åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.8.4.1.6 Vurderingsstyrelsens supplerende adgang til at ændre vurderinger eller dele af vurderinger ved revision" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om reglerne i SFL § 33 a, hvorefter Vurderingsstyrelsen, når Vurderingsstyrelsen ikke kan ændre en vurdering efter reglerne om ordinær og ekstraordinær genoptagelse i SFL § 33, har mulighed for af egen drift at ændre vurderingen ved revision.

 Afsnittet indeholder:

Revisionsbeføjelsen

Vurderingsstyrelsens muligheder for at ændre vurderinger ved revision er væsentligt forbedrede pr. 1. januar 2018, hvor de ændringer i revisionsbestemmelsen, der blev vedtaget med lov nr. 688 af 8. juni 2017, er trådt i kraft.

Det er ved lovændringen endvidere præciseret, at foretagelse af vurderinger eller dele af vurderinger, der ikke tidligere er foretaget, fordi de er glemt eller efterfølgende er kommet til at mangle, ikke skal gennemføres ved revision efter SFL § 33 a, men ved genoptagelse efter SFL § 33, idet Vurderingsstyrelsen efter SFL § 33, stk. 2, altid kan foretage sådanne vurderinger og dele af vurderinger.

Revisionsadgangen er uændret en beføjelse, det alene tilkommer Vurderingsstyrelsen at administrere. SFL § 33 a giver ikke ejendomsejer et retskrav på at få ændret en vurdering, der ikke kan ændres ved genoptagelse efter reglerne i SFL §§ 33 og 34. Revisioner kan alene foretages på Vurderingsstyrelsens foranledning, og kan ikke igangsættes på foranledning af ejendomsejer. Det fremgår af SKM2006.49H, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens dom, efter hvilken der ikke var hjemmel til at genoptage vurderingen, idet der ikke inden udløbet af den treårige genoptagelsesfrist fremkom begæring herom. Landsretten havde endvidere fundet, at der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder, i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996, eller på noget andet grundlag var hjemmel for et retskrav på revision af vurderinger af fast ejendom. Landsretten anførte, at det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en ejendomsvurdering skal optages til revision, og at de hensyn, som Told- og Skattestyrelsens afgørelse var begrundet i, herunder det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til begæringen om ændring af vurderingen, var relevante og saglige.

En henvendelse fra en ejer med ønske om ændring af en given vurdering skal således afgøres ved enten et afslag på genoptagelse eller ved en ændret vurdering. Vurderingsmyndighederne træffer kun afgørelse efter revisionsbestemmelsen, når Vurderingsstyrelsen foretager revision.

Efter bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 ved hvilken revisionsadgangen blev udvidet og præciseret i SFL § 33 a, stk. 2-5, og der blev indført regler om det skattemæssige virkningstidspunkt for revision i SFL § 33 a, stk. 6 og 7, gælder der endvidere et hierarki i de regler om ændring af vurderinger, der fremgår af SFL

Vurderingsstyrelsen skal således ændre vurderinger eller dele af vurderinger efter reglerne om ordinær og ekstraordinær genoptagelse i SFL § 33, hvis dette er muligt, og kun ændre vurderinger eller relevante dele heraf efter reglerne om revision i SFL § 33 a, hvis ændringen ikke kan gennemføres ved i første række ordinær genoptagelse, jf. SFL § 33, stk. 1, og i anden række ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 33, stk. 3.

Hvis en ændring skal gennemføres ved revision efter SFL § 33 a, skal ændringen gennemføres efter reglen i SFL § 33 a, stk. 1, om ordinær revision, hvis dette er muligt, og kun hvis dette ikke er muligt, skal ændringen gennemføres efter reglerne om ekstraordinær revision i SFL § 33 a, stk. 2-5

Det fremgår af bemærkningerne for så vidt angår de adgange til ekstraordinær revision, der er trådt i kraft pr. 1. januar 2018, at Vurderingsstyrelsen skal anvende revisionsadgangen restriktivt.

Henset til sammenhængen mellem reglerne om revision af vurderinger og dele af vurderinger og reglerne om genoptagelse af vurderinger og dele af vurderinger, er det Vurderingsstyrelsens opfattelse, at revisionsadgangen også omfatter adgangen til at revidere en yderligere ansættelse, der er foretaget i henhold til den tidligere vurderingslov. Der henvises til afsnit A.A.8.4.1.1 om begrundelsen for, at Vurderingsstyrelsen anser adgangen til genoptagelse efter SFL § 33 for at omfatte adgangen til at genoptagelse yderligere ansættelser.