Indhold

Dette afsnit handler om renter, hvis der ikke betales rettidigt og gebyrer.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Renter for toldkrav under opkrævning
  • Renter for toldkrav under inddrivelse
  • Fritagelse for renter
  • Gebyr

Regel

Renter af toldskyld beregnes efter art. 114 i EUTK og TDL sammenholdt med OPKL § 16 c, stk. 2.

Der skal betales morarente af toldskyld fra den dag, hvor betalingsfristen udløber og indtil den dag, hvor betaling finder sted. Se EUTK art. 114, stk. 1.

Bemærk

Hvis toldskylden er under 10 EURO (ca. 75 kr.), opkræves der ikke morarente. Se EUTK art. 114, stk. 4. Der skal således kun beregnes morarente hvis toldskylden er på 10 EURO eller derover.

Renter for toldkrav under opkrævning

Morarenten på toldskyld skal beregnes som en simpel rente. Der skal derfor ikke beregnes renter af renter. Renten beregnes og tilskrives toldskylden én gang om måneden. Hvis der sker en genberegning og fordringen pr. opkrævning er under 10 EURO bortfalder hele rentetilskrivningen. Se EUTK art. 114, stk. 4.

Rentesats

Rentesatsen for toldskyld under opkrævning er:

  • Krav der IKKE er omfattet af en afdragsordning:
    Morarenten er lig Nationalbankens udlånsrente + 2 procent point. Se EUTK art. 114, stk. 1 og stk. 2 og TDL § 30a.

  • Krav der ER omfattet af en afdragsordning:
    Morarenten er lig Nationalbankens udlånsrente + 1 procent point. Se EUTK art. 114, stk. 1 og stk. 2 og TDL § 30a.

Renter for toldkrav under inddrivelse

Hvis en toldskyld ikke betales inden den fastsatte frist overgår sagen til inddrivelse.

Under inddrivelse er morarenten lig Nationalbankens udlånsrente + 2 procent point, uanset om der indgås en afdragsordning til afvikling af gælden. Se EUTK art. 114, stk. 1 og stk. 2 og TDL § 30 a.

Renten kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se OPKL § 7, stk. 1.

Der gælder særlige og andre regler for forrentning af skattekontoen. Se OPKL § 7, stk. 1. Se A.B.4.5.3.

Forrentningen af toldbeløb indgår derfor ikke længere i den almindelige forrentning af skattekontoens rentebærende debetsaldo, men i relation til modregningen på skattekontoen og udbetalingsreglerne vil toldbeløb fortsat indgå i skattekontoens saldoopgørelse. 

Bemærk

Hvis toldskylden er under 10 EURO (ca. 75 kr.), beregnes der ikke morarente. Se EUTK art. 114, stk. 4. Der skal således kun beregnes rente, hvis toldskylden er på 10 EURO eller derover.

Fritagelse for renter

Toldstyrelsen (SKAT) kan fritage for renter af toldskyld. Se EUTK art. 114, stk. 3, OPKL § 8, stk. 1, nr. 4 sammenholdt med OPKL § 16 c, stk. 2

Gebyr

Der skal betales et gebyr på 65 kr. for hver rykker (såkaldte erindringsskrivelser) vedrørende betaling efter OPKL. Se OPKL § 6.