Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.208.HR

Højesteret fandt det ikke efter de afgivne vidneforklaringer godtgjort, at en række indbetalinger på skatteyderens konto udgjorde lån fra skatteyderens far i Tyskland, jf. SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte såkaldte transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder. Højesteret fandt ikke, at sådanne beløb kunne anses for at være skattefri indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5's forstand. Der var således tale om almindelig skattepligtige indtægter efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2007.183.HR

Den skattepligtige fik ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar, skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge. Skattepligtig indtægt.

Landsretsdomme

►SKM2018.160.ØLR◄

►Sagen angik det skøn, som skattemyndighederne havde udøvet vedrørende en skatteyders skatte- og momsansættelsen for indkomstårene 2006 - 2009.

Skatteyderen drev uregistreret bil-, udlejnings-, og pengeudlånsvirksomhed. SKAT havde ved en ransagning med Politiet fundet dokumentation på økonomiske transaktioner, som dannede baggrund for de herefter foretagne skønsmæssige ansættelser.

Landsretten fandt, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at det uøvede skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag, hvilken han ikke havde løftet.◄

►SKM2018.14.ØLR◄

►Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af Euro 66.000,-, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt Lufthav. Skatteyderen gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejse til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. 0ktober 2010.

Byretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han havde lån beløbet af sin søster. Byretten lagde blandt andet vægt på, at skatteyderens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, og at den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen.

For landsretten gjorde skatteyderen gældende, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at der var tale om udeholdte indtægter.

Landsretten fastlog, at det påhvilede skatteyderen at dokumentere, at beløbet ikke skal indgå ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige indkomst, og tiltrådte de af byretten anførte grunde, at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Derudover bemærkede Landsretten, at skatteyderen først havde angivet, at der var tale om et lån og fremlagt låneaftalen til støtte herfor, efter at SKAT havde fremsendt agterskrivelsen i sagen.

 SKM2017.478.VLR

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik SKAT oplysning om, at skatteyderen til sin bankkonto i Danmark havde fået overført to beløb på i alt 2.491.705 kr. fra et selskab på Cayman Island. Skatteyderen hævdede, at overførslerne var skattefri lån fra selskabet.

Landsretten bemærkede, at det i den foreliggende situation, hvor der var indsat pengebeløb på skatteyderens bankkonto fra et selskab på Cayman Island, som var kontrolleret af en nærtstående til skatteyderen, sammenholdt med oplysningerne om hans indtægtsforhold, påhvilede ham at godtgøre, at de indsatte beløb var skattefrie lånebeløb. Efter de konkrete forhold fandt landsretten, at han ikke havde ført et sådant bevis, og at overførslerne måtte anses som skattepligtige jf. statsskattelovens § 4.

SKM2017.446.VLR

En skatteyder var direktør i et selskab, der var ejet af hans svigermor. I selskabets årsrapport var under aktiverne bogført et tilgodehavende benævnt "tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse". Såvel Landskatteretten som Byretten fandt, at skatteyderen skulle lønbeskattes af tilgodehavendet, for det det blev anset for at vedrøre ham og fordi han ubestridt ikke var i stand til at betale.

Skatteyderen bestred, at selskabets tilgodehavende ikke havde noget med ham at gøre og at halvdelen af tilgodehavendet skulle henføres til tidligere indkomstår og at tilgodehavendet vedrørte et datterselskab.

Landsretten henviste til, at selskabets tilgodehavender i årsrapporten var opdelt i tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, hos associerede virksomheder og hos virksomhedsdeltagere og ledelse. Af revisionspåtegningen fremgik, at der i strid med anpartsselskabslovens § 49 var et ulovligt anpartshaverlån.

Landsretten fandt videre, at anpartsselskabslovens § 49 vedrører lån til bl.a. anpartshavere og direktører, men ikke lån til selskabets datterselskab. Skatteyderen var direktør og eneste ansatte i selskabet og kunne alene tegne selskabet, der var ejet af hans svigermor. Herefter lagde landsretten til grund, at tilgodehavendet ikke tilhørte datterselskabet, men skatteyderen selv, da skatteyderen ikke havde bevist, at tilgodehavende ikke vedrørte ham eller at en del af det vedrørte et tidligere indkomstår.

Skattepligt.

SKM2007.542.VLR

Vestre Landsret fastslog, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt.

Skattepligt.

Byretsdomme

►Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde godtgjort, at 44 pengeoverførsler fra to virksomheder på i alt 2.592.501 kr. til sagsøgers tre bankkonti ikke var skattepligtig indkomst for vedkommende.

Sagsøger gjorde gældende, at beløbene ikke var skattepligtig indkomst, da beløbene blev indsat på bankkonti, der var oprettet med det formål at afholde virksomhedernes driftsudgifter, idet virksomhedernes bankforbindelse havde opsagt samarbejdet.

Skatteministeriet gjorde gældende, at det er udokumenteret, at indsætningerne skulle være anvendt til betaling af driftsomkostninger for de to virksomheder, hvorfor sagsøger ikke havde bevist, at de 44 indsætninger ikke er skattepligtig, personlig indkomst for ham. Sagsøger havde f.eks. ikke formået at fremlægge blot én faktura, der dokumenterede, at han havde afholdt udgifter på vegne af ét af de to selskaber, selvom han havde været regnskabsansvarlig i det ene selskab.

Retten anførte, at idet de 44 indsætninger blev indsat på sagsøgers personlige bankkonti, blev beløbene undergivet sagsøgers frie rådighed og ejendomsret, på samme måde som hvis han havde fået pengene overgivet i hånden kontant.

Retten udtalte, at der under de konkrete omstændigheder gjaldt en streng bevisbyrde, og at sagsøger ikke havde løftet denne bevisbyrde.◄

►Sagen angik, hvorvidt gevinster vundet i backgammon i indkomstårene 2006-2011 – det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 – var skattepligtige. Afgørende for denne vurdering var, om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, der ikke var omfattet af den tidligere tips-og lottolov, med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattepligtige, eller om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et hasardspil omfattet af den tidligere tips-og lottolov med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattefri.

Retten konstaterede, at Landsskatteretten havde vurderet, at backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, at denne vurdering deltes af spillemyndigheden og var fulgt i administrativ praksis, samt at vurderingen i øvrigt støttedes af en række publicerede beskrivelser af backgammon. Skatteyderen havde ikke heroverfor ved sin forklaring og det af hende påberåbte materiale godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af backgammon, og retten tiltrådte dermed, at skatteyderens indtægter fra backgammon i de omhandlede indkomstår var skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter for de pågældende år.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Der deltog tre dommere i afgørelsen af sagen.◄

►Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for 2012 var blevet forhøjet skønsmæssigt af skattemyndighederne på baggrund af i alt 8 indsætninger på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen var ansat i en virksomhed, som havde overført beløbene til skatteyderen. Til støtte for, at indsætningerne ikke var skattepligtige, gjorde skatteyderen gældende, at han udlånte sin konto til nogle underleverandører, så de kunne modtage udbetalinger fra den virksomhed, som skatteyderen var ansat i. Udover indsætningerne på skatteyderens konto havde skatteyderen tillige fået udbetalt løn fra virksomheden på i alt 82.000 kr. i 2012.

Skatteministeriet gjorde gældende, at indsætningerne ikke var holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsgang, hvorfor det påhvilede det skatteyderen at bevise, at beløbene ikke var skattepligtige. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ifølge Skatteministeriet ikke løftet.

Retten fandt, at konstruktionen med udlån af kontoen i sig selv måtte anses for ganske usædvanlig. Hertil kom, at der på 6 ud af de 8 fakturaer fra underleverandørerne netop var angivet et kontonummer, hvortil betaling kunne ske, og at posteringsteksterne på indbetalingerne ikke indikerede, at der skulle være tale om beløb til videreformidling til underleverandører. Der var endvidere ikke sammenhæng mellem indbetalingerne på skatteyderens konto og de af ham foretagne kontanthævninger i perioden. Videre lagde retten vægt på, at skatteyderen havde forklaret, at han i indkomståret 2012 arbejdede fuld tid hos virksomheden, men alene fik udbetalt 82.000 kr. På den baggrund fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle beskattes hos skatteyderen. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at Skatteministeriet ikke havde bestridt ægtheden af fakturaerne.

Skatteministeriet blev på baggrund heraf frifundet.◄

►Sagerne drejer sig om, hvorvidt skatteyderen skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende for det arbejde, skatteyderen havde udøvet som freelancer ved en virksomhed. Ligeledes omhandlede sagerne, om skatteyderens virksomhed havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.

Byretten udtalte indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at den skatteretlige sondring mellem lønindkomst og indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed skal ske efter de kriterier, der er gengivet i pkt. B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med kriterierne anført i cirkulæret om personskatteloven, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager. Retten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, dels i henhold til en skriftlig aftale indgået med skatteyderen personligt, dels i henhold til en mundtlig aftale om udførelse af diverse forefaldende opgaver.

Retten tillagde det også vægt, at skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere, at skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden bortset fra et mindre beløb, at skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn, at aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt, og at der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter sin karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

◄x

►Sagen angik, hvorvidt gevinster vundet i backgammon i indkomstårene 2006-2010 – det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 – var skattepligtige. Afgørende for denne vurdering var, om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, der ikke var omfattet af den tidligere tips-og lottolov, med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattepligtige, eller om backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et hasardspil omfattet af den tidligere tips-og lottolov med den følge, at gevinster vundet i backgammon var skattefri.

Retten konstaterede, at Landsskatteretten havde vurderet, at backgammon i overvejende grad måtte anses for at være et færdighedsspil, at denne vurdering deltes af spillemyndigheden og var fulgt i administrativ praksis, samt at vurderingen i øvrigt støttedes af en række publicerede beskrivelser af backgammon. Skatteyderen havde ikke heroverfor ved sin forklaring og det af ham fremlagte materiale godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af backgammon, og retten tiltrådte dermed, at skatteyderens indtægter fra backgammon i de relevante indkomstår var skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter for de pågældende år.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄

►SKAT havde på baggrund af en kontrol af skatteyderens påståede arbejdsgivervirksomhed fundet, at virksomheden var uden realitet, og at virksomheden anvendte fiktive ansættelsesforhold for at opnå uberettigede skattemæssige fordele. SKAT havde på denne baggrund nedsat skatteyderens indkomst til 0 kr. i det pågældende indkomstår. SKAT nægtede tillige at godskrive skatteyderens A-skat og AM-bidrag.

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen havde dokumenteret modtagelsen af løn fra virksomheden.

Retten lagde til grund, at skatteyderens arbejdsgiver hverken havde en omsætning, lønkonto eller et fast driftssted.

Retten udtalte, at omstændighederne i sagen talte imod, at skatteyderen havde modtaget løn fra den påståede arbejdsgiver, og at kravet til skatteyderens bevis for, at hun havde modtaget den påståede løn, på denne baggrund var skærpet.

Skatteyderen havde ikke fremlagt kontoudtog eller anden dokumentation for pengestrømmene i sagen. De fremlagte dokumenter; en ansættelseskontrakt, en opsigelse og to lønsedler udgjorde ikke tilstrækkelig objektiv og sikker dokumentation for, at skatteyderen havde modtaget løn. På den baggrund fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at hun arbejdede for og modtog løn fra virksomheden.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄

►Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med kr. 480.000 i indkomståret 2009, da skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.

Skatteyderen gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse, og at det udøvede skøn skulle tilsidesættes som åbenbart urimeligt, og fordi det var baseret på en række forkerte forudsætninger.

Retten fandt, at skatteyderen nødvendigvis måtte have haft andre indtægter end de oplyste, og at SKAT derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteansættelsen som åbenbart urimelig.

SKATs skøn var baseret på Danmarks Statistiks opgørelse over det gennemsnitlige privatforbrug i 2009 for en husstand med to voksne og børn.

Retten fandt, at skønsudøvelsen ikke eller ikke alene skal ske på grundlag af et abstrakt gennemsnitstal, men i stedet – såfremt det er muligt – bør udøves på grundlag af en konkret, empirisk vurdering af, hvad den konkrete skatteyder og dennes familie faktisk har haft til rådighed.

Skatteansættelsen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.◄

►Spørgsmålet i sagen var, om en enekapitalejer skulle udlodningsbeskattes af overførsler fra vedkommendes selskab til direktøren for selskabet, der samtidig var kapitalejerens far.

Kapitalejeren påstod, at han ikke skulle beskattes af overførslerne, men at de i stedet skulle beskattes som enten et lån eller løn fra selskabet til direktøren. Kapitalejeren henviste i den forbindelse til, at han alene var formel ejer af selskabet, og at dette i enhver henseende blev styret af direktøren, som imidlertid ikke kunne registreres som ejer på grund af en tidligere konkurs. Kapitalejeren henviste også til, at overførsler fra selskabet til direktøren tidligere var blevet beskattet som yderligere løn til direktøren frem for maskeret udlodning til kapitalejeren. Kapitalejeren påstod subsidiært, at en eventuel beskatning af ham skulle periodiseres i 2008, og at Skatteministeriets subsidiære påstand om omperiodisering ikke kunne tages til følge på grund af fristreglerne. Som begrundelse herfor henviste kapitalejeren til, at overførslerne var sket fra spærrede deponeringskonti, hvorpå de overførte beløb var indgået allerede i 2008.

Retten udtalte indledningsvis, at kapitalejeren også i skatteretlig henseende måtte anses for ejer af anparterne i selskabet. Med henvisning til de foreliggende omstændigheder fandt retten, at overførslerne hverken kunne anses for lån eller løn til selskabets direktør. Desuden fandt retten, at kapitalejeren ved gennem mange år fuldstændigt at overlade selskabets forhold til direktøren sammenholdt med kapitalejerens efterfølgende passivitet havde accepteret den skete disposition. Retten bemærkede endvidere, at overførslerne også var i kapitalejerens interesse, da han ellers ville kunne risikere at blive mødt af den kautionsforpligtelse, som han havde påtaget sig for sin fars gæld.

Retten tiltrådte herefter, at udbetaling af beløbene må anses for udbytte efter ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Retten tiltrådte endvidere, at kapitalejeren var blevet beskattet i 2009, hvor overførslerne fandt sted. Som begrundelse herfor henviste retten til, at sikkerheden i deponeringskontiene ikke kunne sidestilles med en endelig beslutning om at betale udbytte, idet der alene var tale om transport til sikkerhed. Der var derfor først erhvervet endelig ret til de overførte beløb i 2009, hvor overførslerne fandt sted.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄

►SKM2018.1.BR◄

►Spørgsmålet i sagen var, om en advokat var ejer af et selskab, da der i maj 2009 blev udbetalt i alt kr. 969.000,- fra selskabet i form af kontante hævninger og en overførsel fra selskabets konto, og i bekræftende fald, om advokaten skulle beskattes af overførslerne.

Advokaten havde ubestridt købt selskabet den 13. juli 2008, men forklarede, at det var sket på foranledning af en klient, og at han på foranledning af klienten solgte selskabet igen i august 2008 til et Seychellisk selskab. Advokaten forklarede desuden, at han intet havde haft med selskabet at gøre efter dette tidspunkt, og at han derfor hverken havde modtaget eller havde kendskab til udbetalingerne fra selskabets konto.

Retten fandt – uanset at klientens forklaring støttede advokatens – at advokaten ikke havde ført bevis for, at han havde overdraget selskabet, da udbetalingerne fandt sted. Retten fandt endvidere, at advokaten ikke havde ført bevis for, at de kr. 969.000,- ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse. Beløbet fandtes herefter at være tilgået advokaten som maskeret udbytte.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.◄

SKM2017.684.BR

Sagen angik, om sagsøgerens indkomst for 2010 skulle forhøjes med en række indsættelser på en bankkonto benævnt klientkonto, som var oprettet i sagsøgerens navn. Herudover var spørgsmålet, om sagsøgeren havde dokumenteret, at en overførsel på kr. 200.000,- fra klientkontoen til sagsøgerens private konto angik et privat lån og derfor ikke var skattepligtigt hos sagsøgeren. Endelig var spørgsmålet i sagen, om sagsøgeren i indkomstårene 2009 og 2010 skulle beskattes af værdien af rådighed over fri sommerbolig.

For så vidt angår indsættelserne på sagsøgerens konto for klientmidler konstaterede retten, at sagsøgeren udelukkende havde fremlagt sporadisk og mangelfuld dokumentation for, hvad indsættelserne på klientkontoen skulle vedrøre. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren i strid med sine pligter som advokat havde undladt at holde private midler adskilt fra klientmidler. På den baggrund fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans skattepligtige indkomst for 2010.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført det fornødne sikre bevis for, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst. På den baggrund tiltrådte retten den skønsmæssige forhøjelse, dog med en nedsættelse for indkomståret 2010 på kr. 4.400,-, som skattemyndighederne havde anerkendt under retssagen.

I relation til det påståede lån fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han i 2010 lånte kr. 200.000,- af et britisk selskab. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den påståede långivers bekræftelse af låneforholdet ved en e-mail fremlagt i sagen kunne ikke tillægges betydning, da e-mailen var indhentet til brug for skattesagen, og da oplysningerne i e-mailen i øvrigt ikke stemte overens med de faktiske pengestrømme i sagen.

SKM2017.682.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som indsatte og fik overført i alt 399.780 kr. i indkomstårene 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at midlerne vedrørte tilbagebetaling af et udlån, betaling af forældres regninger, udlæg for venner og indsætning af egne kontante midler.

SKAT og Landsskatteretten forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet.

Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og far afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede, de fremlagte dokumenter, og at en række oplysninger først fremkom under hovedforhandlingen, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme for 397.780 kr.

Skatteministeriet blev derfor frifundet for denne del af sagen. Retten fandt derudover, at skatteyderen i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at en indsætning på 2.000 kr. var et udlæg for en ven. Retten lagde vægt på, at det forklarede havde støtte i en fremlagt kopi af et kontoudtog.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet for 397.780 kr., men skulle anerkende, at skatteyderens skattepligtige indkomst for 2010 nedsættes med 2.000 kr.

SKM2017.614.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som fik indsat 288.774 kr. på sin bankkonti ved en række overførsler i 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetalinger fra udlån, udlæg, bryllupsgaver og egne hævede og genindsatte midler.

Spørgsmålet for retten var, om skatteyderen var skattepligtig af indsætningerne. Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og hustru afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede og de fremlagte dokumenter, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.530.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række indbetalinger til skatteyderen i 2008, 2009 og 2010 var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb.

Retten fandt under henvisning til en række omstændigheder, at det pågældende lånearrangement var så udsædvanligt, at der påhvilede skatteyderen en skærpet pligt til at sandsynliggøre, at lånearrangementet var reelt.

Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet og indbetalingerne var dermed skattepligtige.

SKM2017.464.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder skulle beskattes af en række beløb, som var blevet overført til hendes privat konto.

Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne vedrørte de to selskaber, som hun var eneanpartshaver i, at de var foretaget af hendes samlever, som havde fuldmagt til at disponere over selskabers midler, og at beløbene havde været anvendt erhvervsmæssigt.

Byretten lagde imidlertid til grund, at betalingerne var sket som følge af dispositioner, som hun som eneejer og direktør havde haft den afgørende indflydelse på. Retten fandt det ikke godtgjort, at overførslerne var sket i erhvervsmæssigt øjemed, og da beløbene havde passeret skatteyderens økonomi, skulle hun beskattes heraf.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.440.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af et beløb på kr. 24.000, som var blevet indsat på hendes bankkonto. Da der ikke var dokumentation for, hvor beløbet hidrørte fra, og forklaringerne om anvendelsens af beløbet - som i øvrigt ændredes under sagen - ikke var uforenelige med, at pengene kunne hidrøre fra hævninger i det selskab, som sagsøgeren var hovedanpartshaver i, blev sagsøgeren følgelig skattepligtig af beløbet.

Derudover blev sagsøgeren anset skattepligtig af hævninger foretaget i selskabet. Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde foretaget indbetalinger, som nedsatte omfanget af de skattepligtige hævninger. Byretten bemærkede hertil, at det efter ligningslovens § 16 A er det klare udgangspunkt, at hævningerne skal anses for skattepligtige, uanset der senere indbetales beløb til selskabet. Retten bemærkede hertil, at der ikke var bilag eller bogføring i forbindelse med de enkelte hævninger, som gav grundlag for at give fradrag i de skattepligtige beløb.x

SKM2017.350.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder i indkomstårene 2008 og 2009 var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

I sagen gjorde skatteyderen gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun gjorde gældende, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ's vederlagsfrie erhvervelse af skatteyderens hunde. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Byretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår. Byretten lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra Y1 Kommune til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Desuden lagde retten vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde. På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. Desuden udtalte retten, at de afgivne vidneforklaringer ikke kunne føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2017.300.BR

Sagen vedrørte forhøjelse af skatteyderens indkomst i indkomstårene 2010 og 2011. Skatteyderen blev skønsmæssigt forhøjet på baggrund af én indsætning på ca. 255.000 kr. på skatteyderens bankkonto i 2010, samt på baggrund af privatforbrugsberegninger for både 2010 og 2011.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningen var et lån til skatteyderens firma, og at skatteyderen blot havde stillet sin konto til rådighed. For så vidt angår privatforbruget gjorde skatteyderen gældende, at han havde levet sparsommeligt, herunder at han havde boet hos sin mor, og at han derfor havde et lavt privatforbrug i de omtvistede indkomstår.

Retten fandt, at det påhviler skatteyderen at godtgøre, at et beløb, som er indgået på skatteyderens bankkonto, ikke tilhører skatteyderen. Idet skatteyderen ikke havde fremlagt en låneaftale eller anden dokumentation for, at det indsatte beløb udgjorde et lån til skatteyderens selskab, var skatteyderen berettiget blevet forhøjet med beløbet på i alt 255.264 kr.

Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort et realistisk privatforbrug. Da skatteyderen i øvrigt ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser hvilede på et åbenbart forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet var åbenbart urimeligt, blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2017.233.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin bankkonto i 2011. Der var i 2011 indsat i alt 299.266 kr. ved 4 kontante indsætninger og 1 bankoverførsel.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af to udlån fra skatteyderens brødre, og at bankoverførslen var refusion af udgifter, som han havde afholdt for en ven. Under sagens forberedelse fremlagde skatteyderen erklæringer om optagelse og tilbagebetaling af lån samt afholdelse og refusion af udgifter.

Retten fandt, at skatteyderen skulle bevise, at indsætningerne vedrørte allerede beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte, at de afgivne forklaringer og erklæringer ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger. Videre anførte retten, at skatteyderen for skattemyndighederne og under retssagen havde afgivet skiftende forklaringer om, hvorfra pengene stammede, ligesom brødrenes vidneforklaringer ikke var i overensstemmelse med de af dem afgivne erklæringer.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.203.BR

To holdingselskaber havde foretaget betalinger af betydelige beløb til deres to aktionærer, der var ansat i selskaberne. Betalingerne var i selskaberne behandlet som løn (bonus), og der var indberettet og afregnet A-skat og AM-bidrag.

Skattemyndighederne anså derimod hovedparten af beløbene for at være udbytte, som dermed ikke kunne fradrages i selskaberne.

Byretten (3 dommere) tiltrådte skattemyndighedernes vurdering. Byretten lagde bl.a. vægt på, at der i modsætning til de foregående år ikke blev deklareret udbytte i de omhandlede år, at der ikke forelå dokumentation i form af ansættelseskontrakter , bonus eller vederlagsaftaler eller lignende, at betalingerne betragteligt oversteg den aflønningen , som var betalt til de to i en årrække, at "bonus" blev udbetalt til hver af de to aktionærer med samme beløb, selv om de varetog forskellige hverv i virksomhederne, og at betalingerne var mange gange større end den løn, der blev betalt til den ansatte direktør.

Retten udtalte endelig, at det foretagne syn og skøn, som konkluderede, at betalingerne i vidt omfang svarede til en markedskonform aflønning, ikke kunne føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2016.383.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, A, med rette var anset for skattepligtig af et beløb på 700.000 kr. i indkomståret 2009. Beløbet blev fundet over loftbeklædningen på A's værksted i forbindelse med en politiransagning.

A gjorde gældende, at beløbet ikke var skattepligtigt, da det stammede fra salg af en række private genstande samt fra et beløb hævet på sin samlevers konto.

Retten fastslog, at A ubestridt havde bevisbyrden for, at det omtvistede kontantbeløb på 700.000 kr. ikke var skattepligtigt eller stammede fra allerede beskattede midler.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og lagde navnlig vægt på, at de afgivne forklaringer ikke var understøttet af objektive beviser. For så vidt angik det beløb, som A havde hævet kontant fra sin samlevers konto, lagde retten endvidere vægt på, at handlingen forekom usædvanlig.

Spørgsmålet var herefter, om en del af det skattepligtige beløb på 700.000 kr. burde have været beskattet i indkomståret 2008. Under hensyn til, at beløbet blev fundet i forbindelse med en ransagning i 2009, fandt retten, at det måtte have formodningen for sig, at beløbet var tilgået A i indkomståret 2009. Det påhvilede derfor A at godtgøre, at en del af det skattepligtige beløb var tilgået ham i indkomståret 2008.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og bemærkede i den forbindelse, at der ud over oplysningerne om det hævede kontantbeløb og købesummen fra en privat genstand ikke havde været nogen bevisførelse vedrørende hvordan, hvorfor og hvornår pengene var tilgået A. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Skattepligt

SKM2011.265.BR

Sagsøger skulle beskattes af værdien af et jordstykke som en gave. Erhvervelsen var tinglyst, men jordstykket blev faktisk betalt af sagsøgers fætter. Det var uden betydning, at der var indgået en aftale om, at fætteren kunne anvende jordstykket vederlagsfrit, ligesom han på et senere tidspunkt skulle have jordstykket overdraget vederlagsfrit.

Gave. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.81.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en række overførsler til sagsøgerens bankkonto skulle anses for skattepligtig indkomst eller et lån. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren regelmæssigt havde overført penge til långiver, og at hun samlet havde tilbageført meget betydelige beløb til denne. Retten lagde derudover til grund, at sagsøgeren forud for bankoverførslerne havde erlagt kontante beløb til långiver, og at disse overførsler var i overensstemmelse med afdragsprofilen i lånedokumentet. Endelig lagde retten vægt på forklaringen afgivet af långiver. Uanset at lånet var ydet på særlige vilkår, fandt retten det herefter godtgjort, at der var tale om et lån. Skattefrit lån.

Landsskatteretskendelser

►SKM2018.105.LSR◄

x Landsskatteretten fandt, at en klager måtte anses for skattepligtig af en præmie vundet ved en tv-konkurrence i 2005, jf. statsskattelovens § 4, stk.1, litra f. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og stk. 2 ansås endvidere for opfyldt.x

SKM2010.416.LSR

En privatperson måtte anses for skattepligtig af en "rabat", som han modtog fra en forsikringsformidler i forbindelse med tegning af en kapitalforsikring omfattet af PBL § 53 A. Skattepligt.

Skatterådets afgørelse er refereret i SKM2009.406.SR

SKM2006.573.LSR

Landsskatteretten fandt, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne. Skattepligt.

Skatterådet

Spørger ønskede at refundere et beløb til en række af sine kunder med lån hos A, som følge af, at A havde forhøjet bidragssatserne på lånene.

Refusionen af bidragsbeløb vedrørte ikke et låneforhold mellem spørger og kunden, men et låneforhold mellem kunden og A.

Refusion som følge af forhøjede bidragssatser skulle beskattes som personlig indkomst efter personskatteloven § 3, stk. 1. Skattepligtig indkomst.

A og B var tidligere ægtefæller men nu skilt. Parterne ejede en fast ejendom i lige sameje. A påtænkte at bo i ejendommen og betale samtlige udgifter forbundet hermed.

A kunne ikke overtage B's rentefradrag, da det forudsatte, at ejendommen og gælden blev overdraget enten ved skøde eller bodelingsoverenskomst.

Skatterådet tog stilling til, hvordan A og B skulle beskattes, hvis B udlejede ejendommen til A og i den forbindelse lod ham betale en række udgifter på ejendommen.

Det var afgørende for beskatningen, om den fastsatte leje var højere end, lavere end eller svarede til den objektive lejeværdi.

Ikke overtagelse af fradrag. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.194.SR

Skatterådet bekræftede, at kommunens medarbejderes deltagelse i motionshold, og benyttelse af svømmehaller var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Til gengæld fandt Skatterådet, at aftaler, som kommunen har indgået med diverse leverandører og som indebærer, at der gives en rabat ved køb af varer hos leverandørerne, ikke var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Skatterådet fandt heller ikke, at en ordning, hvor der gives gratis fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik og akupunktur til de ansatte over 55 år, anses for at være et skattepligtigt gode for medarbejderne. Skattefri og skattepligtige personalegoder.

SKM2010.747.SR

Amatørfotografer var skattepligtige af betalinger for udført arbejde, selvom opdragsgiverne donerede betalingen til nødhjælpsorganisationer. Fotografernes indkomstafkald blev anset som dispositivt, idet forudsætningen for arbejdets udførelse var, at opdragsgiver ved kvittering dokumenterede betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening. Fotograferne var desuden skattepligtige af udstyr modtaget fra et fotofirma til brug for arbejdet. Udstyret blev anset som gaver ydet udenfor gaveafgiftskredsen, og der var skattepligt efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.420.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der selv befordrer deres børn til skole, er skattepligtige af den godtgørelse, de efter reglerne i bekendtgørelse om godtgørelse for befordring af elever i folkeskolen, modtager fra kommunen. Udgifter kan modregnes efter et nettoprincip. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.388.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger skulle beskattes af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til fritidsfaciliteter til brug for offentligheden. Skatterådet fandt dog, at de omkostninger spørger havde afholdt, som en betingelse for at opnå tilskuddet, kunne fradrages i tilskuddet efter nettoprincippet. Skattepligtig indkomst. Fradrag efter nettoprincippet.

SKM2010.146.SR

Skatterådet bekræftede, at det vil udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger. Skattepligt.

SKM2010.3.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der deltager i en ordning om levering af frokostmåltid til eget barn i dagtilbud, vil være skattefri af den udbetaling, som en kommune i den anledning foretager til forældrene, jf. SL § 4. Ikke skattepligt.