Indhold
I dette afsnit beskrives reglerne for at genopføre på en anden ejendom end, hvor de skadede bygninger ligger
Afsnittet indeholder:
- Genopførelse på anden eller andre ejendomme
- Betingelser for at genopføre på anden eller andre ejendomme
- Tidsfrister for at genopføre på anden eller andre ejendomme
- Fordeling af overskydende beløb på anden eller andre ejendomme
- Fordeling af anskaffelsessummen for den skadesramte ejendom.
Genopførelse på anden eller andre ejendomme
Udgangspunktet er, at det er en betingelse for at udskyde beskatningen, at de genopførte bygninger eller installationer findes på den samme ejendom som de skadede bygninger. Når visse betingelser er opfyldte, kan der ske genopførelse på anden eller andre ejendomme.
Betingelser for at genopføre på anden eller andre ejendomme
Reglerne for at genopføre kan under visse betingelser også anvendes ved genopførelse på en anden ejendom, hvis
- en lov eller en offentlig myndigheds bestemmelse hindrer, at genopførelse sker på den ejendom, hvor de skadede goder fandtes, eller
- skaden har ramt en eller flere erhvervsejendomme, som tilhører samme ejer, og som udgør en driftsenhed, og ejeren ønsker at genopføre på en anden af disse ejendomme end den skadede.
Se EBL § 10, stk. 5.
Det er yderligere en betingelse, at
- genopførelsen på en anden ejendom mindst svarer til erstatnings- eller forsikringssummen, og
- ejeren efter genopførelse giver ►Skattestyrelsen◄ meddelelse om det sammen med indkomstårets selvangivelse.
Se EBL § 10, stk. 7.
Tidsfrister for at genopføre på anden eller andre ejendomme
Genopførelsen skal ske enten i det
- indkomstår, hvor skaden sker, eller
- nærmest følgende indkomstår.
Fristen udløber dog tidligst med det indkomstår, som følger nærmest efter det indkomstår, hvor erstatningssummen er endeligt fastsat.
Bemærk
Hvis skattemyndighederne ændrer skatteansættelsen vedrørende afståelse af en fast ejendom, kan ejeren anmode om at få lov til at anvende reglen, dog senest 3 måneder efter, at afgørelsen om ansættelsesændringen er modtaget.
Fordeling af overskydende beløb på anden eller andre ejendomme
Overstiger de samlede udgifter ved en genopførelse på en anden ejendom erstatnings- eller forsikringssummen, lægges det overskydende beløb til anskaffelsessummen for den genopførte bygning med flere.
Sker genopførelse på flere ejendomme, fordeles det overskydende beløb til anskaffelsessummerne for ejendommene efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse på de enkelte ejendomme.
Se EBL § 10, stk. 7.
Fordeling af anskaffelsessummen for den skadesramte ejendom
Ved genopførelse af bygninger mv. på en anden ejendom, skal den del af anskaffelsessummen for den oprindelige ejendom, der kan henføres til det skadesramte, overføres til den anden ejendom.
Sker genopførelsen på flere ejendomme, fordeles den del af anskaffelsessummen for den oprindelige ejendom, der kan henføres til det skadesramte, efter andelen af de samlede udgifter til genopførelse på de enkelte ejendomme.
Se EBL § 10, stk. 8.
Med genopførelse af den beskadigede ejendom sidestilles ombygning af eksisterende bygning. Se dog afsnit (C.H.2.1.17.4) om EBL § 10, stk. 9. Køb af en erstatningsejendom kan derimod ikke sidestilles med genopførelse. Se Skd. 1974.29.176.