Indhold

Dette afsnit handler om bødeniveauet for overtrædelser af SKL § 14, stk. 1, om afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved kontrollen med skatteligningen og skatteberegningen.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Bødeudmåling
  • Prøvesager.

Regel

Ved udmåling af bødestraf i henhold til SKL § 14, stk. 1, skal der tages hensyn til virksomhedens omsætning eller antal af ansatte. Det skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen. Se SKL § 14, stk. 6.

SKL § 14, stk. 6, er indsat ved lov nr. 591 af 18. juni 2012. Bestemmelsen trådte i kraft 1. juli 2012.

Se også

Se afsnit A.C.3.2.1.2.5 Forskellige oplysningspligter, SKL § 14.

Bødeudmåling

Der er i lovbemærkningerne ikke yderligere specificeret, hvordan bødeudmålingen efter SKL § 14, stk. 1, skal ske. Bødeniveauet fastsættes ved domstolene.

Det fremgår af lovteksten, at det skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen. Se SKL § 14, stk. 6, 2. punktum.

Når der er tale om skærpende omstændigheder ved overtrædelsen, er der hjemmel til at forhøje den normale bødestraf. Skærpede omstændigheder kan være, at der er tale om en række forskellige over­trædelser, der skal bedømmes samtidig, og som samlet vurderet må anses for at være en grovere over­træd­else af skattelovgivningen. Der kan være tale om flere overtrædelser af samme straffebestemmelse, f.eks. hvor samme forhold gør sig gældende i flere ind­komstår. Der kan også være tale om overtrædelse af forskellige straffebestemmelser. Desuden kan en gradueret bødestraf anvendes i situationer, hvor straffens præventive formål ikke kan sikres gennem en mindre ordensbøde.

Der hevises til lovforslag L 173 (2011-2012), afsnit 3.3.2.

Bemærk

En bøde kan nedsættes, hvis en eller flere af de i straffeloven angivne strafnedsættelsesgrunde foreligger, ligesom en bøde tilsvarende kan forhøjes, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, som angivet i straffeloven. Se afsnit A.C.3.5.5 Strafnedsættelsesgrunde og A.C.3.5.6 Strafskærpelsesgrunde.

Prøvesager

Det er domstolene, der skal fastlægge principperne for udmåling af bøden. Der skal derfor anlægges prøvesager for at fastlægge et ensartet bødeniveau, inden Skattestyrelsens straffesagsenheder i et administrativt bødeforelæg kan udmåle en bøde efter SKL § 14, stk. 1.

Skattestyrelsens straffesagsenheder i et administrativt bødeforelæg