Indhold

Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.

Afsnittet indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Ressortmyndighed
  • Import.

Formål og lovgrundlag

Formålet

På foder- og fødevareområdet er der indført importrestriktioner eller krav om intensiveret importkontrol for en række produkter af ikke-animalsk oprindelse. Disse produkter kan udgøre en sundhedsrisiko eller kan indeholde ikke EU-godkendt plante materiale. For disse produktgrupper er der krav om, at importsendingen skal kontrolleres af myndighederne, før sendingen kan overgå til fri omsætning i EU. Restriktionslovgivningen skal sikre menneskers og dyrs sundhed.

Lovgrundlaget

For området Fødevarer og foder af ikke-animalsk oprindelse gælder der en række Kommissions forordninger, gennemførelsesforordninger og afgørelser samt nationale bestemmelser, se Fødevarestyrelsens lister over Ikke-animalske fødevarer under restriktion eller intensiveret, offentlig kontrol og importkontrollisten.

Ressortmyndighed

Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsens hjemmeside indeholder en nærmere beskrivelse af reglerne på området.

Import

Fødevarestyrelsen er den myndighed, der har ansvar for at udføre importkontrol af fødevarer og foder af ikke-animalsk oprindelse og er endvidere forpligtet til at give Toldstyrelsen besked om frigivelse, når produktet er kontrolleret.

For de produkter, der er indført i importrestriktionens eller krav om intensiveret importkontrol, skal importøren anmelde sin varesending til Fødevarestyrelsen mindst 24 timer før ankomsten til Danmark. Importøren eller dennes repræsentant skal foretage forhåndsanmeldelsen af ikke-animalske partier på et CED (Common Entry Document / Fælles Import dokument). Partierne frigives ligeledes på CED'et.

CED'et findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside, eller som bilag til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) Nr. 323/2014 af 28. marts 2014.

Importøren eller dennes repræsentant skal udfylde CED'ets del I, og Fødevarestyrelsen skal udfylde del II og evt. del III.

Toldstyrelsen undlader at frigive de kontrolpligtige sendinger, indtil importkontrollen er gennemført og Toldstyrelsen har modtaget frigivelsesattesten fra Fødevarestyrelsen.

Er der tale om foder af animalsk oprindelse eller fødevarer, er Fødevarestyrelsen også den kompetente myndighed, der sikrer at importbestemmelserne overholdes. Se afsnit F.A.31.2 Veterinærkontrol for levende dyr og animalske produkter.

Undtagelser

Toldekspeditionen kan, når der i forordningen er angivet et "ex" foran toldkoden, frigive varepartiet, hvis det kan dokumenteres, at partiet ikke er restriktionsprodukter og dermed ikke omfattet af reglerne.

Privat indførsel og vareprøver som importøren oplyser ikke skal anvendes til foder eller fødevarer, er ikke omfattet af reglerne. I tvivlstilfælde skal importøren sandsynliggøre, at partiet er til privat brug eller skal anvendes som vareprøve.