Hvis du har påtaget dig en gæld som arveforskud eller ved en gave til dine børn, børnebørn eller disses ægtefæller, kan du ikke trække renterne fra. Det samme gælder ved arveforskud eller gaver til adoptivbørn, plejebørn og stedbørn og disses børn og ægtefæller.
Du kan ikke trække renter af skatter (herunder arbejdsmarkedsbidrag), samt told- og forbrugsafgifter fra.
Du kan dog fratrække visse renter ved henstand med betaling af bo- eller gaveafgift samt ved henstand med betaling af skat af gevinst ved afståelse af fast ejendom.
Renter af lån, der er ydet ifølge lov om lån til betaling af ejendomsskatter, kan ikke trækkes fra. Det samme gælder renter af boligydelseslån, der er ydet ifølge lov om boligydelse til pensionister eller ifølge lov om individuel boligstøtte.
Renteudgifter, der er dækket af et skattefrit tilskud, for eksempel i forbindelse med byfornyelseslån, kan ikke trækkes fra.