Indhold

Dette afsnit beskriver, at reparations- og vedligeholdelsesarbejder til en samlet værdi af mere end 100.000 kr. sidestilles med ombygnings- eller moderniseringsarbejder. Se ML § 6, stk. 1, 3. pkt. og ML § 7, stk. 1, 2. pkt.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ombygningsarbejder eller vedligeholdelse
  • Reparations- eller vedligeholdelsesarbejder over 100.000 kr.
  • Beløbsgrænsen - arbejder til salg tælles ikke sammen med arbejder til eget brug
  • Beløbsgrænsen - alle bygninger tælles sammen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Afgiftspligtige personer er momspligtige af byggeri mv. for egen regning efter ML §§ 6 og 7.

Dog er offentlige forsyningsvirksomheder og offentlige institutioner omfattet af ML § 3, stk. 2, nr. 2 og 3, fritaget for momspligten efter ML §§ 6 og 7.

Bestemmelserne i ML §§ 6-7 om "pålægsmoms" gælder kun fast ejendom beliggende her i landet.

Momsloven §§ 6 og 7 om byggeri mv. for egen regning omfatter også reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.

Det betyder, at momspligten altså omfatter udførelse af reparations- eller vedligeholdelsesarbejde til en samlet værdi af mere end 100.000 kr. årligt på egne eller lejede bygninger med henblik på salg eller udlejning, herunder arbejde til privat brug for virksomhedens indehaver, når reparations- eller vedligeholdelsesarbejdet sker med henblik på salg som led i næring eller erhvervsmæssig udlejning. 

Med "årligt" forstås pr. regnskabsår. Se SKM2007.60.SR.

Momspligten efter ML §§ 6-7 for arbejde udført før 1. januar 2003 (dvs. efter de tidligere gældende regler), er oplistet i Momsvejledningen 2012-1, afsnit Q.1.4.

Hvis virksomhedens ansatte slet ikke medvirker ved udførelse af reparations- eller vedligeholdelsesarbejde på egne eller lejede bygninger, som anvendes til den registreringspligtige virksomhed uvedkommende formål, kan arbejdet i stedet være momspligtigt efter bestemmelsen i ML § 5, stk. 4 om udtagning af varer og ydelser i forbindelse med byggeri mv. til formål, der ikke vedrører den registreringspligtige virksomheds leverancer. Se afsnit D.A.21.4 om udtagning.

Ombygningsarbejder eller vedligeholdelse

Ved afgørelsen af, om arbejdsydelser skal betragtes som ombygning/modernisering eller reparation/vedligeholdelse, lægges der vægt på, om ejendommens oprindelige standard eller anvendelighed ændres.

Som eksempler på ombygning/modernisering kan nævnes:          

  • indlæggelse af centralvarme         
  • udskiftning af almindelige vinduer med termovinduer.

Reparations- eller vedligeholdelsesarbejder over 100.000 kr.

Både efter ML § 6, stk. 1, og ML § 7, stk. 1, sidestilles reparations- eller vedligeholdelsesarbejde til en samlet værdi af mere end 100.000 kr. (ekskl. moms) årligt, med ombygnings- eller moderniseringsarbejde. Det er altså den samlede værdi af den momspligtige persons reparations- eller vedligeholdelsesarbejder for egen regning på egne eller lejede bygninger i løbet af regnskabsåret, der er afgørende for momspligten. Hvis værdien af den afgiftspligtige persons reparations- eller vedligeholdelsesarbejde overstiger 100.000 kr. årligt, skal hele beløbet indgå i momsgrundlaget.

Beløbsgrænsen - arbejder til salg tælles ikke sammen med arbejder til eget brug

Eftersom der er tale om to særskilte bestemmelser i ML § 6 og ML § 7, skal værdien af reparations- eller vedligeholdelsesarbejder på bygninger med henblik på salg eller udlejning (ML § 6) og værdien af reparations- eller vedligeholdelsesarbejder på bygninger til virksomhedens eller virksomhedens indehavers brug (ML § 7) opgøres hver for sig. Spørgsmålet om momspligt ved reparations- eller vedligeholdelsesarbejder afgøres altså særskilt for hver bestemmelse.

Byggevirksomheders udførelse af reparations- eller vedligeholdelsesarbejder på egne eller lejede bygninger med henblik på salg eller udlejning er derfor ikke omfattet er bestemmelsen i ML § 6, hvis værdien heraf ikke overstiger 100.000 kr. årligt.

Tilsvarende er byggevirksomheders udførelse af reparations- eller vedligeholdelsesarbejder på egne eller lejede bygninger til virksomhedens brug ikke omfattet af bestemmelsen i ML § 7, hvis værdien heraf ikke overstiger 100.000 kr. årligt.

Hvis bygningerne anvendes helt eller delvis til momsfrie formål, herunder momsfri udlejning, kan arbejdet i stedet være momspligtigt efter bestemmelsen i ML § 5, stk. 4 om udtagning af varer og ydelser i forbindelse med byggeri mv. til formål, der ikke vedrører den registreringspligtige virksomheds leverancer, fx virksomhedens indehavers brug. Tilsvarende gælder ved reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, der udføres med henblik på salg af bygninger. Se afsnit D.A.21.4 om udtagning.

Beløbsgrænsen - alle bygninger tælles sammen

Reparations- og vedligeholdelsesarbejder, der overstiger beløbsgrænsen, sidestilles med ombygnings- og moderniseringsarbejder, mens mindre arbejder er momsfrie. Hvis de pågældende reparationsarbejder- og vedligeholdelsesarbejder årligt udgør mere end 100.000 kr., er der altså tale om momspligtige ombygnings- og moderniseringsarbejder.

Hvis arbejderne omvendt udgør mindre end 100.000 kr., er der derimod tale om momsfrie reparations- og vedligeholdelsesarbejder

Beløbsgrænsen omfatter samtlige reparationsarbejder som udføres. Det er altså uden betydning, at arbejderne er fordelt på flere bygninger. Der skal derfor betales "pålægsmoms", hvis den samlede årlige værdi af alle reparations- eller vedligeholdelsesarbejder udført ved egne ansatte overstiger beløbsgrænsen, selvom arbejderne er fordelt på flere bygninger. Se SKM2009.544.HR der stadfæster SKM2008.842.ØLR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.544.HR

ML § 6, stk. 1, 3. pkt. omfattede efter en naturlig sproglig forståelse det samlede reparations- eller vedligeholdelsesarbejde, som en afgiftspligtig efter stk. 1, 1. pkt., årligt udførte på de bygninger, der var angivet i 1. pkt., uanset om reparations- eller vedligeholdelsesarbejdet var fordelt på flere bygninger.

Højesteret tiltrådte, at ML § 6, stk. 1, efter ordlyden sammenholdt med formålet og forhistorien må forstås således, at der efter bestemmelsens 3. pkt. skal betales "pålægsmoms", hvis den samlede årlige værdi af alle stiftets reparations- eller vedligeholdelsesarbejder udført ved egne ansatte overstiger det beløb, der er angivet i bestemmelsen. Det er derfor uden betydning, at de omhandlede arbejder var fordelt på flere bygninger.

SKM2009.544.HR stadfæster SKM2008.842.ØLR, Landsskatterettens kendelse og SKM2007.60.SR. Landsskatterettens kendelse er ikke offentliggjort.

Skatterådet

SKM2007.60.SR

Med "årligt" forstås pr. regnskabsår.