Indhold

Dette afsnit handler overordnet om, hvornår en selvstændigt erhvervsdrivendes kørselsudgifter, kan anses for erhvervsmæssige og dermed fradragsberettigede driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Afsnittet indeholder

Regel
Fradrag efter faktiske udgifter
Fradrag med standardsatserne
Principskifte
Kørebog
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser med videre.

Se også

Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen, se afsnit C.C.5.2.2.9

Regel

Den selvstændige kan ved opgørelsen af virksomhedens resultat fratrække udgifter i forbindelse med sin erhvervsmæssige kørsel som en driftsudgift, hvis udgiften opfylder de almindelige betingelser for at kunne anses for en driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dvs. at der kan tages fradrag for de kørselsudgifter, der er forbundet med at erhverve, sikre og vedligeholde den erhvervsmæssige indkomst.

Fradrag efter faktiske udgifter

Der kan således gives fradrag for de sædvanlige erhvervsmæssige og faktisk afholdte driftsudgifter til befordringsmidlet, som fx udgifter til benzin, vedligeholdelse, parkering, vægtafgift, afskrivning og forsikring. Derudover er der fradrag for erhvervsmæssige udgifter i forbindelse med passage af broer, tunneller mv.

Hvis bilen også anvendes privat, må de udgifter, der er forbundet med den erhvervsmæssige kørsel dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller sandsynliggøres på anden måde, fx ved hjælp af en kørebog.

I TfS 1996, 663 HRD fik en gartner fuld fradragsret for sine kørselsudgifter fra gartneriet, hvor han også boede, og til grønttorvet, hvortil han transporterede sine grøntprodukter for at sælge dem. Højesteret fandt, at gartnerens udgift til transport af produkterne fra gartneriet til grønttorvet var det overordnede formål med transporten - og ikke transporten af ham selv som person - og anså derfor transporten for en forudsætning for salget af produkterne og dermed for erhvervelsen af hans indkomst som gartner.

I SKM2006.85.ØLR blev en virksomhedsrådgiver nægtet fradrag for udgifter til kørsel og broafgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi målet for hendes kørsel var et møde i en forening, hvor hun var bestyrelsesmedlem, men ikke modtog løn for sit arbejde. Derfor blev udgiften ikke anset for afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. SL § 6 a.

I SKM2009.753.BR blev udgifter til kørsel til kurser - i lighed med kursusudgiften - ikke anset for fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. SL § 6a.

Se tilsvarende i SKM2013.21.BR.

Det fremgår af SKM2008.338.LSR, at fradrag for udgifter til parkering i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel kan foretages med de faktiske udgifter, hvis fradrag for kørslen foretages med de faktiske udgifter.

Fradrag med standardsatserne

Den selvstændigt erhvervsdrivende kan i stedet for fradrag for de faktiske udgifter vælge at fratrække de erhvervsmæssige kørselsudgifter med Skatterådets satser, jf. LL § 9 B.

Det er en betingelse for anvendelse af satserne at kørsel sker i den erhvervsdrivendes egen bil. Egen bil er fx også ægtefælles bil eller hvis den selvstændig afholder de reelle, faktiske udgifter ved delebil-ordningen eller selv leaser en bil, vil dette kunne sidestilles med kørsel i egen bil.

Se om begrebet egen bil i afsnit C.A.4.3.3.3.2.

Satserne dækker samtlige driftsmæssige udgifter, og der kan ikke fratrækkes yderligere driftsudgifter.

Dog kan erhvervsmæssige udgifter i forbindelse med passage af broer, tunneller mv. fratrækkes med de faktiske udgifter.

Tilsvarende gælder for parkeringsudgifter. Skatterådet har ladet parkeringsudgifter udgå af beregningsgrundlaget for standardsatserne, og fradrag for udgifter til parkering er derfor ikke længere indeholdt i standardsatserne. Ændringen har virkning fra 1. januar 2017.

Se afsnit C.A.4.3.3.3.2 Godtgørelse for erhvervsmæssig befordring, om størrelsen af Skatterådets satser.

Principskifte

Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang for samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelsen af et indkomstår. Ved køb af ny bil kan opgørelsesmåden eventuelt ændres igen. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses ikke for principskifte.

Kørebog

Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende ønsker, at et kørselsregnskab skal danne grundlag ved opgørelsen af den erhvervsmæssige kørsel i forbindelse med skatteansættelsen, skal der være ført en kørebog.

Kørebogen skal som minimum indeholde kilometerstanden ved:

indkomstårets begyndelse
start af en erhvervsmæssig kørsel
slut af en erhvervsmæssig kørsel
indkomstårets slutning

Der skal ved registreringen af den erhvervsmæssige kørsel fremgå dato, formål, bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere kørebogens rigtighed.

Hvis kørebogen ikke er tilstrækkelig omhyggelig ført, vil den kunne tilsidesættes. I TfS 1990, 452 VLD udtalte Vestre Landsret således, at det var ubestridt, at skatteyderens kørselsregnskab var mangelfuldt. Det var derfor med rette ligningsmyndighederne havde tilsidesat dette og ansat den erhvervsmæssige kørsel skønsmæssigt.

Om hvad der skal forstås ved mangelfuld har Vestre Landsret i TfS 1996, 799 udtalt, at sagsøgerens kørsler ifølge kørebøgerne stort fandt sted mellem de samme bestemmelsessteder hver dag. På denne baggrund kunne det forhold, at der i mange tilfælde manglede udtrykkelige angivelser i kørebogen om formålet med kørslen, ikke i sig selv bevirke, at sagsøgerens kørselsregnskaber var uegnede til at tjene som dokumentation for omfanget af den erhvervsmæssige kørsel. De af skattemyndighederne påviste to fejl i kørebogen for 1989 kunne heller ikke i sig selv begrunde en tilsidesættelse af kørselsregnskabet. Kørselsregnskabet blev dog konkret tilsidesat af andre årsager.

I TfS 1995, 505 ØLD udtalte Landsretten, at fradraget for biludgifter som udgangspunkt burde fastsættes efter et skøn over fordelingen mellem den private kørsel og den erhvervsmæssige, når der - som i den aktuelle sag - ikke forelå et kilometerregnskab over fordelingen af den samlede bilkørsel.

Kørebog kan anvendes både ved opgørelse af fradrag for de faktiske udgifter og fradrag for kørte kilometer med Skatterådets satser.

Se også

Se også afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 om kørselsregnskab

Bemærk

Kørsel mellem hjem og fast arbejdssted er som udgangspunkt en privat, ikke fradragsberettiget udgift, som dog er fradragsberettiget efter reglerne i LL § 9 C. Dette gælder både for selvstændige og lønmodtagere. Se afsnit C.A.4.3.3.1.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.5 Udgifter til rejse, reklame og repræsentation.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
TfS 1996, 663 HRD	En gartners udgifter til transport af grønt mellem gartneriet, hvor han også boede, og grønttorvet, hvor han solgte sine produkter, blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Landsretsdomme
SKM2006.85.ØLR	En virksomhedsrådgiver blev nægtet fradrag for udgifter til kørsel og broafgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi målet for hendes kørsel var et møde, som hun ikke fik vederlag for.
TfS 1999, 229 ØLD	Skatteyder havde ikke ført kørselsregnskab og ikke godtgjort størrelsen af afholdte udgifter. Skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse blev derfor godkendt.
TfS 1996. 799 VLD	En faglærer ved en teknisk skole havde bijob på en aftenskole, og på grundlag af sit kørselsregnskab foretog han fradrag efter LL § 9 B for erhvervsmæssig kørsel i 1989 på 26.456 km og i 1990 for 27.211 km. Skatteadministrationen påviste fejl i kørselsregnskabet for 1989, mens der ikke var påvist fejl i kørselsregnskabet for 1990. Den stedlige skattemyndighed godkendte ikke fradraget for de 2 indkomstår med henvisning til, at omfanget af den erhvervsmæssige kørsel var usandsynlig. Landsretten bemærkede, at 2 påviste fejl i kørselsregnskabet for 1989 og det forhold, at der i mange tilfælde manglede udtrykkelig angivelse i kørebogen om formålet med kørslen, ikke i sig selv bevirkede, at kørselsregnskabet kunne tilsidesættes. Den angivne erhvervsmæssige kørsel havde imidlertid haft et usædvanligt stort omfang, og den angivne private kørsel var meget lille, og landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde sandsynliggjort rigtigheden af kørebogens udvisende. Skattemyndighedens afgørelse blev herefter fastholdt.
TfS 1995, 505 ØLD	En skatteyder, der drev to selvstændige erhvervsvirksomheder med henholdsvis landbrug og edb, foretog ved indkomstopgørelsen i 1989 fradrag for erhvervsmæssige biludgifter vedrørende landbrugsvirksomheden med 25.337 kr., svarende til 50 pct. af de samlede udgifter. Skatteyderen havde i over 20 år foretaget tilsvarende fradrag med 50 pct. af biludgifterne uden indsigelse fra skattemyndigheden, som for 1989 reducerede fradraget til 10 pct. af biludgifterne. Landsretten udtalte, at det efter det for landsretten fremkomne fandtes, at fradraget for biludgifter som udgangspunkt burde fastsættes efter et skøn over fordelingen mellem den private kørsel og den erhvervsmæssige, når der - som i denne sag - ikke forelå et kilometerregnskab over fordelingen af den samlede bilkørsel.
TfS 1990, 452 VLD	Skatteyderen, der boede i Struer, havde ansættelse i Thisted. Han havde endvidere udlejningsejendomme såvel i Struer som i Thisted. Til den daglige befordring til Thisted benyttede han togkort, mens han benyttede bil i weekender og ferier for at udføre vedligeholdelsesarbejde m.v. på ejendommene. Da skatteyderens kørselsregnskab var mangelfuldt, var det efter rettens opfattelse med rette, at den erhvervsmæssige kørsel i forbindelse med driften af udlejningsejendommene var ansat skønsmæssigt.
Byretsdomme
SKM2013.21.BR	Udgifter til kørsel til kurser, blev - i lighed med kursusudgifterne - anset for en ikke fradragsberettiget omkostning. Se SL § 6a
SKM2009.753.BR	Udgifter til kørsel til kurser blev - i lighed med kursusudgifterne - ikke anset for at have en sådan sammenhæng med indkomsterhvervelsen, at der var tale om en fradragsberettiget driftsomkostning omkostning. Se SL § 6a
Landsskatteretskendelser
SKM2008.338.LSR	Satserne, jf. LL § 9 B, der vedrører fradrag for erhvervsmæssige kørselsudgifter, dækker også parkeringsudgifter, hvorfor en pantebrevsadministrator blev nægtet yderligere fradrag som driftsudgift efter SL § 6 a for udgifter til parkering.