Indhold
Dette afsnit beskriver reglen om udenlandske virksomheder, som er betalingspligtige.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel
- Eksempel.
Se også
- D.A.12.1 om momsgodtgørelse til afgiftspligtige personer i EU
- D.A.12.2 om momsgodtgørelse til afgiftspligtige personer i lande udenfor EU
- D.A.14.4 om øvrige registreringer af virksomheder ML §§ 50-50 c.
Lovgrundlag
ML § 37, stk. 5 har følgende ordlyd:
"Udenlandske virksomheder registreret efter §§ 50-50 b kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage den afgift, som virksomheden efter § 45, stk. 1, ville have været berettiget til godtgørelse af, hvis virksomheden ikke havde været registreret efter §§ 50-50 b."
Regel
Udenlandske virksomheder kan fradrage dansk moms af indkøb i samme omfang, som de ville være berettiget til momsgodtgørelse heraf efter ML § 45, stk. 1. Se ML § 37, stk. 5.
Reglen gælder udenlandske virksomheder, som ikke er momsregistreringspligtige i Danmark for deres leverancer, men af en af følgende årsager:
- Virksomheder der er betalingspligtige og dermed registreringspligtige for erhvervelser i Danmark. Se ML § 50.
- Virksomheder der efter ML § 50 er undtaget fra registreringspligten for erhvervelser pga. registreringsgrænsen, men har ladet sig momsregistrere herfor. Se ML § 50 a.
- Virksomheder der er betalingspligtige for køb af varer og ydelser med omvendt betalingspligt. Se ML § 50 b.
Som udgangspunkt kan kun virksomheder, som er momsregistrerede i Danmark foretage fradrag for købsmoms. Se ML § 37, stk. 1. Udenlandske virksomheder, som fortager momsbelagte indkøb uden at gennemføre leverancer, som de bliver momsregistreringspligtige for i Danmark, skal derfor normalt søge momsen tilbagebetalt efter reglerne i ML § 45, stk. 1.
Reglen er indført af forenklingshensyn. Den bevirker, at udenlandske virksomheder, som har en momsregistrering i Danmark, kan foretage momsfradrag af momsbelagte køb i Danmark direkte på momsangivelsen i stedet for at ansøge herom efter reglerne i ML § 45, stk. 1.
Eksempel
En tysk hovedentreprenør leverer byggeydelser på virksomheders ejendomme beliggende i Danmark.
Hovedentreprenøren er ikke registreringspligtig i Danmark, da de danske virksomheder, som aftager byggeydelserne er betalingspligtige for momsen heraf ifølge ML § 46, stk. 1, nr. 3.
Hovedentreprenøren anvender tyske underleverandører. Hovedentreprenøren bliver dermed registreringspligtig for at afregne dansk moms af de byggeydelser, som indkøbes hos underleverandørerne ifølge ML § 50b.
Hovedentreprenøren kan medregne den moms, som han skal betale efter ML § § 46, stk. 1, nr. 3 til købsmoms på momsangivelsen. Se ML § 37, stk. 5.
Hvis den tyske hovedentreprenør i en momsperiode har købt ydelser hos tyske underleverandører for 1.000.000 kr. og har afholdt udgifter til køb af materialer i Danmark for 200.000 kr. inkl. 40.000 kr. i dansk moms, vil den tyske hovedentreprenørs danske momsangivelse se sådan ud:
Moms af køb af ydelser i udlandet |
250.000 kr. (25 % af 1.000.000)
|
Købsmoms |
290.000 kr. (250.000 + 40.000) |
Momstilsvar |
-40.000 kr.
|