Indhold

Dette afsnit indeholder en række eksempler fra retspraksis på ydelser, der kan afregnes efter udlægsreglerne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Afsnittet indeholder:

  • Afgifter og ydelser fra offentlige myndigheder
  • Af- og pålæsning i forbindelse med transport
  • Speditørers udlæg for importmoms for varemodtager
  • Copy Dan (licensen)
  • Registreringsafgift
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også afsnit D.A.8.1.1.3.3.2 om betingelserne for at anvende udlægsreglerne.

Afgifter og ydelser fra offentlige myndigheder

Typiske eksempler på ydelser, der kan afregnes efter udlægsreglerne, hvis betingelserne er opfyldt, er en række ydelser eller afgifter, der erhverves fra offentlige myndigheder, og som har tilknytning til sælgers egentlige leverance uden at indgå i leverancen.

Det kan dreje sig om fx:

  • lossepladsafgifter, se MNA1973, 357
  • afgifter for patenter og varemærker, se MNA1979, 637
  • nummerplader i forbindelse med salg og reparation af biler, se MNA1987,1017 og TfS1997, 546AFG
  • Afgifter/gebyrer, som en arkitekt- og ingeniørvirksomhed betaler til henholdsvis Erhvervs- og Byggestyrelsen for en tilstandsrapport og til Energistyrelsen for energimærkning, se SKM2011.429.SR.
  • registreringsafgift, se nedenfor.

Af- og pålæsning i forbindelse med transport

Andre eksempler på ydelser, der kan afregnes efter udlægsreglerne, er transportvirksomheders betaling for andre virksomheders ydelser, fx for af- og pålæsning i forbindelse med transporten. Se MNA1973, 357 om af- eller pålæsning.

Speditørers udlæg for importmoms for varemodtager

Udlægsreglerne kan anvendes for speditørers udlæg for importmoms for varemodtager. Derimod har speditører ikke fradragsret for importmoms, som de hæfter for på grund af fejl mv. Se TfS1991, 19AFG.

Bemærk

Bemærk, at ML § 27, stk. 3, nr. 3, ikke er hjemmel til, at varemodtageren kan udøve sin fradragsret på baggrund af en udlægsopgørelse fra speditøren og den vedlagte dokumentation for speditørens betaling af importmoms. ML § 27, stk. 3, nr. 3, er hjemmel til, at speditøren, hvis betingelserne i bestemmelsen, se D.A.8.1.1.3.3.2, er opfyldt, kan undlade at beregne salgsmoms af importmomsen. Se SKM2016.145.SR og SKATs vejledende udtalelse i forbindelse med det bindende svar.

Bemærk også, at det kun er relevant at se på, om betingelserne for at anvende ML § 27, stk. 3, nr. 3, er opfyldt, hvis speditøren har begået en fejl mv., som medfører, at speditøren skal betale importmomsen, i forbindelse med, at importøren har leveret en momspligtig ydelse til varemodtageren. Dvs. i forbindelse med en levering mod vederlag til varemodtageren, se evt. afsnit D.A.4.1.2 Levering mod vederlag.

Om "hæftelsesmoms" generelt og adgangen til, at varemodtageren kan udøve sin fradragsret for importmoms på baggrund af en udlægsopgørelse og den vedlagte dokumentation, se afsnit D.A.11.1.3.3.

Copy Dan (licensen)

Når et teleskab fakturer Copy-Dan-afgifter til sine kunder, så skal teleskabet ikke medregne afgifterne i sit eget momsgrundlag. Der er tale om godtgørelse af en omkostning, der reelt afholdes for selskabets enkelte kunder i forhold til disses "træk" på ydelserne. Opkrævningen af afgifterne opfylder altså kravene til udlæg, da de kan siges at være afholdt i den enkelte kundes navn og for dennes regning. Selskabet kan derfor anvende udlægsreglen i ML § 27, stk. 3, nr. 3 i forbindelse med selskabets opkrævning af Copy-Dan-afgiften (licensen). Se TfS1996, 847MNA.

Registreringsafgift

Registreringsafgift skal ikke indgå i bilforhandlerens momsgrundlag ved salg af biler, når en forhandler afholder udgiften på vegne af en konkret køber, i hvis navn bilen bliver indregistreret. Registreringsafgiften kan altså holdes uden for momsgrundlaget som et udlæg efter ML § 27, stk. 3, nr. 3. Se sag C-98/05, De Danske Bilimportører.  Se C-106/10 Lidl & Companhia

Registreringsafgift skal derimod indgå i leasinggiverens momsgrundlag. Efter registreringsafgiftslovens er det nemlig leasinggiveren, der hæfter for betaling af afgift. Det betyder, at registreringsafgiftsbeløbet skal indgå i den samlede leasingydelse, idet det ikke kan anses for et udlæg for leasingtageren, ligesom det heller ikke er muligt for leasingtageren selv at indbetale afgiftsbeløbet til SKAT. Ved momsberegningen skal leasingvirksomheden derfor afregne moms af hele leasingydelsen. Dette er baggrunden for de særlige regler for leasingtageres fradragsret, som er beskrevet i afsnit D.A.11.6.2 Personbiler og motorcykler ML § 42, stk. 1, nr. 6 og stk. 4, 5, 6 og 7.

I flere konkret beskrevne tilfælde kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger kunne holde betalt registreringsafgift udenfor momsgrundlaget ved videresalg af et motorkøretøj. I begrundelsen blev der i alle konkret beskrevne tilfælde lagt vægt på, at de pågældende køretøjer blev indregistreret i spørgers navn og at den næste køber af bilerne ikke var kendt på indregistreringstidspunktet. Se SKM2015.684.SR.

Se også

  • Afsnit D.A.8.1.1.2.3 om told og andre afgifter
  • Afsnit D.A.22.12 om registreringsafgift og demonstrationskøretøjer.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-106/10 Lidl & Companhia

Portugisisk registreringsafgift er ikke omfattet af udlægsreglen, da registreringsafgiften ifølge portugisisk registreringsafgiftslov påhviler leverandøren og ikke køberen af motorkøretøjet. Leverandøren afholder derfor ikke udgiften i køberens navn og regning, men i eget navn og for egen regning.

I modsætning til dansk registreringsafgiftslov,  hvor køberen er den betalingspligtige. Se C-98/05, De Danske Bilimportører.

C-98/05, De Danske Bilimportører

Den afgiftsudløsende omstændighed for registreringsafgiften er ikke leveringen af et køretøj, men køretøjets første registrering i Danmark.

Heraf følger, at når registreringsafgiften er betalt af forhandleren som følge af en aftalemæssig forpligtelse til at levere køberen et motorkøretøj, der er indregistreret i dennes navn, må faktureringen af denne afgift til køberen anses for at svare til en tilbagebetaling af omkostninger, der af forhandleren er afholdt i køberens navn og for dennes regning, og ikke til en modværdi for det leverede gode. En sådan afgift er omfattet af sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 3, litra c) nu momssystemdirektivet artikel 79, stk. 1, litra c og stk. 2 om udlæg.

Ganske vist er den registrerede forhandler ansvarlig for betaling af registreringsafgiften over for de kompetente skattemyndigheder. Det forholder sig ikke desto mindre sådan, at den betalingspligtige til denne afgift er køberen af køretøjet.

Landsskatteretskendelser

SKM2012.310.LSR

Et selskab, der drev en internetbutik, som havde opkrævet moms af et samlet beløb hos kunderne, fik ikke medhold i, at der skulle ske delvis tilbagebetaling af moms under henvisning til, at en del af det opkrævede beløb udgjorde betaling for porto, som rettelig skulle have været udeladt for momsberegning efter reglerne om udlæg. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde levet op til retningslinjerne i TfS 2000, 700TSS.

Bemærk i øvrigt, at de særlige lempelige regler for postordrevirksomheder, som er beskrevet i TfS2000, 700TSS er ophævet med virkning fra 1. januar 2017. Postordre-/e-handelsvirksomheder skal herefter anvende momslovens almindelige regler, jf. SKM2016.306.SKAT.

TfS1996, 847MNA

Et teleselskab kunne anvende udlægsreglen i ML § 27, stk. 3, nr. 3, i forbindelse med sin opkrævning af Copy-Dan-afgift. Momsnævnet lagde til grund, at der var tale om godtgørelse af en omkostning, der reelt blev afholdt for selskabets enkelte kunder i forhold til disses brug af ydelserne. Nævnet traf også afgørelse om, at selskabets opkrævning af gebyrer til Telestyrelsen skulle medregnes til momsgrundlaget efter ML § 27, stk. 1, da udlægsreglen ikke her kunne finde anvendelse. Gebyrerne påhvilede efter deres karakter reelt selskabet på samme måde som andre driftsomkostninger og blev ikke afholdt for den enkelte bruger. Gebyrerne rettede sig mod selskabets drift af teleanlægget og kunne ikke siges at være afholdt for den enkelte bruger.

MNA1987,1017

Udlæg for nummerplader i forbindelse med reparation af biler kunne holdes uden for momsgrundlaget.

MNA1979, 637

Der var rejst spørgsmål om den momsmæssige stilling efter momsloven for afgifter, der af patent- og varemærkeagenter betales til direktoratet for patent- og varemærkevæsenet, og som af den pågældende agent videredebiteres kunderne i forbindelse med faktureringen af vederlaget for agentens behandling af den pågældende sag.

De omhandlede afgifter vil kunne holdes uden for agenternes afgiftspligtige omsætning på betingelse af, at agenterne ingen avance beregner sig af afgifterne, og at agenterne giver kunderne en udlægsopgørelse over disse beløb samt videregiver de originale kassekvitteringer fra direktoratet til dokumentation for udlæggenes størrelse.

MNA1973, 357

En transportvirksomhed vil på fakturaer over udførte transportydelser kunne undlade at beregne afgift af de for kunderne foretagne udlæg, indbefattet de i udlæggene indgåede afgiftsbeløb.

Betaling for af- eller pålæsning udført af andre virksomheder i forbindelse med transporten vil kunne betragtes som udlæg for kunden.

Lossepladsafgift vil kunne betragtes som udlæg for kunden, såfremt aftalen med kunden kun omfatter kørsel til lossepladsen. Hvis aftalen med kunden er en aftale, der går ud på bortskaffelse af affald, fx fjernelse af dagrenovation, er lossepladsafgiften en omkostning for vognmandsforretningen og må indgå i det fakturabeløb, hvoraf der betales afgift.

Udgift til lastbilernes overførsel med færger vil ikke kunne betragtes som udlæg for kunden, men må indgå i den momspligtige værdi i fakturaerne for transporten. Moms på færgebilletten vil på den anden side kunne medregnes til transportvirksomhedens indgående afgift.

Skatterådet

SKM2016.477.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udenlandsk porto, som betales af et andet selskab, men som viderefaktureres til Spørger kunne anses som udlæg for porto ved Spørgers fakturering af sine kunder.

Skatterådet kunne derimod bekræfte, at porto, som Spørger betaler direkte til et udenlandsk postselskab, kunne anses som udlæg for porto i medfør af gebyrordningen i TfS2000,700TSS, ved Spørgers fakturering af sine kunder.

Skatterådet bekræftede, at leveringsstedet for de omhandlede fragtydelser, som leveres af et udenlandsk postselskab, er Danmark.

Derimod kunne Skatterådet ikke bekræfte, at et udenlandsk postselskab, som i sit hjemland er pålagt befordringspligten, kunne levere postydelserne momsfrit i Danmark, idet momsfritagelsen efter momsloven alene omfatter den eller de virksomheder, som er udpeget som postbefordringspligtige virksomheder i Danmark.

Bemærk, at den i sagen omhandlede gebyrordning, TfS2000, 700 er ophævet med virkning pr. 1. januar 2017, jf. SKM2016.306.SKAT.
SKM2016.145.SR

Spørger planlægger at importere sine kunders fly formelt set i eget navn og for egen regning i forhold til toldbestemmelserne om indførsel. Skatterådet bekræfter, at den betalte importmoms kan anses for et udlæg for kunden, og at udlægsreglerne kan finde anvendelse. Betaling af importmoms kan anses for et udlæg i udlægsbestemmelsens forstand, når spørger har påtaget sig en aftalemæssig forpligtelse over for sin kunde til at indfortolde kundens fly. Den importmoms, som spørger fakturerer til flyets ejer, kan ikke anses for en del af vederlaget - og dermed momsgrundlaget - for den ydelse, der består i at indfortolde flyet.

Skatterådet bekræfter, at kunderne har ret til fradrag for importmomsen. SKAT udtaler vejledende, at kunderne imidlertid efter momsbekendtgørelsens regler ikke kan udøve retten til fradrag på baggrund af de af spørger udfærdigede udlægsopgørelser og de fortoldningsangivelser, som spørger vil videregive til kunderne.

Om "hæftelsesmoms" generelt og adgangen til, at varemodtageren kan udøve sin fradragsret for importmoms på baggrund af en udlægsopgørelse og den vedlagte dokumentation, se afsnit D.A.11.1.3.3.
SKM2015.684.SR I flere konkret beskrevne tilfælde kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger kunne holde betalt registreringsafgift udenfor momsgrundlaget ved videresalg af et motorkøretøj. I begrundelsen blev der i alle konkret beskrevne tilfælde lagt vægt på, at de pågældende køretøjer blev indregistreret i spørgers navn og at den næste køber af bilerne ikke var kendt på indregistreringstidspunktet.
SKM2014.126.SR Skatterådet kunne bekræfte, at spørger i den konkrete situation kunne anvende momslovens udlægsregler på udlæg for importmoms for varemodtager. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at momslovens udlægsregler også fandt anvendelse i en situation, hvor spørger som told- eller skibsagent hæftede for moms efter toldreglerne.

Om "hæftelsesmoms" generelt og adgangen til, at varemodtageren kan udøve sin fradragsret for importmoms på baggrund af en udlægsopgørelse og den vedlagte dokumentation, se afsnit D.A.11.1.3.3.

SKM2011.429.SR

Virksomheden udarbejdede tilstandsrapporter og energimærkninger for sine kunder. Virksomheden betalte i den forbindelse gebyrer til henholdsvis Erhvervs- og Byggestyrelsen på 296 kr. og Energistyrelsen på 125 kr. Virksomheden opkrævede gebyrerne fra kunderne uden at beregne avance. Gebyrerne, der blev betalt af virksomheden til offentlige myndigheder, havde tilknytning til spørgers egentlige leverance - tilstandsrapporter og energimærkninger - uden egentlig at indgå i leverancen. Virksomheden betalte beløbet på kundernes vegne. På den baggrund kunne virksomheden afholde udgiften til gebyrerne som et udlæg og skulle dermed ikke afregne moms af kunderne godtgørelse af udlægget, under forudsætning af, at beløbene blev opført på en særlig udlægskonto, og at spørger kunne redegøre for de enkelte udlægsbeløb.

SKM2011.355.SR

Homeshoppingvirksomheden kunne, i henhold til ML § 27, stk. 3, nr. 3, holde beløb uden for momsgrundlaget, som denne modtog fra køber som godtgørelse af omkostninger, som homeshoppingvirksomheden havde afholdt i købers navn og for dennes regning. For så vidt angår udlæg for portoudgifter, kunne homeshoppingvirksomheden anvende reglerne i TfS2000.700.SKM. Virksomheden var herefter berettiget til under ét at behandle portoudgifter vedrørende sådanne forsendelser som momsfrie udlæg for kunderne, således at den del af de samlede gebyrer, opgjort under ét, der modsvares af portoudgifter under udlægsordningen, ikke skulle indgå i momsgrundlaget. Der blev ikke stillet krav om en opgørelse kunde for kunde. Portoudgifter under udlægsordningen blev ført på en samlet udlægskonto. Hvis homeshoppingvirksomheden havde valgt at anvende udlægsordningen i henhold til ML § 27, stk. 3. nr. 3, skulle denne ikke pålægge fragtomkostningen moms, da det var udgifter, som homeshoppingvirksomheden afholdt i købers navn.

Bemærk, at de særlige lempelige regler for postordrevirksomheder, som er beskrevet i TfS2000, 700TSS er ophævet med virkning fra 1. januar 2017. Postordre-/e-handelsvirksomheder skal herefter anvende momslovens almindelige regler, jf. SKM2016.306.SKAT.

TfS1997, 546AFG

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at gebyrer for nummerplader kan holdes uden for momsgrundlaget som udlæg ved salg af biler, da gebyret må anses for en godtgørelse af omkostninger, der er afholdt i aftagerens (bilkøberens) navn og for dennes regning, jf. ML § 27, stk. 3, nr. 3. Efter bestemmelsen er det en forudsætning for at anvende udlægsreglerne, at

  • beløbet registreres på en udlægskonto i virksomheden,
  • virksomheden kan gøre rede for de enkelte udlægsbeløb.

TfS1991, 1319AFG

Den konkrete sag vedrørte en entreprenørmaskine, som af et speditionsfirma blev udleveret fra firmaets "eget lager", uden at maskinen forinden var angivet til fortoldning. Speditionsfirmaet betalte herefter importmomsen, som firmaet hæftede for som ekspeditør. Efter revurdering af sagen har styrelsen tilladt, at udlægsreglerne kan anvendes i et tilfælde som det foreliggende.

Dette indebærer, at speditionsfirmaet fortsat hæfter for told og afgifter som ekspeditør efter reglerne i toldbehandlingsbekendtgørelsen, og at der ikke er fradragsret for importmomsen. Importmomsen kan derimod betragtes som et udlæg for den egentlige varemodtager. Ekspeditøren kan herefter søge udlægget godtgjort hos varemodtageren. Det er en betingelse for anvendelse af udlægsreglerne, at der ikke beregnes avance af udlægget, at der udstedes en særlig udlægsopgørelse til varemodtageren, og at originalbilagene videregives til varemodtageren. Varemodtageren kan herefter medregne importmomsen til virksomhedens købsmoms efter momslovens almindeligt gældende regler. 

Om "hæftelsesmoms" generelt og adgangen til, at varemodtageren kan udøve sin fradragsret for importmoms på baggrund af en udlægsopgørelsen og den vedlagte dokumentation, se afsnit D.A.11.1.3.3.