Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

►Artikel 143, stk. 1, litra d), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig importør og leverandør i en situation, hvor denne er blevet indrømmet fritagelse for merværdiafgift ved indførsel på grundlag af en tilladelse, som er blevet udstedt efter en forudgående kontrol af de kompetente toldmyndigheder, henset til de beviser, som denne afgiftspligtige person har fremlagt, ikke er forpligtet til at betale merværdiafgift efterfølgende, såfremt det ved en senere kontrol viser sig, at de materielle betingelser for fritagelsen ikke var opfyldt, medmindre det på grundlag af objektive forhold påvises, at den nævnte afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de leveringer, der fandt sted efter de omhandlede indførsler, var led i svig fra erhververens side, og at den afgiftspligtige person ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå denne svig.◄

Artikel 138, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at en levering af varer, der foretages af en afgiftspligtig person, som er etableret i en første medlemsstat, ikke er afgiftsfritaget i henhold til denne bestemmelse, såfremt erhververen, der er merværdiafgiftsregistreret i en anden medlemsstat, inden indgåelsen af denne leveringstransaktion oplyser leverandøren om, at varerne straks vil blive videresolgt til en afgiftspligtig person, som er etableret i en tredje medlemsstat, inden de udføres af den første medlemsstat og transporteres til denne tredje afgiftspligtige person, for så vidt som denne anden levering har fundet sted, og for så vidt som varerne efterfølgende er blevet transporteret fra den første medlemsstat til den tredje afgiftspligtige persons medlemsstat. Den første erhververs merværdiafgiftsregistrering i en anden medlemsstat end den, hvori den første levering finder sted, eller den, hvori den endelige erhvervelse finder sted, er ikke et kriterium ved kvalificeringen af en transaktion som en transaktion inden for Fællesskabet, eller i sig selv et tilstrækkeligt beviselement til godtgørelse af, at en transaktion har karakter af en transaktion inden for Fællesskabet.

Med henblik på en fortolkning af artikel 138, stk. 1, i direktiv 2006/112 har en forarbejdning af varer i løbet af en kæde med to på hinanden følgende leveringer som den i hovedsagen omhandlede, som sker efter ordre fra den mellemliggende erhverver og foretages før varernes transport til den endelige erhververs medlemsstat, ikke nogen betydning for betingelserne for en eventuel fritagelse af den første levering, idet denne forarbejdning finder sted efter den første levering.

Ved redaktionens afslutning var SKATs overvejelser om dommens betydning for praksis endnu ikke afsluttede.

Når der ikke er konkrete indicier for en afgiftsunddragelse, og det er fastslået, at de materielle betingelser for fritagelsen er opfyldt, er momssystemdirektivets artikel 131 og artikel 138, stk. 1, til hinder for, at afgiftsmyndigheden i et EU-land giver afslag på at indrømme fritagelse for en levering inden for EU alene med den begrundelse, at erhververen, der har hjemsted i bestemmelseslandet og er indehaver af et gyldigt momsregistreringsnummer til brug for indenlandske transaktioner i dette EU-land, på tidspunktet for leveringen hverken var registreret i VIES-systemet eller særskilt registreret for erhvervelser inden for EU.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, er, fortolket i lyset af proportionalitetsprincippet, også til hinder for et sådant afslag i det konkrete tilfælde, hvor sælgeren havde kendskab til de særlige omstændigheder ved erhververens situation i forhold til momsregistrering og var bekendt med, at erhververen efterfølgende ville blive registreret for erhvervelser med tilbagevirkende kraft.

C-492/13, Traum EOOD

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, og artikel 139, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er til hinder for, at en medlemsstat afslår momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet med den begrundelse, at erhververen ikke var momsregistreret i en anden medlemsstat, og at leverandøren hverken har godtgjort ægtheden af underskrift eller repræsentationsbemyndigelse, selv om de dokumenter, der til støtte for angivelsen blev fremlagt af leverandøren som bevis for retten til fritagelse, var i overensstemmelse med den liste over dokumenter, som i henhold til national ret skal fremlægges for afgiftsmyndigheden, og i første omgang blev accepteret af denne myndighed som bevis for retten til fritagelse.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den har direkte virkning, således at afgiftspligtige personer over for staten kan påberåbe sig bestemmelsen ved de nationale retter med henblik på at opnå momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet.

C-273/11, Mecsek-Gabona Kft

Da Momssystemdirektivet ikke indeholder konkrete bestemmelser om, hvilke beviser de afgiftspligtige skal fremlægge for at opnå momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU, tilkommer det medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 131 at fastsætte betingelserne for (bevis for) fritagelse med henblik på at sikre en korrekt og enkel anvendelse af fritagelserne og på at hindre enhver mulig form for svig, unddragelse eller misbrug. Medlemsstaterne skal imidlertid ved udøvelsen af deres beføjelser overholde de generelle retsprincipper, der er en del af Unionens retsorden, som bl.a. omfatter retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at retten til momsfritagelse for en levering inden for EU kan nægtes sælgeren under sådanne omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede under forudsætning af, at det på baggrund af objektive forhold er fastslået, at sælgeren ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhvilede den pågældende for så vidt angår bevis, eller at sælgeren vidste eller burde have vidst, at den transaktion, som den pågældende gennemførte, var led i svig fra erhververens side, og sælgeren ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig.

Fritagelsen for en levering inden for Fællesskabet som omhandlet i artikel 138, stk. 1, kan ikke nægtes en sælger alene med den begrundelse, at afgiftsmyndigheden i en anden medlemsstat har foretaget en sletning af erhververens momsregistreringsnummer, der, selvom den fandt sted efter leveringen af varen, har fået virkning med tilbagevirkende kraft fra en dato, der ligger før denne levering. 

C-587/10, Vogtländische Straßen-, Tief- und Rohrleitungsbau GmbH Rodewisch (VSTR)

Domstolen fandt, at EU´s momsregler ikke er til hinder for, at skattemyndighederne i et EU-land gør momsfritagelsen ved grænseoverskridende leverancer af varer inden for EU betinget af, at leverandøren angiver kundens (erhververens) momsregistreringsnummer. Som en undtagelse herfra udtaler domstolen, at myndighederne ikke kan afslå momsfritagelse, når leverandøren

• efter at have truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves, ikke er i stand til i god tro at angive kundens momsregistreringsnummer, men
• i øvrigt er fremkommet med andre oplysninger, som i tilstrækkelig grad kan godtgøre, at kunden er en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab ved den nævnte transaktion.

I den konkrete sag var erhververen etableret i et tredjeland og var ikke momsregistreret i EU. Leverandøren havde bedt erhververen oplyse sit momsnummer. Erhververen havde i stedet opgivet sin egen kundes momsnummer til leverandøren. Som sag var oplyst for EU-domstolen så det ikke ud til, at erhververen eller dennes kunde skulle have handlet svigagtigt. De omhandlede varer syntes i øvrigt i sagens natur at være bestemt til at blive anvendt som led i økonomisk virksomhed. Med andre ord så sagen ikke ud til at vedrøre momssvig, men en ulovhjemlet "administrativ forenkling" uden betydning for virksomhedernes momstilsvar.

Domstolen har i dommen i sag C-24/15, Plöckl, der omhandler fritagelsen i forbindelse med overførsel, se D.A.10.1.1.6, udtalt, at der under omstændigheder, hvor den afgiftspligtige persons medvirken til svig under alle omstændigheder er blevet udelukket, ikke kan gives afslag på at indrømme den afgiftspligtige person momsfritagelse med den begrundelse, at den pågældende ikke har truffet alle de foranstaltninger, som med rimelighed kan kræves af denne med henblik på at opfylde et formelt krav, nemlig angivelsen af et momsregistreringsnummer tildelt af bestemmelsesmedlemsstaten for overførslen. Derimod kan den afgiftspligtige sanktioneres med en bøde. 

C-430/09, Euro Tyre Holding BV

Hvis en vare:

• er genstand for to på hinanden følgende leveringer mellem afgiftspligtige personer inden for EU, men
• der kun er tale om én enkelt forsendelse inden for EU

skal der ved afgørelsen af, hvilken transaktion forsendelsen skal tilskrives (dvs. enten den første eller den anden levering), foretages en samlet bedømmelse af alle sagens relevante omstændigheder.  

C-285/09, Straffesagen mod R

Et EU-land (afsendelseslandet) kan afslå momsfritagelse for en EU-leverance, selvom der faktisk har fundet en levering sted, hvis leverandøren ved leveringen har skjult den faktiske modtagers identitet, for at denne kunne unddrage sig betalingen af moms. Leverandøren havde i den konkrete sag bevidst udstedt fakturaer med indholdsmæssige urigtigheder.

C-184/05, Twoh

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, sammenholdt med:

• Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter, og
• Rådets forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter,

skal fortolkes således, at skattemyndighederne i det EU-land, hvorfra varer forsendes eller transporteres som led i en EU-leverance, ikke er forpligtet til at anmode om oplysninger hos myndighederne i modtagerlandet.

C-146/05, Albert Collée

Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, er til hinder for, at myndighederne nægter at momsfritage en EU-leverance, som faktisk har fundet sted, alene med den begrundelse, at der ikke er foretaget en rettidig bogføring af leveringen. Ved efterprøvelse af retten til momsfritagelse skal en national domstol ikke tage hensyn til, at den afgiftspligtige i første omgang bevidst skjulte, at der forelå en EU-leverance, medmindre der er risiko for tab af skatte- og afgiftsindtægter, og den afgiftspligtige ikke fuldstændigt har elimineret risikoen herfor.

C-409/04, Teleos m.fl.

EU-domstolen udtalte om bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1:

• Begrebet "forsendes" skal fortolkes således, at momsfritagelsen for levering inden for EU først kan anvendes, når retten til som ejer at råde over varen er overdraget til erhververen, og når sælgeren har godtgjort, at varen er blevet forsendt eller transporteret til et andet EU-land, og at varen - efter denne forsendelse eller transport - fysisk har forladt det første EU-lands område.
• Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, kan være til hinder for, at en sælger i god tro nægtes momsfritagelse. Nærmere bestemt skal en sælger i god tro ikke kunne nægtes momsfritagelse, når erhververen har fremlagt falske beviser for, at varerne er ført ud af oprindelseslandet og ind i bestemmelseslandet. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms.
• Hvis erhververen har fremlagt en momsangivelse for skattemyndighederne i bestemmelseslandet om erhvervelse inden for EU, kan dette udgøre et supplerende bevis for, at varerne faktisk har forladt oprindelseslandets område, men det er ikke et afgørende bevis med henblik på momsfritagelse i henhold til artikel 138, stk. 1.

C-245/04, EMAG Handel Eder OHG

I det omfang:

• to på hinanden følgende leveringer af de samme varer foretages mellem afgiftspligtige personer inden for EU, og
• disse transaktioner alene giver anledning til én og samme forsendelse inden for EU

kan der alene opnås momsfritagelse for én af disse to leveringer i henhold til momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1.

Højesteretsdomme

SKM2016.14.HR

Med henvisning til de af landsretten anførte grunde stadfæstede Højesteret landsrettens dom i SKM2014.428.VLR, hvorefter en dansk sælger af biler ikke havde godtgjort, at momslovens krav for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk.1, nr. 1 var opfyldt. Sælger havde ikke fremlagt dokumenter, der objektivt dokumenterede, at bilerne var transporteret ud af landet og sælger havde ikke truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt for at sikre, at den levering indenfor fællesskabet, som han havde foretaget, ikke førte til deltagelse i svig.

SKM2007.128.HR

En sælger af mobiltelefoner ønskede at stille følgende spørgsmål til EU-domstolen: Skal artikel 28 c, pkt. A, litra a, i sjette momsdirektiv (nu momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1), fortolkes således, at medlemsstaterne generelt kan betinge momsfritagelsen af, at erhververen er registreret for moms i et andet EU-land?

Højesteret fastslog, at der ikke var nogen tvivl om, at EU-landene kunne betinge momsfritagelsen af dette. Anmodningen om en præjudiciel forelæggelse blev derfor afvist. Selskabet hævede efterfølgende anken.

Tidligere instans SKM2005.161.VLR.

Sammenhold med C-587/10, VSTR.

SKM2006.277.HR

Højesteret stadfæstede dommen med henvisning til de grunde, som Landsretten havde anført. En sælger af skrot havde ikke godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt i forbindelse med salg af skrot til en tysk statsborger og et tysk selskab. Skrotsælgeren havde hverken indsendt lister i henhold til ML § 54, eller fremlagt fragtbreve eller lignende, der viste, at han havde leveret skrot, der var forsendt eller transporteret til et andet EU-land.

Tidligere instans SKM2003.362.VLR.

Landsretsdomme

SKM2017.118.ØLR

Sagen vedrørte SKATs efteropkrævning af dansk moms hos appellanten af et betydeligt antal salg af mobiltelefoner (ca. 117.000 styk) foretaget over en kort periode i 2002. Omsætningen udgjorde ca. kr. 307 mio. Køberen var et norsk selskab, som ikke var momsregistreret i England, hvortil telefonerne fysisk blev transporteret. Det norske selskab havde videresolgt telefonerne til en række engelske selskaber, der bortset fra et enkelt var såkaldte "missing traders". Det norske selskab havde hverken angivet erhvervelsesmoms af købene i England eller moms af videresalget af telefonerne til de engelske selskaber over for de engelske skattemyndigheder. De engelske selskaber havde videresolgt telefonerne til andre engelske selskaber (grossister) med moms, men havde undladt at angive og afregne momsen til de engelske skattemyndigheder, hvorved de engelske skattemyndigheder blev unddraget meget betydelige momsbeløb. Appellanten havde ikke listeindberettet sine EU-varesalg til SKAT, og havde ikke foranstaltet nærmere undersøgelser af det norske selskabs momsregistreringsforhold.

Skatteministeriet gjorde i første række gældende, at appellantens salg af mobiltelefoner havde leveringssted her i landet i medfør af momslovens § 14, nr. 1, da telefonerne var videresolgt af køber 1 til en køber 2 inden transporten til det andet EU-land, hvorfor den fysiske transport ifølge EU-Domstolens praksis skal henføres til det andet salg og ikke til appellantens salg (det første salg). Appellantens salg til det norske selskab blev derfor kvalificeret som et "ikke-forsendelses-køb" (indenlands køb) med leveringssted her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 1.

I anden række gjorde ministeriet gældende, at leveringsstedet var her i landet i medfør af momslovens § 14, nr. 2, første punktum, da varerne befandt sig her i landet, da aftalen om køb blev indgået, og dermed da transporten til aftageren i England blev påbegyndt. Videre gjorde ministeriet gældende, at betingelserne for momsfritagelse ("0 moms"-pålæggelse) af salgene i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da køberen (det norske selskab) ikke var momsregistreret i England, og da appellanten ikke havde foretaget sig enhver rimelig foranstaltning for at sikre, at man ikke ved sine transaktioner kom til at deltage i afgiftssvig.

Landsretten tiltrådte, at leveringsstedet var her i landet i henhold til momslovens § 14, nr. 1. Der var derfor ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne for momsfritagelse i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

SKM2011.801.ØLR

En dansk sælger kunne ikke dokumentere, at varer faktisk var forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Den danske sælger blev derfor afkrævet dansk moms. Landsretten bemærkede, at der påhviler sælger en særlig skærpet bevisbyrde, når det hævdes, at leverancer til et andet EU-land, der hverken er indberettet til EU-listesystemet eller fremgår af sælgerens regnskaber, har fundet sted.

SKM2010.577.ØLR

• En virksomhed havde på tilstrækkelig vis dokumenteret, at varer var forsendt til et andet EU-land, og salgene kunne derfor ske momsfrit, jf. ML § 34, stk. 1, nr. 1. Landsretten lagde bl.a. vægt på:
• en erklæring og en forklaring fra speditøren om, at varerne var udført af Danmark til en destination inden for EU,
• at handlerne ikke sås at være indgået i momssvindel, samt
• at virksomheden havde foretaget korrekte indberetninger til listesystemet.

SKM2006.269.VLR

Et dansk selskabs leverancer af dataudstyr til en ikke-momsregistreret svensk køber blev anset for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1. Det danske selskab havde efter Vestre Landsrets opfattelse udvist den fornødne omhu for at sikre, at erhververen var momsregistreret. Det var ubestridt, at varerne rent faktisk var blevet leveret i Sverige. Det danske selskab var derfor i god tro om, at betingelserne for momsfri leverancer i ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt.

Det blev i sagen - med Skatteministeriets tiltrædelse - fastslået, at ML § 34, stk. 1, nr. 1, er en subjektiv og ikke en objektiv bestemmelse, jf. den citerede erklæring i dommen fra Rådet og Kommissionen vedrørende den bagvedliggende bestemmelse i 6. momsdirektiv.

SKM2005.278.ØLR

Efter Østre Landsrets vurdering var der ikke foretaget leverancer til en momsregistreret virksomhed, jf. ML § 34, stk. 1, nr. 1. Sælgeren havde listeangivet et salg til Sverige, men det anførte momsnummer tilhørte et selskab, som var gået konkurs. I sælgerens interne bogholderi og på fakturaerne var salget angivet som sket til en privatperson, som ikke var momsregistreret.

SKM2005.161.VLR

En leverance af mobiltelefoner til en ikke-momsregistreret svensk virksomhed kunne ikke anses for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1. Erhververen var ikke momsregistreret, og betingelserne i ML § 34, stk. 1, nr. 1, var derfor ikke opfyldt.

Senere instans SKM2007.128.HR. Sælgeren fik her afslag på en anmodning om en præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen.

Sammenhold med C-587/10, VSTR.

SKM2003.400.ØLR

Et selskab havde solgt varer til en køber i et andet EU-land. Mellem selskabet og køber var det aftalt, at køber skulle forestå transporten af varerne til sit hjemland. Før varerne forlod Danmark, havde erhververen videresolgt dem. Det kunne herefter konstateres, at varerne enten forblev i Danmark eller blev eksporteret til et tredjeland. Med henvisning til en række konkrete forhold, herunder at selskabet havde et længerevarende kendskab til køber, og at nogle af varerne var blevet betalt af andre end køber, fastslog Landsretten, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde sikret sig, at de solgte varer faktisk blev fremsendt til et andet EU-land. Selskabet havde derfor ikke været berettiget til at sælge momsfrit efter ML § 34, stk. 1, nr. 1.

Byretsdomme

SKM2016.410.BR

Sagen, der blev behandlet af tre dommere, angik, om sagsøgtes salg af 18 brugte biler opfyldte betingelserne for at være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, om salg af varer til momsregistrerede erhververe i andre EU-lande.

Retten fandt, at det ikke for nogen af de omhandlede 18 biler var tilstrækkeligt dokumenteret, at bilerne var udført af Danmark i forbindelse med de omhandlede salg. Retten fremhævede i den forbindelse en lang række faktiske omstændigheder, der indebar visse uklarheder og uoverensstemmelser vedrørende sagsøgtes forklaring. Det var endvidere ikke godtgjort, at køberne var momsregistrerede.

Retten fremhævede videre, at sagsøgte ikke kunne have kontrolleret købernes momsnummer, inden han påbegyndte samhandlen, og retten fandt på denne baggrund og da sagsøgte i øvrigt ikke havde godtgjort, at han har truffet enhver rimelig foranstaltning for at undgå svig at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt.

Skatteministeriet fik på den baggrund medhold i sin principale påstand. Sagen var indbragt for domstolene af Skatteministeriet, og dommen ændrer derved Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2015.151.LSR.

SKM2015.350.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til et momsfradrag for en række udgifter til varekøb. Herudover handlede sagen om, hvorvidt sagsøgeren havde foretaget momsfritagne varesalg til udlandet i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og om sagsøgeren havde dokumenteret, at indsætninger på sagsøgerens konto ikke vedrørte momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Retten fandt for så vidt angik fradrag for moms vedrørende udgifter til varekøb, at de i sagen fremlagte købsfakturaer ikke kunne danne grundlag for fradrag i medfør af momslovens 37, stk. 1, da fakturaerne var udstedt til et andet selskab, hvorfor fakturakravene i den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. At sagsøgeren i de pågældende fakturaer figurerede under rubrikken "forhandlernavn", fandt retten ikke var en afgørende omstændighed, der kunne medføre et andet resultat.

Vedrørende et varesalg til andre EU-lande fandt retten, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldte, idet de i sagen fremlagte fakturaer ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsens §§ 40, stk. 1, og 41, stk. 1, ligesom sagsøgeren ikke havde foretaget listeindberetninger, jf. momslovens § 54, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 72.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren, der havde ansvaret for, at bogføringen var mangelfuld, ikke havde dokumenteret, at indsættelser på sagsøgerens konto ikke hidrørte fra momspligtige leverancer i medfør af momslovens § 4, stk. 1.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2008.55.BR

Byretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en metalskrotvirksomhed havde foretaget sig det fornødne for at sikre, at den handlede med en momsregistreret køber. Virksomheden havde via internettet kontrolleret, at erhververen var momsregistreret hos de svenske myndigheder. Samhandlen foregik over en kort periode, hvor der efter rettens opfattelse ikke var forhold, der tydede på, at momsregistreringen var ophørt i perioden.

Landsskatteretten

SKM2014.864.LSR

En virksomheds salg af brugte biler til udenlandske opkøbere ansås ikke i alle tilfælde for omfattet af betingelserne i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for salg til 0-sats, og virksomheden ansås for pligtig til at svare moms vedrørende biler, hvor det ikke kunne konstateres, at disse befandt sig uden for Danmark.

SKM2011.703.LSR

SKM2007.459.LSR

En leverance af mobiltelefoner til en virksomhed i Irland blev efter en konkret vurdering anset for momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, uanset at den irske virksomhed inden leveringstidspunktet var blevet afmeldt fra registrering.

Skatterådet

SKM2016.268.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal momsregistreres i Danmark. Det er den danske købers ansvar at betale erhvervelsesmomsen i Danmark, når spørger som momsregistreret kommissionær i Tyskland sælger varer fra Tyskland til momsregistrerede kunder i Danmark. Det forhold, at det var kommittenten, som havde engageret vognmanden, der foretog transporten, ændrede ikke ved, at transportomkostningerne kunne anses for et omkostningselement i den fakturerede pris fra spørger (kommissionæren) til den danske kunde.

SKM2015.258.SR

Skatterådet bekræfter, at spørger ikke skal betale moms af forudbetalinger for leverancer til selskaber i et EU-land og et tredjeland. Skatterådet afviser at besvare, om det kan anses for dokumenteret, at varerne er transporteret til EU-landet henholdsvis tredjelandet. SKAT udtaler vejledende, at det kan anses for dokumenteret, at varerne er transporteret til EU-landet, når et dansk selskab i samme koncern som de to selskaber varetager transporten til EU-landet og løbende kvitterer for, at varerne er indleveret til det danske selskab henholdsvis ankommet til EU-landet. Endeligt udtaler SKAT, at varerne kan anses for udført til tredjelandet for spørgers regning, uanset at varerne forsendes i en container, der deles med det danske selskab og evt. andre leverandører.

SKM2014.438.SR

• tre på hinanden følgende leveringer af de samme varer, der foretages mellem afgiftspligtige personer, såvel inden for som uden for EU, men
• dette kun giver anledning til to forsendelser

Der skal ved afgørelse af, hvilken transport der skal tilskrives hvilken levering, foretages en samlet bedømmelse af alle sagens relevante omstændigheder.