Formål

Formålet med suspensionerne er at styrke konkurrenceevnen for virksomhederne i EU, fordi de får mulighed for at anvende råvarer, halvfabrikata eller komponenter, der ikke er til rådighed i EU eller kun er til rådighed i begrænset omfang, uden at der skal betales told eller mod betaling af nedsat told.

Toldsuspensioner bidrager til at sætte virksomheder i EU i stand til at opretholde fuld beskæftigelse og indhente de nødvendige dele til at fremstille avancerede produkter med en høj værditilvækst, selv om aktiviteten primært består af samling af enkeltdele.

Lovgrundlag

Grundlaget for toldsuspension findes i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, TEUF art. 31, hvorefter Rådet på forslag af Kommissionen fastsætter den fælles toldtarif.

For de autonome midlertidige toldsuspensioner findes lovgrundlaget i forordning nr. 1387/2013.

xDertil har Rådets udstedt forordning nr. 581/2018 om midlertidig suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser for visse varer af en art, som skal monteres eller anvendes i luftfartøjer og Kommissionens Gennemførelsesforordning 1517/2018 om nærmere gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets forordning 581/2018. Endvidere finder forordning nr. 150/2003 om suspension af told på visse våben og forsvarsmateriel anvendelse.

Dertil er der for toldkontingenter udstedt forordning nr. 1388/2013 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter.