Indhold
Dette afsnit beskriver selvstændigt erhvervsdrivende og deres ægtefællers adgang til at bruge forskudt indkomstår. Der er tale om en undtagelse fra hovedreglen i afsnit C.C.2.5.1.1 om, at indkomståret følger kalenderåret.
Afsnittet indeholder:
- Hvem kan have forskudt indkomstår?
- Hvordan kan indkomståret forskydes i forhold til kalenderåret?
- Bagudforskudt indkomstår
- Fremadforskudt indkomstår
- Regler for opgørelsen af indkomsten og beskatningen i et forskudt indkomstår.
Se også
Se også afsnit
- C.C.2.5.2 om omlægning af indkomståret og om opgørelse af indkomsten ved omlægning
- C.F.1.6.6 om forskudt indkomstår i forbindelse med ophør af skattepligt
- C.A.8.1 om forskudt indkomstår for personer.
Hvem kan have forskudt indkomstår?
Forskudt indkomstår kan anvendes af
- selvstændigt erhvervsdrivende
- ægtefæller til selvstændigt erhvervsdrivende
- selskaber m.fl.
Se afsnit C.D.2.1.2 om selskabers og foreningers indkomstår.
Hvordan kan indkomståret forskydes i forhold til kalenderåret?
Selvstændigt erhvervsdrivende kan anvende et andet indkomstår end kalenderåret. Dette kaldes forskudt indkomstår. Se KSL § 22, stk. 1.
Forskudt indkomstår kan være enten
- bagudforskudt eller
- fremadforskudt
i forhold til kalenderåret.
Bagudforskudt indkomstår
Et bagudforskudt indkomstår er rykket, så det begynder før det kalenderår, det træder i stedet for.
Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 1. marts i kalenderåret før det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for.
Bemærk
Et indkomstår, der afviger fra kalenderåret, skal begynde den første i en måned.
Eksempel: Bagudforskudt indkomstår
Kalenderåret år 2 går fra 1. januar til 31. december år 2.
Indkomståret år 2 kan være bagudforskudt, så det begynder på et tidspunkt i perioden fra og med 1. marts år 1 og frem til og med 1. december år 1.
Det kan fx gå fra 1. marts år 1 til 29. februar år 2 eller fra 1. november år 1 til 31. oktober år 2.
Fremadforskudt indkomstår
Et fremadforskudt indkomstår er rykket, så det først begynder inde i det kalenderår, det træder i stedet for.
Et fremadforskudt indkomstår kan senest begynde den 1. februar i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for.
Eksempel: Fremadforskudt indkomstår
Kalenderåret år 1 går fra 1. januar til 31. december år 1.
Indkomståret år 1 kan være fremadforskudt, så det begynder den 1. februar i år 1 og slutter den 31. januar år 2.
Bemærk
Et indkomstår, der afviger fra kalenderåret, skal begynde den første i en måned. Dvs. at et fremadforskudt indkomstår kun kan begynde den 1. februar i det kalenderår, det træder i stedet for.
Regler for opgørelsen af indkomsten og beskatningen i et forskudt indkomstår
Den skattepligtige indkomst for et forskudt indkomstår skal ansættes efter de regler, der gælder for det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for. Se KSL § 90.
Det kan dog også ske, at det står i en lov, at en bestemmelse har virkning fra en bestemt dato. Så er det denne dato, der gælder. Der kan også være fastsat særlige regler om, hvornår en bestemmelse har virkning fra, hvis indkomståret er forskudt.
Den foreløbige skat og slutskatten beregnes på grundlag af indkomsten i det forskudte indkomstår. Se KSL § 90.
Den foreløbige skat betales i løbet af det kalenderår, det forskudte indkomstår træder i stedet for. Se KSL § 41, stk. 1. Skatten af indtægterne vil derfor ikke blive opkrævet samtidig med indtægternes erhvervelse. Se KSL § 60, stk. 2, og KSLbek § 42 om modregning af betalte skatter ved årsopgørelsen, forskudsregistrering mv.
Reglerne er nærmere beskrevet i skd.cirkulære nr. 135 af 4/11/1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven, kapitel 6.
Eksempel ved bagudforskudt indkomstår
For et bagudforskudt indkomstår 2018, der går fra 1. april 2017 til 31. marts 2018, opgøres indkomsten for hele perioden efter de regler, der gælder for indkomståret 2018. Fx anvendes satser for indkomståret 2018.
Eksempel ved fremadforskudt indkomstår
For et fremadforskudt indkomstår 2018, der går fra 1. februar 2018 til 31. januar 2019, opgøres indkomsten for hele perioden efter de regler, der gælder for indkomståret 2018. Fx anvendes satser for indkomståret 2018.
Se også
Se også afsnit C.C.2.5.2.5 om opgørelse af indkomsten ved omlægning af indkomståret.