Renter bliver beskattet, når de er forfaldne. Det gælder, uanset om du hæver renterne eller ej. Renter, der er forfaldne, men ikke betalte, kan du i visse tilfælde nedskrive til nul, selvom renteindtægten kan forventes betalt senere. Det er en betingelse, at den manglende betaling skyldes skyldnerens misligholdelse, og at du ikke har fået beløbet fra skyldneren inden fristen for at indsende selvangivelsen. Du kan nedskrive renter til nul både ved skyldnerens konkurs og ved mere enkeltstående tilfælde af misligholdelse. Hvis du senere modtager ikke betalte renter, skal du selvangive dem, når du modtager dem.

 

Hvis det før forfaldstidspunktet er aftalt mellem dig som kreditor (det vil sige som den, der har lånt penge ud) og debitor (den, der skylder penge), at renten først skal forfalde året efter, bliver både beskatnings- og fradragstidspunktet udskudt til det efterfølgende år. Er der indgået aftale efter forfaldstidspunktet, kan du ikke nedskrive de renter, som ikke er betalt, medmindre du kan godtgøre, at rentekravet er uerholdeligt.

 

Udlodninger

Udlodningen beskattes, uanset om beløbet er udbetalt eller geninvesteret i nye beviser.