Indhold

Dette afsnit beskriver, en af de betingelser renteudgifter skal opfylde for at kunne fradrages.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Der er kun fradrag for renteudgifter, som vedrører en periode, hvor gældsforpligtigelsen er aktuel.

Eksempel

En ejendom blev overdraget med virkning fra 1. januar 1982 på grund af et retsforlig, som blev indgået den 29. december 1982.

Køber kunne ikke fradrage beregnede renter indtil 29. december 1982, da det var en forudsætning for fradrag, at der forelå en aktuel gældsforpligtelse, og den forelå først på tidspunktet for retsforliget. Se TfS 1988, 394 LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UFR 1982.618H

En kommune udførte i 1964-68 kloakering af et udstykningsområde, og der blev i 1969 udarbejdet en opgørelse over anlægssummen og dens fordeling på de respektive parceller. På grund af projektændringer i forbindelse med tilslutning til et rensningsanlæg mv. blev det endelige regnskab først fremsendt til landvæsenkommissionen i 1974. Landvæsenskommissionen godkendte regnskabet ved en kendelse af 15. maj 1975. I det godkendte regnskab var en post vedrørende rentetillæg for tiden 1. januar 1969 - 30. juni 1975, som sammen med de øvrige udgifter blev fordelt mellem grundejerne. En af grundejerne fratrak sin andel af renteudgifter i 1976. Da det først ved landvæsenskommissionens kendelse af 15. maj 1975 blev fastsat, i hvilket omfang kommunens omkostninger ved kloakering skulle udredes af grundejerne, og hvordan omkostningerne skulle fordeles mellem dem, fandt Højesteret ikke, at der før dette tidspunkt havde bestået nogen aktuel gældsforpligtelse for den enkelte grundejer, og der kunne derfor ikke foretages fradrag for renteudgifter efter SL § 6 e før dette tidspunkt.   

Først aktuel gældsforpligtelse da Landvæsenskommissionen havde afsagt kendelse. Renter inden dette tidspunkt kunne ikke fradrages.

Landsskatteretskendelser

TfS 1988,394 LSR

En ejendom blev overdraget med virkning fra 1. januar 1982 på grund af et retsforlig, som blev indgået den 29. december 1982.

Køber kunne ikke fradrage beregnede renter indtil 29. december 1982, da det var en forudsætning for fradrag, at der forelå en aktuel gældsforpligtelse, og den forelå først på tidspunktet for retsforliget.

Ikke aktuel gældsforpligtelse