Indhold

Dette afsnit beskriver den momsmæssige behandling af salg af aktiver som led i overdragelse af virksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Regel

Regel

Hvis konkursboet sælger aktiver som led i en hel eller delvis overdragelse af virksomheden, skal der ikke beregnes moms ved salget, jf. momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt.

Det betyder, at der ikke må beregnes moms ved udstedelse af faktura mv., hvis konkursboet foretager et samlet salg af en tidligere momsregistreret virksomheds varelager, maskiner og andre driftsmidler mv., når salget sker som led i en hel eller delvis overdragelse af virksomheden, og køberen af virksomheden er eller bliver momsregistreret.

Bestemmelsen om hel eller delvis virksomhedsoverdragelse er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning afsnit D.A.4.5.3.

Konkursboet skal inden 8 dage efter overdragelsen give Skattestyrelsen meddelelse om den nye indehavers navn og adresse samt om salgsprisen for de overdragne aktiver.

Bemærk

I forbindelse med en momsfri virksomhedsoverdragelse vil der ofte være en pligt til at regulere tidligere foretagne momsfradrag for investeringsgoder efter reglen i ML § 43, stk. 3, nr. 5. Regulering kan dog undlades, hvis køberen overtager reguleringsforpligtelsen. Se afsnit D.A.11.7.4.5.5 om regulering af den fradragsberettigede købsmoms ved virksomhedsoverdragelser.