Udgifter til opvarmning til en grundtemperatur (5 grader) af den ubeboede del af den fredede hovedbygning til et gods kunne fratrækkes, da der var tale om vedligeholdelsesudgifter efter LL § 15 K. Fradrag.
|
|