Toldmyndighederne udarbejder en kontrolplan for den virksomhed, der får bevilling til at toldangive ved indskrivning i klarerens regnskaber.
Kontrolplanen skal indeholde
- tilsyn med de toldprocedurer, der er omfattet af bevillingen
- hyppigheden af toldkontrollerne
- sikring af, at der foretages effektive toldkontroller for alle trin i indskrivning i klarerens regnskaber
- i relevant omfang tage hensyn til den 3-årige forældelsesfrist for toldskyld
- hvis der er dispenseret fra krav om frembydelse, skal typen af kontrol, der skal udføres, medtages i kontrolplanen
- hvis indskrivning i klarerens regnskaber anvendes i forbindelse med centraliseret toldbehandling, skal det følgende fremgå af kontrolplanen
- arbejdsfordelingen mellem det tilsynsførende toldsted og frembydelsestoldstedet
- hensyntagen til forbud og restriktioner gældende for det sted, hvor frembydelsestoldstedet er beliggende.
Se art. 233 i GF.
Det "tilsynsførende toldsted" er det toldsted, som ifølge bevillingen fører tilsyn med, at varerne henføres under den pågældende toldprocedure. Se art. 1, nr. 36), litra b) i DF.