Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan pengenæringsdrivende personer og dødsboer beskattes af gevinst og tab på fordringer.

Afsnittet indeholder:

Regel
Handelsnæring
Finansieringsvirksomhed
Afsmitning
Oversigt over lovændringer
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

C.B.1.6 om opgørelse af gevinst og tab på fordringer - KGL kapitel 5
C.B.1.2 om hvilke fordringer der er omfattet af KGL - KGL § 1
C.B.1.4.2.3 om fradrag betinget af oplysning til SKAT om erhvervelsen - KGL § 15
C.B.1.4.2.4 om fordringer erhvervet som vederlag i næring m.v. - KGL § 17
C.B.1.4.2.5 om tab på fordringer omfattet af en DBO - KGL § 18.

Afsnittet beskriver de gældende regler, der er indført med virkning for fordringer erhvervet den 27. januar 2010 eller senere. Se LV Almindelig del 2010-1 afsnit A.D.2.3 om de hidtil gældende regler.

Regel

Personer og dødsboer, der udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering skal medregne gevinst og tab på fordringer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se KGL § 13.

KGL § 13 viderefører og præciserer næringsbeskatningen, som før kursgevinstloven skete på grundlag af SL §§ 4-6. Den praksis, der er udviklet på grundlag af SL §§ 4-6 vil stadig være vejledende.

Gevinst og tab skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst. Se PSL § 4, stk. 3.

Adgangen til fradrag for tab gælder ikke, hvis renteindtægter eller gevinster af fordringen ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Se afsnit C.B.1.4.2.5 om KGL § 18.

Som udgangspunkt er alle den skattepligtiges fordringer omfattet af næringsskattepligten. Dog vil en fordring falde uden for næringsskattepligten, hvis det godtgøres, at fordringen er erhvervet uden for den skattepligtiges næringsvirksomhed, og ikke senere er indgået i denne. Se KGL § 13, stk. 2. Fx fandt Landsskatteretten i en sag, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anse en beholdning af obligationer for at falde uden for næringsskattepligten med henvisning til, at obligationerne havde været holdt uden for vekselererens forretningssfære, og at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at dække anskaffelsen. Se lsr. 1985.150.

En pengenæringsdrivende person (eller dødsbo) kan således opdele en beholdning af fordringer i en omsætningsbeholdning, hvor kursgevinster og -tab er omfattet af næringsskattepligten, og en anlægsbeholdning, hvor gevinst og tab beskattes efter reglerne for andre fordringer. Se afsnit C.B.1.4.2.2.

Ved afgørelsen af, om der foreligger næring, skal der foretages en samlet vurdering af personens investeringer. Personens handel med aktier kan således have betydning for, om der er tale om næring med hensyn til fordringer og finansielle kontrakter. Se TfS 1996, 64 HD.

Bemærk

Afgrænsningen mellem virksomhed, der er omfattet af næringsskattepligten og investeringer, der beskattes efter kursgevinstlovens almindelige regler for personer, er af langt mindre betydning efter ophævelsen af mindsterentereglen ved lov nr. 724 af 25. juni 2010. Næringsskattepligten har med de gennemførte ændringer kun betydning for, om gevinst og tab skal medregnes til den personlige indkomst (og ikke som kapitalindkomst). Dertil kommer, at bagatelgrænsen på 2.000 kr. ikke finder anvendelse, hvis der er tale om næring.

Handelsnæring

En person udøver næring ved køb og salg af fordringer, hvis personen

har det som sin hele eller delvise levevej at handle med fordringer
handler med værdipapirer for egen regning, eller formidler sådanne handler som mægler, og
har professionel tilknytning til markedet.

Typisk vil der være tale om en aktiv indsats i form af fx annoncering eller kundekontakt. Der kan også være tale om, at en kreds af kunder opsøger personen på grund af dennes særlige viden om markedet.

Handelsnæring skal afgrænses overfor porteføljepleje. Porteføljepleje er karakteriseret ved, at der købes og sælges værdipapirer til og fra en beholdning gennem f.eks. et pengeinstitut. Hensigten er primært er at omplacere kapitalen, så afkastet øges.

Følgende domme illustrerer, hvilke elementer der taler for handelsnæring henholdsvis porteføljepleje.

Højesteret fandt i en sag, at en prokurist, der var ansat i et vekselererfirma, var næringsdrivende med værdipapirer, herunder obligationer. Der var gennemført et betydeligt antal handler, der delvist var finansieret via en løbende kredit hos arbejdsgiveren. Obligationerne var typisk købt kort tid før udløb med henblik på geninvestering. Fortjenesten oversteg væsentligt rente- og udbytteafkastet af beholdningen. Der var endvidere tale om en betydelig indkomst såvel absolut som i forhold til hans lønindtægter. Se TfS 1993, 531 HR.

Derimod fandt Højesteret i en anden sag, at en ansat i en fiskerivirksomhed ikke var næringsdrivende. Han var hovedsageligt beskæftiget med valutaterminsforretninger, og indgik valutaterminsforretninger i eget navn fra arbejdsgiverens kontor. Højesteret lagde til grund, at selvom skatteyderen indgik et stort antal valutaterminskontrakter vedrørende betydelige beløb og et mindre antal obligationshandler med professionelle aktører på det finansielle marked, så var han uden egentlig professionel tilknytning til markedet. Se SKM 2001.127.HR.

Det er herefter ikke tilstrækkeligt, at der er gennemført et stort antal handler og/eller, at de gennemførte handler vedrører store beløb. Dette i sammenhæng med et eller flere af følgende elementer vil imidlertid tale for, at der er tale om handelsnæring:

Personen har ydet en betydelig aktiv indsats i forhold til de gennemførte investeringer.
Afkastet overstiger det afkast, der ville være opnået ved passiv investering i de pågældende værdipapirer.
Der er opnået en betydelig indkomst absolut og i forhold til den skattepligtiges øvrige indkomst.

Finansieringsvirksomhed

En person driver næringsvirksomhed ved finansiering, hvis personen som sin hele eller delvise levevej

foretager direkte udlån eller
opkøber fordringer, der normalt ikke er genstand for almindelig omsætning, fx ikke-pantsikrede fordringer i form af afbetalingskontrakter.

Det er uden betydning, om de anvendte midler hidrører fra egenkapital eller fra fremmedkapital.

Aktiv finansieringsvirksomhed skal afgrænses over for passiv kapitalanbringelse (anlægsinvestering). Følgende domme fra Højesteret illustrerer, hvilke elementer der taler for, at der er tale om finansieringsvirksomhed henholdsvis kapitalanbringelse.

Højesteret fandt i en sag (Hyldahl), at der var tale om finansieringsvirksomhed. Sagen angik en købmand, der havde investeret ledig kapital i pantebreve. Han havde næsten udelukkende foretaget udlån, hvor der var udstedt pantebreve eller andre gældsbeviser direkte til skatteyderen som første kreditor. Den overvejende del af lånene havde en stipuleret løbetid på mindre end 3 år, men lånenes faktiske løbetid var overvejende kortere. De opnåede gevinster havde været noget større end renteindtægten. Se UfR 1975, 552 H.

Derimod fandt Højesteret i en anden sag (Quant-Hansen), at der ikke var tale om finansieringsvirksomhed. Sagen vedrørte en skatteyder A, som ikke havde erhverv. A havde investeret den væsentligste del af sin formue i pantebreve med løbetid på 4-10 år. Den faktiske løbetid var i visse tilfælde kortere som følge af indfrielse. Købene var til dels finansieret ved træk på en kassekredit. En del af pantebrevene var udstedt direkte til A. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve. Se UfR 1973, 472 H.

Følgende elementer taler herefter for, at der foreligger aktiv finansieringsvirksomhed, der er omfattet af næringsbegrebet:

Personen har ydet en aktiv indsats i forbindelse med oprettelsen eller erhvervelsen af fordringen, og har haft indflydelse på den nærmere udformning af lånevilkår mv.
Der er tale om individuelle gældsbreve, afbetalingskontrakter, atypiske pantebreve og lignende.
Der er ikke tale om typiske anlægspapirer såsom obligationer og almindelige pantebreve i fast ejendom.

Afsmitning

Hvis sælger er næringsdrivende ved køb og salg af fordringer, kan det i særlige tilfælde "smitte af" på køber. Det kan således få betydning for bedømmelsen af, om der er tale om næringsskattepligt af gevinster og tab på fordringer, hvem personen har erhvervet fordringen fra.

Afsmitning kan opstå i tilfælde, hvor der er interessefællesskab mellem juridiske og fysiske personer eller mellem flere fysiske personer.

Det klassiske eksempel på afsmitning er ved overdragelse mellem et selskab, der er næringsdrivende ved køb og salg af fordringer eller ved finansiering, og en hovedaktionær. Her vil hovedaktionæren som udgangspunkt blive næringsbeskattet.

Højesteret fandt, at der var tale om afsmitning mellem en person C og et selskab B, som C havde bestemmende indflydelse over i et tilfælde, hvor B som led i sin næringsvirksomhed havde solgt nogle ejerlejligheder, og hvor C havde købt pantebreve udstedt ved disse salg. Erhvervelsen af pantebrevene fandtes at have en så nær tilknytning til B's næringsvirksomhed, at C var næringsskattepligtig af de opnåede kursgevinster. Derimod var der ikke grundlag for beskatning af gevinst på pantebreve købt i det åbne marked. Se TfS 1985.681.HR.

Oversigt over lovændringer

KGL § 13 er indsat ved lov nr. 439 af 10. juni 1997, som har virkning fra indkomståret 1998. Se nærmere om kursgevinstlovens historik i afsnit C.B.1.1. Der er ikke efterfølgende ændret i bestemmelsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Der foreligger et større antal afgørelser om afgrænsningen af næringsbegrebet. Nedenfor er kun nævnt udvalgte domme og kendelser.

Hidtidig praksis skal ses i lyset af, at grænsedragningen mellem virksomhed, der er omfattet af næringsskattepligten og investeringer, der beskattes efter kursgevinstlovens almindelige regler for personer, inden de ændringer, der er gennemført ved lov nr. 724 af 25. juni 2010, havde betydning for, om der var skattepligtig/fradrag af gevinst og tab. For fordringer erhvervet efter den 27. januar 2010 vil afgrænsningen kun have betydning for, om gevinst og tab skal medregnes til den personlige indkomst eller som kapitalindkomst, samt om bagatelgrænsen finder anvendelse.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2001.127.HR	Ikke næringsdrivende. En ansat i en fiskerivirksomhed var primært beskæftiget med valutaterminsforretninger, og indgik valutaterminsforretninger i eget navn fra arbejdsgiverens kontor. Selvom skatteyderen indgik et stort antal valutaterminskontrakter vedrørende betydelige beløb og et mindre antal obligationshandler med professionelle aktører på det finansielle marked, var han uden egentlig professionel tilknytning til markedet.
TfS 1996, 64 HD	Næringsdrivende med handel med obligationer og terminsforretninger også anset for næringsdrivende med handel med aktier. Højesteret fandt, at de samlede aktiviteter inden for den finansielle sektor havde haft en sådan professionel, regelmæssig og systematisk karakter, at der var tale om næring også med hensyn til aktiehandel.	Dommen fastslår, at der skal foretages en samlet vurdering af den skattepligtiges investeringer. Handel med aktier kan have betydning for, om der er tale om næring, fsva. fordringer og finansielle kontrakter, og omvendt.
TfS 1993, 531 HR	Næringsdrivende med værdipapirer. En prokurist, der var ansat i et vekselererfirma, havde gennemført et betydeligt antal handler, der delvist var finansieret via en løbende kredit hos arbejdsgiveren. Obligationerne var typisk købt kort tid før udløb med henblik på geninvestering. Fortjenesten oversteg væsentligt rente- og udbytteafkastet af beholdningen. Der var tale om en betydelig indkomst såvel absolut som i forhold til hans lønindtægter.
TfS 1985, 681 HR	Afsmitning mellem en person C og et selskab B, som C havde bestemmende indflydelse over. B havde som led i sin næringsvirksomhed solgt nogle ejerlejligheder, og C havde købt pantebreve udstedt ved disse salg. C blev anset for næringsskattepligtig af gevinst på pantebrevene.
UfR 1975, 552 HR	Finansieringsvirksomhed. En købmand havde investeret ledig kapital i pantebreve. Der var næsten udelukkende foretaget udlån, hvor pantebreve eller andre gældsbeviser var udstedt direkte til skatteyderen som første kreditor. Hovedparten af lånene havde en løbetid på mindre end 3 år, men den faktiske løbetid var typisk kortere. Gevinsterne var noget større end renteindtægten.
UfR 1973, 472 HR	Ikke finansieringsvirksomhed. En person A, som ikke havde erhverv, havde investeret den væsentligste del af sin formue i pantebreve med løbetid på 4-10 år. Den faktiske løbetid var i visse tilfælde kortere. Købene var til dels finansieret ved træk på en kassekredit. En del af pantebrevene var udstedt direkte til A. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve.
Landsskatteretskendelser
Lsr. 1985.150	En vekselerers skibskreditobligationer var ikke del af næringsbeholdningen. Retten fandt, at obligationerne havde været holdt uden for vekselererens forretningssfære, og at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at dække anskaffelsen.	Afgrænsningen mellem nærings- og anlægsbeholdning har med ophævelsen af mindsterente- reglen langt mindre betydning. Gevinst og tab på obligationer, der ikke anses for omfattet af omsætnings- beholdningen, vil således også være skattepligtig henholdsvis fradragsberettiget, men vil skulle medregnes til kapitalindkomsten. Gevinst og tab vil desuden være omfattet af bagatelgrænsen på 2.000 kr.