åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.11.1.3.2.3 Selskabsandele" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Afsnittet handler om selskabsandele og generalomkostninger.

Afsnittet indeholder:

  • Led i økonomisk virksomhed eller ej
  • Ikke led i økonomisk virksomhed
  • Ikke en transaktion, men alligevel led i økonomisk virksomhed
  • Transaktion i sig selv
  • Generalomkostning eller ej
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Led i økonomisk virksomhed eller ej?

Erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af selskabsandele udgør ikke i sig selv økonomisk virksomhed. Det forhold, at der erhverves kapitalinteresser i en virksomhed, er ikke i sig selv en udnyttelse af et gode med henblik på at opnå varige indtægter, fordi et eventuelt udbytte, som kapitalandelen afkaster, kun er en følge af ejendomsretten til godet. Når erhvervelse af andele ikke i sig selv udgør en økonomisk virksomhed i 6. momsdirektivs forstand, gælder det samme for en virksomhed, der består i at afhænde sådanne andele.

De momsfrie finansielle transaktioner kan dog være økonomisk virksomhed.

De finansielle transaktioner, som er omhandlet i momssystemdirektivets artikel 135, litra f (tidligere 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d, nr. 5, (ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra e)) kan i visse tilfælde anses for økonomisk virksomhed. Det er fx tilfældet, når de finansielle transaktioner

  • foretages inden for rammerne af en kommerciel fondshandelsvirksomhed
  • gennemføres via et direkte eller indirekte indgreb i administrationen i de virksomheder, hvori der besiddes en kapitalinteresse
  • ligger i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af den momspligtige virksomhed, som den pågældende i øvrigt udøver.

Se afsnit D.A.3.1.4.2.4 Finansiel virksomhed.

Ikke led i økonomisk virksomhed

I tilfælde, hvor erhvervelse, besiddelse og salg af selskabsandele ikke udgør økonomisk virksomhed, er erhvervelsen, besiddelsen og afhændelsen ikke transaktioner omfattet af Momssystemdirektivets og momslovens anvendelsesområde og berettiger efter EU-domstolens praksis derfor ikke til fradrag. Tilsvarende gælder for andre værdipapirer.

Udgifter i forbindelse med erhvervelse, besiddelse og salg af selskabsandele i datterselskaber, som ikke udgør økonomisk virksomhed, kan ikke anses som generalomkostninger i den økonomiske virksomhed, som selskabet evt. udøver. Der er derfor ikke fradragsret for udgifter, der har en direkte og umiddelbar tilknytning til erhvervelse, besiddelse og salg af selskabsandele i datterselskaber, i tilfælde, hvor erhvervelsen, besiddelsen og salget af selskabsandelene ikke udgør økonomisk virksomhed. Tilsvarende gælder for andre værdipapirer. Se EU-domstolens domme i sag C-435/05, Investrand BV, og i sag C-437/06, Securenta.

Ikke en transaktion, men alligevel led i økonomisk virksomhed

Køb af en selskabsandel udgør som udgangspunkt ikke en transaktion med vederlag. Se afsnit D.A.3.1.4.2.4 Finansiel virksomhed.

Efter EU-domstolens praksis er et holdingselskabs indgriben i administrationen af selskaber, som det har erhvervet kapitalandele i, en økonomisk virksomhed i Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1's forstand (sjette direktivs artikel 4, stk. 2's forstand), i det omfang denne indgriben indebærer iværksættelse af transaktioner, der er undergivet moms i henhold til direktivets artikel 2, herunder holdingselskabets levering af tjenesteydelser med hensyn til administration samt finansielle, kommercielle og tekniske forhold til datterselskaberne. Se dommen i sag C-16/00, Cibo Participations SA. Se også afsnit D.A.3.1.4.2.4 Finansiel virksomhed.

Et moderselskab eller et holdingselskab har således fradragsret efter momslovens almindelige regler for købsmomsen på udgifter i forbindelse med erhvervelse af selskabsandele i et datterselskab, jf. EU-domstolens dom i sagen C-16/00, Cibo Participations SA, hvis erhvervelsen udgør økonomisk virksomhed i 6. momsdirektivs forstand. Fradraget beregnes efter momslovens almindelige bestemmelser. Se afsnit D.A.11.4.3.1 og D.A.11.4.3.2 om delvis fradragsret for momsregistrerede holdingselskaber m.fl. Det er en betingelse for fradrag, at hensigten om at foretage indgriben i administrationen af datterselskabet er til stede på dét tidspunkt, hvor udgifterne afholdes. Se afsnit D.A.11.1.2.1 om forberedende handlinger samt D.A.11.2 om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.

Udstedelse af aktier og andre sammenlignelige selskabsandele i det udstedende selskab selv udgør som udgangspunkt ikke en transaktion, der anses som levering mod vederlag, som omhandlet i ML § 4, stk. 1. Dette gælder uanset, om der er tale om et aktieselskab, et anpartsselskab, interessentskab, eller en anden form for selskab, der kan sidestilles hermed. Se afsnit D.A.3.1.4.2.4 Finansiel virksomhed.

Udgifter til ydelser, der anvendes i forbindelse med udstedelse af aktier og andre sammenlignelige selskabsandele i det udstedende selskab, er generalomkostninger i selskabet. Hvis selskabet udover økonomisk virksomhed også udøver ikke-økonomisk virksomhed, fx holdingaktiviteter, har selskabet kun fradragsret i det omfang, disse udgifter kan henføres til den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed. Se EU-domstolens domme i sagerne C-465/03, Kretztechnik AG, og C-437/06, Securenta.

SKM2015.711.SKAT De forenede sager C-108/14 (Larentia + Minerva) og C-109/14 (Marenave)

Domstolens afgørelse

Artikel 17, stk. 2 og 5, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 2006/69/EF af 24. juli 2006, skal fortolkes således, at:

  • omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som deltager i administrationen af datterselskaberne, og som i forbindelse hermed udøver økonomisk virksomhed, skal antages at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger skal i princippet fradrages fuldt ud, medmindre visse udgående økonomiske transaktioner er fritaget for moms i medfør af sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 2006/69/EF; i så fald kan der kun ske fradrag på grundlag af metoden fastsat i samme direktivs artikel 17, stk. 5

  • omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som alene deltager i administrationen af visse af datterselskaberne, og som med hensyn til de øvrige datterselskaber derimod ikke udøver en økonomisk virksomhed, skal alene antages delvist at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger kan følgelig kun fradrages forholdsmæssigt for et beløb, der svarer til de omkostninger, der vedrører økonomisk virksomhed i henhold til de kriterier for fordeling, som er fastsat af medlemsstaterne, der ved udøvelsen af denne beføjelse skal tage hensyn til sjette direktivs formål og opbygning - hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve - og herved fastsætte en beregningsmetode, som objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter der reelt skal henføres til økonomisk virksomhed og til ikke-økonomisk virksomhed.

Skattestyrelsens opfattelse

EU-Domstolens dom af 16. juli 2015 i de forenede sager C-108/14 (Larentia + Minerva) og C-109/14 (Marenave) ændrer dansk praksis om, at holdingselskaber kun har delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 2, for moms af omkostninger forbundet med erhvervelse af selskabsandele i datterselskaber, hvor det er hensigten at foretage indgriben i administrationen af datterselskabet.

Praksisændringen medfører, at fradragsretten for moms af de pågældende omkostninger fremover skal opgøres på følgende måde: 

  • Fuld fradragsret, jf. momslovens § 37, stk. 1, når holdingselskabet udelukkende vil levere momspligtige ydelser til de datterselskaber, som omkostningen vedrører.

  • Delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 1, når holdingselskabet både vil levere momspligtige ydelser og momsfrie ydelser omfattet af momslovens § 13 til de datterselskaber, som omkostningen vedrører.

  • Delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 2, når omkostningen både vedrører datterselskaber, som holdingselskabet vil levere momspligtige ydelser til, og datterselskaber, som holdingselskabet ikke vil levere momspligtige ydelser til.

  • Delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 1 og 2, når omkostningen vedrører datterselskaber, hvortil holdingselskabet vil levere både momspligtige ydelser og momsfrie ydelser omfattet af momslovens § 13, samt datterselskaber, som holdingselskabet ikke vil levere momspligtige ydelser til.

Dommen ændrer også praksis for opgørelse af fradragsretten for holdingselskabets øvrige generalomkostninger, f.eks. udgifter til revisor og kontorhold.

Fællesregistrering

Som det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.1.7, indebærer en fællesregistrering, at der ikke skal betales moms af intern omsætning mellem de fællesregistrerede virksomheder. Intern omsætning skal heller ikke indgå i beregningen af hel eller delvis fradragsret. 

Det følger af momslovens § 38, stk. 2, at for varer og ydelser, som en registreret virksomhed benytter både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, kan der udelukkende foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarer til de pågældende varers og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den omstændighed, at holdingselskabet er fællesregistreret med datterselskaberne ikke medfører nogen ændring i holdingselskabets - og dermed fællesregistreringens - aktivitet med "virksomheden uvedkommende formål". Aktiviteten med "virksomheden uvedkommende formål" er således uafhængig af fællesregistreringen, og fællesregistreringen har ikke betydning for størrelsen af momsfradraget.

Det betyder således, at når omkostningerne både vedrører datterselskaber som holdingselskabet leverer ydelser til, som objektivt set er momspligtige, og datterselskaber, som holdingselskabet ikke leverer ydelser til, som objektivt set er momspligtige, har fællesregistreringen delvis fradragsret, jf. momslovens § 38, stk. 2.

Kun i de tilfælde, hvor holdingselskabet ikke ejer selskabsandele i andre selskaber, end i de datterselskaber som holdingselskabet leverer ydelser til, som objektivt set er momspligtige, vil fællesregistreringen ikke have aktiviteter med "virksomheden uvedkommende formål".

Salg af aktier

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at dommen ikke ændrer praksis for, hvornår der er fradragsret for moms i forbindelse med holdingselskabers overdragelse af kapitalandele i datterselskaber.

Retningslinjerne i SKM2011.717.SKAT finder således fortsat anvendelse.

Se også

Se også afsnit D.A.11.4.3.1 om delvis fradragsret for momsregistrerede holdingselskaber m.fl.

Transaktion i sig selv

De momsfrie finansielle transaktioner, fx afhændelse af selskabsandele, kan dog som nævnt være økonomisk virksomhed. Se afsnit D.A.3.1.4.2.4. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være fradragsret for de udgifter, der har en direkte og umiddelbar forbindelse med de momsfrie finansielle transaktioner. Se afsnit D.A.11.1.3.4 om, at indkøbet ikke må vedrøre momsfritagne transaktioner .

Generalomkostning eller ej

Hvis virksomhedens salg af selskabsandele, fx i datterselskaber, udgør økonomisk virksomhed, så opstår spørgsmålet, om de udgifter, som virksomheden har afholdt, har en direkte og umiddelbar forbindelse med de momsfrie finansielle transaktioner, eller er generalomkostning. Se afsnit D.A.11.1.3.4 om sondringen mellem udgifter med en direkte og umiddelbar forbindelse med de momsfrie finansielle transaktioner og mellem generalomkostning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-108/14 (Larentia + Minerva) og C-109/14 (Marenave)

Artikel 17, stk. 2 og 5, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 2006/69/EF af 24. juli 2006, skal fortolkes således, at:

  • omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som deltager i administrationen af datterselskaberne, og som i forbindelse hermed udøver økonomisk virksomhed, skal antages at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger skal i princippet fradrages fuldt ud, medmindre visse udgående økonomiske transaktioner er fritaget for moms i medfør af sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 2006/69/EF; i så fald kan der kun ske fradrag på grundlag af metoden fastsat i samme direktivs artikel 17, stk. 5
  • omkostninger forbundet med erhvervelsen af andele i datterselskaber, der er afholdt af et holdingselskab, som alene deltager i administrationen af visse af datterselskaberne, og som med hensyn til de øvrige datterselskaber derimod ikke udøver en økonomisk virksomhed, skal alene antages delvist at vedrøre holdingselskabets generelle omkostninger, og merværdiafgiften erlagt i forbindelse med disse omkostninger kan følgelig kun fradrages forholdsmæssigt for et beløb, der svarer til de omkostninger, der vedrører økonomisk virksomhed i henhold til de kriterier for fordeling, som er fastsat af medlemsstaterne, der ved udøvelsen af denne beføjelse skal tage hensyn til sjette direktivs formål og opbygning - hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve - og herved fastsætte en beregningsmetode, som objektivt afspejler, hvilken del af de forudgående udgifter der reelt skal henføres til økonomisk virksomhed og til ikke-økonomisk virksomhed.

Se også styresignal SKM2015.711.SKAT om, at dommen ændrer praksis for holdingselskabers fradragsret.

C-437/06, Securenta

EF-domstolen udtalte, at indgående moms på udgifter afholdt af en afgiftspligtig person ikke kan give fradragsret i det omfang, den vedrører virksomhed, som henset til dens ikke-økonomiske karakter ikke falder inden for sjette direktivs anvendelsesområde. Domstolen udtalte derefter, at når en afgiftspligtig person samtidig udøver økonomisk, afgiftspligtig eller afgiftsfritaget, virksomhed og ikke-økonomisk virksomhed, som ikke er omfattet af sjette direktivs anvendelsesområde, kan der kun foretages fradrag af moms, der er blevet pålagt udgifter forbundet med udstedelsen af aktier og særlige passive kapitalandele, i det omfang disse udgifter kan henføres til den afgiftspligtige persons økonomiske virksomhed.

Om dommen, se også afsnit D.A.11.4.3.1 om delvis fradragsret.

Se evt. også C-496/11, Portugal Telecom SGPS SA, omtalt i afsnit D.A.11.1.3.1.3.

C-435/05, Investrand BV

Udgifter til rådgivningsydelser, som en afgiftspligtig person har erhvervet med henblik på at fastsætte størrelsen af en fordring, som udgør en del af dennes formue, og som stammer fra et salg af aktier, som er foretaget før den pågældende blev momspligtig. Udgifterne giver ikke ret til fradrag, når der ikke foreligger omstændigheder, der godtgør, at det er den økonomiske virksomhed, som den afgiftspligtige person udfører i 6. momsdirektivs forstand, der er årsag til erhvervelsen af ydelserne, og når omkostningerne ved rådgivningen ikke har nogen direkte og umiddelbar tilknytning til den økonomiske virksomhed.

Om dommen, se også afsnit D.A.3.1.4.2.4 om, hvornår finansiel virksomhed kan være økonomisk virksomhed.

C-465/03, Kretztechnik AG

Kretztechnik var et aktieselskab med hjemsted i Østrig, der havde udvikling og salg af medicinsk udstyr som forretningsområde. Ved generalforsamlingsbeslutning blev selskabets aktiekapital forhøjet fra 10 mio. EUR til 12,5 mio. EUR. Med henblik på at fremskaffe den nødvendige kapital til forhøjelsen ansøgte selskabet om at blive noteret på børsen i Frankfurt. Kretztechnik blev optaget på børsen i Frankfurt i 2000, hvorefter selskabet forhøjede kapitalen ved udstedelse af ihændehaveraktier.

C-16/00, Cibo Participations SA

Udgifter, som et holdingselskab har afholdt til forskellige tjenesteydelser, det har erhvervet i forbindelse med overtagelse af kapitalandele i et datterselskab.

Om dommen, se også afsnit D.A.3.1.4.2.4 om, hvornår finansiel virksomhed kan være økonomisk virksomhed.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.857.LSR

Et holdingselskab ejede fuldt ud aktierne i datterselskaberne H1 og H2 og indgik i en fællesregistrering med bl.a. H1 og H2. Holdingselskabets salg af alle aktierne i H1 og H2 var ikke en hel eller delvis virksomhedsoverdragelse omfattet af ML § 8, stk. 1, 3. pkt., uanset fællesregistreringen. Holdingselskabet havde i forbindelse med salget af aktierne afholdt udgifter til rådgivning m.v. Udgifterne kunne henføres direkte til salget af aktierne og kunne ikke anses for generalomkostninger for en økonomisk virksomhed drevet af holdingselskabet. Der var derfor hverken hel eller delvis momsfradrag for de afholdte udgifter, jf. ML § 37 og ML § 38.

Se også afsnit D.A.4.5.3 om salg af aktiver som led i en virksomhedsoverdragelse, afsnit D.A.11.1.3.2.4 om generalomkostninger og momsfri virksomhedsoverdragelse, og afsnit D.A.11.1.3.4 om, at indkøbet ikke må vedrøre momsfritagne transaktioner.

SKM2006.666.LSR

Landsskatteretten fandt, at et selskab, der drev international rederivirksomhed, kunne fradrage momsen af udgifter til børsintroduktion i USA.

SKM2002.406.LSR

Landsskatteretten godkendte fradrag for moms af rådgiverudgifter afholdt af diverse selskaber i koncernen i forbindelse med omstrukturering af denne. Landsskatteretten lægger til grund, at de omhandlede udgifter ikke vedrører kapitaludvidelser i de af fællesregistreringen omfattede selskaber, men selskabernes køb af aktier i andre selskaber. Det fremgår af EF-domstolens dom i sagen C-16/00 (Cibo Participations SA) præmis 35, at udgifter, som et holdingselskab har afholdt til forskellige tjenesteydelser, det har erhvervet i forbindelse med overtagelse af kapitalandele i et datterselskab, indgår i dets generalomkostninger og således i princippet har en direkte og umiddelbar tilknytning til dets samlede økonomiske virksomhed. Landsskatteretten henså til, at der på tidspunktet for udgifternes afholdelse var praksis for at godkende fuldt fradrag for sådanne holdingselskabers momsbelagte udgifter. Se TfS 1999.908.