Indhold

Dette afsnit handler om forholdet mellem indsigt efter databeskyttelsesforordningen (DBF), jf. databeskyttelsesloven (DBL) og aktindsigt efter forvaltningsloven (FVL).

Afsnittet indeholder:

• Indledning
• Databeskyttelsesforordningen eller forvaltningsloven
• Det mest gunstige retsgrundlag
• Forskelle i de to regelsæt

Indledning

Offentlige myndigheder skal være opmærksomme på samspillet mellem databeskyttelsesforordningens regler om indsigt samt forvaltningslovens regler om partsaktindsigt og offentlighedslovens regler om egenacces. Se om forholdet til offentlighedsloven i afsnit A.A.6.3.3.

Udgangspunktet er, at der skal gives den registrerede indsigt og/eller aktindsigt efter de regler, der er mest gunstige for den registrerede. Det er i den forbindelse uden betydning, hvilket regelsæt den registrerede har henvist til, da vedkommende bad om indsigt. Se Datatilsynets vejledning af marts 2018 om de registreredes rettigheder, side 27.

Databeskyttelsesforordningen eller forvaltningsloven

Der skal indledningsvis tages stilling til, om en anmodning om indsigt skal afgøres efter reglerne om den registreredes indsigtsret i DBF artikel 15, jf. DBL § 22, og/eller efter reglerne om partsaktindsigt i FVL §§ 9 - 18. Se nærmere herom nedenfor.

I de tilfælde, hvor en registreret person anmoder om indsigt i personoplysninger, der er undergivet elektronisk databehandling, eller som indgår i et manuelt register, skal anmodningen som udgangspunkt afgøres efter reglerne i DBF artikel 15, jf. DBL § 22.

Hvis den registrerede person tillige er part i en sag, hvori den dataansvarlige har truffet eller vil træffe afgørelse, kan den registrerede også opnå aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt. Se FVL § 9.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven medfører således ikke indskrænkninger i parters adgang til aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven. Parter har dermed i overensstemmelse med forarbejderne til forvaltningsloven ret til partsaktindsigt, uanset på hvilken måde en forvaltningsmyndighed opbevarer sine dokumenter.

En registreret person vil derfor kunne opnå indsigt efter reglerne i såvel databeskyttelsesforordningen som forvaltningsloven, hvis der er tale om oplysninger vedrørende den registrerede selv i dokumenter, der indgår i en afgørelsessag, som den pågældende er part i. Det er naturligvis en forudsætning, at der er tale om behandling af oplysninger, som er omfattet af databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde.

Det mest gunstige retsgrundlag

Hvis en registreret har ret til indsigt efter både databeskyttelsesforordningen og forvaltningsloven, skal der meddeles indsigt efter det regelsæt, der er det mest gunstige for den pågældende. Det vil i praksis betyde, at der som hovedregel skal træffes afgørelse efter forvaltningslovens regler samtidig med, at det sikres, at DBF artikel 15 opfyldes.

Forskelle i de to regelsæt

Databeskyttelsesforordningens regler om den registreredes indsigtsret er regler om egenacces, dvs. ret til at se oplysninger om sig selv.

Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt giver ikke alene adgang til oplysninger om parten selv (i større omfang end efter databeskyttelsesforordningen), men også oplysninger om andre, herunder andre parter.

Sagsområder

Efter databeskyttelsesforordningen er alle oplysninger om den registrerede, som undergives behandling i forbindelse med en forvaltningsmyndigheds forberedelse og afgørelse af en sag inden for strafferetsplejen, undtaget fra den registreredes indsigtsret. Se DBL § 22, stk. 3, der henviser til OFL § 19.

Forvaltningsloven begrænser kun partens adgang til aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning, og der er med henvisningen til FVL § 18 en vis adgang til aktindsigt i sådanne sager, når de er afgjort. Se FVL § 11, stk. 1. Derimod har den registrerede en videre adgang til indsigt, for så vidt angår omfattede sagsområder, idet databeskyttelsesforordningen som hovedregel gælder overalt i den offentlige forvaltning, hvor der elektronisk behandles personoplysninger, mens forvaltningslovens regler om parters adgang til aktindsigt alene omfatter afgørelsessager.

Tavshedspligt

Bestemmelser om tavshedspligt er uden betydning for partens ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, mens den registreredes ret til indsigt efter databeskyttelsesforordningen er begrænset af særlige regler om tavshedspligt. Se henholdsvis FVL § 9, stk. 5, og DBL § 22, stk. 3, der henviser til OFL § 35.

Eksempel - anmeldelser

Denne forskel på de to regelsæt har eksempelvis betydning for den anmeldtes ret til oplysninger om en anmelder.

Har anmelder i brev eller e-mail oplyst sit personnummer, som er omfattet af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter SFL § 17, stk. 1, skal denne oplysning undtages fra den anmeldtes ret til indsigt efter databeskyttelsesforordningen, jf. databeskyttelsesloven.

Imidlertid skal en anmodning om indsigt efter databeskyttelsesforordningen afgøres efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, hvis parten herved opnår en bedre retsstilling. Dette vil som udgangspunkt være tilfældet her, da adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven ikke er begrænset af regler om tavshedspligt. Oplysninger omfattet af tavshedspligten kan dog efter en konkret afvejning af hensynet til anmelder over for hensynet til den anmeldte undtages fra aktindsigt efter forvaltningsloven. Se FVL § 15 b, nr. 5.

Skatteforvaltningen kan derfor med hjemmel i FVL § 15 b, nr. 5, undtage anmelders navn mv. fra aktindsigt, hvis der foreligger en konkret begrundet formodning om, at anmelder vil blive udsat for repressalier eller lignende fra den anmeldte. Endvidere skal Skatteforvaltningen altid, i tilfælde hvor anmelder har forsynet anmeldelsen med sit personnummer, undtage de fire sidste cifre fra aktindsigt med hjemmel i FVL § 15 b, nr. 5. Denne generelle undtagelse fra hovedreglen om den anmeldtes adgang til indsigt i oplysninger om anmelders identitet beror på en særlig overordnet vurdering. 

Interne dokumenter

Der er mindre forskelle på henholdsvis forvaltningslovens regler til beskyttelse af en forvaltningsmyndigheds interne arbejdsdokumenter, og de tilsvarende regler herom i databeskyttelsesforordningen. Se henholdsvis FVL §§ 12 - 14, og DBL § 22, stk. 3, der henviser til OFL §§ 23, 24, 26 og 27. Disse forskelle vil dog næppe have nogen større betydning i praksis.