Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

Et selskab ønskede fradrag for hensættelser til fremtidig flyvedligeholdelse.

For Højesteret anførte selskabet navnlig, at hensættelserne til større vedligeholdelseseftersyn af fly kunne fradrages årligt som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a, selv om der ikke var sket betaling. Der var tale om udgifter, der i årets løb var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten indtjent ved befordring af passagerer. Dette var efter selskabets opfattelse i overensstemmelse med nettoindkomstprincippet, hvorefter driftsudgifter kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Formålet hermed er at parre indkomstårets indtægter med indkomstårets udgifter. Herved skabes symmetri, og nettoresultatet beskattes.

Selskabet anførte blandt andet yderligere, at ordet "anvendt" i § 6 er normerende for, hvilke driftsomkostninger der kan fratrækkes, og adskiller sig fra ordet "afholde", som betyder at betale en udgift.

Højesteret begrundede blandt andet sit resultat med en henvisning til SKM2011.669.HR, samt med, at "... sådanne hensættelser ikke har den karakter af opfyldelse af en endelig retlig forpligtelse, som efter bestemmelsen er nødvendig for at foretage fradrag. Fradraget kan først foretages, når forpligtelsen til at afholde vedligeholdelsesudgifterne aktualiseres, og udgiften kan gøres endeligt op".

Højesteret bemærkede desuden, at selskabet ikke havde påberåbt sig den i skattemyndighedernes praksis anerkendte ret til, når visse betingelser er opfyldt, at foretage skattemæssige fradrag for hensættelser til serviceforpligtelser. Retten tilføjede, at denne ret, som anført i SKM2011.669.HR, har et meget snævert anvendelsesområde.

Det, som selskabet havde anført om sammenhængen mellem årets indtægter og omkostninger kunne ikke føre til et andet resultat.

Dommen stadfæster SKM2011.476.ØLR.

Se også SKM2001.631.LSR og afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

SKM2011.669.HR

SL § 6, stk. 1, litra a, indeholder ikke hjemmel til at foretage fradrag for hensættelser til fremtidige udgifter, herunder hensættelser til imødegåelse af fremtidige udgifter til serviceforpligtelser.

Uanset ordlyden af bestemmelsen har administrativ praksis dog indrømmet adgang til fradrag for hensættelser til imødegåelse af udgifter ved opfyldelse af udgifter ved opfyldelse af garantiforpligtelser, når visse betingelser er opfyldt.

Denne praksis er udvidet til at omfatte hensættelser til serviceforpligtelser, men kun i tilfælde,

• hvor serviceforpligtelserne er påtaget i forbindelse med et salg,
• så vederlaget er indeholdt i købesummen, og
• serviceforpligtelsen endvidere har en nær sammenhæng med garantiforpligtelser,
• som sælgeren samtidig påtager sig.

Principiel dom.

Dommen stadfæstede SKM2010.300.VLR.

Dommen omtales også i afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

I afsnittet omtales bl.a. betingelserne for hensættelse til garantiforpligtelser og serviceforpligtelser.

SKM2009.563.HR

Et feriepengetilgodehavende for en tidligere ansat, der forfaldt til betaling i indkomståret 1998, kunne ikke trækkes fra i indkomståret 1999. At kravet først var rejst af medarbejderens fagforening i 1999, kunne ikke føre til et andet resultat. Udgifter til regnskabsassistance var forfaldne til betaling forud for indkomståret 1999, og kunne derfor ikke fradrages i 1999.

Stadfæstede SKM2007.752.ØLR.

En kommanditist kunne ikke i 1992 trække en afskrivning på 20 % af kommanditselskabets udgift til beplantning eller en udgift til plantning af læhegn fra. Højesteret lagde til grund, at arbejdsydelsen i forbindelse med udplantning og genplantning af træer udgjorde en væsentlig del af, hvad planteskolen forpligtede sig til over for kommanditselskabet. Denne arbejdsydelse var ikke præsteret i 1992.

Tidligere instanser TfS 1999, 571 ØLD og TfS 1996, 34 LSR.

Landsretsdomme

En skatteyder havde i forbindelse med sin forskningsvirksomhed fået trykt og udgivet tre bøger om sit forskningsarbejde. Retten fandt, at bogudgivelserne var omfattet af varelagerloven. Udgiften til fremstilling af bøgerne kunne efter SL § 6, stk. 1 a, sammenholdt med VL § 1 først trækkes fra i den skattepligtige indkomst, når bøgerne blev solgt eller på anden måde udgik af varelageret, typisk ved salg. Der var ikke hjemmel til at henføre en uforholdsmæssig stor andel af trykkeudgiften til de første eksemplar af de enkelte udgivelser, som påstået af skatteyder.

Dommen stadfæster SKM2010.401.BR.

Se afsnit C.C.2.3.1 om varelagerloven.

SKM2009.35.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab (agenturgiver) var berettiget til fradrag for provisionsudgifter til en italiensk agent.

Selskabet var kun retligt forpligtet til at betale en del af beløbet i 1999. Agenten havde ifølge agentaftalen kun krav på provision af gennemførte handler, og handlerne ansås ifølge aftalen for gennemført, når der efter en faktura var sket leverance, og kunden havde betalt. Et restbeløb, der blev beregnet i 1999 på grundlag af fakturaer, som var udstedt i 1999, men som først blev betalt af kunderne i 2000, kunne derfor først trækkes fra i 2000, hvor der var en endelig forpligtelse til at betale dem.

SKM2003.71.VLR

En skatteyder havde haft en sag med de norske skattemyndigheder om efterbetaling af told for nogle år i starten af 1990'erne. I 1995 traf Tolddistriktchefen i Trondheim en afgørelse i sagen, og i 1997 blev sagen afgjort af Toll- og Avgiftsdirektoratet (den øverste administrative myndighed på området). Skatteyderen indbragte sagen for domstolene i 1998. Sagen blev forligt i 2000. Da skatteyderen, også efter Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse i 1997 havde været af den opfattelse, at toldmyndighedernes krav var uberettiget, og havde anlagt sag i 1998, fandt landsretten i skattesagen, at der i 1997 havde været en reel tvist om toldmyndighedernes krav. Kravet kunne derfor ikke anses for at være endeligt fastslået i dette år, og fradrag kunne ikke ske i dette år.

TfS 1991, 400 ØLD

Tidspunktet for fradragsret for forpagtningsafgifter. Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af kapiteltaksten, dvs. et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige forpagtningsafgift kunne derfor først gøres op efter årets udløb. Afgiften blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb.

Spørgsmålet var, om det var en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var tilstrækkeligt, at der var en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften efter kapiteltaksten, så den skyldige afgift for det pågældende indkomstår kunne fradrages i det indkomstår, hvor høstindtægten skulle beskattes.

I SL § 6 a benyttes udtrykket udgifter, som i årets løb er anvendt. Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme udtryk, fordi forpagtningsafgifter mv. skal være anvendt i indkomstårets løb. Der var derfor også fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var forfalden ved årets udløb.

Kommenteret i TfS 1991, 394 DEP.

Byretsdomme

SKM2010.169.BR

Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen havde ret til fradrag for et beløb, der var hensat i 2005, men som hverken var indtægtsført eller hensat i 2006. Retten lagde til grund, at beløbet efter sædvanlig praksis skulle indtægtsføres det efterfølgende år. Herefter kunne skatteyderen medtage de reelle udgifter i regnskaberne. Skatteyderen, som ikke havde dokumenteret udgifterne, fik derfor ikke fradrag.

Se også afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

Sagen, som også vedrørte spørgsmålet om retserhvervelsestidspunktet for en indtægt ved salg af bådmotor, omtales også i afsnit C.C.2.5.3.2.2.

Landsskatteretskendelser

SKM2012.276.LSR

Et selskabs indtægter fra deposita i forbindelse med salg af renoverede reservedele til biler skulle indtægtsføres på faktureringstidspunktet og ikke først ved eventuel manglende returnering.

Udgifter i forbindelse med, at selskabet modtog reservedele retur, kunne først trækkes fra ved returneringen.

Selskabets egne udgifter til deposita til leverandører kunne trækkes fra på købstidspunktet.

SKM2010.156.LSR

Et selskab påtænkte at udbetale et særligt vederlag (bonus) til sine navngivne, ikke ledende medarbejdere i form af såkaldte fantomaktier uden aktionærers sædvanlige rettigheder.

På den måde ville selskabet i et vist omfang sidestille sine medarbejdere med selskabets aktionærer, så ejerne af fantomaktierne modtog "udbytte", hvis nærmere betingelser var opfyldt, herunder at der blev udloddet udbytte til de rigtige aktionærer, eller, at selskabets aktier blev solgt.

Anerkendt fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, for udgift til bonusbeløb i det indkomstår, hvor beslutningen om at udlodde udbytte blev truffet. I tilfælde af salg ville der være fradragsret for bonusydelsen i det år, hvor aktionærerne aftalte at sælge aktierne i selskabet.

Tidligere instans SKM2008.709.SR.

SKM2005.497.LSR

En elnetvirksomhed, hvis indtægter blev begrænset og reguleret efter reglerne i elforsyningsloven, havde modtaget indtægter, der oversteg den tilladte indtægtsramme (overdækning).

Elforsyningsvirksomheden var i et vist omfang forpligtet til at udligne det for meget indtjente ved en senere reduktion af virksomhedens tariffer.

Virksomheden havde imidlertid mulighed for at modregne overdækningen i en eventuel underdækning for senere år i reguleringsperioden. Landsskatteretten kunne under disse omstændigheder ikke tiltræde, at overdækningen kunne fradrages i selskabets indkomstopgørelse før en eventuel udbetaling til forbrugerne.

Se også SKM2006.766.LSR (om underdækning)

og

SKM2006.767.LSR (om pålagt prisnedsættelse).

SKM2001.631.LSR

Hensættelser af udgifter til hovedeftersyn af et fly blev anset for løbende vedligeholdelsesudgifter, som først var fradragsberettigede, når de var afholdt.

Se også SKM2011.476.ØLR og afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

SKM2001.375.LSR

En banks udgifter (hensættelser) til fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere kunne først trækkes fra i forbindelse med den enkelte medarbejders fratræden og ikke på tidspunktet for indgåelse af en "senioraftale".

Se afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

TfS 1996, 227 LSR

Landsskatteretten udtalte, at det ikke er en betingelse for fradrag, at beløbet faktisk er forfaldent til betaling.

Sagen vedrørte hensættelse til skyldig afspadsering, som kunne gøres endeligt op.

Se også afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

TfS 1994, 409 LSR

Et selskab drev virksomhed med genbrugsmaterialer til salg og slutdeponering. Selskabets forpligtelse over for leverandørerne af affald bestod i selve modtagelsen, som leverandørerne betalte et vederlag for. Vederlaget var derfor skattepligtigt på dette tidspunkt. Se SL § 4 a.

Virksomhedens omkostninger, der var afholdt som led i driften i forbindelse med

• sortering
• bearbejdelse
• salg og
• slutdeponering mv.,

måtte betegnes som almindelige driftsomkostninger efter SL § 6 a, der kunne fradrages løbende.

Omtales også i afsnit C.C.2.5.3.2.2.

LSRM 1970, 16 LSR

Et selskab kunne hensætte til kalkulerede fragtomkostninger for endnu ikke leverede betonelementer i det år, hvor salgsindtægten for elementerne var bogført.

Se også afsnit C.C.2.5.3.3.10 om hensættelser.

►Skatterådet◄

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt, at spildevandsforsyningsselskabet var rette indkomstmodtager i relation til betalinger fra forbrugerne, der relaterede sig til medfinansiering af klimatilpasningsprojekter. Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne.

Rådet kunne ikke bekræfte, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til en kommune, der dækkede kommunens anlægsudgifter. 

Skatterådet bekræftede derimod, at selskabets betaling af projektejers anlægsudgift, der vedrørte anlæg, som selskabet ikke kunne være ejer af, men som ejedes af projektejer, ville kunne aktiveres og afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Rådet tog desuden stilling til nogle spørgsmål om fastsættelse af afskrivningsperioden.

Det udtaltes vejledende, at ved afskrivning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, fastsættes en passende afskrivningsperiode, der for denne type udgifter normalt vil kunne fastsættes til 25 år.

Udgifterne vedrørte typisk driftsmidler med en lang levetid, men rådet mente ikke, at afskrivningsperioden for de lineære afskrivninger efter statsskatteloven burde overstige afskrivningsperioden for fast ejendom.

Betalinger til kommunen, der dækkede dennes udgifter til finansiering af anlæg (renteudgifter), kunne fratrækkes løbende som driftsomkostninger i betalingsårene, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Disse udgifter var ikke renteudgifter for spildevandsselskabet og derfor ikke omfattet af fradragsretten for renter jf. SL § 6, stk. 1, litra e.

Skatterådet bekræftede, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække betalinger til projektejer, der dækkede drifts- og vedligeholdelsesudgifter.

Skatterådet bekræftede endvidere, at selskabet efter SL § 6, stk. 1, litra a, som løbende driftsomkostninger i de enkelte indkomstår kunne fratrække egne forgæves afholdte omkostninger til dokumentation, budgettering og vurdering af klimatilpasningsprojekter.

Se også SKM2014.193.SR.

(Refereres ikke her).

SKM2008.1025.SR

Skatterådet bekræftede, at udgifter til modydelser, der indgik i leverancer af medicinsk udstyr på baggrund af EU-udbud, og som selskabet var kontraktligt forpligtet til at levere, var salgsomkostninger, som kan fradrages indkomstopgørelsen løbende i takt med, at udgifterne afholdes. De modydelser, der var tale om, var bl.a. produktspecifik træning for læger, sygeplejersker mv. og efteruddannelse inden for fagområdet relateret til det leverede udstyr.